"Vi skal kende de farlige mænd"

Forleden ringede rets- og chefpsykolog på Psykiatrisk Center Sct. Hans, Tine Wøbbes, bekymrede veninde hende op. Veninden var netop kommet hjem fra en gåtur med hunden, hvor hun helt bestemt mente, at hun havde set en psykotisk mand. Hun beskrev, at han havde ”et sort slør for sit blik”, og da hun så ham, mærkede hun instinktivt en frygt i kroppen.

Derfor besluttede hun sig for at gå over på det modsatte fortov, så hun kunne undgå at have kontakt med ham. Tine Wøbbe var helt rolig i telefonen. Hun sidder til dagligt over for de farligste patienter, der har begået nogle af de bestialske mord og overfald, vi fra tid til anden læser om på landets spisesedler.

"Sandsynligheden for at du har mødt en psykotisk fremmed, der vil skade dig, er forsvindende lille. Der er ikke mange af dem, og de overfalder oftere mennesker, de kender eller har haft noget at gøre med, ikke en fremmed."

Nogle timer efter samtalen med veninden læser Tine Wøbbe i medierne, at en psykotisk mand har truet nogle tilfældige mennesker med en machete-lignende kniv i venindens nabolag. En mand, der matchede venindens beskrivelse.

"Det er nok en fagskade, at jeg vurderer farer ud fra statistikken. Min veninde derimod gjorde det helt rigtige i den situation, hun lyttede til sin intuition, der fortalte hende, at der var noget unormalt forude, og hun skulle flygte," siger hun og tilføjer:

"Jeg svarede hende som fagperson baseret på viden fra forskningen. Havde jeg som privatperson stået i samme situation, havde jeg ret sikkert reageret instinktivt og var gået væk fra vedkommende."

Bagom det forbryderiske sind

Vi sidder hjemme hos Tine Wøbbe og taler om bogen Forbrydelsens sind, hun har skrevet i samarbejdet med Mette Brandt-Christensen, retspsykiater og overlæge på retspsykiatrisk afdeling, og journalist Kristina Antivakis.

Som noget nyt giver bogen ordet direkte til nogle af dem, der har stået bag de grummeste forbrydelser herhjemme. For mens vi er vant til at tale og høre om forbryderne, har de færreste af os haft mulighed for selv at møde dem, høre deres historie og samtidig få eksperters faglige vurdering af deres tilstand.

I bogen møder vi otte mænd. Vi hører om deres liv, og ret hurtigt mærker vi, hvem de også er bag deres forbrydelse. Er de skrøbelige, følsomme eller mere kølige og beregnende? Der er ildspåsætteren, morderen, voldsmanden, gidseltageren, den seksuelle krænker og dem, der bare ikke kan lade være med at stjæle og smadre.

Tine Wøbbe og Mette Brandt-Christensen har haft mange diskussioner om, hvorvidt de skulle medvirke i bogen. Hver gang er de nået frem til, at det er nødvendigt, at vi andre også møder mennesket bag forbrydelsen.

"Vi har valgt at gøre det for at give de her mennesker en stemme. Så vi bedre kan forstå dem. Vi kan ikke forstå deres handlinger, men vi kan måske forstå deres opvækst og de forhold, der har ført til de tragiske omstændigheder," siger Tine Wøbbe.

Måske kan vi i fremtiden undgå nogle af de hjerteskærende historier om børns liv i ustabilitet, omsorgssvigt og vold, der vokser op og fortsætter samme cirkel af omsorgssvigt og endnu mere vold. Lad os starte med at møde en af forbryderne, stalkeren Morten, der ikke kan finde ud af at blive forladt af sin kæreste. Han siger sådan her i bogen:

"En aften havde jeg det skidt og fik igen den tanke at opsøge min ekskæreste. Jeg ville give hende et ultimatum: Enten er du sammen med mig, eller også slår jeg dig ihjel. Jeg pakkede en taske med gaffatape, strips og en kniv… Da jeg sad i taxaen, havde jeg kun min plan i tankerne. Jeg tænkte ikke på konsekvenserne. Politiet kom, og jeg blev anholdt og varetægtsfængslet for forsøg på manddrab på min ekskone. Jeg er ikke i tvivl om, at jeg var klar til at slå hende ihjel. Min søster mener, at hvis min ekssvoger ikke havde været der, havde jeg gjort det. Når jeg genfortæller det nu, så ryster det mig ikke, og jeg bliver heller ikke flov over det, for det var sådan, jeg var og er. Det har jeg lært af min psykopati-diagnose."

