
DSB har fået en samtalekupe - galt eller genialt?
På B-linjen mod Høje Tåstrup havde jeg personlige samtaler med fremmede mennesker, og det var virkelig fedt. Initiativtagerne bag håber på, at vi i fremtiden vil blive bedre til at snakke med hinanden i det offentlige rum.
“Næste linje B mod Høje Taastrup har en samtalekupe. Her opfordrer vi til at løfte blikket og tale sammen. God tur,” brummer en stemme ud af højtalerne, imens et rødt s-tog tøffer ind på perronen.
Jeg står i den bidende kulde på Ryparken Station og venter på et helt særligt tog, DSB har lanceret i dag.
En kvinde foran mig skynder sig ind, imens en bippende lyd fra togdørene minder om, at det er sidste udkald, hvis man skal nå med. Hun sætter kursen mod kupeen foran sig, men vender så pludselig om på hælen og går den modsatte vej.
”Det skal jeg ikke bede om,” siger hun grinende til passagererne omkring hende, da hun opdager, hvad der står på glasruderbe.
Samtalekupeen står der med store bogstaver. Kvinden passerer mig, og jeg træder ind i en summen af stemmer og lavmælt snak i det ellers forstummede tog.
”Jeg skal af nu! Tak for snakken.”
”Er du lige kommet på?”
”Jeg havde set det på sociale medier og synes, det lød spændende.”
”Har du lyst til at snakke med mig?”
Det sidste spørgsmål får jeg fra en kvinde, der også er steget ombord for at se, hvad den særlige samtalekupe er for noget. Olga Bastian, hedder hun, og hun elsker at have dybe samtaler.
”Jeg snakker tit med andre om, hvad der gør en samtale god. Hvad er det, der gør, at man glemmer tid og sted, glemmer at være enige eller uenige, men bare skaber noget nyt sammen,” forklarer hun mig.
Hun tager fat i en bunke kort, som ligger spredt ud over sæderne i kupeen. Små ’ice-breaker’-spørgsmål er skrevet på hver kort, og hænger også rundt omkring på kupeens vinduer.
Har du nemt ved at tilgive?, står der. Olga og jeg kommer frem til, at der må være flere niveauer af tilgivelse – at man både kan give slip, tilgive og komme videre. Og at den, der får mest ud af tilgivelsen er dig selv.
Har du travlt?, står der på et andet kort. Olga Bastian har ikke så travlt for tiden, og det stresser hende egentlig lidt. Hun kan ikke lide at have for travlt, men heller ikke have alt for meget fritid. Jeg nikker genkendende til, at jeg også har det bedst et sted midt i mellem.
Det er egentlig ret nyt for os begge at have sådan en samtale med en fremmed i et s-tog.
”Jeg har ikke lyst til at overskride andres grænse ved at starte en samtale. Men hvis der altid var sådan en kupe her, ville det mere være en invitation til, at herinde må man gerne tale sammen. For man skal jo også respektere, at der er nogen, der bare har lyst til at sidde i fred,” siger Olga Bastian.
Selvom Olga Bastian synes, at samtalekupeen er et spændende og vigtigt initiativ, ville hun ikke altid vælge den på hendes togrejser.
På en lang togtur, hvor hun havde tiden til det, ville hun elske en samtalekupe, men når hun bare lige skal til eller fra arbejde, har travlt eller skal nå noget arbejde på turen, ville Olga Bastian nok springe den over.
Det samme har Bibi Palmelund gjort i dag. Hun sidder i en almindelig kupe i toget, hvor jeg bevæger mig ud for at høre, hvad resten af togets passagerer synes om initiativet. Bibi Palmelund synes, samtalekupeen er en god idé for dem, der har brug for det, men det er ikke lige noget for hende:
”Jeg snakker så meget allerede. Både på arbejde, til træning og når jeg kommer hjem. Jeg har bare brug for at sidde her og zone lidt ud, inden jeg skal videre,” siger hun.
Mødes på tværs
Tilbage i samtalekupeen møder jeg tre kvinder, der er på tur sammen. De er datter, mor og mormor.
”Vi er taget på udflugt for at se, hvad det her samtalekupe er for noget. Det her spørgsmål er jeg ret vild med,” siger trioens yngste medlem, Emilie Reymann, og hiver et samtalekort frem:
”Hvad bør alle gøre mindst én gang? Hvad synes du?” spørger hun mig.

