Pia Kjærsgaard om manden i sit liv: "Det var egentligt bare noget teenagekæresteri"
Pia Kjærsgaard havde aldrig set sig selv i en politisk karriere, for hun var egentligt bare husmor. Men en dag blev hun centrum i en mindre krig på Nørrebro, og det finder hun sig ikke i.
Hvilken vej var den første, du gik på?
"Vi boede i Randersgade på Østerbro, og det var, som det var dengang, småt. Ja, jeg vedstår, at jeg er en ældre dame.
Vi boede i en toværelses på fjerde sal, hvor det ene rum var stue og spisestue, og det andet var soveværelse for mine forældre og os to børn.
Sådan ville man jo aldrig gøre i dag, men det var helt almindeligt dengang. Heldigvis havde vi sommerhus i Bagsværd, som dengang var helt ude på landet, og det føltes ikke trangt at være inde i byen, for vi var i sommerhuset fra april til september.
Min bedste veninde boede i en kæmpe lejlighed i Nørre Søgade med store stuer, men jeg havde også en veninde, hvis forældre havde en grønthandel på Østerbrogade, og der boede hele familien i en lejlighed inde bag forretningen. Vi havde tv, og vi var de første i gaden til at få bil.
Men de forskelle, der var mellem os børn, tænkte man ikke over dengang. Min far var farvehandler og levede godt af det. Men jeg husker også hans ord, da han solgte forretningen i sin tid: ”Tiden er ikke til detail”. Jeg bliver så ked af, at alt det forretningsliv i gaderne er væk i dag."
Hvem har fundet vejen til dit hjerte?
"Jeg mødte Henrik i skolen, da jeg var 13 år. Jeg vidste ikke, at jeg skulle være sammen med ham for livet, for det var oprindeligt bare noget teenagekæresteri, som var ret normalt dengang. Når der kom en ny dreng ind i klassen, var vi mange unge piger, der syntes, det var interessant. Nu har vi snart diamantbryllup, og jeg tror, det handler om, at man skal holde af hinanden, have tålmodighed og ikke tro, at hver dag skal være en lykkerus.
Så gør det heller ikke noget, hvis man kan grine ad tingene, når de er lidt træls. Henrik har taget det hele fantastisk. Han giftede sig med en husmor, som endte med at blive formand for Folketinget. Jeg er overbevist om, at der ikke findes en eneste politiker, der har så tålmodig, generøs og hjælpsom en ægtefælle, som jeg har.
Vores guldbryllupsdag i 2017 var meget betydningsfuld, og jeg glemmer den aldrig. Vi syntes, vi skulle have bekræftet vores lange samliv, så vi blev velsignet igen i Hellerup Kirke 50 år efter, vi blev gift der i 1967.
Det blev en glad begivenhed at gå med sin mand op ad kirkegulvet én gang til samme dag, samme tidspunkt og med samme brudebuket af margueritter, som jeg havde dengang. Familie og venner var der, og solen strålede."
Hvornår har du følt dig på afveje?
Annonse
"Mine forældres skilsmisse var så hadefuld. Det plagede mig i mange år, at min mor blev gravid med en anden mand og flyttede væk med ham. Selvfølgeligt skal folk kunne gå fra hinanden, men man skal give ægteskabet en chance, og hvis man ikke kan det, må man gå fra hinanden på en ordentlig måde.
Dengang var man ikke så meddelsom, så de fortalte ikke, hvorfor de skulle skilles. Min mor flyttede bare, og min far sad tilbage og var bitter og skjulte det ikke. Henrik siger, at den dag jeg sidder på plejehjemmet, vil jeg stadig tale om det.
Men vi talte aldrig om det derhjemme, og jeg fik aldrig talt ud med min mor. Det var vel en form for eskapisme. Jeg holdt kontakten med min mor i mange år, men jeg kunne ikke rigtig tilgive hende, for hun erkendte aldrig, hvad hun havde gjort mod mig. Men stormende forelskelse kan få folk til at glemme tid og sted.
Den vigtigste vejleder i dit liv?
"Min mormor er stadig en lysende ledestjerne for mig, og hun var en stor hjælp, da mine forældre blev skilt. Da min mor flyttede ud, blev min bror og jeg hos vores far, og der flyttede min mormor ind og hjalp min far med at holde hus. Så tyede jeg til hende, og hun trøstede mig. Hun havde selv i sin tid sendt sin mand på gaden, fordi han var hende utro. Jeg tror ellers, man stod model til meget dengang, men ikke desto mindre klarede hun sig selv, indtil hun senere i livet mødte en ny mand. Hun blev også langt over 90.
Jeg savner hende den dag i dag. Hun så altid fremragende ud. En smuk dame med mørkt hår og en flot figur. Hun boede oprindeligt i en kæmpe lejlighed med store tunge mahognimøbler. På et tidspunkt fik hun sat de her kulørte blyindfattede ruder ind i lejligheden, for det var moderne dengang. Tænk at lukke alt lys ude på den måde. Det var nu alligevel hyggeligt at sidde der i karnappen og lade sig synke ned i møblerne og snakke med mormor."
Hvordan fandt du din levevej?
"Jeg havde vist mange ideer. Min far gik på jagt, og jeg var ofte med. Derude på landet var der nogle jævnaldrende piger, der boede på en gård, og det var lykken for mig at komme med derud. Jeg er udpræget naturmenneske, så jeg ville gerne være landmand.
Jeg elskede livet på landet og de grønne marker. Det handlede vist også lidt om, at jeg så Morten Korch-film, og der er det hele jo den rene idyl. Jeg overvejede også at blive dyrlæge, for jeg er glad for dyr, men så blev jeg gift, og det hele røg lidt i baggrunden.
