”I did
not have sexual relations with that woman, Miss Lewinsky.”
Ordene tilhører USA's tidligere præsident Bill Clinton og
sender os tilbage til den sexskandale, som han havnede i, i 1998, efter han i
første omgang benægtede beskyldningerne om at have et forhold med den tidligere
praktikant i Det Hvide Hus, Monica Lewinsky.
Efter talen, hvor han plæderede for sin uskyld, påstod
flere, at de kunne se, at præsidenten løj om sit forhold til Ms. Lewinsky,
fordi hans næse voksede, mens han sagde de berømte ord. Præcis som Pinocchios
gør det, når han lyver.
Men det er slet ikke muligt. Faktisk er det én af de største
misforståelser, når det kommer til at afkode andres kropssprog: At man ud fra
ét kropsligt signal kan aflæse, om et andet menneske lyver. For det kan man ikke,
fastslår Pernille Slot, der er ekspert i kropssprog, og uddyber:
”Fordi vores kropssprog er et organisk system, og altså ikke
er stationært, som vi gerne vil gøre det til, kan en løgn heller ikke afkodes
ud fra ét enkelt signal. Man bliver nødt til at samle til bunke. Jeg kan fx
godt have glemt at have informeret dig om noget, og det er ikke det samme, som
at jeg lyver, eller at jeg bevidst har udeladt vigtige informationer.”
Alligevel er der signaler, som kan være med til at indikere,
om en person lyver, fortæller Pernille Slot.
”Mens en løgn er en helt bevidst handling, er signalerne, du
sender, samtidig med at løgnen bliver fortalt, ubevidste handlinger, som kan
være med til at afsløre, om du lyver. Og du kan godt prøve at holde et signal
nede, men det vil ikke hjælpe dig – det vil snarere vise sig som et af de andre
signaler og oftest endnu mere tydelige,” siger Pernille Slot.
Hvad du så skal holde øje med, hvis en voksende næse ikke
alene kan afsløre, om en person lyver, har Pernille Slot nogle bud på – for du
kan faktisk godt få et lille praj om det, hvis du lærer at afkode nogle helt
bestemte signaler.
7 afslørende signaler, der
indikerer, om en person lyver
1. Tilstanden ændrer sig.
”Vores hjerne modtager over 11 millioner sansebits per
sekund, men kun fem-syv af dem bliver til bevidste indtryk. Alt det andet
ligger nede i vores underbevidsthed og i vores nervesystem. Så når din tilstand
ændrer sig, kommer det til udtryk som en sitrende fornemmelse i kroppen, det
løber dig koldt ned ad ryggen, eller hårene rejser sig.
Du går måske fra, at noget var dejligt eller rart, til hvad
pokker var det? Og du kan ikke sætte fingeren på det, fordi det ikke er et
bevidst signal.
Tilstanden ændrer sig både hos den, der bliver løjet over
for, men også hos den, der lyver – alt efter om det er en erfaren eller en
uerfaren, der lyver. Hvis det er en uerfaren, der lyver, typisk en teenager,
vil vi se mange nervøse træk, hvor man har svært ved at holde øjenkontakt,
forsøger at gemme sig væk og nærmest hvisker, fordi det psykologiske ubehag er
for svært at være i.
Er det derimod en erfaren, der lyver, vil signalerne være de
stikmodsatte. En erfaren løgner gør det typisk for at manipulere, og derfor vil
der hvile en ro over personen, som vil forsøge at styre dig gennem en fastholdelse
af din øjenkontakt. Lykkes det ikke, vil du oftest opleve, at der bliver skruet
op for tonen og de mere dominante signaler.”
2. Afvigelse fra baseline.
”Baseline er udgangspunktet for vores adfærd – vores ansigtsudtryk,
stemmeleje og kropssprog. Et eksempel er, hvis jeg ofte sidder med korslagte
arme, så er det en del af min baseline. Hvis jeg så pludseligt ikke sidder med
korslagte arme, men gør noget andet, afviger jeg fra min baseline.
En afvigelse fra vores baseline hænger altså sammen med det
første punkt: Først ændrer tilstanden sig, og så skifter personen, der lyver,
en del af sin adfærd. Det er de første to ting, man skal kigge efter.”
3. Historien ændrer sig.
”En historie kan enten ændre sig ved, at der bliver bygget
flere løgne på. Trump er et godt eksempel på én, der ændrer sin historie. For når
han kommer på dybt vand og er ved at blive afsløret i, at man ikke spiser hunde
og katte i Springfield, får han historien til at vokse ved at udbygge med flere
og andre løgne.
