Sådan aktiverer du børnene, på de lange kørerture

10 tips der aktiverer ungerne på bilferien

Bilferier er vanvittigt populære blandt danskerne. Det er nemt, bekvemt og ferien starter så snart alle sidder fastspændt og bilen triller ud af indkørslen. For os voksne er det især en fryd, at få lov til at se de skiftende landskaber, mens vi nynner med på de hjemmebryggede spillelister eller de lokale tyske radiostationer. Lige så herligt, er det ikke sikkert dine børn oplever de lange ture og derfor kommer der her, et par tips til hvordan du nemt og billigt aktiverer dem, ude på de Europæiske motorveje.

Forberedelse

Først og fremmest handler det hele om forberedelse. Forbered dine unger i god tid på, at I skal køre langt og fortæl, om det med stor begejstring i stemmen. Få det til, at lyde spændende og beret, om nogle af de stop og aktiviteter, I har forberedt til dem undervejs. Googl billeder af nogle af de monumenter eller ting, I kommer til at opleve på turen og lav evt. Et lille rejsedokument, notesbog eller et kort til ungerne, som de får stukket I hånden når I skal afsted. Så kan de selv sidde og holde øje med hvor langt I er og hvad næste punkt på turen er og evt. selv tegne og skrive ting på.

Har man regler for bilturen og stemningen undervejs, så skitser dem inden I forlader indkørslen. Lav et lille sjovt indslag, som i flyet og vis, at det ikke er tilladt at tage selen af, medmindre piloten siger det osv. Lidt humor har aldrig skadet nogen og mest af alt er det vigtigt, at man gør køreturen til en oplevelse i sig selv.

De små tricks, af stor betydning

De sædvanlige gode tricks med malebøger, bøger og legetøj holder altid. Pak en taske til hver af børnene - få dem evt. til at hjælpe selv, med at pakke tasken med ting der kan aktivere dem. En mulighed er også at tage dem med i brugsen, for at indkøbe malebogen eller lidt legetøj specifikt til turen. De gode gamle kørelege er også en mulighed. Kig efter nummerplader, kig efter bilfarver, find på sjove historier mm. Lydbøger er også en fantastisk opfindelse og legetøjskataloger kan være vældig spændende, for de fleste børn at kigge og sætte kryds i undervejs. Andre små remedier, der kan redde en skrigetur er, sæbebobler, piberensere, balloner og lommelygter.

Et helt andet trick, som min veninde fra Australien for nyligt gav mig, var at indkøbe små gaver inden turen. Pak dem ind og fiskes de frem, når stemningen undervejs bliver lidt trykket. Gaver gør altid alting mere spændende og den tid det tager, for ungerne at pakke gaverne op og derefter aktivere sig selv med de nye gaver, kan være et kærkomment break, til de trætte forældre på forsædet.

Elektronik & Snacks

Så lever vi jo ellers i en tid, hvor tablets og smartphones, kan aktivere mange børn i MANGE timer. Køb nye spændende apps inden turen, så der er nye spil og film klar til de lange strækninger. Har dine børn tendens til at blive køresyge, så hold dog lidt igen med elektronikken. Et godt trick mod køresyge er, at købe en holder til nakkestøtten, så ungerne ikke sidder med tabletten oppe i ansigtet konstant. Reglen om, at man kun må bruge elektronik på motorvejen er også god, da man så mindsker risikoen for køresyge, uden opbremsninger, lyskryds og sving undervejs.

Angående snacks, så lad være med at forsyn alle lommer, sprækker og smårum, med sukkerfyldte goder og lækkerier. Et blodsukker der ryger op og ned i ti timer, er ikke med til at gavne nogens humør. Køb nogle sundere alternativer og moderer indtaget af sukker, juice og sodavand. Det er sommer - køb nogle lækre bær, ærter og nødder og fyld køletasken med små bøtter skyr eller yoghurt, som er lavt på sukkerindhold. Det behøver slet ikke være kedelige snacks, der er masser af alternativer til kaloriebomberne, som heller ikke gavner den krop, forældrene har knoklet for at gøre strandklar de sidste 8 uger.

Kedsomhed og panodiler

Sidste men ikke mindst, skal man heller ikke glemme hvor vigtigt det er, at ungerne får lov til, at stene lidt og kede sig. Hvis humøret er fint og der er ro på tropperne, så lad dem endelig bare sidde og nye udsigten og koble lidt af. Der behøver ikke være snacks og legesager fremme hele tiden. Lidt kedsomhed gavner kreativiteten mere end vi aner og selv børn har brug for at stresse af.

Til de voksne vil jeg bare sige rigtig god køretur og husk, at have vådservietter, en skraldepose og et lille lægekit med panodiler, plaster og køkkenrule tilgængeligt. Har man meget små børn, så kan det være en idé, at køre hjemmefra om aftenen, når de skal sove, så er man fremme næste morgen, når de vågner. Hvis der sker uheld i bilen af den ene eller den anden art og der kommer pletter på sæderne - så husk, at en blanding af sæbespåner og varmt vand, kan fjerne stort set alt ;) Rigtig god tur!

SE OGSÅ: Ferieunderholdning for dit barn på Andeby.dk.

10 Tips til hvordan du aktiverer børnene på bilturen

  1. Forbered ungerne i god tid og snak meget positivt om køreturen - få det til, at lyde som en fed og spændende oplevelse i sig selv.
  2. Lav et rejsedokument eller en bog med billeder af ting I skal opleve på turen, så børnene kan holde øje og følge med og evt. selv tegne og klistre ting i bogen undervejs. 
  3. Hav sæbebobler, balloner, piberensere og malebøger klar.
  4. Køb små gaver til turen, som du pakker ind. Disse kan findes frem og pakkes ud, når lydniveauet bliver ubærligt.
  5. Provianter iPad/iPhone med nye spændende apps, film og lydbøger til turen.
  6. Helgarder dig mod køresyge ved, at lave regler om brugen af elektronik og bøger undervejs.
  7. Køb sunde snacks til turen og minimer børnenes sukkerindtag undervejs, så blodsukkeret ikke ryger op og ned hele tiden.
  8. Giv plads til kedsomhed og husk, at ungerne ikke behøver aktivering hele tiden, hvis stemningen er god.
  9. Er ungerne små, så kør om natten, så de kan sove undervejs og så er man fremme næste morgen. 
  10. Husk at pakke skraldeposer, vådservietter og en lille lægetaske, til hvis alt skulle gå galt.

LÆS OGSÅ: På ferie med den sammenbragte familie

LÆS OGSÅ: 10 tips til at overleve ulvetimen

LÆS OGSÅ: 5 sætninger, du ikke skal sige til ungerne

Fakta

Ann-Alicia Thunbo Ilskov er blogger og medforfatter til bestsellerbogen "Hold da helt hus" fra 2012. Bogen er fyldt med gode og lette tips til, hvordan man får en nemmere og renere hverdag.

Ann-Alicia har været husholdningsekspert på Go' Morgen Danmark og har bidraget med sin viden i mange blade, aviser, radio- og TV-programmer. Ann-Alicia har tidligere læst almene studier i USA, har rejst meget og har arbejdet fem år i Kongehuset, som både barnepige og husholderske.

Hun er Bachelor i Medievidenskab fra Syddansk Universitet og bor et kvarter syd for Odense.

Hendes store interesser er madlavning, motion, blogging og film. Ann-Alicia er 29 år, gift på sjette år og er mor til Conrad på 4 år og Ingrid på 1 år.

Følg Ann-Alicia på bloggen: Husmoderen.dk

Klummerne er et udtryk for skribentens egen holdning.