Mariann er den hidtil højest placerede dansker i NASA: ”De føles stadig som familie”

Da Mariann Albjerg trådte ind på sin nye arbejdsplads, den amerikanske rumorganisation NASA, i 1979, gik en drøm i opfyldelse. I bogstaveligste forstand.

Hun havde altid været interesseret i, hvad der foregik ude i det uendelige, og at kigge op i himlen var ikke nyt for hende.

"Jeg voksede op i Frederikssund, hvor der kunne blive bragende mørkt om aftenen, og så sad jeg på min fars knæ på vores terrasse, mens han pegede op på stjernerne og forklarede mig, hvordan planeterne drejer om solen, og udpegede Arkturus og tyrens røde øje," husker 75-årige Mariann, der i dag er pensionist, og tilføjer:

"Ja, min interesse for verdensrummet fik jeg allerede i barndommen – men jeg kan altså ikke huske navnene på alle stjernerne i dag!"

Som tiårig fulgte hun med, da den russiske satellit Sputnik cirklede om jorden, og højdepunktet var, da Neil Armstrong i 1969 satte sin rumstøvlefod på Månens støvede overflade.

"Den aften drømte jeg, at jeg gik rundt i Mission Control (NASAs kontrolcenter, red.)," husker Mariann Albjerg i dag, 53 år senere.

Det hellige rum

Og det var denne drøm, der rent faktisk gik i opfyldelse. For Mariann uddannede sig til såkaldt kemotekniker og arbejdede for en fysikprofessor, og da hendes daværende mand blev tilbudt job i Houston i USA, drog de begge af sted. Han skulle arbejde tæt på NASAs Johnson Space Centre, og det vækkede noget i Mariann.

"Jeg havde et cv og gode anbefalinger med hjemmefra og var fast besluttet på at arbejde for NASA," fortæller hun.

"De andre fruer i Houston undrede sig over, at jeg ville arbejde, når nu min mand havde sådan en god stilling. Men jeg havde ikke tænkt mig at opgive min karriere, selv om jeg også holder af at lave mad og være derhjemme."

Hun tog kurser i rumfart, og da NASA i 1979 skulle ansætte nye folk til rumfærgeprogrammet, kom Mariann fra Danmark igennem nåleøjet. Og da hendes chef en dag ville vise hende Mission Control – det center, hvor rumflyvninger styres og overvåges ned til mindste detalje – ja, der var det hele ikke længere blot en drøm.

"Da vi gik derind, løb det mig koldt ned ad ryggen, for jeg følte, at jeg havde været der før – selv om det var langt mindre, end jeg huskede fra min drøm i 1969," fortæller Mariann.

Læs også

Hannes mand døde i en trafikulykke: ”Der er ikke én rigtig måde at sørge på”

"Lokalet var tomt, for der var stadig halvandet år til, at næste mission skulle af sted, men jeg gik rundt derinde og så de tre store, lysende skærme og fik lov at røre ved alt udstyret. Ja, her skulle jeg arbejde! Følelsen af genkendelse var det største – et øjeblik, jeg aldrig glemmer."

To år senere sendte NASA rumfærgen Columbia i kredsløb om jorden. Det var en testflyvning med to astronauter, som skulle tjekke, om rumfærgen virkede, som den skulle. For første gang sad Mariann nu med i Mission Control – som en slags trainee uden ansvar, men med mulighed for at følge med i alt, hvad er skete.

De ansvarlige for missionen var bevæbnet med tykke bøger, der tog højde for enhver uregelmæssighed, der kunne hænde under rumfærgens færd. Og hvis noget gik mod forventning, blev det omhyggeligt noteret, så opslagsværkerne blev holdt opdaterede.

"Vi fulgte for eksempel med i, hvilken indflydelse solens stråler havde på rumfærgens temperatur," fortæller Mariann.

Cigarer i kontrolrummet

På Columbias følgende flyvning et halvt år senere var Mariann til gengæld med til at bære ansvaret.

