Sådan blev jeg bedre til at tilgive mig selv

Af Ea Ørum

Da jeg var i begyndelsen af 20'erne, var jeg fuldstændig ligeglad med, hvad andre mennesker tænkte. Jeg lavede fx et lydsite, onanea.dk, hvor jeg læste fortællinger højt, som folk kunne onanere til. Dengang syntes jeg, der var brug for sexede fortællinger, som brød med porno-stereotyper. Jeg tænkte ikke videre over, hvad folk ville tænke om hverken mig eller projektet. Jeg var sgu ligeglad. Jeg syntes bare, der var et vigtigt mål. Så blev jeg kontaktet af et par medicinalselskaber, der sælger sådan noget potenshalløj. De ville gerne annoncere på onanea.dk. Jeg sagde nej. Det føltes som et skråplan. Og stik imod hensigten. Jeg følte mig en smule misforstået. Jeg lagde onanea på hylden, og jeg begyndte så småt at forestille mig, hvad andre mennesker tænkte om noget, før jeg gjorde det. Jeg lagde beslag på mig selv.

LÆS OGSÅ: Ea Ørum: Det har jeg lært af mine ekskærester

Just don't. Det bliver et trist liv. Hvem lever vi for?

Fra frygtløs til frisind

At have store stirrende øjne på, hvad andre mennesker mon vil tænke, er en temmelig stressende opgave. Og håbløs. Først og fremmest fordi mennesker tænker enormt forskelligt. Bl.a. verdenshistorien viser, at mennesker som samlet gruppe er umulig at tilfredsstille. Mennesker har også en bullshit-detektor. Alene at vide det, gør de fleste småangste. Hvem vil falde igennem som kalkulerende? Jeg holdt op med at være på fx Facebook i halvandet år. Så havde jeg ikke den kanal at bekymre mig om. Jeg blev flov over bl.a. lidt for festlige og afklædte billeder. Ikke fordi det var afgørende for lukningen af Facebook, men fordi holdningerne kom fra en, som jeg slet ikke vidste kendte til mig, husker jeg tydeligt et cafémøde, der kom til at handle om, at en vens nye kæreste havde været inde på min profil og kigge billeder. Han fortalte, at hun syntes, jeg så billig ud. Jeg jokede med, at jeg kommer fra Istedgade. Der var lidt bikini-billder fra Rio og lidt sager fra nogle vildt festlige nætter på Roskilde Festivalen (især 2008 var et godt år). Andres meninger blev åbenbart afgørende, for jeg lukkede døren til Facebook.

Fuck nu hvad andre tænker!

Der kommer jeg aldrig hen igen - måske fordi mine frontallapper er blevet for effektive?! Men jeg har fundet en vej, som er god til mig. Jeg er blevet 100 % stærk i at tilgive mig selv, og derfor tør jeg i højere grad igen gøre, som det passer mig. Det krævede en beslutning. Beslutningen var nødvendig. Jeg følte, jeg havde en spændetrøje på. At tilgive mig selv mærker jeg er at være tålmodig med mig selv - og kærlig. Her taler jeg ikke om at købe en liflig hvidvin, en god bog, en billet til Bali, en bøf eller 14 lækre drinks, men oprigtigt at kunne sige: Du fejlede fælt, men det er glemt om lidt. Fuck hvor var du ikke god til at bruge dit potentiale lige der. Overhovedet. Det er som at have en chef, som siger, at det er ok at fejle - bare du gør dit bedste.

Jeg ved, at jeg næsten altid tager fejl. I det mindste i det store perspektiv. I ved, jorden var flad, så var den rund, så var der nogle, som blev sure og slog ihjel. Alle laver fejl. I det store perspektiv er vores hverdagståbeligheder og åndssvage indfald virkelig bittesmå. At tilgive mig selv har fået mine skuldre ned. Det der ordsprog med højt at flyve, dybt at falde – det bekymrer mig ikke. Jeg tror simpelthen ikke på, at braget er værre end ikke at prøve. Jeg fucker med, at vingerne ikke kan bære. At blive bedre til at tilgive mig selv, har gjort mig mindre hæmmet. Helt ærligt: Jeg tør igen lidt mere, fordi jeg øver mig i at tilgive mig selv.