”Mobningen har i høj grad defineret, hvem jeg er”

Folk kiggede. Og spurgte:

- Gud, hvor du ser anderledes ud, hva'! Og sikke et spøjst hår. Hvor kommer du fra?

Og nogle – særligt jævnaldrende – kom med racistiske tilråb. 12-årige Jacqueline var lige flyttet fra København til Ølsemagle uden for Køge. Og her var hendes afrikanske aner så aparte for det lille landsbysamfund, at folk følte sig nødsaget til at vende sig om på gaden. Og glo. Ligesom den mørke lød og de atypiske træk også tændte op under grov mobning i skolen.

– I dag ser man jo – gud ske tak og lov – en tyrker, en pakistaner, en inder på hvert gadehjørne. Men da jeg var ung, var der stadig så få mulatter, at vi alle vidste, hvem hinanden var. Og jeg skilte mig øjensynligt så meget ud, at det blev bemærket i busser og toge, fortæller den 56-årige direktør for modelbureauet Unique Models, Jacqueline Friis-Mikkelsen.

Hun har aldrig mødt sin biologiske far, som kom fra Nigeria. Da hun flyttede til Ølsemagle, var det med sin danske mor og sin stedfar, som hun tog til sig som sin far.

LÆS OGSÅ: "Da vi kyssede første gang, kom jeg over den der barriere med, at hun var en kvinde. Der valgte jeg at give slip"

– Mine forældre var fantastiske, hvis jeg kom hjem og fortalte om noget groft, jeg var blevet udsat for. De reagerede altid på det med det samme. Det var en kærlighedsmotor, der kørte i dem. De er så fyldt med kærlighed, de to mennesker. Og selvfølgelig kan kærligheden ikke sejre alene i det øjeblik, du står og føler dig kørt ned under gulvbrædderne. Men du mærker den. Som en grundtone. Jeg tænker tit på de unge, der oplever at være ofre uden at mærke kærligheden bag sig. Dét er hårdt.

– Problemet med mobning – og det kan alle, der har været udsat for det, nikke genkendende til – er, at: du siger ikke noget. For du skammer dig så meget over det. Så du siger måske fem procent af det, der foregår – resten holder du inde i dig selv.

– Det har i høj grad defineret, hvem jeg er. Det har været enormt hårdt, og det slås jeg da stadig med. Men når du skal undertrykke noget i dig, der gør dig så ked af det og så usikker, så skal der altså arbejdes hårdt med selvudvikling. Men om det har gjort mig stærk... Det tror jeg faktisk ikke, det har. Det har ført mig igennem en proces, som har styrket mig. Men jeg har jo ikke sluppet den helt. Du prøver at skubbe det fra dine skuldre, men det vil altid indhente dig.

Mobbet som barn

Jacqueline Friis-Mikkelsens to døtre – Isabel på 28 fra ægteskabet med Jarl Friis-Mikkelsen, og 18-årige Clara, som hun har med sin nuværende mand, musiker Flemming Nilsson – plejer at drille deres mor med, at hun næsten er i stand til at kaste sig ud i kunstigt åndedræt, hvis hun ser en flue i en swimmingpool.

– Hvis man skal rette en tak til mobberne, så kan man sige, at det har gjort mig til den, jeg er i dag. Nogle vil måske sige, at jeg overkompenserer i forhold til, at det er så vigtigt for mig, at folk i min nærhed har det godt. Men det skyldes, at jeg selv ved, hvordan det er at have det dårligt.

– Lige så snart nogen siger noget ondt om nogen eller noget, laver mine piger helikopterlyde. De siger, at jeg altid går op i helikopterperspektiv, hvilket også er fuldstændig rigtigt, for der er altid en årsag til, at nogen er på en bestemt måde. Så mit apparat går straks i gang: har vi nu også set det fra begge sider, hvad kunne baggrunden være...

