May el-Toukhy: “Min far så det som sin pligt hele tiden at sigte højere på mine vegne"

May el-Toukhy har engang snydt i gymnasiet. Hun afleverede en stil, som hendes veninde fra parallelklassen havde skrevet. Havde hendes dansklærer i den lokale folkeskole i Herlev hørt om det, var hun nok blevet chokeret. For hvorfor ville en elev, der konsekvent lå i top 3, og som altid var blevet rost for sin måde at skrive på, aflevere en opgave hun ikke selv havde skrevet?

Skruer vi tiden frem til 2019, hvor May el-Toukhy fik sin store anerkendelse som instruktør med filmen Dronningen, som høstede 5 og 6-stjernes anmeldelser og i øvrigt vandt publikumsprisen ved den prestigefulde Sundance Festival, ville mange nok også undre sig over, at det var nødvendigt for hende at snyde. Forklaringen vender vi tilbage til.

May el-Toukhy var ganske vist en af de dygtigste i sin folkeskoleklasse. Det manglede da også bare med en far, der var mere end almindelig ambitiøs på sine børns vegne. Som egypter, der kom til Danmark i 70’erne, hvor han mødte May el-Toukhys dansk-amerikanske mor, var han optaget af, at hans børn skulle klare sig ikke bare godt, men helst bedre end gennemsnittet. Fordi faren selv var “sindssygt matematisk begavet,” var det ikke nok, at May fik 9 i matematik. Også selv om hendes styrke aldrig havde været de matematiske fag, men derimod fag som dansk, engelsk, historie og religion.

– Hele min opvækst havde jeg oplevelsen af, at der i forhold til min far aldrig var noget, der var godt nok. Selv om han kunne se, at jeg knoklede, var det karakteren, der var altafgørende. For ham var det underordnet, om jeg havde lært noget eller haft en god proces, hvis jeg ikke excellerede ved endestationen og fik topkarakter. I dag er jeg glad for det, men jeg husker det som et åg, især i min ungdom, at barren altid blev sat så højt, siger May el-Toukhy, da vi mødes en hedebølgevarm sommerdag. Hun smider hurtigt den ene sandal og trækker foden op under sig, så hun sidder behageligt i sofaarrangementet, mens hun fortæller om opvæksten.

Det var ikke, fordi forældrene var specielt intellektuelle eller akademikere. Moren var sagsbehandler i et boligselskab. Faren var uddannet ingeniør og havde i Danmark videreuddannet sig inden for IT, da han mente, det ville gøre det lettere for ham at få et arbejde og opfostre børn i Danmark. Alligevel var begge forældre oplyste, gik op i politik, læste avis og havde en forventning om, at deres børn også orienterede sig om, hvad der foregik ude i verden. Især faren var ambitiøs på sine børns vegne.

Folkeskolen, som May el-Toukhy og hendes brødre gik på, lå i skellet mellem det pæne villakvarter, hvor hun selv voksede op, og et socialt boligbyggeri. Derfor gik en stor del af lærernes tid og ressourcer med at drage omsorg for dem, der var udsatte, og på at håndtere konflikter frem for at undervise.

– Min fars holdning var, at det skolen ikke gav mig, måtte han kompensere for. Jeg havde fast lektielæsning med ham i de fag, som jeg ikke fik topkarakterer i, og han krævede, at jeg passede min skole, kom til tiden og i øvrigt holdt mine aftaler, gik pænt klædt og var velformuleret. Det har gjort mig meget disciplineret og foretagsom. Jeg presser altid mig selv til det yderste. Men samtidig er der også en del af mig, som tænker: “Var det virkelig nødvendigt? Kunne jeg være kommet et godt sted hen på en anden måde? siger May el-Toukhy.

De evindelige 8-taller

Efter folkeskolen fortsatte May el-Toukhy på Aurehøj Gymnasium i Gentofte. Hvorfor ikke stile efter et prestigegymnasium, når nu evnerne var der? Det varede ikke længe, før hendes placering i folkeskoleklassens top 3 blev til en placering i bedste fald som middel og ofte i gymnasieklassens bund.

– Jeg kom fra et ressourcestærkt hjem i Herlev, men på Aurehøj fandt jeg ud af, at der var nogen, der var next level ressourcestærke version 2.0. Elever, hvor begge forældre havde universitetsuddannelser, og børnene stod på skuldrene af en omfangsrig almen dannelse, der gik flere generationer tilbage.

