Morten Albæk om sexisme: "Vi bliver nødt til at fælde flere mænd"
Mænd, der går rundt og ved, de har overtrådt kvinders grænser, skal gå til bekendelse, lyder opfordringen fra filosof og forfatter Morten Albæk, der mener, at der skal fældes flere mænd for at holde presset i sexisme-opgøret.
Hvis der fandtes en gennemsnitsmand, så skulle han have været hovedpersonen i denne artikel.
Én som kunne udtale sig på vegne af ALLE danske mænd og fortælle os, hvad de mener med, at manderollen er under pres, og at sexisme-debatten har gjort det sværere at være mand.
Han skulle uddybe, hvad ”den danske mand” mener med, at han ønsker sig mere derhjemme.
Morten Albæk er IKKE en gennemsnitsmand. Han lever i et højere filosofisk luftlag end de fleste og taler i sætninger, der til tider lyder som guldalder-digte.
Men han er vant til at dechifrere samfundsstrømninger og har menneskelige relationer som sit virke.
Samtidig er han også billedet på ”Den Privilegerede Mand”, som må siges at være et udsat folkefærd her ved udgangen af 2020.
Så det er ham, vi spørger.
Hvad dækker tallene over? Hvorfor synes så mange, at det er blevet sværere at være mand?
– Jeg ser det som en usikkerhed og en tvivl om, hvorvidt måden, hvorpå jeg bar mig selv som mand i går, også er en måde, jeg kan bære mig selv på i dag og i morgen.
– Jeg forstår godt tvivlen, men min opfordring til manden er, at hvis du bærer dig selv med selvindsigt, selvværd og selvrespekt, så kan du blive ved med at være, som du var i går, for så overskrider du aldrig andres grænser.
Morten Albæk minder om, at det ikke er alle mænd, der er under anklage.
De sager, hvor mænd er blevet fældet, har handlet om åbenlyst grænseoverskridende adfærd, siger han.
– Det mellemmenneskelige kompas, vi bør navigere efter i vores relationer, har ikke forandret sig efter Sofie Lindes tale, det er det samme som før: Så hvis du vil skabe en kærlig, respektfuld relation til et andet menneske, så skal du fortsat aktivere din emotionelle og sociale intelligens og mærke, om du får signaler, der fortæller dig, at det menneske er enten trygt eller utrygt ved dig. Om et menneske ønsker en større eller mindre intimitet med dig. Og langt de fleste mænd har heldigvis det sanselige og moralske apparatur, der gør, at de stopper sig selv, længe før de kommer til at slikke nogen i øret.
I ALT for damernes undersøgelse svarer 3 ud af 10 mænd, at de er blevet mere tilbageholdende over for kvinder, og lige så mange svarer, at de flirter mindre end før. Hvis man har det sådan, skal man kigge i spejlet og spørge sig selv, hvorfor man er i tvivl om, hvorvidt man kan fornemme andres grænser, siger Albæk:
– Jeg føler mig ikke mindre sikker i min maskulinitet, fordi jeg ikke må slikke en kvinde i øret. Det har ikke noget at gøre med at være mand, det har noget at gøre med at være et fjols. Så i sidste ende er der ikke noget at være bange for i forhold til at vise sin interesse, sin lyst eller sin nysgerrighed som mand over for en kvinde. Kun syge mennesker genkender ikke andres grænser og signaler, og velfungerende mennesker kan roligt flirte løs.
De faldne
Sexisme-opgøret begyndte som en opfordring fra Sofie Linde. Blev til en bevægelse med underskriftsindsamlinger og fælles udtalelser i forskellige brancher. I den første fase så det ud til, at kulturen skulle flyttes med et solidarisk tryk – uden enkeltsager.
Men i løbet af efteråret blev en række navngivne mænd kastet ned fra magtens tinder:
Borgmester Frank Jensen, der gennem årtier var berygtet for sine gramserier og efterfølgende forklarede sig ved at beskrive sig selv som ”et glad menneske”.
De Radikales formand, Morten Østergaard, der tog døgnvagter som ligestillingsforkæmper, men måtte gå af, fordi han ikke kunne håndtere hverken sig selv i festligt lag eller den sag, der kom ud af det.
Filminstruktøren Feras Fayyad, der tilsyneladende så sig selv som en hædersmand, der kæmpede mod racisme og sexisme, men blandt medarbejderne var kendt for grænseoverskridende adfærd.