Jacqueline føler sig da også overbevist om, at det er derfor, det er så vigtigt for hende, at der bliver taget godt hånd om de unge mennesker, hun møder i sit daglige virke på modelbureauet. Piger, hun enten stopper på gaden, eller som selv henvender sig på bureauet.

LÆS OGSÅ: For omverdenen lignede det bare dårlig opdragelse

– Jeg synes tit, jeg bliver skudt i skoene, at vi er ligeglade med modellerne i vores branche. Men jeg kan love dig: Det er vi ikke! Hos os er det en lang proces at starte som model. Vi har mange samtaler med modellen og familien, og efterfølgende vejleder vi modellen med professionelle kost/træningsforløb, catwalkkurser, skuespilkurser og sundhedstjek.

Børn skal være børn

I mødelokalet i Snaregade midt i det gamle København, hvor vi sidder, er vi omgivet af stribevis af unge mennesker, der kigger ned på os i neutrale sort-hvide fotokopier. Med fine træk og håbefulde øjne. De er alle – efter Unique Models' standarder – for unge til at starte som modeller, fortæller hun. De har alle potentialet, men over de senere år har bureauet lagt en strategi om at vente, til de unge er 16. Tidligere kastede man pigerne ind foran de klikkende kameraer allerede som 14-årige, men det er en virkelig dårlig ide, mener Jacqueline Friis-Mikkelsen, som taler af mange års erfaring.

– En pige på 14 er jo på mange måder et barn endnu, og pludselig bliver hun kastet ud i et voksent job og skal agere i en voksenverden. Det at stå foran kameraet er jo den mindste del af det. Det er alt det, der foregår ved siden af, hun ikke er klar til – det sociale kodeks, hun slet ikke har lært endnu. Vi skal holde op med at sige: "De er så modne i dag, de kan klare meget". Nej, det kan de ikke! For pludselig ender de med at stå midt i et pres, de ikke kan håndtere. Det er krævende at være model. Og i mine øjne er det nok at være en almindelig 14-årig, der går til springgymnastik og fodbold og have de tanker, man skal have i den alder – det skal vi ikke komme og ødelægge.

– Piger, der starter for tidligt, når ikke at danne deres egen identitet og stærke fundament og ender med ikke at vide, hvem de selv er.

LÆS OGSÅ: Connie Hedegaard: Det lærte jeg af at blive mor til et for tidligt født barn

Så strategien er at opdage den unge tidligt, følge hende og lære familien at kende, indtil hun er klar til en modelkarriere. For måske er der lige et gymnasium, en efterskole, en bachelor, der skal gøres færdig først. Og i den fase er det allervigtigste at etablere et godt samarbejde med forældrene, har Unique Models erfaret. Derfor har de indført forældremøder, hvor det bliver forklaret grundigt, hvorfor det er bedst at vente, til pigerne har nået en vis modenhed.

I nogle tilfælde handler det også om pigernes eget utålmodige ønske om at realisere modeldrømmene for tidligt.

– Jeg møder i stigende grad forældre, der er lidt bange for at skuffe deres børn. De er blevet sat op på en piedestal, og forældrene bliver overraskede, men også rigtigt lettede over at se, hvor "skrappe" vi er.

Pressede unge

Jacqueline Friis-Mikkelsen har været i modelbranchen i 25 år. Siden 1998 som direktør for Unique Models. Hun har fulgt de unge på tæt hold igennem skiftende tider. Og lige nu synes hun, vi har med en langt mere udfordret generation at gøre end tidligere.

– Der er ti år imellem mine egne to piger, og der er en kæmpe forskel på den tid, de to piger er vokset op i. Da min ældste, Isabel, som nu er 28, gik i gymnasiet, var der ikke noget med Facebook og Instagram – de havde knap nok en mobiltelefon. Men med Clara, min yngste, som nu går i gymnasiet, kan jeg bare se, at vi lige nu har at gøre med en generation, som er voldsomt udfordret af de sociale medier. De er simpelthen topstressede, de unge mennesker!

