Carolyne Kaddu Rasmussen: "For mig var det helt skælsættende at tænke sådan"

Når du møder Carolyne, møder du en kvinde med stort smil og et glimt i øjet. Hun virker hjertelig, har en smittende latter og udstråler i al beskedenhed en positiv indstilling til livet, som bliver underbygget af et statement om, at ”jeg er altså til kram”, når man høfligt rækker hånden frem som afsked efter en samtale.

Hendes fulde navn er Carolyne Kaddu Rasmussen. Måske ringer det ikke lige en klokke hos dig – endnu i hvert fald – men det skyldes nok, at hun hidtil mest har været kendt i offentligheden som ”Melvin Kakoozas mor”. Hun har nemlig i flere sæsoner været makker til Melvin i tv-programmet ”Helt Sort”.

LÆS OGSÅ: Anders W. Berthelsen har været gift i 25 år: Dette er opskriften på vores langvarige forhold

"Hov, vi må ikke glemme tv-serien ”Sunday”. Jeg havde en meget vigtig replik, som lød ”Send me money”," griner hun ved tanken om sin tv-debut, der varede i ti glorværdige sekunder.

Nu står hun over for sin litterære debut med bogen ”Hovedet i himlen og fødderne på jorden”, som giver hende væsentligt længere taletid end ti sekunder. Bogen er hendes egen personlige beretning om et liv, der på mange måder har været barskt, men også har givet hende en imponerende evne til at løfte hovedet og se fremad.

En barsk start på livet

Både bogen og tv-rollen vender vi tilbage til. Men vi begynder under den bagende sol i Uganda, hvor Carolyne blev født for 51 år siden. De fleste vil nok betegne hendes opvækst som ”turbulent” eller ”rodløs”, mens hun selv har en forkærlighed for begrebet ”nomade”. Hun boede på skift mellem sine forældre, sin mormor og sin farmor – i lange perioder adskilt fra sine forældre af en bumpet bustur på mange hundrede kilometer.

Med to forældre, der var rykket til Nairobi i Kenya for at fordybe sig i lærebøgerne, var det nemlig svært at finde tid til lille Carolyne. Men forældrene besøgte hende så ofte, de kunne, og en dag, da faren var på besøg, passerede de St. Mary’s College, en prestigefyldt klosterskole, hvor de hvidklædte nonner hurtigt fattede sympati for femårige Carolyne, der allerede dengang havde en evne til at sweet talke sig ind i hjertet af de mennesker, hun mødte på sin vej. Derfor fik hun helt exceptionelt lov til at starte på skolen som femårig – et ophold, der imod alle forventninger skulle vise sig at blive forvandlet til et mareridt.

I kølvandet på at Ugandas brutale leder, Idi Amin – også kendt som ”Slagteren fra Uganda”, satte hårdt ind over for alle politiske modstandere samt folk med indisk og pakistansk afstamning, måtte det meste af Carolynes familie på hendes mors side flygte over hals og hoved for at nå ud af Uganda.

"Min far forsøgte at hente mig, men måtte opgive og vende om, fordi det var med livet som indsats for både ham og min lillebror, som han havde med. Det smertede ham, men det, der virkelig knækkede ham, var, da han nogle måneder senere fik mulighed for at hente mig på kostskolen, der nu var i kollaps, fordi de fleste af de hvide nonner havde været nødt til at flygte til deres hjemlande, og børnene var ladt tilbage uden mad. Her genså han mig som en syg og udmagret pige, der var hårdt ramt af kwashiorkor. Jeg tror, at det syn og den følelse af at have svigtet nager ham den dag i dag," forklarer Carolyne med alvor i stemmen.

Kwashiorkor er en hungersnødsygdom, hvor væskeophobning giver en stor, udspilet mave, mens resten af kroppen er afpillet og undernæret, præcis som man ser fra hungersnødskatastrofer rundt omkring i verden. Carolyne har aldrig konfronteret sine forældre med, hvorfor de ikke tog hende med med det samme, da de stadig havde chancen. I stedet har hun forliget sig med, at der sikkert har været en grund til, at de gjorde, som de gjorde.

"Nu, som forælder, ved jeg heller ikke, hvad jeg selv ville have gjort. Ville jeg risikere både mit og min søns liv for at redde min datter? Eller ville jeg redde min søn og efterlade min datter? Det er svært at forestille sig, for det er et næsten umenneskeligt valg at skulle træffe," erkender hun.

Trygheden i bushen

I Carolynes barndom og ungdom blev farmor ledestjernen i hendes liv. I modsætning til mormor, som var vokset op i et stort hus med tjenestefolk og fint porcelæn, der kun blev brugt ved særlige lejligheder, levede farmor under meget primitive kår i det lille hus ude i bushen, men til gengæld havde hun hjerterum og var altid god for et stort bål og en god historie.

