Natasja Crone: "Jeg har haft svære og udfordrende perioder i mit privatliv"

En af de første dage i august var der stormøde på den nye redaktion. Værter, journalister, kamerafolk og alle de andre på holdet bag TV2’s nye program ”Go’Aften Live” skulle hilse på hinanden. Natasja havde plads som en af de sidste i hesteskoen og lyttede til præsentationerne: Jeg er 24 år og uddannet der og der, jeg er 25 og har været der og der. Da det blev hendes tur, sagde hun højt: Jeg er så helt vildt gammel i forhold til jer! Jeg bliver 50 næste år og har lavet tv i 20 år. Mens hun sad der i rækken, slog det hende, at de unge journalister måske så på hende, ligesom hun gjorde på dem på 50, dengang hun selv som 25-årig nyuddannet journalist startede på Berlingske. Og tænkte, at de var sgu gamle.

Det er første gang i 13 år, at Natasja skifter job, og det bliver en kæmpe forandring på flere måder. Først og fremmest skal hun sige farvel til en række virkelig gode kollegaer, og det er vemodigt, når man som hun er interesseret i mennesker og ”tager historier ind”. Natasja stopper og lytter, når nogen fortæller noget, så hun kender de kollegaer. Dernæst kommer hun til at sige farvel til at pendle i sammenlagt fire timer fra Vedbæk til Odense og retur. Hun kender naturligvis flere af togstewarderne og ved, om de har børn, kærester eller hund. Heldigvis elsker hun forandringer og livets uforudsigelighed i det store og det små. Hun lever et liv uden madplaner, sommerhus og badminton tirsdag eftermiddag.

Et uforudsigeligt liv

Sådan er det, og sådan skal det være, men lige nu er hun et sted i livet, hvor der også er andre store forandringer på spil ud over at skifte job. Hendes to drenge er blevet 17 og snart 21 og er på vej til at forlade reden. Den ældste, Samuel, flyttede ud lige efter sommerferien, så der er blevet ekstra plads til hende og den yngste, Noah – og til kæresten, Rasmus Tantholdt, når han er der, nogle gange med sin søn. De er sammen hele tiden, men bor ikke sammen – i hvert fald ikke endnu, men det vender vi tilbage til.

– Uforudsigelighed er et vilkår i mit liv. Sådan har det altid været. Hvis det ikke var sådan, ville jeg måske blive rastløs. Men jeg ved det ikke, for jeg kan slet ikke forestille mig, at det var anderledes. Jeg er vant til at arbejde efter en ”stewardessevagtplan” med fire dages arbejde og fire dages fri. Når der er lavet en vagtplan, kræver det logistik, og at man ser langt frem, men så kommer der lige en præsident på besøg, og så ændrer det sig … Det er the story of my life.

Natasja byder indenfor i sit hjem i en fredelig krog på en villavej i Vedbæk. Hun er nærværende og veloplagt, som mange af os kender hende fra tv-skærmen, men uden makeup her uden for kameraets fokus. TV2 News kører på en lille tv-skærm over køkkenbordet, men udenfor er der ganske stille, nærheden til byen taget i betragtning – en værdsat kontrast til aktivitetsniveauet på nyhedsredaktionen.

– Så prøv lige at komme med ovenpå, siger hun og slår de dobbelte glasdøre op i soveværelset til en udsigt over grønne trækroner, så langt øjet rækker, kun afbrudt af et par enkelte hustage.

– Og lige på den anden side af træerne derovre er stranden, tilføjer hun og smiler begejstret. Formiddage er et godt tidspunkt at mødes på, siger hun. Det er der, hun når en masse praktiske ting, inden arbejdsdagen begynder halvsent for at slutte sidst på aftenen. Vi sætter os med kaffe og vand med citronskiver ved spisebordet, hvorfra man kan se både haven, tv’et i køkkenet og en smuk og vild blomsterbuket, som lige er blevet leveret på abonnement. I løbet af den næste halve time kommer Natasjas eksmand forbi for at låne bilen, der bliver leveret varer fra Nemlig.com, og kæresten ringer fra Hongkong, hvor han lige er landet for at dække uroligheder.

– På en eller anden måde er vores liv sådan, uforudsigeligt. Jeg vidste ikke for en måned siden, at Noah, min yngste, skulle til Japan og spille fodbold lige om lidt, og jeg vidste ikke i forgårs, at Rasmus skulle til Hongkong. Der er hele tiden ting og vilkår, der ændrer sig. Det trives jeg fint med, og jeg er vokset op med det, fortæller Natasja, da hun har afsluttet telefonsamtalen. Imens hun taler, er hendes armbevægelser lette og livlige i luften. Som rytmer og retningsskift i den hverdag, hun beskriver.

Det nye job

Hvad glæder du dig mest til i dit nye job?