Sindssyge eller psykopater 

Tine Wøbbe og Mette Brandt-Christensen er nogle af dem, der til dagligt vurderer, om forbryderne har været sindssyge i gerningsøjeblikket og dermed skal have en behandlingsdom, eller om de skal i fængsel. De har brugt halvandet år på bogen, og det viser sig, at det her med at mødes hos Tine Wøbbe sådan set er en nogenlunde fast arbejdsform.

Der er kaffe og chokolade på bordet, mens samtalen falder på, hvorfor det kun er kriminelle mænd, der medvirker i bogen? 95 procent af de indsatte i fængslerne er mænd mod fem procent kvinder, mens 15 procent af de retspsykiatriske patienter er kvinder. Kvinderne er oftest ildspåsættere og som udgangspunkt mindre voldelige end mændene, der står bag hovedparten af de grummeste forbrydelser, vi læser om.

Lad os vende tilbage til Morten. Eksperterne vurderer ham til at være den hævngerrige stalkertype, der ikke tåler at blive forladt eller afvist. Som læser bliver man klogere på de forskellige personlighedsforstyrrelser. Mens narcissisten godt kan have stærke følelser, men bare ikke kan rumme følelsen af afvisning for eksempel, kan psykopaten intet mærke af andre menneskers følelser. Det kommer vi mere ind på senere, men for denne gruppe findes der ingen tilgængelig behandling.

Man kan ikke med en behandlingsdom undgå, at de begår kriminalitet senere, og derfor ryger de i fængsel. Medmindre der er andre forstyrrelser tilknyttet, de kan behandles for. Morten, der har en psykopatisk og narcissistisk udvikling og en tendens til at bruge vold som løsning, er der ingen behandling for. Han er en af de uhelbredelige.

"Handlingerne er uacceptable, men vi har empati med patienten og deres lidelser, der har ført til den slags kriminalitet," siger Tine Wøbbe og fortsætter:

"Det er svært at sige, hvorfor nogen bliver kriminelle og andre, der har haft de samme eller måske værre vilkår, ikke gør."

Den seksuelle krænker

Lad os møde John. Han vokser op i et kærligt hjem med søskende, mor og far. Han bliver mobbet i skolen, hans far dør, da han er 10 år, og han finder ud af, at han ikke var hans rigtige far alligevel. Lidt efter begår onklen selvmord.

Senere finder han ud af, at onklen, der har begået selvmord, var hans biologiske far. Han får en uforklarlig uro i kroppen, bliver sensitiv over for lyde og lys, han forsøger at studere, men er overfølsom for stemninger og andre menneskers energi. Han bliver religiøs og beder Gud og stjernerne om hjælp.

Han går ture om natten og føler hele tiden, at han har tabt noget, han skal samle op. Hans tankemylder tager til, og han forsøger at dæmpe det med medicin, alkohol og ecstacy. Udadtil holder han facaden, men stemmerne er ved at overtage ham, og han får konstateret OCD.

Hans tanker begynder at kredse om kvinder, mere specifikt at forgribe sig seksuelt på dem. Tanken siger, at hvis han ikke gør det, vil der ske noget forfærdeligt. I 2001 ser han en fuld pige sove på en bænk ved S-togsstationen. Han sætter sig ved siden af hende, rører ved hende og mærker straks, at tankerne forsvinder.