Radioværten Mads Aagaard, der levede af at afsløre hykleri og hadbeskeder, men viste sig selv at være Danmarksmester i netop dette.
For Morten Albæk er enkeltsagerne nødvendige som katalysator for opgøret:
– De SKULLE falde. Det at vi er øjenvidner til, at mænd i magtfulde positioner bliver fældet, fordi de har haft en amoralsk og respektløs adfærd over for kvinder, er en forudsætning for, at vi tør tro på, at vi denne gang mere end på noget tidligere tidspunkt gør fundamentalt op med de usunde magtstrukturer, der alt for længe har ladet folk i høje positioner have en sexistisk og chauvinistisk adfærd, uden at det har haft nogen konsekvens. Når vi skal foretage et opgør med magtstrukturer, så kan vi ikke bare gøre det som en abstraktion. Fordærvet skal konkretiseres og derved personificeres, selvsagt med respekt for retsstaten.
Hvorfor?
– Af den simple årsag, at hvis man ikke selv går til bekendelse, hvis man ikke selv artikulerer, at man har haft en magt, som man ikke har båret med den nødvendige værdighed i omgangen med sine medmennesker, så skal man ikke have lov til at gå rundt i den forløjede tro, at det ikke HAR en konsekvens. Uretfærdigheder skal have konsekvenser. For hvis vi først skaber en virkelighed, hvor uretfærdigheder får lov til at være noget, du kan bygge succes, rigdom og magt på basis af, så skaber vi en magtkultur, der pr. definition er korrumperet og reproduktiv.
Han er sikker på, at der er nogle mænd, der sover uroligt om natten og frygter, at de bliver de næste, der bliver afsløret.
– Det gør de med god grund, og jeg håber, at de vil handle på den uro. De fleste af os har det sådan, at når vi har gjort noget, vi skammer os over, eller voldt andre mennesker sorg, så glemmer vi det ikke, fordi samvittigheden nager. Så de kunne jo starte med at tage fat i de pågældende mennesker og undskylde. Og hvis du er en offentlig person, så træd frem i stedet for at gemme dig. Det er det eneste værdige at gøre, og hvis du ikke vil være et værdigt menneske, så skal du også forvente, at folk kommer og trækker lagnet af dig og viser, at du ikke sover med ren samvittighed i silkelagnerne.
Morten Albæk taler meget om at være et ordentligt menneske. Men efterårets debat handler om også om at være produkt af en kultur, hvor normerne er givet – af mænd. En kultur, hvor de ellers altid så ordentlige Frank’er i årtier gik rundt med troen på, at det var helt normalt, at tungen faldt ind i kvinders ører af ren glæde, og hvor de altid så sympatiske Morten’er ikke tænkte videre over, om kvinderne omkring ham mon kunne have noget imod kollegiale berøringer.
Mænd har måske handlet i god tro – og så kommer sexisme-opgøret og fortæller dem, at verden slet ikke er, som du hele tiden har troet? Så er det vel naturligt at føle sig presset som mand?
– Ja, men mennesket har det privilegium, at vi hele tiden kan – hvis vi vil – reflektere over, hvem vi er, og hvem vi aldrig ønsker at blive. Vi skal hele tiden spørge os selv, om vi rent faktisk ser virkeligheden, sådan som dem, vi deler virkelighed med, også ser den. Og du kan aldrig definere en virkelighed alene, den definerer du i samspil med andre mennesker. Og hvis du stadig ser en verden uden et åbenlyst behov for et opgør med sexisme og chauvinisme, så er du på én og samme tid både naiv, respekt- og ansvarsløs.
Den nye mand
Debatten har indtil videre handlet om en ligestilling, der styrker kvinderne på arbejdsmarkedet og i det offentlige rum. Men når man spørger de danske mænd, vil mange gerne have mere ligestilling i hjemmet, især i forhold til børnene. Samtidig mener flertallet af mænd også, at kvinder har overtaget i forhold til sex og udseende. Det overrasker ikke Morten Albæk.
