Kendt operasanger fik halskræft og blev opgivet af lægerne

Kræft rammer cirka hver tredje af os og berører såvel den, der får sygdommen som deres pårørende dybt, som blandt andre syv kendte kvinder har fortalt om til ALT for damerne. Senest har 13 modige kvinder vist deres ar fra brystkræftoperationer.

Også for den verdensberømte operasanger Tina Kiberg var beskeden om hendes kræftsygdom et chok. Hun var slået til tælling, de mange strålebehandlinger ødelagde hendes instrument og identitet – stemmen. Faktisk blev håbet om at redde Tina Kibergs liv helt opgivet af lægerne. Men sådan skulle det ikke gå. Slet ikke.

"Du er nødt til at komme på Bispebjerg Hospital i morgen"

Opvarmningen foregik som altid. Tina Kiberg gik ud på toilettet, der hørte til hendes private garderobe, på Den Kongelige Opera i København. Her tændte hun for vandhanen, lod den løbe, og begyndte at synge op. Fugten fra det løbende vand spredte sig i rummet og ind til operasangerindens stemmebånd og slimhinder, ligesom strålens brusende lyd mod porcelænsvasken fik hende til at fokusere.

Et trick, hun havde udviklet og brugt i mange år i sin karriere. Det var aften – lørdag den 10. april 2010 – og tyve minutter senere ville tæppet gå til Richard Strauss-operaen "Elektra", hvor Tina Kiberg havde titelrollen. Hovedpartiet krævede et fokus og fysisk overskud ud over det sædvanlige.

Hendes teenagedatter Mette-Marie ville overvære operaen den aften, og de to hyggesludrede i garderoben, inden forestillingen begyndte. Tina Kiberg var allerede i kostumet, næsten klar til at entrere scenen, da hendes mobiltelefon ringede.

"Jeg må tale med dig, du er nødt til at komme til Bispebjerg Hospital i morgen," sagde teatrets læge i den anden ende af røret, og allerede der, vidste Tina, at det drejede sig om den nålebiopsi, der blev taget fra knuderne på hendes hals et par uger tidligere.

En stribe knuder

Det var efterhånden fem-seks år siden, at hun for første gang registrerede en stribe knuder på højre side af halsen. De var bulede og knoldede, varierende i størrelse, men både hun selv og lægerne mente, at det nok bare var forstørrede lymfekirtler på grund af mange infektioner og forkølelser. Hun vidste alligevel, at kræft i halsområdet kunne være fatalt – både for hendes liv, og for hendes evne til at synge.

"Der er celleforandringer. Det behøver ikke at være noget ondartet, men det kan det være," lød meldingen ud af mobilen.

Hun lagde på.

Hendes datter betragtede hende forundret, og de gav hinanden et knus i garderoben, inden hun forsvandt ned i mørket på tilskuerrækkerne for at høre sin mor synge.

– Jeg er ofte gået på scenen, selvom jeg har haft en dårlig dag, men så prøver jeg at narre mig selv til at tænke på noget andet eller vende det til en ekstra energi. Det var jeg nødt til den aften, siger Tina Kiberg

Hun kiggede sig selv i spejlet en sidste gang, lagde læbestift og gik ned på Operaens store scene og sang sit parti så flot og kraftfuldt som aldrig før den sæson.

Sang – en del af identiteten

Allerede fra barnsben sang hun. Sigøjnermusik hos sine bedsteforældre, danske duetter med sin mor. Hun havde et udtryksbehov og en fraseringstrang, som hun siger, og uden at være bevidst om sit eget talent kunne hun ramme lige i centrum af klangen, hverken lidt for højt eller lidt for lavt – men spot on. Violinspil overtog sangen i flere år, men da Tina Kiberg kom på Birkerød Gymnasium ledte en fornyet sangtrang hende i gymnasiekoret, sidenhen på Det Kongelige Musikkonservatorium og Operaakademiet og derfra videre ud i en karriere som succesfuld operasangerinde med hovedpartier på de største operascener i verden. Hun blev kendt for sine nuancerede kvindeportrætter i komplicerede og timelange sopranpartier, og efter mere end 30 års arbejde på Det Kongelige Teater blev hun udnævnt som kongelig kammersangerinde. Alt sammen på grund af sin stemme.

