Dannerhusets facade er kendt for at have fire kæmpestore kvindetegn med hver sin knyttede næve malet i vinduespartiet ud mod den pulserende trafik på H.C. Andersens Boulevard.

Et tegn på kvindekamp.

"Vi tre har lige noget, vi skal følge op på."

Ordene midt i trafikstøjen er de sidste fra statsminister Mette Frederiksens mund, inden hun forlader trappetrinnet ude foran det berømte kvindekrisecenter i indre København.

Hun har øjnene rettet specifikt mod de to kvinder, hun netop har besøgt stedet sammen med, nemlig ligestillingsminister Trine Bramsen (S) og politisk ordfører for Enhedslisten, Mai Villadsen.

De nikker alle bekræftende til hinanden.

I den foregående time har de tre toppoltikere mødt personalet og kvinderne i den historiske bygning på Kvindernes Internationale Kampdag. En bygning, som huser en lille del af de næste 2.300 kvinder herhjemme, som hvert år må gå under jorden på et krisecenter efter vold i en nær relation.

Baggrunden for besøget er nedslående.

Fire kvinder er blevet dræbt blot seks uger inde i 2022, og det har for alvor sat gang i samfundsdebatten om vold mod kvinder.

(Foto: Danner)

Hvert år bliver 12 kvinder i gennemsnit dræbt af deres nuværende eller tidligere partner. Det svarer til, at omkring hver fjerde drab i Danmark bliver begået af en (eks)partner.

Forskning har også påvist, at sammenlignet med gerningsmænd generelt, er relativt få gerningsmænd til partnerdrab psykisk syge. Ofte er motivet jalousi og separation, og en relativ stor andel af disse drab bliver begået i private hjem.

”Og er det korrekt, at når det ender i drab, så er det oftest planlagt,” lød et af spørgsmålene fra den nyudnævnte ligestillingsminister, Trine Bramsen, da de tre toppolitikere gik rundt og så lokalerne.

”Ja,” blev det bekræftet af Danners konstituerede direktør Mette Marie Yde, som kunne forklare dem, at der ofte er et mønster: Når en kvinde bryder med volden, vil manden forsøge at genvinde sit kontroltab. Når han indser, at han må opgive, kan det i nogle tilfælde udvikle sig til tanker og planer om drab.

Alt dette er en del af den viden, som vil kunne bruges aktivt til at forhindre vold og drab mod kvinder, hvis vi får en national handleplan på området.

Sådan har det i årevis lydt fra interesseorganisationer, som Danner, LOKK, Lev Uden Vold og Mødrehjælpen, som har forsøgt at råbe politikeren op.

Nu tyder alt på, at det vil lykkes for dem.

Den skjulte vold

For volden lever herhjemme. I Danmark udsættes omkring 70.000 kvinder - knap 4 ud af 100 - årligt for psykisk vold af deres partner, og omkring 38.000 kvinder udsættes for fysisk vold af deres partner, vurderer eksperter.

Mange fortæller aldrig om volden, og den lever derfor i det skjulte.

Én af de kvinder, der nærmest mirakuløst undgik at blive en del af den tragiske danske kvindedrabs-statistik, er Louise Makkonen Thagaard.

Hun står og tripper ventende i Dannerhusets Festsal på første sal. Et stort lokale, som i dagens anledning er ryddet – med undtagelse af ét stort bord placeret midt i lokalet med syv stole rundt om.

Igennem de store ruder i lokalet brager forårssolens første stråler ind og danner lange skygger. De fire store kvindetegn med knyttede næver dukker op på det gamle trægulv.

Så træder statsministeren, ligestillingsministeren og Enhedslistens forperson ind i lokalet. De har afsluttet deres rundvisning. Stolene trækkes ud. Statsministeren sætter sig ved siden af den unge, jyske kvinde.

Og Louise er klar til at dele sin historie med politikerne om, hvordan hun blev udsat for et drabsforsøg af sin ekskæreste. Faren til hendes lille søn.

Blev kastet ud fra en altan

Louise var i flere år kæreste med en voldelige mand. Det kulminerede, da han en dag i 2019 stak hende 11 gange, imens deres fælles toårige dreng så på. Hun blev stukket i halsen, i nakken, i ryggen, i låret og i den ene lillefinger. Den store halsvene i venstre side var skåret over.

Han låste hende ude på deres altan, hvor han lod hende ligge i en time, hvor hun forsvandt ind og ud af bevidsthed. Bagefter kastede han hende ud over altanen. Hun faldt 6,6 meter ned og landede med en stump lyd på fliserne.