Den ambitiøse elev måtte for første gang finde sig i at klare sig mindre godt i bl.a. dansk, hvor hun konsekvent fik 8 for sine skriftlige opgaver, uanset hvor mange sene nattetimer, hun sad og skrev på dem. Hendes mor læste dem jævnligt igennem og mente, at hun måske skulle skrue lidt ned for associationerne og op for kommaer og den slags.

– Det var et kæmpe chok for mig at opleve, at jeg pludselig ikke blev opfattet som én, der i det mindste var god til at formulere sig på skrift, fordi det havde været min hovedstol indtil da og noget, jeg virkelig holdt af. Jeg forstod ikke, hvad det var, jeg gjorde forkert og sad ligesom bare fast i det 8-tal. Det var jo heller ikke en dårlig karakter. Men når man er indrettet, som jeg er, var det ikke godt nok, siger hun.

Det var derfor, at May el-Toukhy en dag i midten af 3.g. aftalte med en veninde fra parallelklassen, at hun skulle prøve at aflevere venindens stil i sit eget navn. Veninden havde fået 11 for den, men da den kom tilbage fra læreren til May el-Toukhy var det igen med karakteren 8.

– Det gav mig virkelig en aha-oplevelse. Jeg tænkte: “Okay. Der er åbenbart nogle mennesker, som ser mig på en bestemt måde, og uanset hvad jeg gør, er deres blik på mig låst.

May el-Toukhy har siden tænkt meget over, hvorvidt det handlede om etnicitet eller andre fordomme om hende uden at komme nærmere et svar, men oplevelsen har hun taget med sig.

– Den lærte mig, at verden også i et bredere perspektiv er et sted, hvor vi klassificerer og putter i kasser. Den viden har jeg brugt i sammenhænge, hvor jeg har mødt folk, jeg ikke klikker med, eller som jeg kan mærke ikke bryder sig om mig, fordi de har en prædefineret opfattelse af, hvem jeg er. Det sætter mig fri at vide, at det ikke er sikkert, jeg kan gøre noget ved det. Fremfor at angle efter, at de skal elske og rumme mig. Nogle gange er det mindre opslidende at slutte fred med det end at forsøge at ændre det.

Jagten på anerkendelse

Tiden på Aurehøj satte sine spor. May el-Toukhy opgav efter gymnasiet endegyldigt at få en universitetsuddannelse, og hun troede i flere år ikke, at hun kunne skrive noget som helst. Allerede i folkeskolen og gymnasiet havde hun til gengæld udviklet en passion for kreative fag som drama og musik, og interessen blev yderligere vakt, da hun fik et job som assistent på Det Kgl. Teater efter gymnasiet. Hendes mor havde haft abonnement på teatermagasinet Arte, havde altid taget hende med i teatret, og May el-Toukhy havde også været med i en del teateropsætninger i sin skoletid.

– Min far var glad, så længe jeg bare tog en videregående uddannelse, men hvis han kunne bestemme, skulle jeg være blevet ingeniør eller læge, ud fra devisen om, at når revolutionen kommer, og vi alle bliver smidt op af muren, er det dem, der kan redde liv eller bygge en bro, der får lov til at overleve, siger hun.

Blot halvandet år efter gymnasiet søgte hun ind produktionslinjen på Den Danske Scenekunstskole. Her gik det op for hende, at hun måske alligevel godt kunne skrive, og samtidig opdagede hun, at der fandtes helt unge kvinder som hende selv, der instruerede. Naturligvis droppede den pligtopfyldende elev ikke ud, men færdiggjorde uddannelsen. To gange søgte hun ind på Filmskolens instruktørlinje og kom ind i andet forsøg. To år inde i uddannelsen faldt hendes far om af et hjertestop. May el-Toukhy var 30 år. Han havde ikke bifaldet hendes beslutning om at starte på Filmskolen. Ikke fordi han nødvendigvis var uenig i selve karrierevalget, men fordi han syntes, at det var grådigt, at hans datter tog to uddannelser.

– Han støttede meget op om velfærdsstaten, men mente også, at dens succes er betinget af, at vi som borgere ikke rager til os, bare fordi vi kan. siger hun.

Den ambitiøse far nåede dermed ikke at opleve sin datter dimittere fra Filmskolen, se hendes debutfilm Lang historie kort eller opleve det helt store gennembrud med Dronningen. Men det havde heller ikke nødvendigvis givet hende den anerkendelse, May el-Toukhy hungrede efter som barn og teenager.

– Jeg tror, at han var indrettet sådan, at han så det som sin pligt hele tiden at sigte højere på mine vegne. Han gav ikke slip, bare fordi jeg nåede til en milepæl. Den romantiske drøm, jeg havde haft om, at han på et tidspunkt ville sige: “Du klarede den – nu kan du slappe af!” ville nok ikke være blevet til virkelighed, siger hun.

