Mette blev udsat for seksuel vold: ”Jeg har været en form for prostitueret – bare uden at få penge for det”

Mette er et opdigtet navn. Redaktionen er bekendt med hendes rigtige identitet.

Der er mange detaljer, Mette har fortrængt.

Men hun husker tydeligt den aften, hendes hoved blev smadret ind i væggen, mens hun blev voldtaget af sin ekskæreste.

”Jeg kan huske, at jeg vågner og har følelsen af, at jeg kaster op, samtidig med at jeg ikke kan få vejret. Han sidder oven på mig og har stukket sin penis langt ned i min hals. Han siger, at det ikke varer så længe endnu. Hvordan jeg er kommet ind i soveværelset, ved jeg ikke.”

Læs også: Vi taler højt om vold - tal med

Mette har sagt ja til at dele sin historie om at have været udsat for seksualiseret vold gennem flere år. En voldsform, der er svær at måle på, da den falder mellem to stole: voldtægt på den ene side og den seksualiserende vold, der ikke indebærer en voldtægt, men seksuelt sprogbrug og anden seksualiserende adfærd, på den anden side. 

Den er både fysisk og psykisk og kan for voldsudsatte og fagpersoner være svær at opdage, fordi der mangler viden om og sprog for denne voldsform.

FOKUS: Vi taler højt om vold – tal med!

ALT.dk og krisecentret Danner sætter fokus på voldsudsatte kvinder og de løsninger, der er behov for i dagens Danmark, så vi kan komme volden og skammen til livs.

Læs alle vores artikler samlet på siden: #TalHøjtOmVold

Klistrende, men kærlighedsløs

Mette anede heller ikke uråd om fremtiden, da hun i sin tid mødte sin umiddelbare helt almindelige ekskæreste.

Han var klistrende, og hun var egentlig ikke interesseret, fortæller hun, men han endte dog alligevel med at få tændt en gnist i hende.

Herfra gik det stærkt. Endda lidt for stærkt til Mettes smag.

Læs også: ”Jeg vidste jo godt, at jeg havde et skidt parforhold, men jeg vidste på ingen måde, hvor slemt det var”

Han var over alt, han ville vide alt om, hvad hun lavede, og hvem hun så, og han blev jaloux over det mindste. Men trods den store ivrighed efter at vide alt og gøre omverdenen opmærksom på, at hun var hans, var det ikke kærlighed. Det kan Mette godt se nu.

Han stillede en masse regler op, som hun skulle overholde. Mette husker, at ved blot det mindste fejltrin fra hendes side – enten i sin kommunikation, eller hvis hun for eksempel snakkede med en af modsatte køn – ignorerede han hende i flere dage eller uger.

”Når han blev jaloux, kunne han finde på at sige, at jeg var ude på at ødelægge ham – og at han endda kunne blive så ødelagt, at det kunne ende med, at han tog sit eget liv,” fortæller hun.

Jalousien begyndte at fylde

Men ekskærestens jalousi handlede ikke kun om ham. Han ville også have, at den skulle ramme Mette.

For eksempel talte han med stor længsel om kærligheden til sine forrige kærester og affærer uden tilsyneladende at tænke over, hvem der lagde øre til de mange kærlighedserklæringer.

Når Mette nu ser tilbage på hans opførsel, kan hun dog godt se, at det var meget velovervejet fra hans side.

”Han kunne jo sikkert godt mærke, at jo mere han fortalte om sine tidligere forhold, jo mere trofast blev jeg selvfølgelig – og det gjorde jeg, fordi følelsen af aldrig at gøre det godt nok blev forstærket,” siger hun og forklarer, at han på dette tidspunkt har manipuleret hende til at tro, at alt, hvad hun gør, er forkert.

”Senere i forholdet kunne jeg sagtens se, at de (hans ekskærester red.) gjorde alt det rigtige, og jeg alt det ”forkerte”. Jeg kunne godt se, at jeg ikke forstod mig på kærlighed eller menneskelige relationer.”

Den skæve magtbalance

Men jalousien var langt fra den eneste måde, ekskæresten prøvede at fastholde og bevare magten over Mette.

Han gjorde hende nemlig også gravid flere gange. Graviditeter, hun de første gange så som en glædelig overraskelse, men som han virkede knap så begejstret for.

”Da jeg under den første graviditet sagde højt, at jeg gerne ville have barnet, fik jeg at vide, at det måtte jeg ikke. For det ville ødelægge hans liv,” siger hun og fortsætter:

”De andre gange tænkte jeg slet ikke over, om jeg ville have barnet.”