Tilfældigvis gik en politimand rundt i kvarteret af helt andre årsager. Han hørte lyden og tilkaldte en ambulance.

Louise Makkonen Thagaard er taknemmelig for, at hendes liv blev reddet, men hun ville ønske, at hun havde fået langt bedre hjælp af blandt andre politiet længe før drabsforsøget, fortæller hun de tre kvindelige toppolitikere.

For Louise havde to gange tidligere ringet til politiet om den samme mand. De opfordrede hende aldrig til at anmelde volden. I stedet var det hendes oplevelse, at politiet sendte ham ud ad døren med en løftet pegefinger, mens hun stod tilbage og følte sig dum over at have kontaktet dem.

I dag ville Louise også ønske, at politiet havde talt med hende om muligheden for at tage på et krisecenter. Dengang troede den unge kvinde ikke, at hendes situation var slem nok.

Som voldsramt kvinde forstod hun nemlig heller ikke farligheden af den grove vold, hun levede i, eller mekanismerne bag. Og det følte hun heller ikke at myndighedspersoner rundt om hende gjorde.

Politiet bør have ekstra uddannelse i vold i familien, for det er som om, at de ikke ved, hvad de skal gøre, forklarer Louise. Der bliver nikket fra de tre politikere.

De var bagefter ikke i tvivl om, hvad formålet med mødet med Louise var.

For hendes historie viser, hvad der er brug for at blive ændret - både i systemet og med kulturen i samfundet, fortalte de, da vi fangede dem efter mødet.

Hvad berørte jer ved Louises historie?

Mai Villadsen: ”Det gjorde det, at det eskalerer på en måde, så man ikke selv opdager det. Så man kan ende med at stå i en situation, hvor man er enormt voldsudsat, uden at man i virkeligheden ved, hvor meget man har behov for hjælp. Og at når man så kalder på hjælp, så bliver man ikke vist det rigtige sted hen. Det viser bare, at vi har nogle rigtigt store udfordringer.”

Mette Frederiksen: ”I den menneskelige fortælling er det jo næsten OVERmenneskeligt at kunne rejse sig efter det dér. Altså Louise er gjort af et helt særligt stof. For de fleste andre ville jo være ødelagt. Og den der indre drivkraft skal jo i virkeligheden tvinge os andre til at gøre endnu mere, fordi vi ikke har været i samme situation.

Jeg synes, at der er to ting, som står tilbage. Den ene er det, som Maj også er inde på, at i vores utroligt gode velfærdssamfund er der bare for mange dobbeltsvigt. Som når man oplever, at man henvender sig til politiet, men så ikke kommer videre derfra, eller man kommer på et kvindekrisecenter, men så er det uden ens børn, eller for de unge på Joannnahuset (Danmarks første børne- og ungekrisecenter, red.), hvor forældrene skal give samtykke til, at børnene overhovedet må være der, selvom der er vold.

Det kræver så meget at lukke døren til volden og at gå ud ad den dør, og alle de eksempler er tegn på dobbeltsvigt: Først på det menneskelige plan, og så systemplan. Det er helt uholdbart, fordi det andet svigt er lige så slemt i virkeligheden, som det første. Det kan vi jo gøre noget ved og blive bedre til at håndtere (hun kigger på de to andre, som begge nikker).

Det andet er noget, som vi bliver nødt til at gøre hver især. Og det bunder i et stadigt grundlæggende syn på kvinder i vores samfund, som man ikke kan se på overfladen længere. For på papiret er vi ligestillet, men volden er der stadig og går næsten altid fra mand til kvinde. Og hvis vi ikke vil tage et opgør med det kulturelle, kan vi ikke løse opgaven politisk. Så det starter og slutter med os som samfund.”

Trine Bramsen: ”Lige præcis. At vi siger, at vi har altså ikke ligestilling i Danmark. Vi kan godt bilde os det ind, og det tror jeg, at vi har gjort i alt for mange år.”

Der har i årevis været efterspurgt en nationale handlingsplan for vold og drab mod kvinder fra bl.a. de berørte interesseorganisationer. Hvad gør, at det er nu – altså i år 2022 – at I politikere er blevet åbne for at lave en? Eller ”først nu”, fristes man næsten til at sige.

Trine Bramsen: ”Jeg tror, at man skal se det her startende med erkendelserne, som er fulgt med den samtykkebaserede voldtægtslovgivning. Den er banebrydende for vores samfund. Det er erkendelsen af, at kvinden står et andet sted end manden - og så følger der en helt masse andre ting efter det, og det bunder i den her erkendelse af, at os, der har gået og bildt os ind, at vi var det mest lige samfund i verden uden problemer, har fået taget nogle nye briller på.”

