Kvinde læser bog

Han vandt flere priser for ’Kastanjemanden’ – nu er den længe ventede efterfølger her

Forfatter Søren Sveistrup er tilbage med opfølgeren på 'Kastanjemanden'. Bogredaktør Marie-Louise Truelsen anbefaler fire nye bøger.

Krimi

Opfølgeren til 'Kastanjemanden'

Søren Sveistrup har skrevet manuskript til flere film og tv-serier, bl.a. DR’s 'Forbrydelsen'. 

I 2018 debuterede han som forfatter med den anmelderroste og prisbelønnede krimi 'Kastanjemanden', som i 2021 blev til en tv-serie, og nu er han tilbage med opfølgeren 'Tælle til en, tælle til to', hvor vi igen møder de to efterforskere Naia Thulin og Mark Hess. For at få tid til sin kæreste og familie er Naia Thulin begyndt at arbejde i NC3, Nationalt Cyber Crime Center.

Hun bliver ved et tilfælde sat på en sag om en fraskilt kvinde, der er blevet meldt savnet, og opdager, at hun gennem længere tid er blevet stalket. 

Endnu en gang arbejder hun sammen med Mark Hess, og det går op for makkerparret, at de jagter en gerningsmand, der tvinger sine ofre ind i en gemmeleg på liv og død. Snart forsvinder endnu et menneske, og det viser sig, at sagen trækker tråde tilbage til en gemmeleg, som nogle børn legede på en forårsdag for mere end 30 år siden. 

Bogen blev allerede solgt til Netflix inden udgivelsen, og serien er sat til at få premiere i 2026.

'Tælle til en, tælle til to', Søren Sveistrup, Politikens Forlag, 576 sider, 320 kr.

Roman

En slægtshistorie om at stifte familie, om nedarvede traumer og om musikkens forløsende potentiale. Det er en selvstændig fortsættelse til 'Annas sang'.

'Sommerfuglens stemme', Benjamin Koppel, Politikens Forlag, 448 sider, 350 kr.

Livsstil

Historien om de kendte striber og den 75 år gamle virksomhed, der tidligt uddannede kvinder til handel, drift og ledelse. Bogen er rigt illustreret med reklamer, foto og plakater fra 1940'erne til i dag.

'Matas', Dorthe Chakravarty, Gyldendal, 342 sider, 350 kr.

Roman

Forhistorien til den anmelderroste 'Love Me Tender' om franske Constance Debrés vej fra topadvokat og mor i en kernefamilie og et luksusliv i Paris til at springe ud som lesbisk playboy og forfatter.

'Playboy', Constance Debré, Vinter, 160 sider, 230 kr.