Læs også: 30-årige Ditte Bjerregaard: Kvinder udsættes for vold, FORDI de er kvinder

Det behøvede hun ikke, for han havde allerede taget beslutningen for dem. Og den gav god mening for Mette.

Så ”lille” var hun blevet, fortæller hun og beskriver en episode, hvor ekskæresten voldtog hende nogle timer efter, at hun var kommet hjem fra hospitalet efter en kirurgisk abort.

”Lige dér tænkte jeg, at jeg måtte finde en slukknap, for jeg turde ikke længere at gøre modstand. Slukknappen blev min måde at overleve på,” husker Mette.

Den skæve magtbalance kom også til udtryk, når de havde sex.

Det handlede primært om ham. At han fik udløsning.

Der var aldrig indledende kærtegn, søde ord eller nærvær – og allerede ret tidligt i forholdet kunne han pludselig finde på at holde Mette fast, trænge ind i hende og få udløsning, inden det nåede at gå op for hende, hvad der foregik.

I begyndelsen af forholdet sagde hun fra, men enten så ignorerede han hende, eller også holdt han hende bare for munden og fortsatte.

”Hvis jeg ikke havde givet ham sex, så ved jeg ikke, hvad der var sket.”

Luder og spermtøs

I takt med at kontrollen og jalousien blev værre og værre, blev den seksualiserede vold det også. Han spyttede på hende, holdt hende fast, tvang hendes mund op, tog kvælertag på hende og holdt hende for næse og mund, så hun ikke kunne få vejret.

Han kaldte hende for ”luder” eller ”spermtøs”. Og begyndte at slå hende og få hende til at holde op med at trække vejret.

”Til sidst var det bare vanvid. Sadistisk afstraffelse. Jeg kan stadig få angst, når jeg tænker på, hvor kulsorte hans øjne var, når han tog kvælertag på mig.”

Udover de mange grove øgenavne og den fysiske afstraffelse, gav han hende også konstant dårlig samvittighed.

”Jeg gjorde hele tiden noget galt, og så skulle vi starte helt forfra. Min hjerne var konstant på overarbejde for at forebygge nye konflikter, fordi det gjorde så ondt at blive slået eller mødt med kulde i lange perioder. Men det lykkedes aldrig,” fortæller Mette og fortsætter:

”Og der kan man se, hvilken brist man udvikler i sådan et forhold. Jeg tog ikke vare på mig selv. Jeg tog udelukkende vare på ham. I begyndelsen, fordi jeg var bange for, at han skulle begå selvmord, senere fordi jeg ikke længere kunne mærke mig selv. At true med selvmord er et enormt stort ansvar at lægge på andre.”

Sex blev en pligt

Til sidst blev sex Mettes eneste måde at nå ekskæresten på og skabe korte stunder med fred. Eller som undskyldning, hvis hun havde sagt ham imod eller ikke var enig med ham.

Hun gav ham seksuelle ”nydelser”, der blev mere og mere ekstreme, og bagefter gik han ind for at se fjernsyn eller lagde sig til at sove.

”Det var virkelig hårdt, at han bare var fuldstændig ligeglad. Jeg var jo ingenting. Jeg var et undermenneske, et nul, modsat ham, der var et overmenneske. Jeg var så angst for, at han skulle dø, og jeg prøvede derfor at tilpasse mig mere og mere. Til sidst var jeg overtilpasset og ikke længere til.”

Læs også: Psykisk vold er den mest udbredte voldsform herhjemme, så hvorfor snakker vi ikke om den?

Faktisk blev sex så meget en pligtfølelse, at det blev lige så almindeligt som de huslige pligter.

”Det blev jo sådan noget, jeg skulle gøre, ligesom at vaske tøj. Jeg kunne lige nå at smøre madpakker, og så måtte jeg møde senere, så jeg kunne nå at servicere ham, inden jeg skulle afsted. Og så igen om aftenen,” siger hun.

”Jeg har været en eller anden form for prostitueret – jeg har bare ikke fået penge for det.”

Når Mette ser tilbage, kan hun godt se, at det, ekskæresten udsatte hende for, ikke havde noget med sex at gøre. For hende er sex gensidigt og noget, der er dejligt.

”Jeg ville aldrig nogensinde have fortalt om mit sexliv, hvis det havde været fyldt med kærlighed og gensidighed. Så ville det være privat. Det her er vold, jeg er blevet udsat for. Det har intet med sex at gøre.”

