Rejs dig op, og bliv ved med at gøre det, du elsker. Igen og igen

KLUMME: Det ville være ret sejt, hvis jeg havde en enkel opskrift på dette. Det er trods alt manges drøm at tage en idé, realisere den og bagefter kunne fortælle historien om, at det lykkes.

Ikke bare fordi det ville være fantastisk at stå som eksempelvis TED-taler og udbrede sine idéer, men også fordi der er en vild glæde i at vide, at man gjorde det. At uanset om det bliver en succes eller en levevej, er man ikke bare endnu en, der taler uden at handle. Man er sådan en, der gjorde det.

Jeg har altså ikke en enkel opskrift, som du kan følge, og som vil garantere dig succes, men jeg har noget andet; Nogle ret simple erkendelser, som kan gøre en verden til forskel.

LÆS OGSÅ: Den højere mening med mit liv er ikke at arbejde

Lad mig fortælle dig min historie.

Da jeg var 12 år, fik jeg en idé. Jeg ville være forfatter. Det var en tanke, der kom til mig en nat, jeg ikke kunne sove, og som bare ikke forsvandt igen. Jeg fortalte aldrig nogen om den, fordi jeg troede, de ville le ad mig eller slå det hen. Men jeg satte mig i al hemmelighed til at skrive en roman med blyant i en lille bog med blanke sider. Romanen handlede om fire venner og om min første forelskelse.

Den blev aldrig færdig.

Til gengæld blev jeg ved med at skrive. Jeg skrev så meget, at jeg søgte ind på manuskriptforfatteruddannelsen, da jeg var 19 år, og blev optaget. I de næste otte måneder sad jeg hver dag ved et bord sammen med fire andre i et hvidt lokale i Teglgårdsstræde og skrev dialoger i hånden. Døren til skolen blev låst klokken 9 om morgenen, for hvis man ikke kunne komme til tiden, ville man ikke kunsten nok.

LÆS OGSÅ: Kvinders markedsværdi falder ikke efter de 40 – det er en medieskabt floskel

Jeg ville det. Jeg skrev af hele mit hjerte, og jeg blev gennemanalyseret hver dag i det hvide lokale. Efter de otte måneder var jeg helt tom for ord, og jeg anede ikke, hvordan jeg skulle tage det næste skridt med min skrivning. Derfor lyttede jeg til mine fornuftige forældre og søgte ind på RUC for at studere journalistik.

Men jeg havde lært en vigtig ting. At skrive med disciplin. At begynde klokken 9 og blive ved, til jeg havde fri – uanset om jeg var inspireret eller ej.

Da jeg endelig begyndte på journaliststudiet, vidste jeg tre ting: At jeg elskede at skrive, at jeg ville fortælle historier, og at jeg kunne tale med mennesker. Jeg var ret ligeglad med nyhedsjournalistik, så jeg skrev de artikler, der gav mening for mig, fik trykt artikler i Dagbladet Information og var på toppen af verden, indtil jeg dumpede stopprøven.

Da jeg måtte ringe til Information for at sige, at jeg ikke ville søge praktik, fordi jeg var dumpet til stopprøven i nyhedsjournalistik, følte jeg mig som verdens dummeste menneske. Jeg forstod simpelthen ikke, hvad der var sket. Så jeg gik prøven om. Og dumpede. Igen.

Derefter gjorde jeg det værste, man kan gøre i den situation. Jeg gav op. Jeg holdt helt og aldeles op med at skrive.

Jeg blev fuldstændigt overbevidst om, at jeg intet talent havde for at skrive.

Indtil den dag jeg mødte døden. Ikke som en viden om at alle mennesker dør, og at det (måske) også gælder mig, men en dyb erkendelse af, at jeg ikke vil leve for evigt, og at jeg kun har en eneste chance for at skabe mening i mit liv.

Da huskede jeg mig selv som 12-årig. Jeg huskede glæden ved at skrive. Jeg huskede drømmen om at sætte ord på det, der virkelig rører mig, og længslen efter at række ud mod andre med mine ord for i et øjeblik at mødes.

Denne indsigt rigere besluttede jeg mig for at skrive en bog. Jeg skrev en tredjedel af et manuskript og en synopsis og vedlagde et flot foto samt en marketingplan. Med det i hånden fik jeg nogle møder med forlag. Redaktørerne syntes, det var et vildt godt manuskript. Lige sådan et, de selv gerne ville læse. De blev rørte af min bog, og de syntes, den var klog.

Jeg dirrede af lykke i hele min krop, indtil samtalen tog denne drejning:

– Men vi må takke nej til at udgive din bog. Ikke på grund af bogen, men på grund af dig. Ingen vil læse en bog af en ukendt forfatter, så vi kan ikke sælge den.

Beklager.

Det ene af de forlag havde dog en mulig løsning. Kender du Christian Stadil? Det ville være vildt fedt, hvis du gjorde, for så kunne du udgive sammen med ham, ligesom Sofia Manning har gjort. Du skriver en super god bog, han lægger ansigt og kendisfaktor til. Bum. Det kunne blive en bestseller.

Jeg følte det, som om jeg var blevet kastet ned fra en høj bygning. Efter mødet gik jeg ind på en café. Jeg følte mig så skidt tilpas, at jeg ikke kunne gå hjem. Jeg følte mig så grundlæggende utilstrækkelig. Som om jeg aldrig ville få en chance for at gøre det, jeg drømte om. Jeg sad der, indtil jeg kom i tanke om noget klogt.

Ingen andre behøver at fortælle mig, at jeg er værdig, eller give mig en chance. Jeg er fri til at definere mig selv og skabe min egen vej. Derfor tog jeg en enkel beslutning: Jeg ville hellere dø i forsøget end at holde op med at skrive igen.

For det handlede ikke længere kun om bogen. Det handlede om, hvem jeg er. Ligesom det ikke handler om bøger og forlagsbranchen, men om at turde tro på sit projekt og arbejde disciplineret med det.

Så jeg skrev en bog, fandt en redaktør og startede et forlag. I det lærte jeg, at der er en helt enkel og stærk lykke i at arbejde på det, jeg brænder for. Også selvom jeg ikke vidste, hvordan det ville gå. Min første bog, LEV, blev taget rigtigt godt imod. Jeg fik meget presse og nogle smukke reaktioner fra læserne. 

Flere har spurgt mig, om jeg har et stort netværk i medieverdenen, siden jeg er kommet så stærkt igennem. Svaret er nej. Jeg har noget andet. Jeg har noget på hjerte.

Og hvor jeg fik at vide, at jeg skulle være berømt eller kende Christian Stadil, har jeg siden erfaret, at en original idé faktisk godt kan stå alene.

Her er det sidste, jeg har lært indtil nu. Det handler ikke om, hvem du er, men hvad du gør med dine idéer. Så lov mig det her:

Kæmp for dine idéer.

Uanset, hvor meget du tvivler, hvor meget du får at vide, at du ikke er nok, hvor mange gange du fejler og dumper, så rejs dig op igen, og bliv ved med at gøre det, du elsker.

På den måde vil du også kunne realisere hvad som helst. Du vil måske ikke få en bragende succes, som alle nødvendigvis kan se, eller et stort overskud på bankbogen, men du vil vide, at du har oplevet den succes, det er at være den, du er.

Livet er for kort til andet.

LÆS OGSÅ: "Danske mænd forventer, at du skal score dem. Og jeg gider ikke jagte en mand"

LÆS OGSÅ: ”Kvinder må godt se os som andet end legetøj, man kan tage ned fra hylden og pille ved”

LÆS OGSÅ: Kvinder skal ses og ikke høres - skal de ikke?