Puk Elgård tror ikke på ægteskab af én bestemt grund
Vi kender alle Puk Elgård som den selvironiske og lattermilde Go’ Morgen Danmark-vært. Og det er ikke kun på skærmen, at hun er helt sin egen, for når det kommer til hjem og ægteskab, bryder hun gerne med normerne.
Puk Elgård har været i TV-branchen som vært i mere end 23 år, og selvom hun ikke er meget for faste konstellationer, kan hun ikke komme udenom, at hun i øjeblikket er rimelig sat. Hun har fast job, hus i Hareskoven, den samme kæreste som for 17 år siden og en teenagesøn, som, hun har lovet, ikke skal skifte skole.
– Jeg kan godt lide at flytte. Jeg har haft cirka 37 adresser, og jeg er helt sikkert parat til at flytte igen. Men der er jo andre end mig selv, jeg skal tage hensyn til, og jeg har lovet Robin, at vi ikke skal flytte. Han har allerede boet tre forskellige steder, siger Puk Elgård i et stort interview i denne uges ALT for damerne.
Robin, som er 15 år gammel, er efter Puks vurdering rimelig hårdt og gammeldags opdraget, og det er ikke uden stolthed i stemmen, at hun fortæller, at han er sådan en dreng, der giver hånd, ser folk i øjnene, rejser sig i bussen og bærer sin mors taske. Men der er en ting, som Puk er endnu mere stolt af.
– Robin har rigtig god humor. Jeg har trænet ham lidt ligesom min far gjorde med mig, og han er eddermame blevet hurtig i replikken. I en ingeniørfamilie ville de nok være stolte, når deres lille søn havde løst en svær ligning. Men jeg er simpelthen så stolt af Robin, når han siger et eller andet rigtig sjovt.
Robins far og Puks kæreste, Lothar Friis, forstår til gengæld ikke altid Puks og Robins form for humor.
– Men så har han så mange andre gode kvaliteter. Hvis man forventer, at ét menneske skal kunne dække alle ens behov, så kan man kun tabe, siger Puk.
Lothar er tidligere jægersoldat, og han og Puk har været sammen, siden de mødte hinanden på en tv-optagelse i 2000 – men de har aldrig sagt ja til hinanden i kirken. Puk tror nemlig ikke på bryllupper.
– Jeg kan simpelthen ikke forestille mig at blive gift. Jeg synes, at man skal gøre sig fortjent til hinanden hver eneste dag, og man kan ikke eje hinanden. Hm... Jeg begynder at kunne se en rød tråd nu, griner Puk.
– Jeg kan generelt ikke lide at føle mig bundet. Og det er måske noget pjat, for det er jo ikke lettere at gå fra hinanden efter 17 år, bare fordi man ikke har papir på kærligheden. Men jeg tror bare, at det er lettere for mig at være sammen med Lothar, fordi vi ikke er gift. Så ved jeg, at jeg skal gøre mig umage.
Læs hele interviewet med Puk Elgård i denne uges ALT for damerne, som udkommer torsdag 27. april.