"Farmor var min helt. Alle børn elskede at komme hos farmor, og når bålet om aftenen blev tændt, fortalte hun de mest upædagogiske historier. Vi sad der med vores store øjne og blev mere og mere skræmt af historierne, hvor der altid var nogen, der blev spist af en sulten løve eller en børneglad kannibal. Så selvom der altid var en morale i hendes fortællinger, turde ingen af de lokale børn i bushen gå alene hjem i mørket. Derfor fulgte jeg og mine søskende dem hjem. Men når de så var kommet hjem, turde vi ikke selv gå tilbage til farmor, og så fulgte nogle af de lokale børn os tilbage. Og sådan kunne vi være gået frem og tilbage med hinanden, indtil det blev lyst, hvis ikke farmor til sidst havde sagt: ”Så, nu skal jeg følge jer hjem, og du bliver her”, og så kunne alle komme trygt hjem i seng."

Man kan se på Carolyne, hvordan hun lyser op ved tanken om den skrupskøre situation, hvor de kunne være vandret frem og tilbage hele natten.

Og netop farmors positive livssyn om, at selvom man er fattig, er det vigtigt at være både stolt og ydmyg, har hægtet sig fast i Carolynes bevidsthed. Farmor lærte hende også, at hun kunne blive præcis, hvad hun ville – ligesom farmor selv havde hjulpet Carolynes far til at få en uddannelse og bryde med den fattigdom, som ellers havde været et nedarvet træk gennem mange generationer.

"Jeg ved godt, at man debatterer, om man virkelig kan blive, hvad man vil, men det er noget af det, jeg har fået med fra min farmor, at det kan jeg. Måske møder jeg nogle bump på vejen, men så kan jeg få hjælp til at løse dem, fordi jeg er så fast besluttet på ikke at give op," forklarer hun.

"For mig var det helt skelsættende at tænke sådan. Mange gange i mit liv kunne jeg have valgt at sige: ”Nu kan jeg ikke mere, jeg giver op”. Men så har jeg haft farmors stemme i baghovedet og hørt hende sige ”Du kan godt”."

Men hun erkender også med en pludselig høj latter, at hun bærer noget af mormor med sig.

"Jeg samler på Royal Copenhagen. Og jeg tager mig selv i at tage de billige tallerkener på nederste hylde i skabet, mens de fine tallerkener står og pynter på øverste hylde. Hvis mine børn foreslår, at vi tager de fine, kan jeg høre mig selv svare ”nej nej nej, hver tallerken koster 600 kroner. Tænk nu, hvis de går i stykker”. ”Jamen, hvorfor samler du på dem, hvis vi ikke må bruge dem?”, spørger de så. Og så kan jeg pludselig se mormor og hendes fine porcelæn, som aldrig kom på bordet, for mig."

LÆS OGSÅ: Marian Midé elskede at sejle før, hun giftede sig med Mikkel Beha: Jeg er mere end ”kaptajnens kone"

Mødet mellem Uganda og Danmark

At Carolyne har mange ideer og lever livet efter farmors devise om, at man skal forfølge sine drømme med stolthed og ydmyghed, står hurtigt klart, når man hører hendes livshistorie. Både den, der foregår under Ækvators brændende sol med dødsfald, sorg, savn og fortielser, og den, der finder sted i Danmarks bidende kulde, som hun ankom til i 1992 for at blive genforenet med sin mand, en fremtrædende parlamentariker, som var flygtet hertil et år tidligere.

Hun landede i lufthavnen en kold og blæsende novemberdag iført tynde bukser og en T-shirt og med det ældste barn i hånden og det yngste barn på ryggen, fordi hun ikke havde en klapvogn.

"Hold da op, velkommen til. Det var megakoldt," fastslår hun med et vildt blik i øjnene og den smittende latter, man hurtigt bliver fortrolig med.

"Jeg kan ikke huske, at jeg nogensinde har frosset så meget. Det føltes som om, kulden gik helt ind i knoglerne. Men vi har nok ikke været de første, der har været uforberedte på det danske vejr, for søde Inger fra Dansk Flygtningehjælp, der stod og tog imod os, stod også klar med varme tæpper til os," erindrer hun.

Selvom Carolyne og hendes børn til en start blev mødt med varme og omsorg, var mødet med Danmark ikke uden knubs. Hendes ægteskab gik i stykker, og fra midten af 90’erne tog en stigende racisme fart.

"Når man oplever, at en fremmed dame åbner vinduet og råber til ens børn, at de skal skride hjem, eller andre børn kalder dem sorte sataner, så gør det ondt. Langt ind i hjertet."

