Sådan søger du nyt job, når du er i job
Hvordan skifterjeg job, nårjeg er i job.... Altså hvis jeg ikke bare vilsøgedestillinger,derbliver slået op?
... sådan skrev en af karriereklummens læsere til mig. Det er ikke helt enkelt at takle, hvordan man bedst griber det an at aktivere sit netværk uden at komme på dårlig fod med ens nuværende job. Samtidig kan man ikke undgå at lade andre vide, at man ønsker et nyt job, hvis projektet skal lykkes.
For 60-70 procent af alle job besættes via netværk og ikke jobopslag. I lederstillingerne er dette endnu mere markant end i andre typer job. Så her kommer nogle tip til, hvordan du søger job via dit netværk.
Find først ud af hvad du vil
Sæt dig først med papir og blyant eller computeren og tænke igennem, hvilket job du ønsker dig.
Tænk på, hvornår du gør det virkelig godt. I hvilke situationer – både i dit private liv og i dit arbejdsliv? Hvilke venner/kolleger er omkring dig, når det sker? Er det f.eks. når der er travlest at du er bedst eller er det, når der er mere ro omkring dig?
Alt tæller – det kan være at du er god til at argumentere, du er god til at dække bord og lave mad. Det kan være du er super god til at bruge excel eller du er en rigtig dygtig leder, fordi du er god til at få folk med.
Skriv gerne situationerne ned, og se på, det billede af, det viser – nemlig hvor du er bedst og har dine styrker. Og på grundlag af dine overvejelser og tanker – beslut:
Hvilke opgaver, skal jobbet indeholde?
Hvor langt fra dit hjem må det ligge?
Skal det være fuld tid eller deltid?
Har du krav, når det gælder arbejdstider?
Lav en liste over dit netværk og aktiver det
Skriv ned, hvem du kender i kategorier:
På arbejdet
Naboer
Forældre i børnenes klasser
Familie
Venner
Prioriter netværkslisten i forhold til, hvem du vil besøge først og hvad I skal tale om. Derefter skal du prioritere dem i forhold til, hvordan de kan hjælpe dig.
Det kan være at en del af dem sidder i samme type job, som du godt kunne tænke dig. Det er en kategori. Derudover sidder nogen af dem måske i de virksomheder, som du kunne tænke dig. Det er en anden kategori. Der kan også være en kategori med dem, som bare kunne være gode at tale med, fordi de vil give dig god sparring på, hvad de synes du skal – det er også en kategori.
Du kategoriserer selv – så det passer dig. Og ud fra det skal du lave en plan, hvor du arrangerer at komme til at tale med de pågældende. Jeg taler med en del ledere, som lige nu er uden arbejde. For dem er det ikke usædvanligt, at skulle gennemføre over 100 møder, før de lykkes med at finde et job. Sådan er det selvfølgelig ikke indenfor alle jobtyper, men det er blot for at skitsere, hvor meget arbejde et jobskifte kan kræve.
Lav en plan for, hvad du vil tale med dine kontakter om
Når du skal i gang med netværksmøderne, så lav en plan for, hvad du vil tale med de enkelte om. F.eks.:
Hvad er målet med samtalen? Hvilke spørgsmål, har du fået svar på, når du går ud af døren?
Hvorfor tager du kontakt med netop denne person? Hvad skal han/hun hjælpe dig med?
Hvornår og hvor lang tid skal samtalen være?
Netværksmøder er ikke bare en løs samtale. Det er en samtale, hvor du går målrettet efter input, som kan hjælpe dig tættere på dit nye job.
Du kan kontakte dine netværkskontakter, som du ønsker det. Både telefonen og en mail virker. Husk at være tydelig på, hvad du ønsker at personen skal hjælpe dig med allerede ved første henvendelse.
Du skal også sige, hvis det er fortroligt, at du henvender dig. Og det skal du selvfølgelig understrege, hvis du stadig sidder i dit gamle job.