Med Jacqueline Friis-Mikkelsens egen historie om mobning og dårligt selvværd kan det undre, at præcis hun skulle komme til at beskæftige sig med noget så ambivalent som unge menneskers ydre skønhed. Endda som handelsvare.

Det lå da heller ikke på nogen måde i kortene. På dem stod der nemlig i mange år "professionel fodboldspiller". At hun så endte i modelbranchen, handlede mere om tilfældigheder og i første omgang en interesse for modetøj – først med job hos Inwear og siden eget design.

– Min mor kæmpede altid en forgæves kamp for at få mig i yndige kjoler. Men jeg var fodboldnørd og ønskede mig altid kun benskinner og fodboldstøvler.

Helt op til slutningen af gymnasiet kørte selvværdet på lavblus. Jacquelines turning point

omkring hendes selvopfattelse kom først, da hun som 19-årig tog til Italien for at studere og oplevede at blive overstrøet med komplimenter og klappet ud og ind af restauranter.

LÆS OGSÅ: Naser Khader: Sådan taklede jeg overfaldet på min datter

– Jeg tænkte: "Er det mig, de kigger på?!" Det var ret bizart at gå fra at synes, at man bestemt ikke var noget at råbe hurra for – faktisk helt forkert, til at blive hyldet som en, der ligefrem var køn.

Kvinder skal sige deres mening

Men hendes barndomstraume har selvfølgelig sat sit tydelige præg på Jacquelines to døtre, er hun overbevist om.

– De "stakkels børn" er blevet fyldt med, at der er forskel på selvværd og selvtillid. De har en familie, der elsker dem højt, og de har et godt fundament. Så jeg har altid lagt et pres på dem og sagt, at når man står så godt, som de gør, har man også en forpligtelse over for andre i forhold til at modtage dem godt.

– Det med selvværdet har fyldt en del. Man skal sige fra og til, og man skal sige, hvordan man har det. Jeg nægter at ligge under for flinkeskolen, som stadig fylder alt for meget i min generation. Derfor ved de fleste mennesker også, hvor de har mig. Så jeg har også forsøgt at lære mine døtre, at kan man ikke lide sin bøf, så må man gerne sende den ud. Og synes man, man er blevet trådt på, må man gerne gå hjem og tænke over det og vende tilbage næste dag og sige: "hør her, jeg blev sgu lidt ked af det, fordi du..." Og det gælder både over for mig som deres mor og andre. Det er virkelig vigtigt, for kan de det, gør det deres liv ekstremt meget lettere.

– Det at være uenig synes mange kvinder er konfliktfyldt og ubehageligt, men tro mig, når man har øvet sig, bliver det nemmere. Vi skal være respektfulde og tale ordentligt, men vi må ikke være bange for at sige vores mening. Den har jeg virkelig prøvet at sparke videre. Og det er de heldigvis begge rigtigt gode til – specielt over for deres mor. Ha, ha. Hvis vi ikke fra barnsben lærer det gode kodeks, så bliver det svært, for vi tager den med i skolen og med videre på vores arbejdsplads og i parforholdet.

– Det er jo bemærkelsesværdigt, at mænd i parforhold – som regel – fortsætter med deres hytteture med drengene, badmintonen og fodboldkampene, mens kvinderne, når de får børn, lukker ned. Jeg forstår det godt – jeg har selv haft små børn. Men jeg mener bare, at kvinderne ikke skal tilsidesætte deres behov. Det bliver man ikke lykkelige af.

LÆS OGSÅ: Sofie Lassen-Kahlke: Folk vil blive overraskede over, hvor store nosser jeg har

LÆS OGSÅ: Bodil Jørgensen mistede sin mor til demens

LÆS OGSÅ: Vibeke Windeløv: Jeg har fået enormt meget ud af at være alene