Men hun er nået frem til, at der altid er en grund til, at vi mennesker gør, som vi gør – og at de mennesker, der sviner andre til, ofte er ensomme eller fyldt med bitterhed. Så i stedet for at tage en næsten forgæves kamp op, valgte hun at bruge sin tid på at bygge sine børn op med et solidt skud ”empowerment”.

"Der findes sådan en sætning, jeg elsker: ”When they hit you low, you rise above it”. Altså, hvis andre sigter lavt, så lad være med at gå ned på deres niveau. Hold hovedet højt. Det giver så meget mening for mig, fastslår hun, mens den velklingende sætning bliver hængende som en vibration i rummet."

Når en akavet date fører til ægteskab

Alt imens verden forandrede sig, uddannede Carolyne sig på stadig højere niveau. Først på kandidatniveau i sygeplejevidenskab og senere to års studier i Theology and Pastoral Care i England.

Men undervejs i al den hverdagstrummerum blev det for meget for Melvin. I hvert fald syntes den dengang 12-årige dreng, at han mors hverdag med job, uddannelse og børn trængte til at blive peppet gevaldigt op. Han ville finde hende en kæreste. Derfor planlagde han i dybeste hemmelighed en biograftur for sin mor og hendes nuværende mand Jan, som på det tidspunkt endnu kun var en bekendt.

"Melvin gik med aviser, så han havde lidt penge at kunne købe de her biografbilletter for. Han havde derfor inviteret mig med i biografen uden at sige noget om Jan. Og han havde inviteret Jan uden at sige noget om mig. Pludselig stod vi der foran biografen, hvor det gik op for os, at den anden også skulle med. Det var meget akavet," griner Carolyne.

Med gestikulerende hænder og ivrig mimik forklarer hun, hvordan hun og Jan inde i biografen sad på hver sin side af Melvin, som til gengæld hurtigt faldt i søvn efter alt det hårde arbejde, han havde haft med at arrangere det hele.

Så der sad hun nu og tænkte ”Åh nej, bare Jan ikke tror, at jeg er så desperat, at jeg har fået min 12-årige søn til at arrangere en date”. Og på den anden side sad Jan og tænkte ”Åh nej, bare Carolyne ikke tror, at jeg er så desperat, at jeg har fået Melvin til at arrangere en date”.

Heldigvis endte alt godt. Med sin ihærdige indsats lykkedes det Melvin at skaffe sig lige præcis den far, han gerne vil have. En far, som har taget alle Carolynes fem børn til sig som sine egne.

"Han er fantastisk. Meget rolig og tålmodig, men det kræver det vist også, når man er gift med en nomade som mig, der hele tiden får nye ideer, vi skal føre ud i livet. Og med ”vi” mener jeg ofte Jan," griner hun selverkendende.

LÆS OGSÅ: Nynne Bjerre: "Det er måske dét, som gjorde, at jeg ikke følte mig tilpas i mit køn"

Mere mellem himmel og jord

I kombination med sit eget omflakkende liv som barn og ung med flere bopælsadresser end gennemsnittet, betyder oplevelserne, at hun holder sine børn tæt på sig. Hun vil ikke risikere ikke at være der for dem, hvis de har brug for hende.

"Jeg sidder heller aldrig i stillekupeen i toget, for de skal kunne ringe til mig anytime. Og hvis de skal flytte eller har brug for anden hjælp, så flyver jeg op af stolen og siger ”jeg er der”," skraldgriner hun og er udmærket klar over, at det lyder helt fjollet.

Men nogle gange er det den, der ler sidst, der ler bedst. Og andre gange er der absolut ingenting at le af, som dengang i februar 2021, hvor Melvin blev diagnosticeret med en hjernetumor, lige inden han skulle til at overtage værtsrollen efter Sofie Linde i ”X Factor”.

Her vågede Carolyne over ham på stuen, da han var blevet opereret. Alting var nemlig ikke helt så ukompliceret, som de meldte ud til medierne. Tværtimod stødte der komplikationer til efter operationen, som betød, at han pludselig fik hjertestop midt om natten.

"Jeg vågner klokken fire med en følelse af, at der er nogen, der kalder på mig. Jeg er jo sygeplejerske og kan straks høre, at Melvins vejrtrækning ikke er normal. Jeg har hørt den slags vejrtrækning mange gange i det sidste stadie, inden man skal dø. Det er sådan en apnøs vejrtrækning, meget tung og med stop undervejs. Jeg springer ud af sengen og får trykket på alarmen, og på ingen tid er stuen fyldt med mennesker. Tænk, hvis jeg ikke havde været der?," spørger hun retorisk.

"Da Melvin er blevet genoplivet og kørt ned på intensiv, ringer jeg til alle mine børn for at fortælle dem, hvad der er sket. En af mine døtre siger, da jeg ringer til hende, at ”jeg kan mærke, at han er et godt sted”. ”Et godt sted? Nej, han er jo på vej ned på intensiv?!”. ”Ja ja, men jeg kan mærke det”," fastholder hun i telefonen.

