Anna Mejlhede: Der hersker stadig en udbredt misforståelse omkring sorg i vores samfund

Anna er syv år, da hun oplever, hvilke akavede situationer sorg kan fremkalde. Hendes elskede farfar er død, og i kirken græder hun som pisket, hvilket får en ældre dame til at stikke hende en 20’er med ordene: ”Tak fordi du græder, når vi gamle dør.”

Det forstår den syvårige ikke meget af.  

"Jeg syntes, det var mærkeligt, og jeg har aldrig gennemskuet, hvorfor hun gav mig de penge," siger den i dag 53-årige Anne Mejlhede.

"Måske for at trøste mig. Eller måske syntes hun virkelig, det var sødt af mig at græde over et ældre menneske. Men det var jo min farfar, så selvfølgelig var jeg ked af det."

Bagefter lå 20’eren tungt i barnets lomme, for hvordan skulle hun kunne snolde den op?

Livets maggiterning

Hvad Anna dengang ikke forestillede sig, var, at hun kom til at bruge en stor del af sit liv på at give trøst til mennesker i sorg. Men som præst har meget af hendes arbejdsliv handlet om at tale med efterladte.

I øjeblikket arbejder hun dog ikke som sådan, for hun er flyttet fra København til Læsø for at hellige sig skriveriet – som nu er blevet til hendes første roman. Bogen handler om en kvinde i dyb sorg, og det kunne virke, som om Anna har svært ved at slippe emnet – men det er faktisk ikke så meget selve sorgen, som det er livet, kogt ned til en maggiterning, der optager hende.

"Det giver mig utrolig stor mening at beskæftige mig med andre menneskers liv, der hvor det er allermest intenst og fortættet – i sorgen, i glæden, der, hvor vi ikke forstår det," forklarer hun.

"Som præst er det livets højdepunkter, jeg arbejder med hver dag: bryllup, barnedåb, begravelse. For mig er der ikke noget mere livsnært end det."

Sorgen og livet følges

Men hvor kærlighed og børnefødsler er noget, de fleste af os gladeligt viser frem, forholder det sig anderledes med livets mørke sider. Heldigvis, oplever Anna, er død og sorg de senere år blevet aftabuiseret. I dag er det for eksempel bredt anerkendt, at forældre, der mister et barn ved fødslen, har behov for at se, holde og være sammen med barnet i stedet for at gemme det væk hurtigst muligt, hvilket var praksis før i tiden. Hun oplever, at vi som samfund bliver klogere.

En anden misforståelse hersker dog stadig: At sorgen kan adskilles fra et menneskeliv.  

"Det er ikke sådan, at vi har et liv, og så ligger sorgen ude et sted ved siden af. Den vandrer side om side med glæden," siger hun.

"Jeg har for eksempel sjældent mødt en nybagt mor, som ikke skiftevis smiler og græder, for samtidig med lykken over det nye barn kommer frygten for at miste."

Hendes interesse kredser derfor om sorgen som en del af det at være menneske.

"Ofte er det sådan, at det er de mere komplicerede dele af det at være menneske, der definerer os. Der hvor vi føler, at vi løber panden mod en mur og ikke kan komme videre – der har vi mulighed for at udvikle os," siger hun.

Klamrer sig til urnen

I Annas roman har hovedpersonen mistet sin mand og føler ingen lyst til at udvikle sig. I et forsøg på at putte sig med minderne pakker hun derfor hans aske og flytter til Læsø. Men øboerne insisterer på kontakt, så det lykkes ikke at gemme sig.

Dette reaktionsmønster har forfatteren hentet fra virkeligheden, hvor nogle mennesker reagerer på sorg ved at fornægte eller løbe fra følelserne, mens andre holder krampagtigt fast i sorgen, for eksempel ved at nægte at give urnen fra sig eller nærmest flytte ind på gravstedet. 

"Det kan være svært at give slip på det eneste konkrete, vi har tilbage," forklarer hun.

"Man har måske mistet et menneske, der er tæt forbundet med følelsen af at høre hjemme i sit liv, og derfor bliver sorgen ens bolig. Vi elsker stadig den, der er død, men kærligheden er hjemløs, og giver vi slip, frygter vi, at det elskede menneske forsvinder."

Sorg er kontroltab

Farfar, hvis død udløste en økonomisk belønning til syvårige Anna, boede på Læsø, og når Anna fik lyst til at vende tilbage, har det måske noget at gøre med, at livet på en ø – ligesom sorgen – er en ukontrollabel størrelse.

"Når sorg er svært at være i, er det, fordi vi ingen kontrol har over den," siger Anna.

"Vi ser vores egen svaghed og begrænsning i øjnene. Så hjælper det at bo på en ø, hvor jeg ikke ved, om jeg kan komme hjem i morgen, fordi der er varslet storm, eller det blæser så meget, at færgen ikke sejler."

Ølivet minder i det hele taget Anna om, hvad det vil sige at være menneske, både i lykkelige og ulykkelige stunder.

"Mennesket er en ø. Inderst inde er vi alene, men når vi møder hinanden i sorgen og tør tale om det allersværeste, oplever vi en forbindelse," siger hun.

"Der er utrolig meget mening at finde der, for de færreste mennesker skøjter sorgløst gennem livet. Sorgen er et fælles vilkår, og når vi tør mærke hinandens mørkeste stunder, er vi fælles om at være til."

Anna har stadig den 20’er, hun fik til sin farfars begravelse. Den ligger i hendes smykkeskrin og minder hende om, at hverken sorgen eller livet kan man betale sig fra eller gemme sig for.