Michelin-mad i Madrid

“Det er næsten vulgært. Især når tidsånden siger mådehold, mindre forbrug og spar på pengene. Men nu var vi i Madrid, kun os to – uden barn,”

som det kan være noget af en prøvelse af have med på restaurant, hvis ventetiden overskrider McDonalds-niveau. Og vi havde kun tre dage. Plus vi faktisk havde sparet op. Argumenterne var i orden for at gøre det. Spise på en 1-stjernet Michelin til frokost og en 2-stjernet til aften. Hvilket vi ikke fortrød et sekund.

“La Broche er en af de mest feterede restauranter i Madrid.”

Minimalistisk indrettet, næsten grænsende til det sakrale, og vi satte os til bordet med en andægtig mine. Da vi vidste, at vi skulle ud og spise meget om aftenen, besluttede vi os til kun at bestille en enkelt ret. Men sådan skulle det ikke gå.

Der kom nemlig den ene appetizer efter den anden, og jeg begyndte at blive helt pinlig over, at vi kun havde bestilt en enkel ret, men i hvert fald kan man kalde det god stil fra køkkenets side ikke at gøre forskel på folk.

Ind kom maden

Først kom der en lille papæske med tre fantastiske friterede ting – blandt andet hvid asparges. Herefter en stor musling i en delikat suppe og den sidste appetizer var svinefedt, som smagte himmelsk – og nok meget bedre end det lyder.

Jeg havde bestilt mandelsuppe med kæmperejer, mens min mand tog deres fortolkning af foie gras. I forhold til, at det kun var forretter, vi havde bestilt, blev vi meget mætte. Vi afsluttede med kaffe og ind kom en gigantisk slikboks, hvor kun hæmninger og mæthed satte en stopper for slikkeriet.

89 euro eller ca. 670 kroner for Michelin frokost til to. Det er selvfølgelig på det mest skrabede budgetniveau man kan gøre det på, men havde jeg haft mere tid og mere appetit ville jeg gerne have udforsket køkkenet noget mere. I alt i alt var det en sublim oplevelse.

Labroce.com

Stjernemad i El Bullis ånd

Hvis du ærgrer dig over, at du aldrig nåede at opleve køkkenet på El Bulli, så har du faktisk chancen i Madrid. Her er det nemlig selveste Ferrán Adrià, manden bag El Bulli, der er konsulent på den to-stjernede Michelin-restaurant, La Terraza del Casino.

Derfor står menuen også i det molekylære gastronomis tegn, hvor man både gå à la carte (og bestille tapas à la El Bulli) eller vælge den store tasting menu. Vi valgte selvfølgelig det sidste. Nemt valg.

Ingen vinmenu

Drikkevarerne var lidt mere komplicerede. En vinmenu er næsten et fast koncept på bedre, danske restauranter, men her kiggede vintjeneren undrede på min mand, da han spurgte om det. I stedet kom hun med vinkortet uden egentlig at være til megen hjælp, men anbefalede dog en halv flaske rioja (jeg er gravid, så jeg drikker ikke). Det virkede en smule tarveligt, og mærkeligt, at vinen ikke var tænkt ind i maden, men det er også det eneste bittersure opstød, vi havde.

“Herfra blev vi nemlig – med vin eller ej – forført af den ene fantastiske kreation efter den anden. For det her var ikke mad. Det var kunst.”

Først blev velkomstdrinken serveret. En tjener rullede et bord ind, hældte passionssaft op i en skål og flydende nitrogen, så der stod røg og damp ud over hele bordet – hvorefter blandingen frøs til is og en fantastisk drink blev serveret. Og herefter kørte det løs med småretter, som jeg heldigvis ikke blev for fuld til at huske.

                       Første appetizer var et lille brød med en slags smør på tube – meget innovativt.

Aftenens bedste overraskelse var helt klart ’fuglerede carbonara’. Inspirationen var hentet fra den klassiske carbonara, hvor æg, parmesan og røget kød er hovedingredienserne. Serveringen lignede en fuglerede, men det der lignede et æg var ikke et æg, men i stedet parmesan, der var formet som et æg – dog med æggeblomme på toppen. Et stykke is med bacon smag fuldgjorde serveringen. Flot, delikat og overraskende.

Vi endte på 2.400 kr. Alkoholindtaget var minimalt – en halv flaske vin og en brandy, men selv om vi begge havde taget den store vintur, så er det gourmetmad til en meget fair pris. Vi fordøjede middagen fra restaurantens store tagterrasse med udsigt til smykke, udskårne bygninger.

En frossen skal af gorgonzola – herunder blandt andet selleri. Det laver jeg lige næste gang jeg får gæster.

                        En af de to desserter – lime/oliven-ravioli med chokolade støv. Perfekt finale.

Madrid - meget mere end Michelin

Madrid har et væld af restauranter, og man behøver absolut ikke bevæge sig op i Michelinklassen for at få et ordentligt måltid. Faktisk fik vi ikke et eneste dårligt måltid mad i Madrid, selv om vi gik steder hen, der lignede turistfælder (som store pladser med masser af sol). Tapaskulturen i Madrid er fantastisk. I gaden Calle de la Cava Baja ligger de som perler på en snor, hvor man kan vandre fra bar til bar og spise og drikke – endda uden at blive ruineret.