Mathilde Falch: “Jeg ved, at mit barn aldrig kommer til at se mig fuld”

Det første, Mathilde Falch tænkte på, når hun vågnede om morgenen, var alkohol. Samtidig hadede hun sig selv for ikke at kunne være den stabile kæreste, søster og datter, som hun så gerne ville være. En aften, hvor hun kom hjem efter at have spillet en koncert, gik hun direkte ud i køkkenet og åbnede endnu en flaske. Hendes mand, Jesper, stod bare og kiggede på hende. Og hun kunne se, at nu kunne han ikke mere.

– Han sagde til mig, at han aldrig ville gå fra mig, men at vi ville få et lorteliv, hvis jeg ikke stoppede med at drikke. Og jeg tror, at det var lige præcis den følelse, at jeg spildte, ikke bare mit eget, men også hans og vores liv, der gjorde, at jeg fik styrken til at sige okay, nu er det slut. Der var ligesom et "vindue", hvor jeg kunne tage den beslutning, og vinduet ville lukke om et øjeblik. Heldigvis skulle jeg tilfældigvis til lægen dagen efter, og her fik jeg at vide, at min lever og mine nyrer var som en 90-årigs. Min krop var slidt helt ned efter at have været syg af anoreksi, stofmisbrug og alkoholmisbrug. Det virkede som yderligere motivation for mig at få de facts. At få at vide, at jeg var ved at drikke mig selv ihjel, faktisk.

Chancen for det gode liv

Mathilde sidder i sit og ægtefællens store, lyse køkken og fortæller alvorligt om sit livs vigtigste beslutning. Beslutningen, der reddede hendes liv. Hun er samtidig uendelig lykkelig, for inde i maven er lille Leo ved at vokse sig stor og stærk. Den ene hånd glider hen over den gravide mave, som vil hun understrege, at livet derinde er det vigtigste nu. Mathilde er aktuel med albummet "Som børn på ny", og inspirationen til sangene har hun fundet bl.a. ved at kigge på sine tre nevøer.

– Jeg har tit tænkt over, hvad livet egentlig går ud på, og hvad barndommen kan. Det er noget med en uskyld, noget med at lege og være ikke-dømmende. Det ubekymrede sind. Titelsangen handler om de børn, som af den ene eller anden årsag bliver voksne for hurtigt, og som får for meget ansvar for hurtigt. Der er noget smertefuldt i det, men for mig er der også noget håb. Jeg har de senere år observeret sådan en zombietilstand mellem mennesker. Vi snakker ikke rigtig sammen. Vi er ikke til stede i nuet. Folk går rundt på gaden og føler alt muligt, men vi deler det ikke med hinanden. Men kigger jeg på mine tre nevøer, kan jeg se, hvordan de med det samme får nye venner på legepladsen. Nå, kan du lide at spille fodbold? Det kan jeg også, så er vi venner. Det kunne jeg godt tænke mig, at vi fik ind i voksenlivet, så vi ikke følte os så alene, som jeg ved, mange gør. Jeg er ambassadør for Landsforeningen Sind, hvor jeg møder mange mennesker, som har det rigtig svært, og som håber på en chance mere. Jeg vil gerne være med til at fortælle, at livet ikke nødvendigvis slutter, fordi vi er nede i nogle mørke huller. Det er muligt at komme videre, hvis man gør en indsats. Præcis som jeg selv har oplevet.

– Der er folk, der har undret sig over, at man kan sige, at man er misbruger, når man holder op med at drikke som 25½-årig, men for mig var det sådan: Enten drikker jeg mig ihjel, eller også må jeg gøre op med misbruget. Jeg kan ikke lide at leve halvt. Jeg er meget enten-eller. Jeg fik chancen for at få et godt liv, og det bedste i verden er at vågne op uden selvhad.

Anoreksi og selvskade

Mathilde fik svær anoreksi, da hun var 15, og da hun var 17, var hun indlagt på den lukkede afdeling i lidt over et halvt år. I samme periode skar hun også i sig selv, for at den fysiske smerte kunne overdøve den psykiske. På samme måde som hun for et par år siden besluttede, at det var slut med alkohol, besluttede hun dengang pludselig, at hun ville være rask. Og blev det. Musikken blev hendes vej ud mørket, for hun fandt ud af, at hun kunne vende sine kampe og tankemylderet til noget positivt, når hun skrev musik.

Men man hører ofte, at anoreksi aldrig helt slipper sit tag, hvordan har du haft det med din voksende mave i graviditeten?