Omvendt kan en historie også ”ændre sig” ved, at man undlader
vigtige informationer fra sin historie, og lader som om, man ikke ved noget, så
historien udhules. Det så vi fx i Britta Nielsen-sagen, hvis vidneudsagn var
kort og fåmælt. Hun holdt sine svar ultrakorte og sagde ting som, ”Det kan jeg
ikke huske”, og ”Det ved jeg ikke” for at undgå at fortælle den fulde historie.”
4. Bevidst vildledelse.
”Det er et bevidst ønske om at vildlede andre med sine løgne.
A la ’Se der!’ Og så kigger man derhen, i stedet for at kigge på personens
adfærd.
Mere konkret betyder det, at hvis man forsøger at komme ind
omkring et bestemt emne, så vil personen, der lyver, forsøge at snakke om noget
andet.
Er man fx i tvivl om, hvor kæresten var henne torsdag aften,
når han nu ikke var til badminton, så vil kæresten forsøge at snakke om noget
andet ved at sige, ’ej, du står og brænder boloen på’. Og så når man aldrig at
tale om, hvad der egentlig skete torsdag aften, og hvorfor han ikke var til
badminton. Det er en slags afledningsmanøvre – og dem findes der mange af.”
5. Vejrtrækningen ændrer sig.
”Hvis der er et mere specifikt sted på kroppen, man skal holde
øje med, når man iagttager en person, man mistænker for at lyve, er det
vejrtrækningen.
Vejrtrækningen hos en uerfaren vil gå fra at være rolig og
nede omkring maven, til at sidde oppe i halsen og blive mere overfladisk.
Personen har måske svært ved at få luft eller bryder ud i en lang talestrøm,
mens der hives efter vejret.
En erfaren prøver derimod at tvinge luften ud af kroppen, så
selvom vejrtrækningen måske sidder oppe i halsen, vil den være mere forceret.”
6. Eye access.
”Bag vores øjne har vi nogle nerveceller, som går op og
stimulerer forskellige centre i hjernen, alt efter om vi kigger til venstre,
til højre, langt, kort, fokuseret eller defokuseret. Og fordi vores oplevelser ”ligger”
forskellige steder i rummet omkring os, vil det være forskellige informationer,
vi henter ind, alt afhængigt af hvor vi kigger hen.
Et eksempel er Amira i TV 2-dokuemntaren ’Den sorte svane’,
hvor journalisten Mads Brügger spørger hende, ’så du har været med til at
hjælpe kriminelle med at hvidvaske penge gennem de her momskarruseller?’ Inden
hun svarer, ser vi hende kigge op til højre og så til venstre, og så svarer hun,
’ja, blandt andet’. Men fordi hun kigger to steder hen, kan vi udlede, at det
ikke er det eneste, hun har hjulpet de kriminelle med – var det dét,
ville hun kun have kigget et sted hen, inden hun svarede.”
7. Adfærdsindikatorer.
”Det sidste punkt er dét, der mere konkret går på vores
kropssprog, og det omhandler forskellige kropslige signaler, som kan inddeles i
fire kategorier. Vi skal altså op på mellem fem-otte signaler, før vi kan sige
noget om, at der er et sammenfald af signaler. Først når der er det, er der en
indikation på, at der er tale om en løgn.”
De fire kategorier inden for adfærdsindikatorer er:
1. Selvberoligende signaler: ”Det kan være, at man
sidder og aer sig selv, eller laver lange blink med øjnene for at holde data
ude.”
2. Stressindikatorer: ”Det er forhøjet puls, farven ændrer
sig i hovedet, omkring ørerne og ned ad halsen, hurtigere bevægelser og taletempo.”
3. Tilbageholdelsessignaler: ”Forestil dig
Kaj-munden, hvor læberne ligesom bider sig sammen for at holde ord inde. Det
kan også være, når man sidder med hånden foran munden, fordi der er nogle ord,
der rigtig gerne vil ud, men som kroppen prøver at holde tilbage.”
4. Dominanssignaler: ”Det kan være stirrende øjne, som
prøver at holde kontrollen, øgning af taletempoet og lydniveauet – eller hvis
der bliver talt ud i én lang strøm uden pauser. Det er alt sammen en måde at
kontrollere rummet på. Rent fysisk kan det også være én, der puster sig op og
stiller sig med armene bredt ud på bordet.”
Om eksperten
Pernille Slot er ekspert i kropssprog med speciale i
ansigtsudtryk. Læs mere på hendes hjemmeside – eller følg hende på Instagram,
hvor hun deler ud af sin viden.
