Natasja Crone: I perioder har jeg virkelig været hårdt ramt at skyld og skam

– I henholdsvis 1998 og 2002 fik jeg mine to drenge, Samuel og Noah, med min daværende mand, Nikolaj, fortæller journalist og tv-vært Natasja Crone i et stort interview i denne uges ALT for damerne (nr. 45, 2014, red.). 

– Samuel var det første barnebarn på begge sider af familien, så han fik ekstremt meget opmærksomhed, og det var selvfølgelig fedt at opleve, at det, jeg selv syntes, var et mirakel, også blev opfattet som sådan på begge sider af familien. Jeg skulle bare ringe til min mor, så var hun med: ”Nej, hold nu op, har han gjort sådan med lillefingeren – hvor forrygende!”. Alt, den dreng gjorde, var nærmest genialt. Da Noah kom i 2002, var der kommet lidt flere børnebørn til, så han har skullet kæmpe en smule mere for opmærksomheden.

LÆS OGSÅ: Natasja Crone er ikke bange at råbe højt af sine børn

LÆS OGSÅ hos Voresbørn.dk: Du er ikke den eneste forælder, der skammer sig

– Modsat min lette og sorgløse tilværelse i mit eget barndomshjem i Holte, så kom det hele altså pludselig buldrende, efter jeg fik mine drenge. Midt i 00’erne havde jeg nogle ekstremt udfordrende år, som også involverede vores skilsmisse. I den tid var det bestemt ikke altid lige sjovt. Og havde jeg ikke haft de her to drenge, som jeg kunne mærke, at jeg elskede helt ubetinget, så ved jeg ikke, hvordan det var gået. De år krævede, at jeg bare skulle stå på mine ben. For hvis der var noget, jeg ikke ville, så var det at svigte dem. Jeg skulle være masten, der stod. Det betyder selvfølgelig også, at når gardinerne var trukket for, og alle andre sov, så var det mig, der faldt sammen. Det krævede rigtig meget af mig, men jeg var aldrig i tvivl om, at jeg måtte have den styrke i forhold til børnene.

– I nogle perioder har jeg virkelig været hårdt ramt at skyld og skam og været meget alene med nogle ting på hjemmefronten. Mit arbejde har aldrig stresset mig, men det har mit privatliv til tider. Udfordringen med at få det til at hænge sammen. Jeg elsker mit arbejde og gjorde det også dengang, men det betyder også, at jeg har været væk på nogle tidspunkter, hvor andres mødre ikke var væk. Om aftenen for eksempel. Det var svært at få logistikken til at falde i hak og deale med alle de indre kampe: Om det var i orden at være så meget væk, have det arbejde, jeg havde, og byde mine børn det, jeg gjorde.

– Jeg har rigtig gode venner og rigtig gode forældre, som jeg fik stor støtte fra. I perioder fik jeg også professionel hjælp af en psykolog. Der var perioder, hvor jeg gik rundt med en tennisbold i halsen, og hvor det gav god mening at søge hjælp hos nogen, der vidste præcis, hvad de skulle spørge om.

– Samuel spurgte mig engang, hvorfor jeg tit var væk om søndagen, hvor alle andres forældre jo havde fri. Og så oplevede jeg faktisk, at jeg prøvede at undskylde det lidt: ”Det kan også godt være, at om tre måneder får jeg lidt færre vagter…”. Men jeg lærte, at jeg i stedet skulle forklare, at jeg elskede mit arbejde, så i virkeligheden var det ikke synd for nogen. Tænk, at man kan være så privilegeret at elske sit arbejde, om det så er mandag eller søndag eller fredag. Glæde sig. Det lyder jo enormt banalt, men jeg havde aldrig tænkt det sådan. Udefra set er der så mange, der er klar til at dømme, men man skal ikke over for sine børn undskylde de valg, man træffer. Jeg vil jo ønske, at det samme sker for Samuel, når han bliver voksen – at han kan leve af sin passion. Hvilket også blev det svar, han fik.

Læs resten af interviewet med Natasja Crone i denne uges ALT for damerne (nr 45, 2014)

LÆS OGSÅ: Skilsmisse: Sådan fortæller I børnene det

LÆS OGSÅ hos Voresbørn.dk: Skilsmisse: Sådan får I en god deleordning

LÆS OGSÅ hos Voresbørn.dk: Mor-tabu: Jeg er langdistancemor