"Jeg skulle blandt andet være medunderskriver på diverse dokumenter," husker hun stolt og fortæller, at det også var hende, der noterede missionens gang i bøgerne undervejs.

"Jeg var spændt, opmærksom og måske også en smule stresset. Mest af alt er man opmærksom på hele tiden at holde øje med, om alting går, som det skal," fortsætter hun.

"Vi arbejdede i skiftehold, men jeg har indimellem været på arbejde 16 timer ad gangen, for man bliver tit hængende og ser, om det hele går efter bogen."

NASA havde et døgnåbent cafeteria, hvor de ansatte kunne hente mad, mens flyvningerne stod på. De varede gerne et par dage, og i disse dage arbejdede de NASA-ansatte konstant på, at det hele gik efter planerne, så astronauterne kunne komme sikkert hjem.

"Jeg var i Mission Control, da Columbia landede første gang, og der røg jeg cigarer med kollegerne, mens de amerikanske flag kom frem overalt, og hele USA holdt fest," husker Mariann.

Læs også

Mette var til fest for sin afdøde mor – så forstod hun, at moren var ”med” til festen

Den tragiske dag

Det eneste i sin tid hos NASA, som Mariann ser tilbage på med tristhed, er den dag i 1986, hvor rumfærgen Challenger skulle opsendes. Den dag var hun ikke på arbejde.

"Men ti dage inden var jeg med til at træne astronauterne, og den amerikansk skolelærerinde, som også var om bord og skulle undervise børn fra rummet i løbet af missionen," fortæller Mariann.

"Vi sad og sludrede, og astronauterne spurgte, om jeg ville have et billede af dem med deres autografer. Jeg svarede, at det kunne vi gøre, når de kom hjem. Det skete bare aldrig."

Mindre end halvandet minut efter opsendelsen eksploderede rumfærgen, som mange husker.

Mariann var på det tidspunkt på ferie på Hawaii med sin mand, men ville følge opsendelsen i fjernsynet.

"Lige da jeg tænder, kan jeg høre, at de taler om rumfærgen i datid," husker hun.

"Jeg troede, den var blevet forsinket igen, men nej – Challenger var sprunget under opsendelsen, og hele USA havde set det live på tv. Jeg har aldrig villet til Hawaii siden."

Mariann var med egne ord ødelagt over katastrofen, også selv om hun som sådan var forberedt på den.

"Vi ved, at det er et farligt job, og øver os konstant på, hvad vi skal gøre i tilfælde af fejl. Men simuleringerne stopper altid, lige inden det går helt galt," forklarer hun.

"Ingen kan forestille sig at miste syv venner og kolleger på én gang. På den anden side ved jeg, at the Challenger Seven (besætningen på rumfærgen, red.) ville have ønsket, at vi fortsatte. De astronauter, som skulle af sted efter Challenger, sprang jo heller ikke ud af køen. Rumfart er farligt," konstaterer hun.

Besøgte Andreas

Mariann lod sig pensionere fra NASA i 2010. På det tidspunkt havde hun 100 mand under sig og ofte et stort ansvar i forbindelse med missionerne. En del år forinden var hun blevet skilt.

"Men jeg havde lovet min mor, at jeg ville komme hjem til Danmark igen en dag, og da jeg fik solgt mit hus i USA, rejste jeg, selv om jeg kunne være blevet ved med at arbejde derovre," fortæller hun.

Hun tager dog stadig til USA flere gange om året for at besøge venner og kigge forbi sin tidligere arbejdsplads, som hun stadig føler sig som en del af. Hun har for nylig besøgt Danmarks astronaut Andreas Mogensen hos NASA i Houston, men ellers er der ikke mange, hun kender fra dengang.

"De fleste er gået på pension, men de føles stadig som familie," siger hun.

"Sådan er det, når man har arbejdet sammen om liv og død."