Pias mand forlod hende pludseligt en helt almindelig dag for fem år siden: Sådan kom hun igennem sorgen
Hun var 52, da hendes mand ville skilles efter 30 års ægteskab og arbejdsfællesskab. Skilsmissen blev startskuddet til et mere autentisk liv, og i dag har Pia Jørgensen skabt et sted, hvor andre mennesker kan komme og finde ro – inspireret af den natur, der blev hendes egen redning.
Hun ligger i sengen i sommerhuset. Krammer dynen ind til sig og har overhovedet ikke lyst til at stå op. Eller til noget som helst andet. Alligevel er der en stemme indeni, der begynder at røre på sig. Fortæller hende, at hun ikke kan blive liggende her.
Jeg nåede simpelthen bare til et punkt, hvor jeg sagde til mig selv, at nu skulle det være slut med at ligge her og tude. Livet er for godt til at blive liggende. Du bliver nødt til at gå ud og gøre noget.
Pia Jørgensen smiler ved tanken om den dag, hvor hun begyndte at ane det lys, hun ikke havde kunnet se, siden hendes mand en måned tidligere havde fortalt hende, at han ikke elskede hende mere. Ikke på dén måde.
"Det kom som et lyn fra en klar himmel en helt almindelig dag hen over middagsbordet. Jeg havde godt kunnet mærke, at han havde trukket sig fysisk, men havde troet, at han nok bare var lidt stresset. Men han havde åbenbart gået med tankerne i noget tid og bare ikke sagt det, fordi han var bange for at såre mig og for at miste vores venskab."
Pia tænker et øjeblik.
"Det er den mest forfærdelige besked, jeg nogensinde har fået, og jeg havde overhovedet ikke set det komme. Men selvom jeg havde de samme følelser for ham som altid, havde jeg det også sådan, at jeg ikke ville leve et liv, hvor vi bare var venner. Vi var for unge til at leve i en relation, hvor det kun var venskabelig kærlighed."
Udenfor på markerne vender solsikkerne hovederne mod formiddagssolen, indenfor bag panoramavinduerne i det store, hvide hus i Jægerspris er der dækket op med croissanter, kaffe, vindruer og sunde snacks. I dag er det fem år siden, Pia og hendes mand besluttede sig for, at de måtte skilles. Fem år siden hun ikke bare mistede sin ægtemand, men også sit job og sit hjem. Og begyndte på den rejse, der førte hende ud i naturen, men også ind i sig selv.
Ud i det grønne
Når hun sætter den ene fod foran den anden, kigger på solsikkerne, trækker vejret helt ned i maven, lytter til fuglene, bare er med den natur, der omgiver hende, finder hun ro.
Og sådan har det altid været. Når skænderierne i barndomshjemmet i Sønderborg mellem hendes patriarkalske, uforudsigelige far og hendes søde, men underdanige mor blev for meget for Pias nervesystem, søgte hun udenfor. Så tog den lysblonde pige sin cykel og kørte ud til Mølledammen, hvor søens blanke vand, ændernes snadren og de grønne træer gav hende en ro indeni, som hun ikke kunne finde andre steder.
"Jeg har altid brugt naturen som mit tilflugtssted. Det gav mig ro, og her kunne jeg lade op til at kunne håndtere den utrygge stemning derhjemme."
For Pia vidste aldrig, om hendes far var i godt humør, eller om han pludselig ville eksplodere. Eller om hun og hendes bror ville blive vækket midt om natten af en mor, der bad dem komme med udenfor for at bede far om ikke at køre afsted.
Annonse
"Han truede med at tage livet af sig, og min mor vidste, at vi var de eneste, der kunne afholde ham fra det. Men vi talte aldrig rigtig om det, og udadtil lignede vi en helt almindelig familie."
Pia ryster på hovedet. Naturen, men også dyrene blev hendes frirum. Når ikke hun søgte ud til søen, cyklede hun hen til en nærliggende landmand, hvor hun fik lov til at strigle og ride på hans heste. Og når hun aede den bløde pels, fik hun samme følelse som ude i det grønne. Af fred og ro. Derfor drømte hun også om at komme til at arbejde med dyr, da hun blev færdig med skolen.
