”Patienterne må ikke være bange, når de skal dø”

Når du går ind af indgang 60, tager elevatoren op på tredje sal og drejer til venstre, kommer du til afdeling L13, hvor 23-årige Sara Gravesen arbejder. Hun er sygeplejerske på Lungemedicinsk afdeling på Bispebjerg Hospital – et sted, hvor de behandler både lungebetændelse, lungecancer og KOL. Af samme grund har Sara mange terminale patienter. Det er patienter, hvor læger og sygeplejersker ikke kan gøre mere.

Sara husker stadig den dag, hvor hun blev klar over, at hun ville bruge sit liv på at hjælpe mennesker. Selvom hun altid har vist, at hun skulle være sygeplejerske, blev oplevelsen en stærk bekræftelse. Hun var 17 år gammel.

– Der var en sommer, hvor min mormor blev så syg, at hun havde brug for hjælp til alt. Så jeg hjalp hende med alt pleje, som for eksempel var at give hende et bad. Og efter forløbet var hun bare så taknemmelig. Der tænkte jeg, at den hjælp ville jeg også give til andre. Hun sagde også til mig, at jeg ville egne mig godt som sygeplejerske, fordi jeg var så omsorgsfuld. Mange tænker måske, at det ville være grænseoverskridende at hjælpe deres mormødre i bad. Men for mig var det egentlig meget naturligt.

Hvordan har den oplevelse påvirket dit arbejde som sygeplejerske?

– Det har gjort, at jeg er blevet mere opmærksom på, at ingen må være bange eller ensomme, når de skal herfra. Jeg vil gerne hjælpe og støtte. Og så ved jeg jo godt, hvordan det er at være pårørende og miste én, man virkelig holder af.

Var din mormor da bange, da hun skulle dø?

– Hun har måske været bange uden at give udtryk for det. Det er derfor, jeg tænker, at man ikke skal være utryg, når man skal herfra. Vores fornemmeste opgave som sygeplejersker er at lindre. Det er ikke kun mod smerter, men også så man ikke er angst, når man skal dø. Det skal være så fredeligt og værdigt som muligt. Og de pårørende skal være trygge. De skal ikke føle, at når de tager hjem, så glemmer vi patienten. Det er noget af det vigtigste for mig.

Hvad er det sværeste ved at arbejde på en afdeling med så mange terminale patienter?

– Jeg skal passe på ikke at involvere mig for meget. Men det kan være svært. For man skal skabe et personligt forhold til dem, uden at det bliver privat. Jeg synes, den bedste sygeplejerske er én, som ikke er bange for at give noget af sig selv, men alligevel holder sin professionelle distance. For ellers bliver det alt for hårdt, hvis det pludselig vender en dag.

Hvad er så det vigtigste for dig i dit arbejde?

– Patienten kommer i mine øjne altid først. Men når man arbejder med terminale patienter, har man også meget at gøre med de pårørende, for det er dem, som står tilbage. Og har patienten ikke nogen pårørende, sørger vi for, at der er en af os, som sidder hos dem, ellers benytter vi os af Vågetjenesten.

Hvordan føler du, at du gør en forskel, når et menneske går bort?

– Når en patient er gået bort, åbner jeg vinduet. Det gør jeg for at slippe sjælen fri, kan man sige. Det, synes jeg selv, er en meget fin ting at gøre. Det er ikke alle pårørende, der registrerer, at jeg gør det. For de kan være så berørte i situationen, fordi det er en meget uvirkelig at miste. Dét at sige farvel kan være meget voldsomt. Men jeg gør det hver eneste gang, der er et menneske, som går bort.

Hvad er det vigtigste, du lærer ved at være sygeplejerske?

– Vi lærer at se det enkelte menneske som et individ. Alle mennesker er unikke og har forskellige behov. Og selvom de måske ikke er ved bevidsthed i den sidste tid, så er det stadig et menneske, som er elsket og holdt af. Vi kan jo desværre ikke redde alle, derfor er det vigtigt, at den sidste tid bliver værdig, for dem der skal herfra.