Det er svært men ikke umuligt at fortælle børnene om skilsmissen på en god måde.

Skilsmisse: Sådan fortæller I børnene om det

Den største bekymring i forhold til en skilsmisse er næsten altid børnene. Hvordan vil de reagere? Tager de skade af at vokse op i en skilsmissefamilie? Hvad med savnet?

Ja, man kan næsten mærke helt ind i marven, hvor forfærdeligt det bliver, når man ikke skal være sammen med dem hver dag, for slet ikke at tale om højtider som fødselsdage og juleaften. Det er videnskabeligt bevist, at børn ikke tager skade af en skilsmisse, hverken fagligt eller socialt, med mindre forældrene ikke kan samarbejde om børnene.

Derfor er det så vigtigt allerede fra det øjeblik beslutningen om skilsmissen bliver truffet, at lave en aftale om, at uanset hvilke uoverensstemmelser og sårede følelser der er mellem jer voksne, så må det ikke gå ud over børnene, ligesom børnene ikke må involveres i de voksnes eventuelle genstridigheder.

Det vil sige, at når børnene skal have besked om skilsmissen, så står I sammen om det og involverer dem ikke i, hvem der har taget beslutningen, og hvorfor beslutningen er taget (I er jo to der er ansvarlige for skilsmissen, uanset hvem der har taget beslutningen!).

LÆS OGSÅ: Skilsmisse giver ikke nødvendigvis en dårlig barndom

Sådan fortæller I børnene, at I skal skilles:

1. Giv børnene en kort forklaring. De skal ikke tage parti og skal derfor ikke have at vide, hvem der har ønsket skilsmissen.

2. Fortæl at I ikke kan bo sammen mere, men at I elsker dem over alt på jorden og at I fortsat vil være forældre sammen.

3. Fortæl, at skilsmissen ikke har noget med dem at gøre - at ansvaret alene er jeres.

4. Hav respekt for børnenes alder og deres ubetingede kærlighed til begge forældre.

5. Tal med børnene om, hvordan I skal informere skolen, SFO, venners familier m.v.

6. Informer dem om, hvornår jeres øvrige familie får det at vide. Informer dem om, hvornår den ene part flytter væk, og hvordan samværsordningen skal være. Vær lydhør overfor eventuelle andre ønsker børnene måtte have.

7. Involver dem i at stifte nye hjem.

8. Spørg ind til, hvordan børnene har det. Respekter deres sorgproces, støt dem og søg hjælp, hvis der er behov for det.

Husk ikke at tale grimt

De færreste børn ønsker at deres forældre skal skilles, men hvis de oplever at mor og far tager ansvar for situationen og viser dem, at der er en vis form for kontrol også selvom det hele er trist og forvirrende, så kan de trygt koncentrere sig om deres liv, nemlig skole, kammerater og fritidsaktiviteter.

Børn elsker begge deres forældre, og hvor meget du end får lyst til at tale grimt om din kommende eks, så spørg dig selv om du skal gøre det for børnenes skyld, eller om det mere handler om at få luft fra din egen frustration. Det betyder ikke, at du ikke må vise følelser. Børn må gerne se dig være ked af det, men kun hvis de samtidig får at vide, at du nok skal klare det – ellers begynder de at tage et ansvar, som slet ikke er deres.

Ansvaret for en god fremtid både for dig selv og for dine børn ligger hos dig. Husk det, også når det gør ondt!

Kom godt igennem skilsmissen! Få styr på alle aftaler omkring børnene med et solidt aftalegrundlag, som du kan købe på Skilsmisseråd.dk.

Om Mette Haulund

Mette Haulund er parforholds- og skilsmissecoach og stifter af virksomheden Institut for Krisehåndtering, der blandt andet driver hjemmesiderne parforholdsraad.dk og skilsmisseraad.dk, Danmarks største online samlinger af viden, opgaver og ressourcer til parforholdet, og livet før, under og efter en skilsmisse.

Mette hjælper dagligt par og enkeltpersoner til et bedre parforhold, eller med at komme gennem en skilsmisse og videre i livet som et helt menneske.

Mette er gift og har to børn fra et tidligere ægteskab, samt to bonusbørn, og lever i det man kalder et living apart together ægteskab. Det vil sige, at de lever sammen, men ikke altid er under samme tag.

Du har muligheden for at skrive til Mette på mette.haulund@altfordamerne.dk og stille spørgsmål til dit parforhold eller din skilsmisse, der skal dog påregnes en vis svartid. Har du brug for hurtig tilbagemelding, eller for personlig rådgivning enten pr. telefon eller ved personligt møde henvises der til hendes rådgivningsmuligheder på de to hjemmesider:

www.parforholdsraad.dk

www.skilsmisseraad.dk