Så hun fik en medhjælperstilling på en gård og begyndte på den landbrugsuddannelse, der et par år senere førte hende til Nordsjælland – til en gård i Jægerspris, hvor det ikke kun var de grise, hun skulle passe, der var søde. Det var landmandens kones søn også.
Og til et halbal i den nærliggende landsby Kirke Hyllinge fik de for alvor øje på hinanden.
"Jeg så en fyr, der hvilede i sig selv – slank, tilpas høj, et lille overskæg og charmerende øjne. En charmetrold på sin egen underspillede måde. Jeg var den udadvendte, og han var den rolige, mere tænksomme … næsten som om det var ham, der var jyde."
Pia griner. Da hendes nye flamme tog til USA for at arbejde i et år, skrev hun breve hver uge, og én gang om måneden puttede hun penge i mønttelefonen ude på gangen på landbrugsskolen i Lyngby. Så talte de om løst og fast på tværs af Atlanten. Og da han kom hjem, var ingen af dem i tvivl. Så de flyttede sammen på en gård i Jægerspris-området. Fik deres første datter i 1990 og tre år senere endnu en, og med tiden overtog de også hans fars maskinstation, så de både kørte deres eget landbrug og arbejdede for andre landmænd.
Et liv med gang i den 24/7. Hvor Pia sad på kontoret og sammen med manden jonglerede med logistikken og altid skulle have både en plan a, b og c, fordi alting var afhængigt af vejret. Og hvor hun altid skulle være parat til at hoppe i gummistøvlerne og selv køre korn, hvis det var det, der var brug for.
Annonse
Aleneheden
Udenfor vinduerne trækker en traktor et mudret sensommerspor hen over markerne. Pia elskede deres liv i naturen – med korn, køer og de heste, som døtrene elskede at ride på. Med den trygge familie, som hun ikke selv havde haft. Men også med travlhed, en konstant opmærksomhed på vejret, hele tiden planer, der ændrede sig. Og efterhånden med nogle tanker, der begyndte at rumstere.
For da døtrene blev voksne, og Pia og hendes mand hver især havde rundet de halvtreds, kunne hun mærke, at den livsstil også begyndte at tære, i hvert fald på hende. Hun begyndte at drømme om, at telefonen ikke ringede konstant, at de bare kunne invitere venner til middag uden fare for at måtte aflyse i sidste øjeblik, hvis vejret pludselig alligevel egnede sig til at få det sidste af høsten i hus.
"Jeg ville gerne skrue ned og var også lidt bekymret for min mand, fordi han havde symptomer, der måske kunne tyde på, han havde lidt for travlt. Men han var slet ikke der. Han er landmand af flere generationer, det ligger så dybt i ham – hvor dybt forstod jeg nok ikke helt dengang. Men han var slet ikke klar til at drosle ned. Så jo mere jeg pushede, jo mere trak han sig. Jeg anede ikke, at det også handlede om, at han var ved at miste de ægteskabelige følelser for mig."
Efter bruddet fulgte mørke. Tudeture, ophold i sommerhuset. Og aleneheden.
"Den alenefølelse var helt forfærdelig. At gå fra at have en familie til pludselig at sidde der alene. Jeg er lykkelig for, at jeg havde mine døtre. Hele mit fundament var jo forsvundet. Jeg stod helt nøgen tilbage og skulle genopbygge mig selv. Men den dag i sommerhuset tog jeg en beslutning om, at jeg ikke ville være så ked af det mere. Det kunne jeg ikke blive ved med at være."
Så som altid søgte Pia ud i naturen – gik lange ture og lod tårerne trille og tankerne falde til ro.
Annonse
Og da hun en dag scrollede på Instagram, faldt hun over psykolog Mette Holm. I et opslag om skyggesider kunne Pia genkende sig selv. Noget ræsonnerede indeni, og hun vidste, hun blev nødt til at finde ud af, hvem hun i virkeligheden var. Og hvordan hun var blevet til den, hun var.
Ind i skyggerne
På væggen hænger en plakat i svagt lyserød, versaler staver til BE YOUR OWN KIND OF BEAUTIFUL. Da Pia begyndte at arbejde med sig selv og også gik i gang med uddannelsen til skyggevejleder, begyndte det langsomt at gå op for hende, hvor mange ting der gemmer sig i mørket hos de fleste af os – og hos hende selv.