– Jeg var på toppen og havde egentlig aldrig følt mig mere i balance end på det tidspunkt i 2010. Tidligere i min karriere, da mine døtre var små, og jeg rejste meget i udlandet, havde jeg for meget at lave og var ofte forfulgt af dårlig samvittighed over for enten min familie eller det, jeg arbejdede på. Det gav kriser både psykisk og stemmemæssigt, vores familie var kronisk forkølede med infektioner og lungebetændelse, og da man ofte ser hævede lymfekirtler i den forbindelse, tog hverken jeg selv eller lægerne mine knuder på halsen alvorligt, siger Tina Kiberg, som efter flere år fandt en fin balance mellem scenen og familielivet og nød at være til stede på scenen på en måde, hun aldrig havde gjort det før.

Men så kom meldingen i april 2010.

Tina Kiberg havde hoved-hals-cancer, en tumor sad klinet op ad næseskillevæggen, nær hjernen. Den var flad, cirka en gange fire centimeter, og havde formentlig siddet der i flere år og dannet metastaser ned langs halsen, under hagen og langs kravebenet. Ingen forstod, hvorfor netop denne kræftform var havnet hos Tina Kiberg. Den sås oftest blandt asiater, grønlændere, alkoholikere og storrygere, men man vidste også, at denne kræftform kunne være en indkapsling af HPV-virus, og det var sandsynligvis, hvad der havde ramt hende. Lægerne var dog optimistiske og mente, der var chance for helbredelse.

– Alligevel fik jeg et chok uden lige. Det ene øjeblik tvivlede jeg, og det næste øjeblik blev jeg bange, men til at begynde med regnede jeg med, at lægerne havde ret og prøvede at være optimist, siger hun.

Jo mere strålebehandling - jo mindre chance for at kunne synge igen

Først ventede ni ugers kemobehandling for at forhindre mere spredning, så 34 strålebehandlinger fordelt over seks uger. Hun var klar over, at jo flere gange, hun fik strålebehandling, jo mindre blev hendes chance for nogensinde at komme til at synge igen.

– Min sang har altid været en stor del af mig og min personlighed. En del af min identitet. Jeg kunne slet ikke forestille mig ikke at skulle synge eller stå på en scene igen, men det sværeste var, hvordan jeg skulle tackle det over for mine døtre: Hvad siger man, når man selv er helt nede? Jeg sagde, at jeg troede på det. At jeg nok skulle kæmpe, at jeg nok skulle klare den. Og at jeg var stærk. Men om jeg kom til at synge igen – det troede lægerne ikke, siger Tina Kiberg, der holdt fast i håbet om i det mindste at have stemme nok til at kunne undervise andre på den anden side af sygdomsforløbet.

Aftenen inden Tina Kibergs første strålebehandling – den 19. juli 2010 – dukkede 300 tilhørere op i Ordrup Kirke, hvor hun havde inviteret til koncert. De lyttede, mens hendes sopranstemme fyldte kirkerummet op med blandt andre Wagners "Wesendonck Lieder" og den svenske vise "Har du visor min vän – sjung dem nu. I morgon är kanske för sent". Gamle, smukke klassikere sunget i en kirke, hvor hun havde haft så mange gode koncertoplevelser i tidens løb. I Tina Kibergs eget hoved stod ordet "afskedskoncert" med lysende bogstaver, men udadtil havde hun bare kaldt det "En koncert inden strålebehandlingen".

– Men det lå i luften, at det var en afskedskoncert, og at jeg ikke kom til at synge igen. Jeg gennemførte det, men jeg var træt, og fik sidenhen at vide af folk, der var til stede i kirken den aften, at de næsten ikke havde kunnet klare det, fordi de havde tænkt "Er det sidste gang, vi hører Tina synge? Og er det sidste gang, vi ser hende?".

På herrens mark

Næste formiddag fulgte Tina Kibergs datter hende til den første strålebehandling. Operasangerinden lagde sig til rette i strålekanonen, spændt fast til lejet med en maske, der klemte ubehageligt omkring ansigtet, på struben og ud over bryst og skuldre. Og sådan fik hun i en lang periode stråler seks dage om ugen plus en ugentlig kemo oveni.