– Makkerskabet med Abdel glæder jeg mig virkelig meget til at udforske. Vi har arbejdet sammen før, men skal stadig lære hinanden at kende professionelt, så vi kender hinandens timing, stil osv. Det bliver ret sjovt. Og så glæder jeg mig til at være med til at forny et virkelig kendt tv-format, for det er en ret svær øvelse. Vi kommer jo alle sammen med vores vaner, men man skal heller ikke smide en håndgranat ind og skræmme folk væk. Jeg kunne nu godt tænke mig, at der sneg sig en større grad af uforudsigelighed ind, og jeg glæder mig til at have mere tid til interviews, hvor jeg kan bringe mere af min egen undren og nysgerrighed i spil. Men det bliver også en udfordring!

– Jeg tror, det er sundt en gang imellem at rykke sig lidt. Man behøver ikke at tage et kvantespring, men bare at blive rusket op i forhold til, hvad der er en god historie. Jeg bliver stadig i TV 2-familien, men jeg får mulighed for at afprøve nogle ting, jeg ikke kan i Nyhederne.

Det nye job er egentlig kun et ”udlån” fra Nyhederne på et år, men Natasja glæder sig allerede til at skulle bruge mindre tid på transport. Selvom en del af de sparede timer bliver vekslet til tid på redaktionen, vil hun have mulighed for at lande hjemme efter endt arbejdsdag klokken halv otte om aftenen i stedet for halv ti. De ekstra timer vil hun bruge på at se de mennesker, hun elsker, lidt mere: børn, kæreste og venner. Hun vil også kunne nå at komme til en middag eller fødselsdag efter arbejde, hvor hun før nogle gange kom dumpende længe efter middagen. Det ser hun som et privilegie, selvom hun er ret vild med omskifteligheden i livet med de skæve vagtplaner, som hun er vant til.

Har du altid haft det godt med forandringer?

– Ja, det har jeg faktisk. Også som barn. Jeg kan huske, at jeg skiftede skole i fjerde klasse, fordi vi flyttede, og det husker jeg som noget – måske ikke ligefrem festligt, men som noget spændende. Lige da jeg fik det at vide, syntes jeg, det var en dårlig nyhed, men så begyndte jeg at tænke: gad vide, hvem der mon er af spændende folk i den nye klasse. Jeg så det måske som en udfordring.

Hvor kommer den åbenhed fra?

– Jeg tror, noget af det er personlighed, og at noget ligger i opdragelsen. Jeg er vokset op med at se muligheder frem for at se begrænsninger. Med ”spændende – det skal du da prøve!” frem for bekymringer. Begge mine forældre har været gode til at motivere mig frem for det modsatte.

Klichéerne

Hvad har været den bedste forandring i dit liv?

Der går et par sekunder, før Natasja svarer. Hun sidder tilbagelænet på stolen, men læner sig så frem og lægger underarmene fladt frem på bordet.

– Det er helt kliché, men jeg er nødt til at sige, at det har været at få børn. Jeg tror ikke, der er noget i verden, der er sat flere ord på end på, hvad der sker med kvinder, når de bliver mødre, så jeg har nok ikke nogen ny, genial visdom at tilføje på det område, men hvis jeg skal pege på noget, der har været en afgørende forandring for mig, så er det altså det! Fordi det på en eller anden måde er en så stor påvirkning af mit liv, fra det skete og frem til i dag.

– Når man står der, hvor jeg står i dag og kan se tilbage, så kan jeg bare sige om alle de mange klichéer og talemåder: små børn, små problemer – store børn, store problemer, tiden går så hurtigt osv. osv. – at det er rigtigt nok! Tiden går alt for hurtigt, og alt det, jeg syntes var kæmpestort, da der engang var problemer i drengegruppen i 2. a, og en måske havde sagt, at en anden lignede Harry Potter, der tænker jeg i dag, at det er noget, man da bare kan løse! Selvfølgelig kan der være problemer, og det kan fylde det hele, men hvis man er 15, 17 eller 19 år og ikke trives, ryger ud i et misbrug eller et eller andet, så er det nogle helt andre ting, man skal deale med.

Heldigvis har Natasja været forskånet for store problemer med sine drenge, men det er alligevel hendes oplevelse, at man som mor aldrig har det bedre end ens børns dagsform. Men hvad sker der med fornemmelsen for dagsformen, når de ikke længere bor hjemme eller er sammen med venner og til fodboldtræning det meste af tiden?

– Jeg bilder mig ind, at jeg stadig vil kommunikere med dem og vide, hvordan de har det. Jeg har selv et nært forhold til mine forældre, og hvis jeg har problemer, så fortæller jeg dem det. Men man skal redefinere sig selv på en eller anden måde, for man bliver en smule arbejdsløs, når de ikke er der så meget længere. Hvor det før var meget tydeligt, hvornår de havde brug for en som mor, så pludselig, nærmest ”overnight”, bliver døren til værelset lukket, og nej, du skal ikke komme ind og sige godnat, og jeg er i øvrigt ikke hjemme i morgen! Så sidder man der i sofaen og kigger lidt og tænker nå nå. Hej hej frihed – hvad skal jeg bruge dig til? Jeg har venner, der har oplevet en lille sorg over, at børnene er flyttet hjemmefra, men jeg har jo Noah, som stadig bor hjemme og lige er begyndt i 2. g, så det har jeg ikke oplevet. Men jeg ved godt, at det bliver noget helt andet, når han også flytter. Så bliver der sat punktum for en epoke, som har varet i rigtig mange år.

