Den havde vi ikke set komme! Her er de mest populære Google-søgninger i 2020

Den havde vi ikke set komme! Her er de mest populære Google-søgninger i 2020

Kan du huske, hvad du har lavet i år? Her er de ting, som vi danskere har søgt mest efter på verdens største søgetjeneste.

De færreste af os havde nok set den komme, da vi gik ind i 2020:

  • At mundbind og håndsprit ligger i top over årets mest søgte ’hjemmelavet…’ ting på Google.
  • At en 35-årig kvindelig, radikal folketingspolitiker er dén danske person, som flest af os har søgt på?
  • Eller at ordet: ’Coronavirus’ er det mest trendende herhjemme på verdens største søgetjeneste.

Men det er de alle. For hvis du skulle være i tvivl, så har de forgange 12 måneder været unikke på deres helt egen måde.

Ændret ordforråd

Den konklusion er søgetjenesten Google også nået frem til, efter de har offentliggjort deres tilbagevendende lister over årets mest søgte ord, personer og fraser herhjemme.

"Tendenser ude i samfundet slår direkte igennem i danskernes søgeaktivitet på Google i form af milliarder af søgninger, og derfor er listerne en meget god strømpil på året, der gik. Det har vitterligt været et nyhedsår på speed – vel i en grad, vi aldrig har set før," siger kommunikationschef for Google i Danmark, Jesper Vangkilde, i en pressemeddelelse.

Danskerne har simpelthen tilegnet sig et nyt ordforråd i en verden med pandemi og fysiske begrænsninger i de seneste ni måneder, hvis vi skal tro søgetjenesten.

Under de søgninger, der er steget mest, er ‘Coronavirus’ årets absolutte højdespringer, mens også ‘mundbind’ og ‘håndsprit’ presser sig på i toppen. Her finder vi også ordene: ‘Matematikfessor’ og ‘Grammatip’, som begge er hjemmeundervisning til børn.

I søgetjenesten kan man også stille spørgsmål, som man ønsker svar på. Her har Google også registeret en helt ny tendens i spørgsmål, hvor vi i år blandt andet finder vendinger som:

"Hvor mange må man være sammen?"

"Hvad er en pandemi?"

Andre populære søgninger hvert år er, at skrives ordet ”bedste” i søgefeltet, og så det ord, som du søger den bedste variant af. Hvor vi andre år normalt har søgt efter de bedste restauranter, cafeer og barer, har vi i år ledt efter de bedste romkugler, brætspil, brød og film på Netflix.

"Vi alle har skulle omstille os til en ny virkelighed, hvor vi tilbringer mere tid med familien," lyder analysen her fra Jesper Vangkilde.

På ALT.dk har vi også mærket ændringer, og vores madredaktør har eksempelvis samlet en liste over 18 ting vi bager igen og igen under corona-krisen.

Krænkelser og politik

Året har dog ikke kun været præget af corona, men i det hele taget af at være et helt ekstraordinært nyhedsår, hvilket også har sat sit præg på danskernes Google-søgninger.

Særligt sexismedebatten i den politiske verden har sat sit præg på stigningen i personsøgninger på danske navne.

Her er Københavns tidligere overborgmester Frank Jensen årets 5. mest søgte dansker, mens De Radikales afgående formand, Morten Østergaard, indtager 2. pladsen – og partifællen, som sagde fra overfor upassende og grænseoverskridende adfærd fra sin formand, Lotte Rod, er at finde på 1. pladsen.

Google afslører også, at danskernes interesse i valget i USA slog alle rekorder i søgeinteresse i forhold til tidligere amerikanske valg. "USA-valg" var den trejde mest trendende søgning, og både Joe Biden og Donald Trump er i top fem over mest søgte udenlandske navne.

Vil du være klogere på året, der gik? Så tag også vores sjove og populære quiz om 2020 lige her.

Se her listerne med de mest populære Google-søgninger i 2020:

Mest trendende søgninger

  1. Coronavirus
  2. Matematikfessor
  3. USA valg
  4. Coronatest
  5. Grammatip 
  6. Mundbind
  7. Sundhed
  8. Håndsprit
  9. Min uddannelse
  10. Indefrosne feriepenge

Danskere

  1. Lotte Rod
  2. Morten Østergaard
  3. Daniel Åxman
  4. Yahya Hassan
  5. Frank Jensen 
  6. Søren Spanning
  7. Søren Brostrøm
  8. Peter Madsen
  9. Ibi Støvring
  10. Michael Bundesen

Udenlandske personer

  1. Joe Biden
  2. Kobe Bryant
  3. Marsha P. Johnson
  4. Donald Trump
  5. Naya Rivera
  6. Kim Jong Un
  7. Chadwick Boseman
  8. Sean Connery
  9. George Floyd
  10. Boris Johnson

Dem, vi sagde farvel til

  1. Kobe Bryant
  2. Yahya Hassan
  3. Søren Spanning
  4. Naya Rivera
  5. Michael Bundesen
  6. Karen Thisted
  7. Chadwick Boseman
  8. Sean Connery
  9. George Floyd
  10. Bent Fabricius-Bjerre

Spørgsmål

  1. Hvor mange er smittet med corona i Danmark?
  2. Hvor mange er døde af corona i Danmark? 
  3. Hvem er præsident i USA?
  4. Hvad er klokken i USA?
  5. Hvor mange må man være sammen? 
  6. Hvor kommer coronavirus fra? 
  7. Hvad er en pandemi? 
  8. Hvor kan man købe håndsprit?
  9. Hvor mange mennesker er der i verden?
  10. Varme hveder hvorfor?

Bedste...

  1. Romkugler
  2. Kanelsnegle
  3. Støvsuger
  4. Film på Netflix
  5. Brownie
  6. Brød
  7. Brætspil
  8. Stofmundbind
  9. Ishus
  10. Boller

Hjemmelavet...

  1. Håndsprit
  2. Mundbind
  3. Pasta
  4. Flødeboller
  5. Modellervoks
  6. Sushi
  7. Bearnaise
  8. Burger
  9. Mayo
  10. Remoulade

Musik

  1. Pernille Rosendahl
  2. Bent Fabricius-Bjerre
  3. Lars H.U.G.
  4. Kenny Rogers
  5. Louise Hart
  6. Eddie Van Halen
  7. Duffy
  8. Annisette Koppel
  9. Little Richard
  10. Katrine Gislinge

Fakta: Sådan laves listerne

  • Year in Search-listerne laves på baggrund af de søgeord, som har haft den største søgetilvækst i det forgangne år (dog med et minimum antal søgninger). 
  • Målt på ren volumen vil navigationssøgninger som ‘Facebook’, ‘YouTube’ osv. altid være de mest søgte, men de søgninger siger ikke ret meget om året, der er gået. Derfor laves Year in Search ud fra de søgeord, der er steget mest (trending).
  • Konkret laves listerne ved hjælp af forskellige værktøjer, der viser anonymiserede søgetendenser på et aggregeret niveau, bl.a. data fra Google Trends, som er et offentlig tilgængelig og gratis værktøj

Kilde: Google Danmark