Derhjemme forbereder han sig på at forgribe sig på flere piger. Han udvikler en teknik, hvor han kommer bedøvelsesmiddel på noget vat, som han lægger på den fulde piges kraveben, han finder sovende i S-toget. Han medbringer en saks, så han kan klippe pigens tøj op og tilfredsstille sig selv. Det giver ham umiddelbart ro, men bagefter er han skamfuld og flov og beder Gud om forladelse.

Overgrebene fortsætter i et års tid, til en togkonduktør griber ham. Til mentalundersøgelsen bliver han erklæret sindssyg under gerningsøjeblikket. Han siger i bogen:

"Jeg var ked af det, som jeg havde gjort mod hende, og jeg er så frygteligt flov. Det var så skamfuldt. Jeg havde det godt med, at hun så, at jeg fik en lang straf. Den havde jeg fortjent. Jeg håber, det hjalp hende til at komme videre."

Buffalostøvlerne

Mette Brandt-Christensen var med til at mentalundersøge ham, da han blev anholdt, fordi forbrydelsen var bizar. John var nemlig glad for Buffalostøvler og stjal dem somme tider med hjem fra pigerne som souvenirs.

"Når jeg sidder over for en som John, lægger jeg mærke til alt det, der ikke bliver sagt. Det nonverbale fylder enormt meget. Er han soigneret? Kan jeg få øjenkontakt? Sidder han med armene over kors, er han undvigende eller villig til at tale? Det er alle de ting, der er med til at sige noget om hans tilstand," forklarer Mette Brandt-Christensen.

"Giver han et knusende håndtryk, er han nervøs? Hvis han ikke virker berørt over situationen, ringer alarmklokkerne."

Hun uddyber, at de sværeste at mentalundersøge og møde er psykopatiske alpha-hanner, som for eksempel bandemedlemmer. De føler, at de skal styre hende, resten af personalet og ikke mindst samtalen. De kan være nok så charmerende, men så snart de finder ud af, at de ikke kan bestemme, bliver de ofte aggressive og irritable.

En af dem er Leon. Til trods for, at han kommer fra et kærligt hjem, er han urolig og har haft manglende impulskontrol lige så længe, han selv kan huske. Han får diagnosen dyssocial personlighedsforstyrrelse, der blandt andet dækker over psykopati.

Når man læser om hans barndom med en mor, der altid har sørget for mad og kærlighed, og en far, der godt nok gav lussinger, når Leon eksempelvis satte ild til andre børn, men som også var opmærksom og til stede, virker det uforklarligt, at deres søn bliver så udfarende. Det fører over til det helt centrale spørgsmål. Det, alverdens forskere undersøger, men som vi alligevel ikke kan få et fast, endegyldigt svar på: 

Hvorfor bliver nogen farlige, mens andre lærer at håndtere svigtene og endda kan bruge dem kreativt? Mens andre igen måske bliver lidt sære, men dog ikke skadelige, hverken over for sig selv eller andre?

I bogen nævner begge kvinder adskillige gange, at der også kan være medfødte eller nedarvede faktorer. Hvis der er psykiske lidelser i familien, er der større sandsynlighed for, at det bliver videregivet, men der er stadig så meget, vi ikke ved og ikke kan få svar på.

LÆS OGSÅ: Kit var udsat for partnervold i 15 år: "Jeg burde have haft en Oscar for min præstation"

Tyrannisk far og svag mor

Lad os tale om det, vi kan se: At de, der ender i en forkert bane, tit har haft noget imod sig tidligt. Manglende omsorgspersoner, utrygge rammer, ustabilitet, forældre, der drikker og skændes.

Kombineret med uheldige ydre omstændigheder som mobning, skilsmisse, flytning og dødsfald kan de børn få en skrøbelighed, der senere udvikler sig som en lidelse. Et barn, der for eksempel vokser op i et belastet miljø med en tyrannisk far og svag mor, som det gælder for flere af mændene i bogen, udvikler nogle andre måder at overleve på end børn, der vokser op i et sundt miljø.