"Jeg synes, at det var en meget mærkelig måde at prøve at trøste mig på," erindrer hun.

Men da Melvin vågner og har brug for at tale det igennem, fortæller han om sin egen oplevelse af forløbet.

"Han siger: ”Ved du, hvad der er sjovt? Jeg kan ikke huske noget som helst fra den dag. Jeg kan bare huske, at jeg var et godt sted. Jeg var sammen med venner, vi var på en strand, og det hele var dejligt”. Jeg fik gåsehud på mine arme," hvisker Carolyne stadig helt forundret her mere end et år senere.

"Jeg spurgte, om han havde talt med sin søster, men det havde han ikke – og alligevel var det præcis samme sætning, som hans søster havde brugt i telefonen."

Carolyne bliver stadig helt rørt ved tanken. For hende var det et bevis på, at der er mere mellem himmel og jord – og i en tid som denne, hvor verden brænder, er troen på, at der er noget større, en tro, hun har båret med sig næsten hele sit liv. Og som den dag i dag stadig betyder meget for hende.

"Jeg havde mange samtaler med Gud undervejs. Jeg sagde til ham, at ”nu kan jeg ikke mere. Nu må du stoppe”. Jeg følte ikke, at jeg kunne mere. Men jeg kunne vælge at give op eller leve i håbet – og både jeg og Melvin havde brug for, at jeg valgte håbet."

Det er jo helt sort

Netop håb og humor skinner tydeligt igennem hos Carolyne – og bevidstheden om, at humoren kan bruges både som et våben og som et skjold, er også latent til stede. Set i bakspejlet er hun derfor også meget glad for, at hun ved et tilfælde vandrede direkte ind i en tv-optagelse, da hun for nogle år siden kom på uanmeldt besøg hos Melvin, som dengang boede i Aarhus.

"Jeg anede ikke, at de var i gang med at optage, og at der ville være kameraer overalt. ”Mor, det er nok ikke så godt et tidspunkt lige nu”, forsøgte han at sige, men jeg smilede bare og sagde ”jo jo, jeg sætter mig bare lige ned her, det gør ikke noget”."

Mens produktionsholdet fortsatte arbejdet i lejligheden, sad Melvin og viste sin mor optagelser af nogle af alle de skøre og anderledes ting, han havde været ude i landet at opleve – lige fra at finde rav til nøgenbadning.

Carolynes kommentarer var så umiddelbare og sjove, at tilrettelæggeren fluks bekendtgjorde, at ”Vi skal have din mor med. De der kommentarer skal folk høre”. Og så blev det til tv-programmet ”Helt sort”, der nu skal i gang med sin fjerde sæson.

Alene programtitlen signalerer tydeligvis en skøn dobbelttydighed, som er kendetegnende for Carolyne.

"Det gør ikke noget med lidt selvironi. Det gør det hele lidt lettere, hvis man kan grine af sig selv," fastslår hun.

LÆS OGSÅ: Jesper Groth: "Jeg har taget den der ungdomsusikkerhed med videre"

Giv dig selv et knus

Ringe har det som bekendt med at sprede sig i vandet. At træde ind i Melvins lejlighed den dag førte således til, at hun blev et kendt ansigt og nu står stærkere end nogensinde til at blive en stemme i debatten – og derfor er vi nu fremme ved bogen.

For her midt i august debuterer Carolyne med bogen om sit liv. Om det narrativ, hun i dag bygger sin tilværelse på baseret på stolthed og ydmyghed. Eller ”hovedet i himlen og fødderne på jorden”, som også er den finurlige titel på hendes bog.

"Nogle gange tænker jeg ”Wauw, hvorfor lige mig?”. Og så husker jeg farmor og de andre kloge mennesker i mit liv, der sagde til mig, at jeg en dag ville få en platform til at fortælle min historie. Måske kan andre få gavn af det narrativ, jeg bærer med mig – og måske kan jeg selv lære noget af andre?," funderer hun.

Men selve det at være kendt hverken ønsker eller tror hun, at hun nogensinde vænner sig helt til. Den opmærksomhed, der følger med, tager hun nemlig ikke for givet.

"Jeg er jo stadig bare Carolyne fra Jylland. Og Kenya. Og Uganda. Jeg tænker tit på den lille pige, der blev efterladt på kostskolen uden mad. Nogle gange skal jeg huske at finde hende frem, give hende et knus og tilgive alt det, der er sket. For som min farmor altid sagde: ”Bitterhed giver rynker”," slutter Carolyne med endnu et bredt smil.

"Og nu skal jeg altså lige nå at spise lidt af den kage, der står her på bordet. For der er langt hjem til Vejle med toget," griner hun.