Nanna føler sig ensom sammen med sine veninder: ”Jeg er enormt bange”

Nanna Liljekvist mangler ikke veninder. Faktisk oplever hun, at hun har rigtig mange gode venner, som hun kan bruge tid sammen med.

Alligevel kan hun opleve at føle sig ensom, når hun er i deres selskab. Det fortæller hun i podcasten ”Et nyt kapitel.”

”Jeg har de bedste veninder, der altid vil være der for mig. Og alligevel synes jeg, det kan være svært at være i de her sociale sammenkomster, fordi jeg faktisk er så meget oppe i mit eget hoved, at jeg synes, det kan være svært at være en del af fællesskabet,” siger hun og fortsætter:

”Jeg er ikke et dårligt menneske, bare fordi jeg har strækmærker eller hængemave”

Nanna Liljekvist føler sig kun sund, når hun har det godt indeni og hviler i sin krop. Det med kroppen er dog ikke altid nemt, fordi hun i mange år har haft et anstrengt forhold til dens udseende. Hendes mål er derfor ikke at elske sit udseende 100%, men derimod at slutte fred. Og det mål har hun næsten nået.

”Det er bare en grundlæggende følelse af at føle mig anderledes, der gør, at jeg får skabt en eller anden form for ensomhed oppe i hovedet. Selvom jeg egentlig er omgivet af mange gode mennesker.”

Tager ansvar for samtalen

Nanna Liljekvist ved godt, hvorfor følelsen af ensomhed opstår hos hende. Det bunder nemlig i det krav, hun har til sig selv om at holde samtalen kørende for enhver pris.

”Jeg ser mig selv som enormt ekstrovert, og jeg er god til at snakke, men jeg tror hele tiden, at jeg også har et ansvar for, at samtalen skal gå videre, og så kan jeg faktisk glemme, hvad vi egentlig snakker om,” siger Nanna Liljekvist, som har følt det ansvar hele sit liv.

Jeg er træt af at være hende, der arrangerer alt med veninderne

Skal jeg blive ved med at være den, der arrangerer alt med veninderne? Eller bare lade venskabet glide ud? Læs med her, hvor sexolog og parterapeut Daisy Løvendahl giver gode råd til læserne.

”Jeg kommer fra en familie, der snakker meget, og jeg har altid følt en eller andet form for ansvar for at holde samtalen i gang. Jeg tror, at mange af mine veninder ser mig lidt som den sjove. Hende, der er lidt gøglet, og hende, der altid sørger for, at der er god stemning. Da jeg gik meget i byen, var det altid mig, der stod og dansede på bordene, lavede ormen på gulvet og var fuldstændig ligeglad med, hvad fyrene syntes om mig, for jeg skulle bare performe, og jeg skulle bare være på. Den følelse er også kommet lidt ud af usikkerhed, fordi jeg føler, at jeg har haft et ansvar for at få folk til at grine.”

"Jeg er enormt bange for stilheden. Jeg hader stilhed. Altså, det er det værste. Det er virkelig sådan en ting, jeg skal arbejde på; at stilhed ikke er farligt."

Selvom hendes intention er, at hendes veninder skal føle sig set og hørt, når de er sammen med hende, oplever Nanna Liljekvist, at resultatet bliver det modsatte.

”Der bliver dannet en større og større kløft imellem mig og mine veninder hver eneste gang, fordi jeg bliver mere og mere opmærksom på, at jeg føler, at jeg ikke passer ind. Og dét selvom de er verdens bedste veninder. Jeg vil gerne gøre kløften mindre, men samtidig kan jeg ikke lade være med at tænke på, at jeg skal holde samtalen i gang, og jeg skal spørge ind til det og det og det.”

Og når Nanna Liljekvist kommer hjem, er det ikke kun følelsen af ensomhed, der fylder.

May Lifschitz: "Jeg har brugt 10 år på at indse, at der også ligger en værdi i, at jeg er kvinde på min egen måde"

Der har været to afgørende øjeblikke i May Lifschitz' identitetsrejse – da hun stod ved, at hun var kvinde, og da hun holdt op med at skjule sin transkønnethed. I dag har hun fået så meget hjælp, at hun er klar til at hjælpe andre, og så meget styrke, at hun kan holde fast i sin blødhed, også når hun møder had.

”Jeg er også totalt socialt drænet, fordi jeg oplever, at det nærmest er  en eksamen, jeg har været til. Især hvis vi har været en mindre forsamling, kan jeg virkelig føle, at jeg har været på overarbejde.”

En spejlingsøvelse

I ”Et nyt kapitel” får Nanna Liljekvist et par udfordringer af terapeut Ditte Vinkel, så hun kan øve sig på at være til stede i samtalerne med sine veninder. Èn af dem bliver kaldt spejlingsøvelsen.

”Når du fx sidder på café med dine veninder, og de fortæller dig noget, og du kan mærke, at du ikke lytter helt efter, fordi du sidder og formulerer oppe i dit hoved, hvad den næste sætning skal være, så du kan holde samtalen igang, skal du i stedet øve dig i at spørge, om der er mere. Og når de er færdige med at tale, skal du spejle dem ved at gentage, hvad de lige har sagt,” siger hun og fortsætter.

Da Caroline Fleming blev skilt, tog hun en vigtig beslutning: ”Det var der, mit liv startede”

Efter sin skilsmisse gik det op for Caroline Fleming, at hun med den rette hjælp kunne blive en stærkere udgave af sig selv – og det samme ønsker hun for andre kvinder. Det fortæller hun i et interview med Hendes Verden uge 2.

”Hvis du har et par tætte veninder, kan du spørge dem, om du må øve dig på dem. Fortæl dem, at du har et udviklingspotentiale, og at de skal være dine prøvekaniner. I starten kan du måske føle dig lidt som en papegøje, men jeg lover dig, at det bliver mere naturligt, og det bliver en anden måde at være i verden på. Og den anden person vil helt sikkert føle, at du er en aktiv lytter, og de vil få en følelse af tryghed og bekræftelse.”

For Nanna Liljekvist lyder det som en øvelse, hun vil have gavn af.

”For jeg oplever, at hvis jeg har spurgt ind til noget, der kan være lidt følsomt hos mine veninder, føler jeg tit, at jeg skal drage det over på egen banehalvdel, og det behøver jeg måske ikke. Det er måske bedre, at jeg er lyttende og forstående, og så, hvis det er passende, eller hvis det giver mening, drage den over på egen banehalvdel.”