– Vi skal huske på, at ligestillingsprocessen skal gå begge veje, og selvom mænd nyder flere privilegier end kvinder, så er der også enkelte domæner, hvor kvinderne dominerer, eller hvor mændenes behov findes i skyggesiden af kvindernes. Bare som et eksempel på det sidste, så er det ikke kun kvinder, der føler et pres i forhold til, at de skal være perfekte, dygtige i skolen og se godt ud. Og vi bliver nødt til at anerkende, at manden OGSÅ har mange idealer at leve op til, som på samme vis gør det ganske umuligt at præstere på alle parametre på én og samme tid. Faktum er faktisk, ifølge en spritny rapport fra Rockwool Fonden, at dårligt mentalt helbred blandt unge mænd er steget med 55% fra 2010 til 2017. Et skræmmende tal, der dog overskygges af, at hver fjerde unge kvinde oplever psykiske problemer. Pointen er naturligvis, at alle bør få hjælp uanset deres køn, alder, hudfarve eller seksualitet.
Han ser svarene i analysen som et tegn på, at der er en ny generation af fædre, som gerne vil bidrage mere i hjemmet.
– Kvinder bruger fortsat langt mere barsel end mænd, og børn har i århundreder primært været kvindens domæne, selvom vi ser et positivt skred mod større lighed på dette område. Jeg ser det som en entydig positiv udvikling, at vi går mod større ligeværd mellem mand og kvinde i forhold til tid og samvær med de børn, der jo er et produkt af både mand og kvinde.
Morten Albæk argumenterer for troen på, at mænd og kvinder lever på den samme planet; mænd er ikke fra Mars og kvinder fra Venus, som forfatteren John Gray ellers lærte os i 1990’erne.
– Vi deler masser af håb, drømme og bekymringer her i livet; håbet så vel som usikkerheden om, hvorvidt vi finder vores plads i verden, finder os selv og finder én at elske. Jeg håber, at det, der kommer ud af den her debat, er, at vi erkender, at vi ikke forstår hinanden lige så godt, som vi gerne vil, men at vejen til at forstå hinanden måske er kortere, end vi går rundt og tror, fordi vi har de samme eksistentielle byggesten, hvad end du er mand eller kvinde.
– Samtidig skal vi selvfølgelig forholde os til, at der er en ulighed, hvor man ikke får lige løn for det samme arbejde, og at man ikke tiltales med samme respekt på trods af, at man har de samme kompetencer, og det skal vi fokusere på samtidig med, at vi fokuserer på, at vi har et sjælefællesskab.
Intentionerne er gode. Ligesom mange brancher og arbejdsgivere også har givet udtryk for, at NU skal der ske noget. Stormøder, trivselsundersøgelser og retningslinjer har været på dagsordenen, men det store spørgsmål er:
Hvordan holder vi trykket? Hvad kan vi gøre, så det rent faktisk kan mærkes, at der er et før og et efter?
– Det lyder banalt, men samtale fremmer forståelsen. Vi har overordnet set ikke haft en ligeværdig samtalestruktur mellem mænd og kvinder. Hvorfor spørger vi ikke hinanden ”hvad tænker og føler du om mig og min måde at være på?”. Det er nøglen til at afhjælpe alle misforståelser. At vi skaber en fortrolig, ærlig samtale mellem mænd og kvinder, der tidligt i mødet er direkte og afklarende.
Albæks pointe er, at samtalerne skal rykke ind i det professionelle rum.
– Du skal dyrke en kultur, hvor ærlighed er en dyd, hvilket mange organisationer – selv om de påstår det – ingenlunde efterlever. Det andet er, at du kan monitorere, om folk rent faktisk føler, de er i et mentalt trygt miljø. I stedet for at spørge efter, om folk er tilfredse med frugtordningen, og om hævesænkebordet har en effekt, og om de ønsker mere i løn, så spørg med samme systematik til, hvorvidt de føler, de er i et psykisk trygt arbejdsmiljø. Og hvis det ikke er tilfældet, skal du som leder adressere det.
– Vi har hørt om mange institutioner – medieindustrien, universiteterne, sygehusene – hvor det er kommet frem, at der er hundredvis af kvinder, der har været del af et mentalt og psykisk utrygt og nedbrydende arbejdsmiljø, fordi det har været domineret af chauvinisme og sexisme. Fælles for dem er, at der ikke systematisk er blevet målt på, hvordan det mentale arbejdsmiljø var fra kvinders eller minoriteters synspunkt, og det kommer til at vinde frem nu.
Hvordan gør man det i praksis?