Mai Villadsen: ”Der har også været gode folk her på Danner og alle mulige andre steder, som har været gode til at pege på, at vi altså har en drabskategori, som IKKE er gået ned. Selvom der er kommet færre drab i vores samfund, så er drab på kvinder ikke blevet færre. Derfor synes jeg, at det er virkelig godt, at vi har en ligestillingsminister, som tør at sige, at der ER et problem med kvinder, der bliver dræbt, og det skal vi gøre noget ved.”

Mette Frederiksen: ”Man kan vel også godt tillade sig at sige, at vi gennem de senere år har skabt flere strukturelle forandringer på ligestillingsområdet end i ganske, ganske mange år. Hvor jeg synes, at der tidligere har været lidt for meget tendens til, at vi sagde, at vi var enige om, at der var nogle problemer, men så blev det meget hurtigt ovre i ”kulturen” og ”det holdningsbaserede”. Ligestillingspolitik er i mine øjne jo hele tiden et spørgsmål om struktur og kultur. Hvis man ikke tør udfordre begge elementer, når man ikke i mål.

Og inden for de senere år er samtykkelovgivningen vores kronjuvel. Den er en af de helt store, fordi det ikke kun - forstå mig ret - handler om voldtægt, men det er meget, meget større end som så. Jeg mener, at det er at sammenligne med, da man i 1990'erne afskaffede revselsesretten (retten til, at bl.a. forældre måtte slå deres børn, red.). For der flytter man et samfund meget, meget hurtigt ved, at det ALDRIG er acceptabelt at gøre noget mod den anden. Men det er også det med barsel til selvstændige, og nu diskuterer vi pludselig kvoter i forhold til direktionsgangene. Så vi rykker ved nogle af de store plader lige nu.”

Der bliver ofte talt om, at vi altid har lært piger, at de skal ”passe på” i stedet for, at vi oplærer drenge i ikke at krænke. Mette, du har selv en stor datter og søn. Hvordan taler du med dine børn om den her problematik? Hvor er vi nu?

Mette Frederiksen: ”Vi har fire teenagere hjemme ved os, fem, når de er der allesammen – og den generation, der vokser op lige nu, er af en HELT anden kaliber end det, vi har set nogensinde før. De har - i mine øjne - både synet på køn og ligestilling indlejret på en helt anden måde, end da jeg selv havde deres alder. De finder sig ikke i noget som helst, og de synes heller ikke, at andre skal gøre det. Og det er ligegyldigt, om det er minoritetsrettigheder, problemer på det seksuelle område, vold i nattelivet, voldtægter eller den slags.

Så der kommer en generation nu, og det kan man også se med MeToo, som ikke har tænkt sig at finde sig i noget som helst. Og det er både drenge og piger, så det rykker nu. Men det er vores ansvar at få truffet de beslutninger, der skal til, så vi ikke skal blive ved med at gå og vente på det. Og volden er altså stadig noget af det, vi har for meget af i vores samfund. Alt, alt, alt, alt for meget.”

Danner håber på handling

Da de tre politikere har forladt kvindekrisecentret efter en times besøg, står bestyrelsesforkvinde i Danner, Vibeke Abel, tilfreds tilbage.

Hun var med hele vejen rundt under besøget – fra rundvisningen til snakken rundt om bordet i Festsalen og til afskeden på trappen ude foran bygningen - og bestyrelsesforkvinden kan også mærke den øgede offentlige opmærksomhed.

”Det betyder uendelig meget for opmærksomheden på problemstillingen. Vi er glade for, at der er den politiske medvind, som vi oplever, der er i øjeblikket. Det er der brug for,” siger hun og fortsætter:

”Der er sket meget i de seneste år. Farligheden af volden er måske blevet mere tydelig. Nu skal der laves en ny handlingsplan mod vold, som også får perspektivet med kvindedrab med. Det har der ikke været tidligere, og det får betydning for mange kvinder. Vi glæder os til at bidrage med den viden, vi har, og så glæder vi os til at se nogle mærkbare resultater, hvor der både er gode og nye initiativer og noget finansiering med.”

Jeg bemærkede, at det allersidste Mette Frederiksen sagde til sine to kollegaer, var: Vi tre har lige noget, vi skal følge op på. Lagde du mærke til det?

”Ja, det lagde jeg mærke til, haha. Det var jeg RIGTIG glad for,” slutter Vibeke Abel.