Tabet af faren var enormt og sendte May el-Toukhy i “totalmørke” i op mod et år. Men samtidig spirede en ny taknemmelighed.

– Jeg fik en øget bevidsthed om, hvad han havde ofret for at give mig den bedst tænkelige opvækst. I mange år op til hans død syntes jeg, at han var blevet en utrættelig plageånd, som konstant coachede mig uden min velsignelse, men da han døde, gik det op for mig, at det netop er det, der har gjort, at jeg er blevet så disciplineret, siger hun.

#MeToo-paranoia

Selv om May el-Toukhy måske først er blevet rigtig kendt med Dronningen, har hun været i branchen i to årtier, fordi hun kom ind på Teaterskolen allerede som 19-årig. I den tid har hun været vidne til, at køn og magtbalancen mellem kønnene i filmbranchen har gennemgået en stor udvikling, ikke mindst de sidste par år med #MeToo-bevægelsen. Trods fordomme om det modsatte har May el-Toukhy i sin opvækst aldrig følt sig hæmmet af sit køn. Hun kalder sin far, som er opvokset i en matriarkalsk familie med stærke kvinder, for feminist, fordi han havde lige så store ambitioner for og tillid til hende, som til hendes brødre.

– Det var først, da jeg kom ind på Filmskolen, at det for alvor gik op for mig, at jeg som kvindelig instruktør udgjorde en minoritet. Min minoritetsidentitet har altid været knyttet til min etnicitet og ikke mit køn. Fordi der i 90’erne allerede fandtes succesfulde instruktører som Lone Scherfig og Susanne Bier, havde jeg en idé om, at der nok var mange flere end dem, som jeg bare ikke kendte til endnu, siger May el-Toukhy.

Hun blev dog overrasket, da hun så portrætterne af de tidligere elever på Filmskolens gange, hvor hun konstaterede ikke alene, hvor få kvinder, der havde gået der før hende, men også hvor få der overhovedet var kommet i arbejde som instruktører efterfølgende.

Selv mødte hun op til optagelsesprøve på Filmskolen i stor striktrøje, flade sko, opsat hår og næsten ingen makeup. En diametral modsætning til hendes fremtræden ved dette interview, hvor guldsmykker glimter fra fingre og ører, neglene er pænt polerede, skoene er placeret i rosa mules med hæl, og de store, mørke krøller er i fri dressur. Men May el-Toukhy havde hørt fra en anden ung kvinde, der havde søgt ind på skolen året før, og som var gået videre til den sidste prøverunde, at hun var blevet stillet spørgsmålet: “Hvad vil du gøre, hvis noget går galt på optagelserne til en film? Vil du sætte dig over i et hjørne og græde?” Dén fordom om følsomme, usikre piger ville May el-Toukhy ikke risikere at blive udsat for.

– Jeg havde brug for at puste mig op. Jeg udviskede mit køn og opførte mig som en fyr, hvilket slet ikke er naturligt for mig. Jeg aner ikke, om det havde nogen betydning, for jeg ved jo ikke, hvilke spørgsmål de havde stillet mig, hvis jeg ikke havde gjort det. Jeg kom ind, og det var det vigtigste for mig på det tidspunkt, siger hun.

LÆS OGSÅ: Caroline Henderson: "Det var så altopslugende rædselsfuldt, at jeg faktisk ikke anede, hvad jeg skulle gøre"

Instruktøren har med stor interesse fulgt #MeToo-bevægelsen og debatten omkring den, og det er heller ingen hemmelighed, at Dronningen bevidst tager fat i hele problematikken omkring magtmisbrug i seksuelle relationer. Med kvindeligt fortegn. Men #MeToo har også medført nye erkendelser.

– Jeg er så meget på toppen over den nye bevidsthed, #MeToo har genereret i branchen. Det er på tide, og det er en nødvendig diskussion. Men på en mærkelig måde kan #MeToo også gøre dig meget paranoid – med tilbagevirkende kraft. For når jeg gennemgår, hvad jeg har oplevet igennem tiden, hvad handlede så om køn, og hvad handlede om kvalifikationer? Som yngre har jeg helt klart følt mig overset nogle gange. Jeg har undret mig over, hvorfor mit navn ikke kom i spil til et job, mens yngre og langt mindre erfarne og kvalificerede mandlige instruktører blev nævnt. Men jeg kan aldrig bevise, at det handlede om køn, siger May el-Toukhy.