Det gør du til selve netværks-samtalen
Husk konteksten – som jeg også omtalte i min klumme om den gode lønsamtale. Sæt dig op til netværkssamtalen, og sørg for at komme godt ud af døren, når du går hjemmefra. Det kan være du skal holde mødet hjemme ved køkkenbordet. Så sørg for, at børnene ved, at de ikke skal forstyrre, og at I har ro til samtalen. Det er en målrettet og vigtig samtale.
Når du har fået de vigtigste ting at vide, som du har planlagt, kan I sagtens tale om løst og fast og gøre det mere hyggeligt. Men sørg for at holde tråden i starten af samtalen.
Sidst men ikke mindst - tal med din chef
Kan man virkelig tillade sig at tale med andre om nyt job, når man stadig sidder i sit gamle job. JA DET KAN MAN GODT.
Det vigtigste for alle arbejdspladser er, at man har de dygtigste medarbejdere. Derfor bør man som arbejdsplads og chef altid kunne rumme, at medarbejderne søger nye udfordringer – hvor surt det end må være. Men sådan er det. Medarbejderne skal have lov at udvikle sig, og det giver også arbejdspladsen en mulighed for noget nyt, når der skal sluses en ny ind.
Som medarbejder, som er i gang med at søge nyt, skal man altid være super loyal overfor sin arbejdsplads og sin chef. Man skal altså passe sit arbejde 100 pct. lige så godt, selvom man begynder at tænke på noget nyt. Man kan også godt informere sin chef, om, hvad man har i gang, hvis man har et godt forhold til vedkommende, og vedkommende kan rumme det i forhold til arbejdet.
Man skal aldrig fortælle dårligt om sin arbejdsplads eller nuværende chef, når man holder netværksmøder. Det er no-go at bagtale, eller være illoyal overfor sin arbejdsplads – også selvom man er på vej ud.
Har man brug for at nævne noget, må man f.eks. bare nævne, at man ikke har de udviklingsmuligheder man ønsker sig eller noget andet, som relaterer til en selv og ikke arbejdspladsen.
Det tager tid...
Husk – det kan tage tid at finde nyt arbejde. Måske op til et år og nogle gange længere. Så kom i gang, hvis du er ved at løbe tør i det gamle.
Rigtig god fornøjelse.
Hvordan har karriereklummens læsere fået nyt job, mens de var i job? Læs deres beretninger på næste side - og skriv din egen kommentar herunder!
Læserne fortæller: Her er vores bedste råd om at søge nyt job
Tal med chefen
"Du kan vel altid søge diskret, man behøver ikke lave offentlige statusser på hverken LinkedIn eller Facebook eller elsewhere, og så kan man bede om diskret håndtering af henvendelsen. Jeg mener ikke nødvendigvis man bør starte med at fortælle sin chef man søger nye udfordringer, det kommer an på hvad årsagen er til at man søger væk. Det kunne jo også have noget personligt med chefen at gøre. Men er man som udgangspunkt glad for sin chef og arbejdsplads, så vil jeg klart foreslå at man snakker med chefen om hvilke muligheder der er for udvikling i firmaet."
Pas på med jobsamtalerne
"Kontakt netværk (dvs. dem man kan stole på) for en uformel snak om tips/ideer/muligheder. Her spiller Linkedin også en meget vigtig rolle. Kontakt relevante headhunters og lade dem vide, at du er i markedet. De kender gamet og er meget diskrete.
Det kan være en udfordring at søge et sted, hvor man måske har et samarbejde via sit job. Her ville jeg selv være bange for, at min chef fik det at vide, og ville være meget tilbageholdene. Ville nærmere stikke følerne forsigtigt ud, hvis det var et job, som jeg virkelig gerne ville have, uden direkte at søge det.