"Jeg begyndte at lære mig selv at kende på en helt ny måde. Fandt ud af, hvorfor jeg agerede, som jeg gjorde, og hvor meget jeg var formet af min fortid. Og også hvor vigtig kommunikation er. Jeg fandt bl.a. ud af, at hvis der var noget, jeg ikke var tilfreds med, så sagde jeg tingene meget hårdt."
Hun tøver et øjeblik.
"Jeg var en virkelig dårlig lytter. Og det gik op for mig, at måden, man siger ting på, afgør, hvorvidt man får dialog eller modstand."
Da Pia efter ni måneder stod med sit diplom i hånden, var hendes lyst til at lære mere om selvudvikling kun vokset. Så hun begyndte på en mentaltræner-uddannelse, der kunne bygge yderligere på. Og give hende en teoretisk baggrundsviden om, hvad der egentlig sker i vores hjerner, når vi arbejder med indgroede vaner. Hvordan tankerne former vores virkelighed, og hvordan vi kan ændre dem. Og forme virkeligheden til det bedre. Hvis vi er bevidste om vores mønstre.
"Alting er vaner, og mange lever i datidens begrænsninger. Så vi arbejdede meget bevidst med vores tanker og med at træne vores hjerner. Jeg ville være stærk og finde ind til min egen kerne, så der ikke var noget, der kunne vælte mig af pinden igen."
Pias blik søger ud ad vinduerne. De trænede også taknemmelighed. Og hvor hun i begyndelsen skrev taknemmelighedsdagbog hver morgen, er det i dag så indgroet, at hendes hjerne automatisk søger hen imod det positive. ”Se, solen skinner!”. ”Wow, der er en valmue, der blomstrer igen, selvom valmuesæsonen er forbi”.
På uddannelsen blev de også bedt om at finde de fem værdier, der giver mest mening i deres liv.
"På min liste stod kærlighed, som jeg siden ændrede til selvkærlighed, for hvis man ikke er noget for sig selv, er det svært at være noget for andre. Derudover stod der: glæde, passion, sundhed og vedholdenhed."
Hun lægger hænderne over hjertet.
"At blive klar over hvad mine værdier er, gav mig et indre kompas at styre efter. Og det har jeg styret efter lige siden."
Drømmehuset
I de store krukker står bløde græsser, som svajer let, når man åbner et vindue. På puderne er print af padderokke, og der er fjer i rammer på rolige, jordfarvede vægge.
Da Pia og hendes eksmand købte ejendommen, var det egentlig med planer om, at de en dag skulle trække sig tilbage på den tohundrede år gamle gård. Men da de blev skilt, blev de enige om, at det var her, Pia skulle bo. For stedet gav hende ro indeni. Så de fire længer, som var hærget af skimmelsvamp, blev revet ned. Og hendes drømmehus blev opført. To etager, lysende hvidt, sort tegltag, stort åbent køkken, kæmpe flydersofa med puder, hun kan forsvinde ned i. Og med naturens ro indenfor såvel som udenfor. Alt det, hun havde drømt om.
"Det sjove er, at jeg faktisk som barn en nat havde en drøm om, at jeg en dag ville komme til at bo i et stort toetagers, hvidt hus på landet. På den måde tænker jeg næsten, det var meant to be."
Pia smiler. En anden drøm begyndte også at tage form. For når hun stod ude i haven og kiggede ud over markerne, landede hendes blik på den gamle, afskallede lade. Hvad nu, hvis hun kunne dele ud af den fred og ro, hun selv havde fundet her? Hvad nu, hvis hun kunne lave et rum, hvor mennesker kunne komme og få et lille pusterum i en travl hverdag?
"Jeg drømte om at skabe et sted, hvor man kunne komme og få ro på systemet, hvor det ikke handler om præstation, og hvor jeg kunne bidrage til, at folk kunne gå hjem og sprede glæde til deres koner, mænd og børn. For glæde spredes som ringe i vandet. Og en af mine værdier er glæde og at viderebringe glæde."
Det dufter af træ, når man træder indenfor. Middagssolen kaster store lysende felter ind på salens trægulv, og udsigten kravler næsten ind ad de store vinduer, så man føler, man står med fødderne i solsikkemarken.