Tvivler på, om det er sket

Selvom Mette fortæller i detaljer om det, hun har oplevet, har hun i løbet af de år, hun var sammen med ekskæresten, tvivlet på sine egne oplevelser.

Det er kontrasterne i hans personlighed, der selvom om de var store fra begyndelsen af forholdet, har gjort hende i tvivl. Det er først efter, hun har fået forholdet på afstand, at hun kan se, hvad der var galt.

”Jeg tror, at det, der har martret mig mest, er den kontrast, der var. Jeg har været så meget i tvivl, om volden har fundet sted,” fortæller hun og fortsætter:

”Han var et helt normalt menneske, ville folk sige, men han var et menneske, der som et lyn fra en klar himmel gik fuldstændig amok og voldtog mig og slog mig og råbte og skreg og kommanderede mig til at gøre vanvittige ting.”

Læs også: ”Den usynlige lidelse”: Voldsramte kvinder får oftere PTSD end krigsveteraner

De store skift fik Mette til at tvivle på, om det, hun oplevede, overhovedet var rigtigt, eller om det hele foregik i hendes hoved. For hvordan kunne han kalde hende ”luder” og ”spermtøs”, slå og tvinge hende til sex, for derefter bare at lægge sig roligt til at sove eller foreslå, at de skulle gå ud og spise eller i biografen?

Mette sammenligner det, hun har været udsat for, med at være en del af en sekt. Det er hjernevask, hvor man ikke ved, hvad der til sidst er op og ned, sandt eller falsk. Man er bare helt i en andens magt og forholder sig ikke længere ukritisk til noget, uddyber hun.

”Jeg var jo ikke et sted, hvor jeg tænkte, det var farligt eller uretfærdigt. Jeg tænkte bare, at jeg virkelig ødelagde et andet menneske, for det var jo det, han fortalte mig.”

Ingen tillid til mænd

Selvom Mette har mange gode, mandlige venner, har hun i dag mistet al form for tillid til mænd som partnere, og der går lang tid, inden hun skal have sex igen – hvis hun overhovedet nogensinde skal. Sådan har hun det i hvert fald lige nu og her.

”Jeg kan ikke udholde tanken om nogensinde at skulle have sex igen,” siger Mette og forklarer, at hvis hun for eksempel har besøg af en håndværker, der pruster og stønner, bliver hun nødt til at holde sig for ørerne.

”Og hvis jeg hører nogen råbe ”luder”, så kan jeg godt mærke det. Før i tiden kunne jeg slet ikke få vejret og begyndte at græde. Det var meget voldsomt.”

Mettes venner tvang hende i terapi hos Danner, da de kunne se, at der ikke længere var meget til at holde hende sammen. Hun bortforklarede fortsat volden.

”Terapeuten talte til et menneske, der ikke længere eksisterede. Og jeg talte om et menneske, der nærmest i mine øjne var blevet en slags gud, som jeg havde bespottet og derfor tog imod den ene straf efter den anden for at råde bod på mine synder,” fortæller Mette og fortsætter:

”Jeg kunne faktisk blive irriteret på terapeuten, fordi hun ikke forstod mig. Jeg syntes, hun var iskold. Jeg kunne ikke forstå, at hun ikke ligesom mig følte medlidenhed med ham og godt kunne forstå, hvorfor han havde gjort, som han havde gjort – og at det var min egen skyld.”

Sammen med terapeuten brugte hun lang tid på at overvinde den mangeårige skyldfølelse, som ekskæresten gav hende, reflektere over egne og ekskærestens handlinger samt at arbejde på ikke at lade sig påvirke af de lyde – blandt andet stønnen og råben – der kunne få hende til at bryde sammen.

”Ord og lyde, der minder mig om ham, er nu bare som baggrundsstøj – og det påvirker mig derfor ikke i samme grad i hverdagen længere. Men minderne kommer jo. Det kan man ikke undgå.”

Hun er altså gennem terapien nået langt, men de mange voldsomme oplevelser sidder stadig fast i hende, og hans mange nedladende og ekstreme kommentarer står stadig som indgraveret i hendes sind. Og vil nok gøre det for altid.

”Jeg hører ikke en fysisk stemme, men især hvis jeg har sagt fra overfor nogen, så føler jeg, at han stadig er dér – inde i mit hoved. Så ”hører” jeg ham sige, at jeg er dum, at jeg er strid, at jeg slet ikke har ret til at sige fra. Ja, at jeg bare er urimelig,” siger hun.