– På et tidspunkt troede jeg ikke, jeg overlevede, smerterne efter strålebehandlingen kan ikke beskrives. Det var langt og sejt. Under kemoen døjede jeg med voldsom forstoppelse, og en dag derhjemme, da jeg havde besøg af min datter og hendes kæreste, havde jeg forsøgt at få gang i kroppen med tre lavementer. Jeg sad ude på toilettet i timevis og græd, men det hjalp intet. Helt forpint rejste jeg mig og forlod badeværelset, og så gik det galt. Lige der midt i mit eget hjem. Min datter måtte gøre rent efter mig. Det er noget af det værste, vil jeg sige: at mine døtre skulle se mig så hjælpeløs. Mig, der altid havde været stærk, deres handlekraftige mor og rollemodel var væk. Jeg var på herrens mark, og jeg følte, jeg mistede min værdighed og min kvindelighed.

Styrken forsvandt fra hendes krop, hun tabte sig ti kilo over seks uger, og til sidst gjorde de voldsomme smerter hende ude af stand til at synke. Ikke engang en lille smule vand kunne hun få ned gennem svælget. Sondemad var nødvendig, men til alles lettelse mærkede Tina Kiberg i løbet af efteråret 2010 en opblomstring. Hun tog sig selv mentalt i nakken, hun gik ture med sine trofaste venner og begyndte at gå lidt i fitness-center igen. Hendes sopranstemme med det brede register var forsvundet, men hun opdagede, at hun havde fem brugbare toner i mellemlejet – der hvor hun talte – og i det leje kunne hun synge. Lidt. Det lød ikke kønt, som en heks, husker hun, men hun kunne brumme lidt jazz og blues og begyndte at tage sangtimer.

Opgivet af lægerne

Den første nyhed var god. Der var ikke nogen kræft tilbage i næsesvælget eller halsen, så behandlingen havde virket – det viste en scanning i december 2010, men Tina Kiberg kunne se i sin læges ansigt, at den gode nyhed snart skulle efterfølges af en dårlig.

"Til gengæld har kræften nået at sprede sig ned til adskillige lymfekirtler mellem dine lunger," lød meldingen.

Sygdommen var ude af kontrol, forstod Tina Kiberg. Og lægerne havde ingen erfaring med helbredelse på dette stadie. Hun kunne ikke få svar på, hvor hurtigt det ville gå, men der var ingen grund til at spilde tiden på flere undersøgelser og scanninger foreløbig, fik hun fortalt. Lægerne syntes hellere, at hun skulle "gå hjem og leve livet". De forklarede, at der godt kunne gå et stykke tid, før hun fik symptomer, men når – ikke hvis, men når – symptomerne kom, så ville hun ikke være i tvivl.

Juleaften kom, nytårsaften kom.

Fysisk havde Tina Kiberg det stadig bedre, men ikke mentalt.

– Julen var et helvede for både mig og mine døtre. Jeg havde mistet håbet. Jeg havde fået at vide, at der kunne gå to år, fire år, endda helt op til fem år. Før...

– Så en morgen efter nytår, hvor jeg lå for mig selv i min lejlighed, tænkte jeg: " Det her stille og rolige forfald... Det kan jeg ikke... Hvorfor skal jeg stå op? Jo... Jeg kan jo gå ud i skuffen ude i køkkenet, hvor jeg stadig har morfinpiller liggende, så kan jeg tælle dem, og er der nok, så bare tage dem. Så slipper mine piger og jeg for at opleve et uundgåeligt helvede og forfald de kommende år".

– Da jeg havde tænkt den tanke, blev jeg bange. For mig selv. Jeg har aldrig haft tendens til depression, men det havde jeg der. Af gode grunde. Min lyst til livet var virkelig minimal. Jeg var også stoppet med at synge igen – det førte jo ingen steder hen, jeg var opgivet af lægerne og sådan set også af mig selv, siger hun.

"Hvorfor ikke synge, mens du kan?" spurgte hendes læge hende en dag.

"Jeg kan mærke, at du er din sang og dit teater, så du må love mig, at du går i gang nu og her. Også med din træning. Se så at komme i gang," sagde lægen og forklarede samtidig, at selvom det ikke så lyst ud, så kunne man jo aldrig vide, om videnskaben ville finde en løsning, der med tiden kunne redde hende.

Sammen med antidepressiv medicin var det den verbale pep-talk Tina Kiberg havde brug for. Oven på selvmordstankerne, hun havde haft, tog hun et aktivt valg om at leve hver dag, som var det den sidste. For sine døtres skyld. De rejste sammen, tog på spaophold, vandrede ture, og da en kontrolscanning i februar konstaterede, at kræften var status quo – hverken formindsket eller forstørret – fortsatte Tina Kiberg ufortrødent med at dyrke livsmodet. Hun mediterede og begyndte at genoptræne sin krop. Og stemme, ikke mindst.

