Ole Henriksen

Ole Henriksen: "Jeg oplever især en ny vitalitet hos de unge fædre"

Ole Henriksen mener, den danske mand har det fantastisk - og at han bør undgå bagatellerne.

10’erne var kvindernes årti. Fjerdebølgefeministerne fyldte i medielandskabet, #metoo-bevægelsen satte fokus på de patriarkalske magtstrukturer, og vi fik igen en kvindelig statsminister.

Kvinderne tør mere end nogensinde før at blande sig i debatten, men også at støtte hinanden og løfte hinanden frem. Det viste ALT for damernes Søstersindkampagne i 2019 med al tydelighed. Men hvor efterlader det mændene, og hvordan har den danske mand det anno 2020?  Vi har talt med syv markante meningsdannere om mandens plads i det nye årti.

Hvordan har manden det anno 2020?

– Han har det fantastisk. Han har selvtillid og en stor livsglæde. Han er ansvarlig for sit eget liv, og han nyder, at der er så udbredt en respekt mellem mænd og kvinder i Danmark. Positivitet ser jeg som årtiets overskrift. Jeg oplever især en ny vitalitet hos de unge fædre. De er stolte over deres opgaver i hjemmet, taler om deres børn, og forældrene deles flot om rollerne.

Hvad er hans største udfordringer?

– Ikke at blive forelsket i begrebet ”stress”. Alt for mange pryder sig med det ord som et emblem. Vi skal ikke dyrke at være overvældede. Find nu balancen mellem det professionelle liv og den private sfære. Det er vigtigt at huske alenetiden og roen.

Hvilke udfordringer har han overvundet?

– Jeg håber, han har overvundet sig selv og er blevet i stand til at udtrykke kærlighed i hverdagen. Vi kan så let tage dem, som vi elsker, for givet. Jeg håber, han husker at rose og sige ”wow du ser godt ud”, kramme sin elskede og sige ordenligt farvel hver dag.

Hvilke slagsmål bør han undgå? 

– Bagatellerne. Alle dem, der kun handler om opvasken eller måden, den anden sidder ved bordet på. Vi mangler ikke drama i hverdagen.

Er der stemmer, som du savner bliver hørt?

– Naturen bønfalder om hjælp. Men den har ikke et selvstændigt sprog. Alle de laks, der dør på deres vej fra Canada på vej mod USA, fordi temperaturerne stiger. Brandene i Brasilien og Australien. Jeg ville ønske, at naturen fik en endnu mere magtfuld stemme fremover, så den kunne fortælle, hvor smertefuld vores behandling af den er. 

Hvem ville du ønske holdt sin kæft? 

– Donald Trump! Det er imponerende, hvor meget taletid et menneske, der hverken er intelligent eller informeret, kan få. Han har ingen omsorg for menneskeheden og ingen visioner. Han skriger bare.