I de fleste tilfælde er der euforiserende stoffer indblandet, og tager man stoffer, når man er under 13 år, kan det skade hjernen mere fatalt, fordi den stadig er under udvikling, forklarer Mette Brandt-Christensen i bogen.

"De kan lære sig at blive ekstremt voldelige og udadreagerende. I virkeligheden er de bange indeni, men det er en strategi, der skal skjule deres sårbarhed og sikre overlevelsen," uddyber Tine Wøbbe.

Dermed kan en overlevelsesstrategi, der netop har været opfundet af den primitive hjerne for at overleve i et barskt miljø, komme til at spænde ben for personen senere i livet, når livet kræver nogle andre løsninger end destruktion.

"Tit handler det om ikke at have de nødvendige metoder til at klare sig i pressede situationer, fordi man aldrig har lært det hjemmefra. Når de så står i en presset situation, kan de ikke andet end at handle på en uhensigtsmæssig og ekstrem måde," forklarer Mette Brandt-Christensen og nævner Jens, en af mændene i bogen.

På et tidspunkt smiler livet til den ellers hårdt prøvede unge mand, han får et job, som han tilsyneladende klarer godt. Han er tidligere stofmisbruger og kriminel, der har holdt sig clean i en længere periode.

Da han en aften falder i igen og tager en masse stoffer, bliver skammen og nederlaget så overvældende, at han beslutter sig for at stjæle en masse penge fra sin arbejdsplads og tage det første fly til Thailand. Her sælger han stoffer og ender i fængsel under rædsomme forhold. Det er den perlerække af dårlige beslutninger, der ender med at give ham PTSD oven i sine personlighedsforstyrrelser.

Senere, da han møder kærligheden, begynder stemmerne og det skrøbelige nervesystem at tage over. Han ender med at dræbe sin gravide kæreste med kniv, mens hun sover.

"Det er noget af det, vi skal lære dem, når de først får en anbringelsesdom. Alle de ting, rutiner og vaner, de ikke har med sig hjemmefra. Det tager mange år at lære at håndtere modstand. Desværre lykkes det heller ikke altid," siger Mette Brandt-Christensen.

Og så er der bare dem, der er født anderledes. Som Alex, vi også møder i bogen, der allerede fra ganske lille ikke kunne styre sin voldelige adfærd. Senere ender han med at få en dom for overfald med kniv og ildspåsættelse, selvom hans største ønske i livet er at være normal.

"De ringede tit fra skolen, og min mor fortalte mig igen og igen, hvad man måtte og ikke måtte. “Når man slår folk, bliver de kede af det.” Det kan jeg huske, at min mor sagde mange gange. Hun viste mig billeder af forskellige ansigtsudtryk, så jeg kunne se, hvordan folk ser ud, når de er kede af det. På den måde prøvede hun at lære mig at føle det, som jeg så, at andre følte, men det hjalp ikke rigtigt,” siger han i bogen.

LÆS OGSÅ: Skuespiller Kristian Ibler: "Alting var forandret, for jeg stod alene med børnene, huset og bilen"

Se på fortiden

Der er også en anden ting ved forbrydelsen, man skal huske. Har man for eksempel én gang været voldelig, bor den mulighed altid i kroppen.

"Selvom en patient har været i behandling for psykose i 15 år og ikke har begået noget kriminelt, kan det stadig ske igen, det er en del af det uberegnelige," siger Mette Brandt-Christensen. Tine Wøbbe nikker.

"Der er ikke noget, der indikerer risiko i en persons fremtid som en persons fortid."

Derfor er alle tidligere sager altid med i begge eksperters vurdering af de patienter, de sidder over for. For menneskesindet er som en gådefuld labyrint, fuld af blinde gyder og gråzoner, somme tider med sorte huller, man kan falde dybt ned i.

Når man læser om mændene i bogen, kan man somme tider følge den syge logik, der har ført til de grusomme handlinger. Umenneskelige og forfærdelige, som tragedierne er, forklarer de os, at ud fra dér, hvor de stod, er den desperate handling den bedst mulige løsning på det problem, de ellers ikke kunne se sig ud ad.

