Redaktionen anbefaler: Her er en bog, en film og et teaterstykke til dit efterår
Journalist og redaktør Christina B. Kjeldsen ryster efterårstristessen af sig med kulturoplevelser, der både griber, ryster, gyser og giver plads til nye tanker. Det eneste rigtige at gøre her på vejen ind i de mørke måneder!
Roman
Jeg er blevet ret begejstret for den franske forfatter Édouard Louis, efter jeg læste hans 'Forvandlingens metode', der handler om Louis' egen målrettede sociale opklatring fra sin underklasseopvækst til de højeste luftlag blandt kultur-eliten i Paris.
Hans nye roman 'Monique flygter' handler om hans mors flugt fra sin voldelige ægtemand og hendes rejse mod frigørelsen, der er så svær.
'Monique flygter' af Édouard Louis, Gyldendal, 249 kr.
Film
Pludselig er genren body horror noget, der optager filminstruktørerne, og den kategori falder den nye film ”The Substance” under.
Demi Moore fik stående ovationer, da filmen havde premiere ved Cannes Filmfestival, og hun har hovedrollen sammen med Margaret Qualley, der spiller hendes yngre jeg, som bogstaveligt kravler ud af ryggen på hende, efter hun har taget den nye ungdomseleksir ”The Substance”.
Filmen er et feministisk take på Hollywoods ungdomsfiksering, instrueret af franske Coralie Fargeat. Jeg er nysgerrig og lidt nervøs, men skal klart se den.
'The Substance' har premiere den 24. oktober.
Teater
Kloden er overbefolket, men vi føder for få børn til at vedligeholde vores velfærdssamfund. Der er fertilitetskrise, men vi opfordres til at udvide familien.
Kvindekroppen er blevet genstand for en politisk samtale omkring det samfund og den verden, vi alle sammen er en del af, og Sydhavn Teater undersøger i den nye forestilling ”No More Babies”, hvem der egentlig har magten over livmoderen.
Det er Tina Tarpgaard og Katrine Leth, der står bag forestillingen, hvor en gigantisk 3D-livmoder er en del af scenografien. Jeg skal se det!
9. til 23. november, Sydhavnteater.dk.