Paradigmeskiftet

Én ting er risikoen for forskelsbehandling pga. køn. Noget andet, som #MeToo som bekendt handler mest om, er seksuelle overgreb og sexchikane. May el-Toukhy lægger ikke skjul på, at hun især som yngre havde en ikke ubetydelig libido og, som hun selv siger, var all over the place. Alligevel er hun efter længere tids granskning kommet på en del eksempler, hvor hun har oplevet upassende adfærd i sin tid som helt ung kvinde og instruktørassistent i film- og teaterbranchen.

– Grænserne kan ofte blive nedbrudt, når du arbejder i den kreative branche. Jeg tror på, at en form for intimitet og nysgerrighed er afgørende for at opbygge tillid, men der er da episoder, hvor jeg, hvis jeg ser dem gennem en #MeToo-brille, er i tvivl, om det egentlig var kreativ sparring, der foregik, eller om det var noget helt andet. Det kan godt forvirre mig lidt, her på bagkanten. Jeg har aldrig følt mig forpligtet til at gå i seng med nogen for at fremme min karriere, men jeg er blevet meget mere opmærksom på, hvordan branchens magtstrukturer fungerer. Og jeg har da tidligere oplevet magtfulde mænd agere på en måde over for mig og andre kvinder, som jeg ikke tror, de ville agere på i dag, fordi #MeToo har skubbet til noget, siger May el-Toukhy uden at komme ind på de nærmere detaljer.

Instruktøren erkender samtidig, at hun som leder også selv har et ansvar, og hun har brugt lang tid på at soulsearche i egen favn. Det gælder ikke mindst i arbejdet med sexscener på film. I Dronningen har 47-årige Trine Dyrholm og 23-årige Gustav Lindh nogle ekstraordinært eksplicitte sexscener, men valget om at portrættere den eksplicitte sex kræver, at man tager ansvar, erkender hun.

– Før i tiden var jeg nok lidt rock’n’roll omkring sexscener. Jeg er altid velforberedt, når jeg går på optagelser, og alligevel opstod der næsten altid en grad af improvisation, når det kom til at skyde sexscener. Men på Dronningen gik det op for mig, at sexscener skal tages lige så alvorligt som bilstunts, hvor alt også er planlagt ned til mindste detalje, hvor der er hyret ekstra mandskab ind til at tage sig af sikkerheden, og alle på holdet ved, hvad de skal på hvert minuttal, fordi det er ekstremt farligt at lave. Men sexscener kan faktisk være lige så farlige. Som instruktør risikerer du at forårsage emotional damage på skuespillerne, hvis du ikke har styr på, hvad du vil. Den øgede opmærksomhed er klart kommet med #MeToo, siger hun.

Derfor blev sexscenerne i Dronningen ikke bare talt grundigt igennem, de blev også prøvet igennem flere uger før optagestart, der blev lavet detaljerede storyboards, og da scenerne skulle optages, var det på et lukket set med et mindre hold for at gøre skuespillerne trygge.

Tabuer og nye tider

Den eksplicitte sex var var nødvendig for at skabe det ubehag, som publikum gerne måtte føle, fordi vi, ifølge May el-Toukhy, har en tendens til at se mildere på seksuelle overgreb, når det er manden, der er offer.

– Publikum opfatter jo den sex, der er i filmen meget forskelligt. Nogle føler afsky, og nogle bliver tændt. Dramaturgisk var ambitionen, at publikum skulle heppe på, at stedmor og stedsøn havner i kanen sammen, men når det så sker, er det med så stor voldsomhed, at du som vidne bliver tvunget til at revurdere, om det nu også var det rigtige. Jeg tror, de fleste mennesker er indrettet sådan, at når en stedfar har et seksuelt forhold til sin steddatter, synes vi, at det er moralsk forkasteligt. Derfor behøver man ikke at vise ret meget. Men når kønsrollerne er byttet om, har mange, inklusiv mig selv, indtil jeg lavede denne film, en tendens til at se på det med større tolerance. Min forfatter Maren Louise Käehne og jeg havde lyst til at afromantisere den anskuelse, siger instruktøren.

Hun mener, at debatten om seksuelle overgreb ofte fokuserer udelukkende på det fysiske aspekt og ikke på det psykiske og magtforholdet mellem parterne pga. det faktum, at langt de fleste mænd, nærmest uanset størrelse, kan få det fysiske overtag over en kvinde.

– Jeg tror, at den åbenlyse kendsgerning har skygget for en diskussion af, hvilke andre aspekter der spiller en rolle i den type relation. Dronningen handler om magtmisbrug og magtanvendelse, mere end den handler om køn, siger May el-Toukhy.