Jeg fortæller de tre kvinder, at jeg lige er kommet tilbage fra Australien, og at jeg synes, alle burde prøve at bo i udlandet på et tidspunkt. Emilie Reymann stemmer i. På den måde lærer man at se på Danmark og danske værdier med et andet blik – og opdage, at det er ret almindeligt at snakke med fremmede i andre lande, siger hun.
”Altså min mormor er ekspert. Jeg plejer at sige, at du ikke kan tage bussen uden at kende navnet på mindst tre,” siger Emilie Reymann til sin mormor.
”Min mormor har praktiseret det i mange år, men det er jo bare ikke så almindeligt, som jeg godt kunne tænke mig, at det var.”
Emilies mormor, Gagny Leth Nielsen, på 87, oplever tit at danskerne sidder med deres telefon, når de kører i bus eller tog.
”Det er utroligt, at det skal være sådan. Der var ikke mange, der havde telefoner, da jeg var barn. Dengang snakkede man mere sammen. Det er da lidt irriterende med de telefoner, men man skal jo også sende meddelelser til hinanden,” siger Gagny Leth Nielsen.
”Vi skal blive bedre til at turde,” tilføjer Emilie Reymann. ”Turde engagere os i hinanden.”
Indgroede vaner
Samtalekortene er egentlig dem, der startede det hele for Katja Bamberger Bro, der står bag samtalekupeen. Hun har skabt dem for at give folk en digital pause, hvor de kan have nærværende samtaler.
”Det er jo en måde at bekæmpe ensomhed på, og det øger trivslen det her med at have samtaler. Min drøm er, at ældre mennesker, børn og alle generationer på tværs mødes.”
Katja Bamberger Bro pitchede idéen om en samtalekupe til DSB allerede for et år siden, men dengang kunne de ikke helt se, hvordan det skulle give mening.
Men flere ting faldt i hak, da P3-lytteren Maria Helgstrand for nylig ringede ind til Drømmeholdet og havde samme ønske om en togkupe til samtale og menneskelig kontakt uden skærme. Den greb Katja Bamberger Bro hurtigt, og efter DSB for kort tid siden også havde succes med det såkaldte Techno-tog - et s-tog der blev omdannet til et tætpakket dansegulv med Rune Rask som tog-DJ - var de med på den denne gang.
Betænkningstiden er også et ret godt billede på, at der er nogle indgroede vaner hos os danskere, som tager tid at ændre, siger jeg til Katja Bamberger Bro. Hun nikker og siger, at tiltag som dette netop kan afhjælpe danskernes introverte vaner.
”Det handler om at få skabt et rum, hvor der er plads til at stille spørgsmål. Det, der giver mening i forhold til samtalekortene eller spørgsmålene på ruderne er, at der bliver skabt et rum. Så er spørgsmålene allerede blevet stillet, og man skal ikke være ’den der mærkelige’, der bryder stilheden,” siger Katja Bamberger Bro.
Vores sociale egenskaber er en muskel, der skal trænes, siger hun til mig og uddyber, at det bliver mere og mere sjældent, fordi vi glemmer at træne den egenskab, når vi forsvinder ind i vores skærme.

”Husk at tage dine ejendele med dig, når du forlader toget. Remember your belongings, when you leave the train,” lyder det fra højtaleren.
Toget er nået Hovedbanegården, og Emilie Reymann stiger af med sin mor og mormor. Hun håber på, at initiativet vil vare ved i en periode, men at det på sigt bliver noget, man bare gør.
Jeg siger farvel, og mit blik følger dem, da de forlader toget.
Ude på perronen er de bøjede nakker og lysende skærme igen at finde. Ingen blikke mødes, og der er god afstand mellem menneskene på bænkene.
”Samtalekupe, det lyder mærkeligt,” udbryder en bag mig og fortsætter, ”det håber jeg ikke, der er i alle togene.”
Samtalekupeen er et initiativ faciliteret af Katja Bamberger Bro, Marie Helgstrand og DSB. Kupeen findes i DSB’s B-linje mellem Farum og Høje Tåstrup igen i morgen, onsdag d. 19 marts 2025 fra kl. 9-14.