Landet på forældreplaneten

Der vil ikke gå italienske tilstande i den med stille stunder og rørstrømske tårer på de tomme drengeværelser, når den yngste også er flyttet hjemmefra, forudser Natasja, men på den anden side må hun erkende, at det lige pludselig går alt for hurtigt.

– Jeg synes ikke, tiden gik så hurtigt, da de var små. Tværtimod! Jeg synes, at jeg styrtede rundt i 100 år og passede på, at de ikke faldt over en lampe eller ned ad en trappe. Det er som om, at man trykker på play, og så vokser de, og når de så kommer i ottende eller niende klasse, er der en, der trykker på fast forward, og så siger det bare ”whoosh”. Jeg vidste jo godt, at det ville komme, men det var alligevel lidt brat. Kan vi få en blød overgang?

Hvad betyder det for dig, at du fylder 50 næste år?

– Altså jeg synes jo, jeg er den samme. Men det var sjovt, da jeg sad der med alle mine nye kollegaer, hvoraf nogle af dem er langt tættere på mine børn aldersmæssigt, end de er på mig, og spekulerede på, om de så på mig, som jeg så på de 50-årige kollegaer, da jeg selv var på den alder.

Og hvad tænkte du dengang?

– Jeg tror, jeg tænkte, at de var ligesom mine forældre, og at det var et andet liv. De var på forældreplaneten, hvad man så end lavede der. Og når man så selv er der, så ved man, at næh – man er på fuldstændig samme planet. Der er bare gået nogle år.

– Noget, der er fedt ved det sted i livet, hvor jeg er nu, er, at jeg ikke længere har sådan nogle idéer om, at der er nogen, der forventer noget af mig – noget som er lidt udefinerbart, og som jeg ikke er helt sikker på, at jeg kan leve op til. Det har man måske i trediverne, når man får børn, skal i gang med karrieren, når man skal lave mad til andre osv. Det er forbi. Det har jeg fuldstændig sluppet.

Hvad har været den sværeste forandring i dit liv?

– Jeg kan ikke pege på en enkelt skelsættende begivenhed, som har været så svær, at jeg ikke har kunnet løse situationen, men jeg har haft svære og udfordrende perioder i mit privatliv, fordi jeg ligesom så mange andre danskere ikke har formået at kunne blive sammen med den samme partner. Det er forandringer, man selvfølgelig ikke ønsker, og hvis man blev sammen og ellers havde det godt, kunne det spare en for utrolig mange bekymringer og sorger. Jeg har været meget ked af det i de perioder, men når jeg ser tilbage, så har jeg jo fået løst det, og jeg er vitterlig lykkelig for, at jeg i dag har det fantastisk godt med mine drenges far, og at Rasmus også har det godt med ham.

Sammen hver for sig

Hvad har de svære perioder lært dig?

– Nu har jeg været kærester med Rasmus i tre år, og vi har begge de erfaringer. Når vi elsker hinanden, som vi gør, og har det, som vi har det, så kan vi godt finde ud af at tage tingene i vores eget tempo, og hvis nogle spørger, hvorfor vi ikke bor sammen, kan vi sige, at det skal vi nok finde ud af. Vi har jo også en helt anden frihed. Hvis man finder sammen, imens man har små børn, er det sindssygt svært at få tid til at se hinanden, og når det lykkes, er børnene en stor del af det. Men når man mødes på et tidspunkt, hvor ens børn er så store, som vores er, er det nemmere. Fordi vi har prøvet de ting, vi har, så ved vi begge, at der ikke er nogen grund til at spurte hen imod et fælles parcelhus, hejse flaget op i flagstangen og bringe en masse børn sammen.

Det kan godt være, at hverdagen er crazy indimellem, men Natasja har sluppet presset fra andres forventninger, og der er ro på kærlighedsfronten. Hun har ikke brug for at vise verden et kirkebryllup til en halv million eller et perfekt hus.

– Det behov har jeg simpelthen ikke mere. Alt det der udadtil. Det, der betyder noget, er, at vi har det godt, og at vores børn har det godt. Jeg har ikke nogen rastløshed omkring, hvad man gør. Det havde jeg måske, da jeg var yngre, men nu har jeg fundet ud af, at det er noget, jeg selv kan definere. Jeg kan jo mærke, hvornår det føles rigtigt. Og der synes jeg i høj grad, at jeg er et sted i livet nu, hvor det føles rigtigt, og det er jo ret fantastisk. Henimod 50-årsdagen. Det er dejligt. Det kører sgu meget godt!