Rikke var tæt på at opgive venskabet - men så ringede Thomas til hende
Thomas og jeg var kun i begyndelsen af 50’erne, alligevel snakkede han konstant om død og sygdom. Jeg var træt af det og tæt på at opgive vores venskab, da han en dag pludselig ringede.
Denne beretning er baseret på en virkelig historie med en anonym hovedperson. Derfor er navnene Rikke og Thomas opdigtet. Der er ikke tale om et klassisk journalistisk interview, men en fortælling bearbejdet af en journalist.
Vi havde knapt sat os med kaffen, før Thomas, min ven gennem 25 år, vendte mundvigene nedad.
En fælles meget perifer bekendt var for nylig blevet opereret for en kræfttumor, som havde vist sig at være godartet.
Desværre havde operationen efterladt ham med en række negative bivirkninger, vidste Thomas, og han tænkte nu på, hvor uretfærdigt, det var. Han kastede sig ud i en længere svada om det forfærdelige liv, der nu lå foran den opererede.
Jeg skyndte mig at sige, at selvom bivirkningerne lød trælse, så var det da en utroligt positiv nyhed, at lægerne ikke havde fundet spor af kræft. "Skulle vi ikke hellere hæfte os ved det?" spurgte jeg.
Det var ikke fordi, jeg ikke følte med den tumorramte mand. Jeg havde blot bemærket en tendens hos Thomas i løbet af det seneste år: Emner som sygdom og død fyldte utrolig meget hos ham, og det var derfor blevet tiltagende deprimerende at mødes med ham.
Vi var begge i starten af 50’erne, men det var, som om Thomas var rykket langt ind i alderdommen før tid.
Jeg kunne ikke holde den tunge stemning ud, og følte efterhånden at jeg kom på overarbejde, hver gang vi var sammen.
Jeg fik da også drejet emnet ind på Thomas’ hund, en sød cockerspaniel, men det varede ikke længe, før Thomas nævnte, at han ikke længere kunne gå særlig langt med hunden, før han blev forpustet, og derfra kom han videre til at tale om sit immunforsvar, som han følte var for nedadgående.
Jeg sukkede og foreslog en mængde kosttilskud, han kunne tage for at komme ovenpå igen, mens jeg forsøgte at undertrykke min egen utålmodighed med endnu en af Thomas’ enetaler om dårligdom.
Jeg indskød ud af det blå, om han havde set en ny norsk komedieserie på tv?
Thomas rystede på hovedet og var tavs i længere tid. Da jeg ville bryde tavsheden, kom han mig i forkøbet og sagde, at han nok var i trist humør, fordi han dagen inden havde hørt, at en af hans tidligere kvindelige kolleger havde fået diagnosticeret brystkræft.
Annonse
Det var svært for mig at sige noget til, selvom det var en person, Thomas ikke havde haft kontakt med i over 10 år.
Da Thomas var gået, følte jeg mig lettet, og det ærgrede mig, for det var ikke sådan, jeg burde føle, når en god ven gik, men Thomas var blevet tung at danse med. Selv følte jeg mig frisk og aktiv, og selvom overgangsalderen havde gjort sit indtog, ville jeg helst fokusere på det positive ved livet.
Jeg vidste derfor ikke, hvad jeg skulle gøre med vores venskab.
Næste gang, vi så hinanden, var jeg tæt på at gå ud af mit gode skind. Thomas og jeg gik i biografen, men efter filmen talte Thomas kun om to venner, vi havde mistet i løbet af de senere år.
Han gik minutiøst op i deres sygdomsforløb og talte længe om det savn, han følte. Jeg prøvede på at indskyde nogle sjove kommentarer om filmen, vi havde set, men lige lidt hjalp det. Jeg endte med at vrisse af ham.
"Kunne vi dog ikke for en gangs skyld tale om noget sjovere end sygdom og død?" spurgte jeg. Thomas så såret ud, og vi gik tidligere hvert til sit, end vi plejede.
Da Thomas næste dag ringede til mig, følte jeg en tyngde i hele min krop, da jeg så hans navn på displayet, men jeg endte med at blive meget overrasket over, hvad han ville. Thomas startede med at sige, at han havde ærgret sig over vores samtale aftenen før.
Jeg troede et øjeblik, at han ville undskylde, at han havde hængt med hovedet, men hans ærinde var et helt andet. Han syntes, at jeg havde været irriterende. Jeg var ikke åben over for at lytte til ham, og han syntes, at min insisteren på at se det positive i alt virkede, ja, ufølsomt.
Han følte sig affejet og var ærlig talt ked af det over min kommentar om at tale om noget ”sjovere end sygdom og død”. Vi var i en alder nu, sagde han, hvor sygdom og, ja, døden ville blive mere og mere present. Det syntes han, at vi skulle kunne tale om i stedet for kun at skøjte på overfladen.
Jeg var målløs til at starte med. Jeg var også umiddelbart fornærmet over, at han hentydede, at jeg var overfladisk.
Men efter et par skarpe kommentarer frem og tilbage imellem os, endte vi med en god snak, hvor vi begge gav os. Jeg måtte jo indrømme, at jeg var lettere berøringsangst, når det kom til de tunge emner i livet, og jeg lovede at være mere åben for at tale om f.eks. de venner, vi havde mistet.
Så længe vi ikke skulle tale om død og sygdom hele tiden. Det sidste gav Thomas mig modvilligt ret i, og vi nåede et kompromis, hvor der kunne være plads til os begge.
Min største udfordring ved vores kompromis, var det ubehag, jeg instinktivt følte, når vi fremover talte om sygdom eller død. Til min egen overraskelse er det dog aftaget med tiden. Det har faktisk vist sig at være meningsfyldt for mig at bekæmpe mit ubehag og være mere åben overfor de alvorlige sider af livet.
Samtidig klæder det Thomas ikke konstant at have begravelsesminen på. Vigtigst af alt har det været, at Thomas og jeg fik sat sejl på vores venskab igen. For uanset hvad fremtiden byder på fra nu af for os og vores helbred, er det vigtigt for mig, at vi bibeholder vores venskab.
Annonse
Venskaber skal nemlig plejes, selvom man forandrer sig med alderen. Det lærte Thomas’ ærlighed mig.
Skriv til Vibeke Dorph
Sådan foregår det: Alle Hjemmets læserberetninger er autentiske og baseret på henvendelser fra jer læsere.
De fleste af beretningerne er skrevet på baggrund af interviews foretaget af en af Hjemmets journalister, der derefter bearbejder historierne til bladet.
Fordi der oftest er tale om endog meget personlige og ofte svære historier, fremstår alle medvirkende anonymt og med sløret identitet, men alle navne er redaktionen bekendt.
Har du selv lyst til at fortælle din historie, er du velkommen til at kontakte mig på mail vibeked@hjemmet.dk.