– Chefen skal invitere til samtale: ”Vil du ikke prøve at fortælle mig, nu hvor jeg har været din chef de sidste par måneder, hvad du har oplevet både hos mig og mandlige kolleger, som på nogen vis har gjort, at du har følt dig ubekvem, overset eller ikke-respekteret?
Men kan man ikke let komme til at svare det mest bekvemme – for ikke at ødelægge den gode stemning?
– Jo, det kan ikke udelukkes, at en del vil vælge det bekvemme, men ikke-fyldestgørende svar af frygt for konsekvenserne, når de er inviteret til at gøre deres integritet synlig over for deres chef. Men hvis man ikke formår at svare ærligt på, hvor ens grænser går, når ens chef spørger, så løber man risikoen for langsomt, men sikkert at betale prisen for ikke at ville ”ødelægge den gode stemning”; nemlig at ødelægge sin egen selvrespekt og værdighed ved at lade sig nedbryde og træde under fode i en organisation, hvor man ingenlunde trives.
Håb for fremtiden
Morten Albæk fremlægger på stedet en nærmest edsvoren erklæring: I fremtiden vil han vælge samarbejdspartnere på en ny målestok.
– Jeg vil gå så langt som til at sige, at hvis jeg skal vælge, hvor jeg skal arbejde henne fremadrettet, så er noget af det, jeg vil spørge efter, når de har tilbudt mig den fine titel og den gode løn, være ”hvordan måler I på det her?”, ”hvordan arbejder I med de indsigter, I får herfra?” og ”hvordan får jeg indsigt i, hvordan kulturen er i min virksomhed på de parametre?”.
I det hele taget er Morten Albæk overbevist om, at værdierne er ved at flytte sig. Bevægelsen var i gang, men med sexisme-opgøret er der kommet ekstra tryk på:
– De klassisk set ”feminine værdier”, som handler om, at der er noget vigtigere i livet end magt, penge og position, vinder indpas nu. Når vi ser, hvordan den yngre generation af kvinder tager over i videreudviklingen af feminismen, så gør de det med en gennemslagskraft, som er et produkt af dels et forbilledligt mod og dels det faktum, at der faktisk er ganske mange mænd, der står på deres side. Jeres analyse er også spændende for eksempel i forhold til mænd, som ønsker at have stærkere rettigheder som fædre; der er noget af forældreskabet, som oprindeligt er udsprunget af moderskabet, som nu også er blevet befrugtet ind i manden. Så de feminine værdier, som jeg snarere vil kalde menneskelige værdier, de er lige så stille ved – i det vækstlag lige under dem, der sidder på magten i dag – at slå rod.
Hvad har du selv lært af efterårets sexisme-opgør?
– Jeg har fået en indsigt i noget håbefuldt. Jeg har set, hvor modig og stålsat en generation af kvinder, der nu entrerer ledelsesrummene og det offentlige rum, er. Ikke at jeg havde undervurderet det, jeg havde bare ikke mærket før, at der var så tydelig en kraft. At så ung en kvinde som Sofie Linde udnytter sin stærke platform på den måde, det er udtryk for tilstedeværelsen af en kvinde, som er modig, frisat, aldrig glemmer, altid kæmper, og nu handler det ”bare” om, at vi ryger de brodne kar ud, som fortjener det, samtidig med at vi ikke brænder den magiske relation mellem mænd og kvinder ned, sådan at vi kan blive ved med at have en bro, hvor menneskelige værdier flyder mellem mænd og kvinder.
Relationernes overvismand er altså fyldt af håb, men han har samtidig en sidste appel: Vi bliver nødt til at fælde flere mænd.
– En bevægelse er sat i gang, men det må ikke ende som et pr-stunt. Det må ikke stoppe nu, og jeg synes, at hvis der er ”en Harvey Weinstein” i den danske filmindustri eller noget som helst andet sted, så skal vi vide det og handle på det. Hvis der sidder overlæger eller chefredaktører, der har en diskriminerende og respektløs omgang med det modsatte køn, så skal vi vide det. Og vi skal for så vidt også vide det, hvis der sidder en kvindelig chef, der misbruger sin magt og behandler en mand utilstedeligt.
– Vi er nu begyndt at skubbe til kontinentalpladerne, men hvor de lander henne, det afhænger af vores vedholdenhed. Kvindens kamp er også mandens kamp, og flere mænd skal oprigtigt kæmpe den kamp – ikke bare i ord, men også i struktur og handling.