Merete Pryds Helle: "Det er blevet normalt at have en yngre mand"

Hvilket årti ville du trylle dig tilbage til, hvis du kunne?

– Det er et svært spørgsmål, for årti og alder skal jo høre sammen. Jeg ærgrer mig lidt over at have været ung i den sorte punkertid, for jeg er nok en gladere type. Til gengæld er det fint at være i 50’erne nu, hvor det er blevet normalt at have en yngre mand og slette ordet ukrudt fra sit ordforråd og lade haven være vild. Det passer mig glimrende, nu jeg har nået sommerhusalderen. Min mand, Omid, er ni år yngre og politisk flygtning fra Iran. Egentlig kunne jeg godt tænke mig at trylle mig tilbage til at være en flue i Omids barndomshjem, fordi der er så meget i hans liv, jeg aldrig vil kende til, da han ikke kan rejse tilbage.

Hvad antager folk fejlagtigt om dig?

– At jeg er kølig og afvisende. Det er blot usikkerhed blandet med en fuldstændig mangel på ansigtsgenkendelse. Så tilgiv mig, hvis jeg går forbi dig uden at hilse.

Hvordan håndterer man bedst vrede?

– Vrede er vidunderligt, det skal bare bruges konstruktivt. Man håndterer det bedst, synes jeg, ved monoton fysisk udfoldelse som spinning eller bodycombat, hvor man kan komme ud med den fysiske del af vreden, samtidig med at man forsøger at forstå vreden og gøre den til sin ven.

Hvad er din største last?

– Cigaretter, chokolade og rod. Jeg er nogle gange selv helt forbløffet over, hvor meget jeg roder.

Hvilket af dine karaktertræk holder du mest af?

– Hvis jeg begynder på noget, gør jeg det færdigt uanset hvad. Og så holder jeg af min evne til at kunne lytte til andre.

Hvad ville dit yngre jeg sige til dig, hvis det så dig i dag?

– Se, du kommer faktisk til at have nogle dybe og tætte relationer, hvor du kan være dig selv. Bare hav tålmodighed.

Hvilken egenskab bryder du dig ikke om ved andre mennesker?

– Hvis de kun ser tingene fra deres eget synspunkt og mangler den humor, der skal til for at vende tingene på hovedet og se sig selv fra de andres side.

Hvad har været dit livs hidtil største nedtur?

– Dengang jeg var stukket af hjemmefra som 15-årig, fordi der var meget svært at være. Kommunen gik ind i sagen og hjalp med flytning til kollegie og alting, men omstødte så afgørelsen, efter jeg var flyttet. Den telefonsamtale glemmer jeg aldrig, gulvet forsvandt bare under mig. Og med de brudte bånd og flytningen var der ingen vej tilbage. Der stod jeg, alene, uden penge og uden nogen i verden til at støtte mig. Det var vildt hårdt. Det endte med, at mine forældre betalte min husleje på kollegiet, men jeg måtte arbejde for at klare mig selv, med det resultat, at jeg aldrig blev student, for jeg kunne ikke det hele. Men det betyder også, at der skal meget til at slå mig ud, for jeg klarede det jo.

Hvis du selv skulle lave din egen nekrolog, hvad skulle der så stå?

– Det ville være en roman til! For hvis jeg skal beskrive et liv, er romanen jo fantastisk til det, og det ville give mig et par ekstra års liv, for jeg har ikke lyst til at dø.

Hvad har været dit livs længste minutter?

– Da en elendig bil, jeg sad i, med forkert størrelse snekæder på, gled uden nogen kontrol ned mod en 1.200 meter stejl afgrund i Dolomitterne. Jeg overlevede kun, fordi vi tilfældigt blev standset af en snedrive.