For Pia skabte det rum, hun drømte om. Her har et yogacenter lejet sig ind tre gange om ugen, og her laver hun forskellige events med den virksomhed, Powerful By Nature, som hun skabte for fire år siden, og som i dag er blevet hendes levebrød. Et sted, hvor mennesker med fortravlede sjæle kan komme ned i kroppen. Og hvor naturen er i centrum. For det er den, der rummer nøglen til heling. Hvorfor det er sådan, fandt Pia ud af, da hun også uddannede sig til naturterapeut.
"Her lærte jeg bl.a. om vores nervesystem. Og fandt ud af, at det dybest set handler om, at når vi er ude i naturen, er der ingen, der dømmer os. Der er ingen, der forventer noget af os, og vi kan være os selv i den mest rene form. Lige præcis som dem, vi er."
Fuck kasserne
Pia trækker vejret ind, dybt – helt ned i maven. Så puster hun langsomt ud af munden. Når man skal ned i det iskar, hun anskaffede sig for et års tid siden, handler det hele om åndedrættet. Om at det er roligt, så det kan fortælle kroppen, at den skal slappe af, selv når den møder det iskolde vand.
Hun bruger det selv. Hver dag om vinteren, og når hun har brug for det om sommeren. Egentlig har hun altid været uvenner med kulden, og netop derfor satte hun sig for et par år siden for at blive venner med den. Hun begyndte at følge kuldeguruen Wim Hof og læste hans bøger om, hvad det er, kulden kan. Ligesom hun prøvede det på egen krop.
"Jeg aftalte med en veninde, at vi skulle prøve at vinterbade. Så en dag kørte vi ned til fjorden og gik ned ad trappen til vandet. Bare lige i som en tepose – hurtigt ned og op. Og selvom det var i april, og vandet var ti grader, gav det det vildeste rush. Jeg følte mig totalt levende og havde det bare sådan, at wow, det skulle jeg gøre mere af."
Ved siden af iskarret står en sauna. Rund med glas for enden og udsigt til markerne inde fra varmen. For kort efter hun selv havde prøvet at vinterbade, hjalp hendes eksmand med at køre en sauna og to iskar ind på pladsen bag fælleshuset. Og i dag er hendes Ice & Fire-events de mest populære i Powerful by Nature. Og de tre dage om ugen, hvor Pia guider til isbad og kører saunagus, er booket op en måned frem i tiden.
Hun svinger det lyse hår om bag øret. Gråt og blond væver sig ind i hinanden. Hun elsker, at hun har skabt det sted, hun drømte om. Hun elsker sit liv. Og hun tænker overhovedet ikke over sin alder.
"For mig er alder vitterligt bare et tal. Det er en af de begrænsende overbevisninger, vi selv sætter op. Og hvis man tænker, at der er ting, man ikke kan, fordi man har en vis alder, så skal man gå ind og undersøge, hvor de begrænsende overbevisninger stammer fra."
"Jeg synes heldigvis, der er ved at komme mere åbenhed om, at alder bare er et tal. Og det er virkelig tiltrængt, for vi skal ikke putte os selv og hinanden ned i de kasser. Fuck de kasser, spræng rammerne! Det er der, man føler sig mest i live."
Pia taler med både mund og hænder. Mindst en gang om året bør man lave en drømmeliste, mener hun. På hendes egen står, udover flere samarbejder og events i Powerful By Nature, at komme ud i naturen og få nye oplevelser. Måske op ad et bjerg, hvem ved.
"Man skal aldrig stoppe med at drømme. Man skal følge sin ild og sørge for, at den bliver næret."
Pia smiler. Igen og helt op i de blå øjne. For selvom der også er ”leverpostejsdage” i hendes liv, og at græsset også skal slås og vasketøjet klares, er hun landet et sted, hvor hun fokuserer på det positive.
"Der er altid mere, som fungerer, end som ikke fungerer. Det er bare med at få øje på det. Jeg har taget en beslutning om, at negativitet ikke skal fylde i mit liv. Jeg bruger ganske enkelt ikke tid på det mere."
Pia tænker et øjeblik. For hvad var der mon sket, hvis hun ikke var blevet skilt.
"Jeg ville gerne have undværet den situation. Men det var en fin gave i en grim indpakning, for jeg har aldrig stået stærkere i mit liv – og i mig selv – end jeg gør i dag."