Det vil jogså altid være svært at gå til jobsamtale. Går man til samtale et sted, og medarbejdere genkender en, så løber rygterne. Derfor vil samtaler også ofte finde sted i det skjulte (dvs. ikke på selve arbejdsstedet). Personligt ville jeg ikke være åben omkring at jeg søgte videre over for min nuværende arbejdsgiver. Det ville være for farligt, da man risikerer fyring eller at blive sat i en bås, hvor de ikke længere satser på en. Men det er fint at tale med sin chef om, at man har brug for udvikling/udfordringer, hvis man viser, at man stadig gerne vil virksomheden."
Sådan sprang jeg ud som selvstændig
"Jeg havde længe overvejet at springe ud som selvstændig, men i den anden ende trak mit gode konsulentjob med søde kolleger, fleksible arbejdstider og en indkomst, der tillod selvforkælelse. Det var dog så som så med udfordringerne, og jeg begyndte at kede mig og blive rastløs. I det stille begyndte jeg derfor at læse om iværksætteri, studere debatten på Amino, lave en forretningsplan, udvide mit netværk på LinkedIn og opsøge personer, der kunne give mig inspiration og motivation til at tage springet.
Og så sparrede jeg op og skød hele tiden min ferie, så jeg i stedet kunne få feriepengene med ud i hånden, hvis jeg valgte at tage chancen. Efter et halv års overvejelser endte med at sige mit job op og få min tidligere arbejdsplads som første kunde. I dag er jeg udfordret både fagligt og økonomisk, men jeg fortryder ikke. Læringskurven har været super stejl, energien er i top og ønsket om at skabe og drive eget arbejde er gået i opfyldelse. Mit råd til andre, der går med samme tanker er at lave et selvtjek på følgende parametre: risikovillighed, opsparing/sikkerhedsnet, ambitioner, vilje, stædighed, disciplin, udadvendthed, selvtillid, netværk og erfaring".
Vær diskret men åben om at skifte job
"Jeg begyndte i det små at opgradere min Linkedin-konto med foto og med nogle af de kvalifikationer, jeg aldrig havde fået taget mig sammen til at tilføje. Blandt familie og venner har jeg ikke det helt store relevante netværk at trække på i forhold til min branche, så det var i højere grad samarbejdspartnere og mit professionelle netværk, som jeg lod vide, at jeg var interesseret i at skifte uden at sige det direkte. Det var mere noget med at give indtryk af, hvor interessant jeg synes, den pågældende virksomhed de arbejdede i var.
Min oplevelse var, at folk har stor forståelse for at man kan ønske nye udfordringer, nogle spurgte direkte til det og forsikrede, at de nok skulle være diskrete, når de spurgte sig for. Da der opstod en jobåbning et sted, fik jeg et tip om det og blev forberedt på, hvad de ønskede og hvad der ville være godt at lægge vægt på i ansøgningen, så det endte med at jeg fik jobbet".
Blev tippet om job
"Jeg var rigtig glad for mit gamle job, hvor jeg nærmede mig et 10-års jubilæum. Jeg vidste dog at mine fremtidige arbejdsopgaver ville ændre karakter i en mere kedelig retning som følge af domstolsreformen. Derfor blev jeg også fristet til at sende en ansøgning af sted, da en veninde fortalte mig om, at de i hendes firma netop havde slået en stilling op, som hun mente var noget for mig. Jeg kikkede nærmere på firmaet og stillingsbeskrivelsen, og selv om det var en helt anden type job end det jeg bestræd, søgte jeg stillingen.
Da det var mit første møde med det private erhvervsliv havde jeg ingen forhåbninger om at blive kaldt til samtale, men det blev jeg. Samtalen var noget anderledes end det jeg havde prøvet som færdiguddannet kontorelev. Jeg følte mig derfor noget rusten og lidt ilde til mode, men havde jo ikke noget at miste, da jeg var glad for mit arbejde. Derfor var overraskelsen også ekstra stor, da jeg blev ringet op dagen efter og havde fået jobbet. Nu har jeg været ansat der i seks år og er meget glad for både job og kollegaer. Man kan sige det har været en god blanding af netværk, tilfældigheder og nysgerrighed, der fik mig videre i mit jobliv."