– Jeg tror, at min anoreksistemme i hovedet blev overtaget af misbrug. Det blev en stemme, der ville have stoffer og alkohol, hvilket heller ikke på nogen måde var rart, men jeg slap helt af med anoreksistemmen efter nogle år. Jeg tænker faktisk slet ikke over mad på den måde mere. Derfor har jeg bare glædet mig helt vildt meget over at være gravid. Til gengæld har andres kommentarer overrasket mig. Hold da op, er du ikke blevet meget stor, skal du føde nu? De spørgsmål har jeg fået, fra jeg var omkring fire måneder henne. Jeg er spinkel, og jeg tror simpelthen, at jeg skulle have nogle hofter, så jeg tog hurtigt på. Det var så grænseoverskridende, at alle mulige mennesker pludselig havde en mening om min krop, og jeg vil i hvert fald selv huske fremover aldrig at kommentere på andres kroppe. I begyndelsen grinede jeg af det, men efterhånden begyndte jeg at tænke, okay, er jeg så meget større end andre? Jeg fik også mange kommentarer i forhold til, om det nu var forsvarligt for mig at være på scenen. Pas nu på dig selv, og pas på baby. Men hør her, jeg spiller guitar, vi er et rockband, jeg hopper og springer rundt, jeg elsker det, og det er altså sundt at bevæge sig, når man er gravid. Jeg blev så ramt af bækkenløsning, og så gav det sig selv, at det var slut med at hoppe rundt. Jeg har hørt fra andre mødre, at de har oplevet tilsvarende indblanding. Flere kalder det for "morpolitiet". Folk, der har virkelig mange holdninger til, hvordan man skal være mor, og hvad man endelig ikke må gøre. Musikverdenen er i høj grad en mandeverden, men det er faktisk første gang, jeg for alvor har mærket, at der er forskel på mig og mine mandlige kollegaer.

Hvilke tanker har du gjort dig om at skulle være mor?

– Jeg glæder mig helt vildt. Min ene søster bor lige her ved siden af, og jeg har været heldig at være helt tæt på hendes søn, fra han blev født. Jeg kan virkelig mærke, hvor fantastisk det er at elske sådan et lille væsen, og min søster siger, at det bliver endnu vildere, når jeg får min egen. Jeg glæder mig til at give vores søn alt det gode i livet. Jesper er ti år ældre end mig, og han har været skruk i rigtig mange år, så han glæder sig også virkelig meget. Jeg vil helt klart gerne have noget tid i den lille mor-barn-boble, men jeg håber, at jeg relativt hurtigt kan komme ud og spille igen, og at Jesper, min mor eller søster kan tage med og passe Leo, når jeg er på scenen. Jeg er selv vokset op på den måde, og jeg har helt klart nogle af mine bedste barndomsminder fra at være med min far ude og spille. Jeg har selvfølgelig også nogle dårlige minder, hvor det hele gik op i hat og briller på grund af druk. Det skal børn ikke være en del af. Jeg ved, at mit barn aldrig kommer til at se mig fuld, og det gør mig rigtig glad. Det er en kæmpe befrielse. Jeg havde aldrig turdet få børn, hvis jeg ikke var ædru.

Så du drikker aldrig i dag?

– Nej, det gør jeg ikke. Jeg kan simpelthen ikke tåle alkohol. Sådan ser jeg på det. Da Jesper og jeg blev kærester, tog jeg stoffer, og det bad han mig med det samme om at holde op med, det kunne ikke være en del af vores forhold. Jeg slap stofferne og tænkte, at så kunne jeg lige så stille trappe alkoholen ned. Men lige pludselig var der gået lang tid, jeg havde ikke trappet ned, jeg havde trappet det op. Først da jeg kunne mærke på Jesper, at han ikke kunne mere, vidste jeg, at jeg var nødt til at slippe alkoholen helt. Jeg vidste også, at han ville bakke op om det og ikke lige tilbyde mig et enkelt glas.

Så han drikker heller ikke?

– Jo, heldigvis kan han sagtens tage et glas, for noget af det værste er, hvis folk skal tage hensyn til mig. Sådan skal det ikke være. Jeg er ung og elsker stadig at gå ud med mine venner, og de skal da drikke alt det, de har lyst til. Det er klart, at der er et fællesskab i at sige skål, og ja, så er det da anderledes, at jeg står med en cola i mit glas – og ikke en rom og cola. Sådan er det bare. Men det skal ikke gå ud over andre, at jeg ikke drikker. Vi må alle selv tage ansvar for vores egne liv.

– Jeg har en lang misbrugshistorik i min familie. Min far, som heller ikke drikker i dag overhovedet, og jeg lavede på et tidspunkt et stamtræ, der viste, at tre ud af fire af mine bedsteforældre var døde af alkoholmisbrug, og det var deres forældre også. Og så langt vi kunne gå tilbage, havde enten kvinden eller manden i de forskellige led været psykisk syg eller misbruger.

Hvad tænker du, når du ser på det stamtræ i forhold til, at du nu får et barn?

– Jeg tænker, at min mand heldigvis har gode gener, ha, ha. Så jeg håber rigtig meget på, at de slår igennem. Jesper siger, at han håber, at vores søn kommer til at ligne mig af udseende, men får hans sind. Det vil jeg gerne være med til. Jeg tror, at det vigtigste er, at man er åben for at tale om eventuelle problemer i familien og søge hjælp, hvis der er behov for det. Jeg er i hvert fald ikke ramt af berøringsangst, når det kommer til psyken.

Ældre indeni

Mathilde og Jesper har været et par i syv år. Hun mødte ham fem måneder efter, hun var blevet udskrevet fra den lukkede afdeling. Først var de bare venner i et par år, men efterhånden gik det op for dem begge, at der var noget andet og mere.