Som Henning, der er diagnosticeret skizofren og som egentlig ønsker at komme i behandling. Lægen hører ham ikke og udskriver ham. For at straffe lægen og komme tilbage i behandling beslutter Henning sig for at lytte til stemmen i ham, der siger, at han skal stikke en kniv i ryggen på lægen.

Stemmen tilhører Gud, siger han, og han bliver lovet, at kniven bliver ført af Guds hånd og dermed ikke skader lægens vitale organer. Han udfører sin handling, stikker lægen uden at skade hans organer, og ender med en behandlingsdom.

Her skriver han 10 bøger. Han håber også, at han bliver føreren i Europa, når tredje verdenskrig bryder ud, han ved i hvert fald, at han får en mægtig rolle efter sin død.

"Det er sjældent, at vi har at gøre med klassisk skizofrene, hvor de trods stemmerne ikke har angst, men egentlig fast lever efter en anden logik og virkelighed, som i Hennings sag," siger Mette Brandt-Christensen.

Der er nemlig sjældent et facit i psykiatrien, siger de lidt på skift. Den er ikke fejlfri, historien er fuld af eksempler på fejldiagnoser og på, at mennesker er kommet ud efter en behandlingsdom og igen har begået noget kriminelt. Forbrydelsens sind er en plastisk, uberegnelig størrelse, og det er i virkeligheden det, der fascinerer dem begge.

"Det tager meget tid og kræver mange ressourcer at lære at opnå en form for normalitet, men det hænder, at folk kan få et selvstændigt liv. Det kræver dog, at de lærer at håndtere modgang uden at blive til fare for andre," siger Mette Brandt-Christensen.

Som Jens, der stak sin kæreste ihjel. Han har nu været i behandling i syv år, modtaget over 300 psykologtimer, mødt en ny kvinde og har gjort det til sit kald at blive til et helt menneske. Han siger til sidst om sig selv:

”Det er menneskeligt at begå fejl, men det er ikke menneskeligt at slå ihjel. Jeg vil fremover nøjes med de menneskelige fejl, som ikke betyder, at man smider hele sit liv væk, ikke kan tilgives, er et monster, eller hvad man nu kan tænke om sig selv.”

LÆS OGSÅ: Peter Frödins far lærte ham noget vigtigt om andre mennesker: "Jeg tænker stadig tit på den sætning"

Tilbage til psykopaterne

Så er der den måske mest skræmmende gruppe. Det er psykopaterne. Dem, der køligt tyranniserer og skader deres nærmeste, hvis de føler, at de mister kontrol, bliver forladt eller bare ikke vil acceptere nederlaget.

Dem, der tager sig tid til at rydde ordentligt op efter forbrydelsen modsat de psykotiske, der bare løber ud på gaden med blod på trøjen. Hvem er i farezonen for at falde i kløerne på en farlig eller bare kontrollerende psykopat? Kan man sige, at hvis man er stærk og selvstændig, så er man ikke føde for en psykopat?

"Alle kan møde en psykopat, og de stærke kvinder kan jo være en større udfordring og dermed en større gevinst for dem," siger Mette Brandt-Christensen og uddyber:

"Det, en psykopat kan, er at se dig, som du aldrig er blevet set før. Man kan sige, at hans spejlneuroner sidder omvendt, så han kan aflæse dig fuldkommen på en måde, du ikke engang selv er klar over. Det er smigrende for alle mennesker at blive set på den måde. Sagen er bare, at han intet føler og kun bruger det til at få dit lys kastet på sig," forklarer hun.

"Når han er færdig med dig, bliver du enten kastet væk, eller du bliver fanget i hans spin. Så eksperternes bedste råd i den situation?"

Flyt dig fra ham og fra situationen. Både når det er en psykopat eller en psykotisk person, som virker truende og er i sin egen verden. For selvom vi ikke altid direkte kan se faren, har vi pattedyrets instinkter i behold, der fortæller os, at noget ikke helt er, som det burde være.