Livserfaring i stemmen

I juni 2011 var det tid til en ny status.

Da Tina lagde sig i scanningsmaskinen, håbede hun på gode nyheder, selvom logikken og lægevidenskaben sagde, at gode nyheder var en utopi.

Men da hun skulle have svaret 14 dage senere, blev det utopiske alligevel til virkelighed.

"Det er helt fint, Tina," sagde lægen, da de sad på hendes kontor på hospitalet.

"Hvad er helt fint? At der stadig ikke er nogen udvikling?" spurgte Tina Kiberg.

"Der er ikke nogen kræft at se længere. Alle lymfekirtler er fuldstændig normale."

Tina Kiberg forstod ingenting. Al kræft var væk fra hendes krop. Scanningsbillederne var blevet delt og diskuteret blandt flere læger og hospitaler, forundringen var stor, for der fandtes ingen lægelig forklaring, men Tina Kiberg var helbredt, og den dødsdom, hun havde haft hængende over sig det sidste halve år, var med ét forsvundet.

– Jeg skulle ligesom tænke helt om den sommer, for jeg kunne ikke forstå, at det var sandt, siger hun.

– Jeg har taget mange lærdomme med mig ud af sygdomsforløbet. Mit liv har fået flere aspekter. Blandt andet går jeg i dag ikke så højt op i detaljer, som jeg før ville være gået i spåner over. De små dagligdagsting betyder endnu mere for mig nu: At gå ud og plukke svampe, at kunne synge under bruseren. Og så er jeg bedre til at få sagt de ting, der nager mig, i stedet for at gemme det og lade det fylde, siger Tina Kiberg.

Efter to års fravær stod hun der igen. Den 4. maj 2012 på scenen i Den Kongelige Opera, denne gang som Kundry i den store Wagner-opera "Parsifal".

– Det var en meget svær rolle, og der var ikke bare store forventninger til mig, der var også mange, der tænkte, at "det kan hun sikkert ikke klare". Det gik hæderligt, stemmeklangen haltede på nogle punkter, og jeg havde endnu ikke lært, hvordan jeg skulle bruge mine nye resonansrum, som jo havde ændret sig efter strålebehandlingerne, men det var fantastisk at stå på scenen igen, siger hun.

Med tiden har Tina Kiberg udviklet en ny sangteknik og lært sin "nye" stemme at kende, og hun har erkendt, at jo mere livserfaring hun har fået, jo flere nuancer har taget plads i hendes sang.

Raskmeldt igen

I dag er hun stadig raskmeldt, arbejder på Det Kongelige Teater og har sunget fem store hovedpartier, siden hun vendte tilbage til Operaen efter sygdomsforløbet.

En af flere følgevirkninger er synkebesvær og manglende mundvand – inden en forestilling placerer hun en Gajol ved tandkødet under overlæben. Det får de spytkirtler, der ikke er brændt væk af strålebehandlingerne, til at fungere og sætte mundvandet i gang, så hun bedre kan synge.

Samtidig har hun de seneste to år studeret elitesangpædagogik på Konservatoriet, mangler bare specialet, og underviser andre sangere, som hun altid har drømt om. Og måske allervigtigst, så er der stadig ingen kræft at spore i hendes krop.

Udefra betragtet ligner det et mirakel, men så simpelt tror hun ikke selv, det er.

– Der er jo ingen mening med det overhovedet: Det er uheld, at jeg bliver ramt af kræft, og måske også et simpelt held, at det pludselig forsvinder. Men først og fremmest tror jeg, at min egen viljestyrke har spillet ind sammen med, at jeg tog mig godt af min krop undervejs. Livets modgang er i høj grad noget, vi selv skal tage ansvar for og kæmpe for at komme ud af. Vi er herre i vores eget liv, og jeg tror ikke, at noget andet end naturens kræfter og min egen styrke har hjulpet mig.

LÆS OGSÅ: DR's generaldirektør brød sammen efter ulykke

LÆS OGSÅ: Derfor stiller Keira op til uredigerede nøgenfotos

LÆS OGSÅ: Mette Fugl "Jeg var dybt ulykkelig og græd næsten i et år"