Mette Heeno: "Sjov er ikke noget, man bliver. Det er noget, man er"

– Sjov er ikke noget, man bliver. Det er noget, man er. Hver gang vi blev undervist i gymnasiet, skulle jeg altid kommentere et eller andet. Jeg havde altid en kæk bemærkning eller en stikpille i klassen, som jeg ikke kunne holde inde. Det bare fløj ud, ikke? Jeg forstyrrede nok undervisningen en del med mit kommentatorspor.

– På Filmskolen blev vi bedt om at lave et remake af en fransk 1960'er-film af Godard eller Truffaut med et moderne islæt. Det var en fed øvelse. Det handlede om, at man skulle finde sit eget udtryk, skrive oven på materialet med sin egen stemme. Så fik vi en uge og skulle skrive 30 sider, og så havde vi readings med skuespillere. Der var en af de andre, hvis hovedpersoner var meget triste og gik triste ture rundt om Søerne. Mine gik i biografen og kastede med popcorn. Jeg havde ikke tænkt i genre, men på en måde blev det en ungdomskomedie, og folk grinede.

– Det at få folk til at grine føles som at få anerkendelse. Og kærlighed. Når man griner sammen, føler man sig elsket. Man kan ikke føle sig ensom, når man griner sammen med andre. Man føler sig enig. Fælles. Man føler sig forstået. Humoren er stærkest, når det uforudsigelige kommer, hvor man mindst venter det. Hvis man griner sammen med et barn eller en dame fra Hundige, føler man sig forbundet gennem latteren.

– Jeg havde aldrig tænkt, at jeg skulle være sjov. Faktisk søgte jeg ind på Forfatterskolen med nogle digte. Men jeg kom ikke ind. Der var ét, der hed "Marts, din tæve" og et andet, der hed "Godt, jeg ikke er en stumtjener". Jeg brugte de samme digte til at søge ind på Filmskolen, og der kom jeg ind. Jeg var 22 år og troede hele tiden, at der ville komme nogen og prikke mig på skulderen og sige, at jeg skulle gå hjem.

– Jeg skrev et afgangsprojekt om tre veninder, og den blev til "Supervoksen", en film om et trekantsdrama mellem tre teenagepiger. Så blev jeg tilbudt at læse "Terkel i knibe", som var radiosatire, og give et bud på den som film og blev hyret til den. En måned efter jeg sluttede på filmskolen, blev jeg hyret til at være med til at lave "Langt fra Las Vegas" og sad og storylinede med Frank og Casper og en bunke komikere.

– Jeg var med til at skrive på anden sæson, og det gav mig stor selvtillid til at turde give los på tabuerne. Som manuskriptforfatter lærte jeg at udfordre mig selv. At slippe kontrollen.

– For mig er trekantsdramaet et mikrokosmos, der bliver et billede på den der trang til at føle sig elsket, at blive set og anerkendt. Det er de nære relationer, jeg interesserer mig for.

– I "Bedre skilt end aldrig" ser man i åbningsscenen en kvinde, som vil have sex med sin mand, men han kommer til at slå hende, da han tror, det er et dyr, der kravler rundt på ham. Det er det, der er joken, men vi har valgt at trække scenen og blive på hende bagefter, så vi ser hendes smerte. Vi mærker hende, og vi holder op med at grine. Først det sjove. Så det genkendelige. Og så. Drama.

– Næsten alt det, børnene siger i "Bedre skilt end aldrig", har mine børn sagt, da jeg selv blev skilt. Jeg har en intuitiv dramaturgi. Når jeg skriver, keder jeg mig på et tidspunkt undervejs og bliver nødt til at overraske mig selv. Hvis han siger: "Ræk mig lige vinen", tænker jeg, hvad nu, hvis hun siger: "Jeg har aldrig fået en orgasme" eller "jeg vil skilles". Jeg smadrer forventningerne ved at trække scenen i en ny retning.

– Jeg er kommet til at sige replikker fra mine film i mit eget liv. Til min ekskæreste. Det er så pinligt. Jeg har citeret mine replikker ordret. På præcis samme måde som i serien. Men måske er det sådan, at min karakter gav mig modet til at sige det.

– Jeg stod på en scene i Frankrig, hvor min producer Mie og jeg skulle præsentere "Bedre skilt end aldrig" for en masse tv-folk. Der stod en presenter af en slags og sagde en helt masse på fransk, og da han spurgte, om vi ville sige noget, kom jeg til at råbe ret højt: "croissant". Jeg aner ikke, hvorfor jeg gjorde det, men der var ikke en eneste, der grinede. Jeg kunne bare se på Mie, at hun havde det dér blik: "Ikke nu, Mette".