Da børnene blev lidt større, kom jeg ud som det, der dengang hed hjemmehjælper, og i en periode overvejede jeg også at blive journalist, for jeg interesserede mig for politik, og i al beskedenhed er jeg god til dansk og kan mærke en god historie. Den del af sagen var i orden. Men så blev jeg valgt til Folketinget for Fremskridtpartiet i 1984 og stiftede Dansk Folkeparti i 1995.
På det tidspunkt var der så mange, der bakkede mig op, at det ikke kunne være anderledes. Der var så meget, der flød i Fremskridtspartiet, at jeg enten måtte stoppe eller begynde et nyt sted, og jeg var udmærket klar over, hvor meget det ville kræve af mig."
Hvordan har du det med at blive genkendt på gader og veje?
"Folk er næsten altid søde og smiler og siger dav. Så sent som i formiddag da jeg var hos fysioterapeut, kom en dame over og sagde, hvor glad hun var for mig. Det sker tit. Det værste, jeg har prøvet, var på Nørrebro, hvor jeg var inviteret ud for at lave et radiointerview efter valget i 1998. Det var annonceret i radioen forinden, at jeg skulle derud, så da jeg drejede ned ad Griffenfeldsgade, kunne chaufføren ikke komme igennem.
Det myldrede frem med andengenerationsindvandrere og autonome. Jeg hørte dem råbe: ”Der er hun”, og pludselig var der en autonom, der åbnede døren og begyndte at banke løs på mig. Jeg fik lukket døren, og chaufføren kørte videre. Jeg søgte tilflugt i en bank for at låne telefonen, men jeg hørte dem hamre løs på døren, så jeg løb ovenpå. Udenfor kunne jeg høre hundeglam og sirener. Jeg fandt bankens frokostkøkken, hvor jeg tog en stor kniv, og tænkte: ”Hvis de kommer herop, må jeg bruge den”. Heldigvis fik politiet mig ud.
Annonse
Jeg talte med journalister hele dagen, men da jeg sad og afgav forklaring på Station Bellahøj klokken 23 om aftenen, brød jeg sammen. Jeg er ikke i tvivl om, at mit liv havde været i fare. Indtil da havde jeg haft min barnetro på, at jeg kunne gå, hvor jeg ville, og den dag i dag finder jeg mig ikke i, at jeg er en provokation i mig selv. Det var slet ikke i mine tanker.
Jeg er jo ikke lavet af jern og stål, så det påvirkede mig, at hadet mod mig var så stort. Jeg blev også rådet til at gå i terapi, men jeg følte det var noget, jeg skulle klare selv. Jeg var dog hos en krisepsykolog nogle gange, men i dag kan jeg se, at det var for lidt. Der er noget godt ved at tale med en fagperson, som ikke er personligt involveret.
Når man taler privat med folk, kommer de ofte til at sige: ”Min tante Olga har prøvet noget lignende”. Men når man er i krise, har man sådan lyst til at svare: ”Ja, men nu skal det handle om mig.”"
Hvornår har du mistet vejgrebet?
"Udover mine forældres skilsmisse, var det nok, da der var krise i mit parti (i sommeren 2022 forlod en række af Dansk Folkepartis mest fremtrædende medlemmer partiet i det, som blev kaldt partiets nedsmeltning, red.). Jeg har lige haft 40-års jubilæum og alle dage været glad for at komme på Christiansborg. Men der var lige et halvt år, hvor det var svært. Der var nogle, der havde svigtet mig og været illoyale, og det er det værste, du kan gøre mod mig. Det kan virkelig slå mig ud af kurs, for jeg har kæmpet så hårdt for det parti.
Heldigvis havde jeg Henrik, for det hjalp gevaldigt på det, at han hver aften orkede at lytte til mig. Alle dem, der gennem årene bare har været rygklappere, kom frem i lyset. En af dem kom for nyligt over og spurgte, om hun måtte komme til mit jubilæum. Jeg sagde, at det måtte hun selvfølgelig, for det var åbent for alle.
Men indvendig tænkte jeg: ”I burde alle sammen komme forbi og takke mig for, at I overhovedet sidder i Folketinget i dag”. Det sagde jeg dog ikke højt, ha-ha. Det var en sorgfuld periode, som jeg i dag har lagt bag mig, men jeg møder dem jo stadig på gangene på Christiansborg."
Hvor er du på vej hen lige nu?
"Det spørger jeg også mig selv om, men jeg er ikke typen, der tilrettelægger livet. Jeg er jo bare en husmor. Jeg stiller ikke op til næste Folketingsvalg, og den beslutning kan jeg så gå og sunde mig over de næste par år.
Men jeg er jo ikke nogen årsunge længere, til næste valg er jeg nok omkring de 79. Man skal gå, mens legen er god, og jeg er så stolt over den omtale, jeg har fået, da jeg meldte min beslutning ud.
Jeg ved dog ikke, hvad jeg skal lave, når jeg er færdig i politik. Jeg trænger bare til at have et liv uden bagkant. Folk siger også, at jeg skal ud og nyde livet, men jeg er snart 78 år, og jeg har altid nydt livet. Jeg har også oplevet meget. Hvor mange kan sige, at de har stiftet et nyt parti? Ja, det kan alle og enhver selvfølgelig efterhånden, men det er ikke alle, der har siddet fire år som Folketingets formand. Og jeg var god til det, tør jeg godt sige.
Jeg fik blandt andet gjort Folketingssalen handicapvenlig, hængt Danneborg op i salen og sat blomsterkummer op udenfor. Ja, det skulle åbenbart en kvindehånd til."