Hun nævner beretningerne om filmproducer Harvey Weinstein, som skød #MeToo i gang, hvor en stor del af kvinderne fortæller, at de mere eller mindre frivilligt gik med ham op på hans hotelværelse, flere valgte selv at tage tøjet af, men de følte ikke, at det var frivilligt, fordi de var underlagt hans magt.

– Vi ønskede med Dronningen at undersøge, hvordan det her kan ske, uden at der er nogen fysisk tvang. Uden at der er nogen, som bliver låst inde eller bundet fast til en radiator.

Filmen tager fat i tabuet om overgreb mod mænd, hvor kvinden er krænkeren. For nylig havde radioprogrammet TVÆRS fokus på netop dette emne, hvor en række mænd anonymt fortalte om overgreb og grænseoverskridende seksuel adfærd begået mod dem. Alene kommentarsporet på Facebook, da artikelserien blev offentliggjort, fortæller, at der er en tendens til at grine overbærende af mænd, der udsættes for seksuelle overgreb, mener May el-Toukhy.

– Jeg tror, at det er tabuiseret, fordi det strider mod vores opfattelse af, hvad der er maskulint. Historisk set er der et lighedstegn mellem maskulinitet og det at være stærk og viril, og derudover har manden jo en fysik, der ikke nødvendigvis kan sige nej på samme måde, som kvinder fysisk kan gøre det, siger hun.

May el-Toukhy peger desuden på, at det generelt opleves som et tabu, hvis mænd siger nej til sex af den ene eller anden grund.

– I min omgangskreds oplever jeg ofte, at kvinder synes, det er mere skamfuldt, hvis det er manden i forholdet, der ikke har lyst til sex. En mand, der ikke har sexdrive, eller som bliver krænket seksuelt, har tendens til at blive latterliggjort og udskammet.

Alligevel har hun oplevet, når hun har rejst rundt med Dronningen internationalt, at rigtig mange mænd er kommet hen til hende og har berettet om ubehagelige oplevelser eller overgreb samt mænd, der har sagt, at de efter at have set filmen forstår #MeToo på en helt ny måde. Så hun fornemmer, at en udvikling er i gang.

Working 9 to 5

Personligt befinder May el-Toukhy sig også i en udvikling lige nu. Hun bliver ofte mindet om, at hun har et ikke helt almindeligt job, når hun hver anden uge har sin datter, hvis far hun er skilt fra. Og måske gemmer der sig også her en køns- og generationsforskel i branchen.

– Jeg vil vove at påstå, at mange af de ældre, succesfulde mandlige filminstruktører har haft en kone, der har styret showet derhjemme, mens deres børn har været små, og sådan en partner har jeg jo ikke. Det gør, at den tid, jeg arbejder, i de uger, hvor jeg har min datter, går fra den i forvejen amputerede tid, jeg har med hende. Jeg har tænkt meget over, at hun er ni år nu, og på et tidspunkt gider hun mig ikke mere, så hvad skal jeg bruge den tid, der er tilbage til? Samtidig er jeg jo vild med at arbejde og har så mange historier, jeg gerne vil fortælle, så jeg synes virkelig, det er svært, siger hun.

LÆS OGSÅ: Anders W. Berthelsen: Jeg kan slet ikke huske, hvordan mit liv var, før min datter blev født for 11 år siden

Den seneste tid er May el-Toukhy derfor begyndt at drømme forsigtigt om, at hun hver anden uge kunne nøjes med at arbejde 9-15 for i ugerne uden hendes datter at arbejde dobbelt så meget. I stedet for som nu altid at arbejde mindst 50 timer hver uge. I sidste ende er hun godt klar over, at det er hende selv, der skal tage en beslutning om at indrette hendes arbejdsliv anderledes.

– I lange perioder er det mig selv, der strukturerer, hvor meget og hvor lidt jeg arbejder. Men selv om det burde gøre det nemmere, at jeg er min egen chef, synes jeg, at tanken om at skulle arbejde mindre, er vildt udfordrende, fordi jeg er ambitiøs og gerne vil have følelsen af at have gjort alt, hvad jeg kan for at opnå det bedste resultat. Et langt stykke hen ad vejen er det kun mig selv, det går ud over, hvis jeg arbejder mindre. Og hvis jeg af den grund går på røven rent kunstnerisk, så er spørgsmålet, om jeg er villig til at løbe den risiko og betale den pris? Jeg er ikke nået frem til det rigtige svar.