– Fra begyndelsen var jeg bare enormt tryg ved Jesper. For første gang nogensinde, faktisk, kunne jeg være helt naturligt ærlig omkring nogle af de ting, jeg kæmpede med, og jeg kunne mærke, at han ikke syntes, det var mærkeligt. Han syntes, jeg var spændende og dejlig. Han så MIG og kunne godt lide mig. Han kunne både tale dybt og alvorligt, men samtidig havde han en humor og livslyst, som jeg var vild med.

I dag er aldersforskellen jo ikke så væsentlig, men det var den vel dengang?

– Ja, præcis. Men jeg tror aldrig rigtig, at vi har set det som et problem. Da jeg blev udskrevet, havde jeg været nogle steder i livet, som de færreste havde været. Jeg havde meget svært ved at være sammen med mine gamle gymnasievenner, som var et helt andet sted i livet, så jeg var mest sammen med folk, der var ældre end mig selv. Jeg var blevet ældre indeni. Jeg følte mig meget voksen. Jeg havde en sætning i mit hoved, der lød: Jeg var ikke så god til at være barn og ung, men måske kan jeg finde ud af at være voksen. Det hjalp mig at tænke, at jeg måske fik en chance mere som voksen.

– Jesper og jeg blev gift, da jeg var 22. Folk omkring os tænkte vist, at det var underligt, at jeg efter de turbulente år skulle giftes med ham manden fra Kolding. Det var også ret kontrastfyldt, men det var bare det fedeste. Jeg var ikke i tvivl, og vores styrke er, at vi er sikre på, at vi skal være sammen for evigt. Vi har den der os-mod-verden-følelse. Vi har allerede klaret nogle store ting, så vi skal nok klare alt det, der måtte komme.

Hvilken baggrund kommer Jesper fra?

– Fra parcelhus og med en far, der er bankmand, og en mor, der er kontoruddannet. Mine svigerforældre er et fantastisk par, der har holdt sammen hele livet. Jesper er den første i familien med en længere uddannelse (økonomi, red.), og ingen forstår, hvorfor han ikke bare blev udlært i banken. Eller hvorfor han begyndte at lave standup. Det har nok altid været et tema for ham, at han ikke har følt sig helt forstået. Jeg elsker den kombination, at han har benene solidt plantet på jorden og ved, at man skal arbejde hårdt for at gøre sig fortjent til noget, samtidig med at han tør drømme store drømme. Nu, efter 15 år med standup, er han aktuel med sit første onemanshow, og jeg tror, han endelig har fået modet til det, fordi han skal være far. Jeg har det på samme måde. Der kommer noget selvsikkerhed med det at være gravid, synes jeg. Jeg er ikke lige så bange for at dumme mig eller for, at mit album måske ikke bliver godt modtaget, fordi jeg ved, at der er noget, der er meget vigtigere nu.

Hvordan vil du opdrage Leo, tror du?

– Jeg har ikke haft ret mange grænser i min opvækst, kan jeg roligt sige. Og jeg tror, jeg har savnet grænser. Jeg tænker, at det derfor vil være ret naturligt for mig at sætte grænser for min søn. Jeg vil prøve at gå lidt imod den curlingopdragelse, man ser mange steder i dag. Jeg kan til dels godt forstå den måde at være forælder på, men jeg ved også bare fra mig selv, hvor godt jeg kunne have brugt nogle grænser. Hvor meget lettere det havde været for mig, hvis jeg havde vidst, hvornår noget var nok. At jeg ikke skulle helt ud på kanten for at finde ud af det.

Kan du blive skræmt ved tanken om det ansvar, du får?

– Ja, det kan jeg. Det er ret vildt. Jeg tror, at lige meget hvad, så kommer man til at lave fejl. Jeg håber, at Leo får et godt, ubekymret og rart liv, og samtidig er det jo lidt sjovt, for mange af de ting, jeg har lært noget af, var de ting, som ikke var helt perfekte. Jeg tror, der ligger en opgave som forælder i ikke at overbeskytte og lave et glansbillede af livet, for så knækker barnet, når det selv skal ud i livet.

Hvordan ser du på din far i dag med en voksen, gravid kvindes øjne?

– Min far har jo været en rollemodel med sin karriere, og samtidig har jeg set alt det, han har kæmpet med i forhold til misbrug. Jeg tror virkelig, at når man bliver gravid, begynder man at tænke meget over ens egne forældre, og hvordan de gjorde. Jeg har været i terapi i flere år, og allerede der var jeg inde og kigge på min barndom, men jeg tror, at det er rigtig godt at komme lidt på afstand af den måde at se mine forældre på. I dag kan jeg se dem som nogle voksne mennesker, der gjorde det bedste, de overhovedet kunne. Og de gjorde det godt, der har altid været sindssygt meget kærlighed i mit barndomshjem. Jeg ved også, at de bliver fuldstændig perfekte som bedsteforældre, for de har så mega meget energi begge to, og de holder fast i, at det handler om at være til stede i livet og være glad.