Se hvordan Signe brød tabu om ensomhed: "Folk var meget rummelige omkring det"

– I november sidste år valgte jeg en aften at skrive ud Facebook, at jeg følte mig ensom. Min mand var ikke hjemme, men vores børn var hjemme, så jeg var ikke alene. Alligevel følte jeg mig bare ensom. Og jeg tænkte, hvis jeg skulle forsøge at gøre noget ved det, kunne jeg jo starte med at gøre det lidt mindre ensomt ved at italesætte det. Følelsen af ensomhed kommer over mig fem til ti gange om året, tror jeg, og den bliver hos mig noget tid. Lidt som en influenza. Jeg mærkede ensomheden første gang, da jeg som 19-årig blev gift og flyttede til Australien. Det var ikke noget godt ægteskab for mig, og især det første år følte jeg mig meget ensom.

– Når jeg er i selskab med andre mennesker og fortæller, at jeg somme tider føler mig ensom, bliver det altid forkastet. "Hold nu op, tag dig nu sammen, du kender tusinde mennesker, du bor fedt, har et god job og superseje børn og mand. Alt er godt." Ensomheden bliver forkastet som værende en ikke-ægte følelse, fordi de eksterne ting, der er med til at betegne mig som menneske, ligner et ugeblad. De er jo perfekte. Men ensomhed kan man, efter min mening, ikke henlægge til noget eksternt. Ensomheden er en følelse indeni. Ligesom ked-af-det-hed, glæde eller lykke. Jeg kan føle mig ensom, hvis jeg ikke bliver set som den, jeg er, eller hvis jeg bliver tillagt nogle værdier eller intentioner, som jeg slet ikke har. At jeg kan være så dårlig til at vise, hvem jeg er, at det bliver fuldstændig misforstået, det giver mig en ensomhedsfølelse.

LÆS OGSÅ: Derfor deler vi sårbare ting på Facebook

– Det, der virkelig overraskede mig ved mit opslag på Facebook var, at der var næsten 200, der likede det og mere end 60, der kommenterede det. Jeg tænkte, der er brug for, at der bliver sat fokus på ensomhed, så det kan blive en følelse, der er okay. Det ville jo være ensomhedens største fjende. Som det er i dag, er det stadig en smule tabubelagt og taberagtigt at sige, at man føler sig ensom, og det bliver hurtigt en ond cirkel, for på den måde er ensomheden med til at styrke sig selv. Det hjalp mig at skrive om det på Facebook. Folk var meget rummelige omkring det. Det var ikke noget, jeg gjorde for at få opmærksomhed, og faktisk var det et ret stort skridt for mig. På de sociale medier er alt typisk totalt perfekt, og jeg synes, at det trænger til noget modvægt. Ja, jeg har også et rigtig fint liv, men jeg vil gerne være en slags mønsterbryder ved OGSÅ at skrive om det svære.

– Jeg er et skrivende menneske, og når jeg skriver noget, forstår jeg det bedre. Med opslaget fik jeg anerkendt følelsen, og jeg kunne se på kommentarerne, at mange andre kendte til den. Derfra kunne jeg begynde at arbejde med mig selv og stille spørgsmålet: Hvorfor føler jeg mig ensom? Jeg arbejder stadig på at finde svaret, men jeg har fundet en enorm styrke i min ensomhed. Jeg har ikke lyst til at give slip på den. Jeg vil gerne derhen, hvor den fylder mindre, men jeg synes, den tvinger mig til hele tiden at tage ansvar for, hvem jeg er, hvordan jeg agerer, og hvordan jeg behandler andre mennesker. Ensomheden tvinger mig til selverkendelse og refleksion.

LÆS OGSÅ: Camilla deler sin diagnose på Facebook: "Jeg overvejede ikke, at den største gevinst ville blive for mig selv"

– Der er stor forskel på at være alene og på at være ensom. Man kan godt være alene uden at være ensom. Men man kan også godt være ensom uden at være alene. Jeg har aldrig haft det særligt godt i store forsamlinger, fordi jeg let føler mig ensom sådan nogle steder. Det, synes folk, er vildt mærkeligt, når jeg arbejder med PR. Som barn følte jeg mig til gengæld aldrig ensom. Min far arbejdede for FDB, og vi boede de første ni år af mit liv i en funktionærbolig ved hovedkvarteret, som var et kæmpe område med kontorer og lagerhaller. Der legede jeg med min søster, min bror og min hund. Vi trillede med Europapalle-hjul, byggede ting af gamle træklodser og kørte rundt i hallerne og samlede elastikker. Det var et dejligt liv. Jeg fik nærmest et chok, da jeg kom i børnehaveklasse og mødte alle de andre børn der.

– Da jeg var direktør for Dyreværnet, var jeg nødt til at stille mig offentligt frem, det var en stor del af jobbet, men ellers har jeg aldrig gjort det. I Dyreværnet fik jeg også smækket ensomheden op i ansigtet, for vi hentede dyr fra f.eks. psykisk syge, der ofte var forfærdeligt ensomme. I den sammenhæng er min ensomhed jo en forkælet ensomhed, men det gør den ikke mindre reel. Jeg tror, at hvis folk kunne forstå, at andre føler sig ensomme, så ville der være mindre ensomhed i verden.

LÆS OGSÅ: ”Mange skriver til mig: Hvor må dine forældre være pinlige over dig!”

LÆS OGSÅ: ”Jeg fik åndenød og mærkede et pres i brystet, som om der stod én på min brystkasse”

LÆS OGSÅ: Mette har et skjult handicap, som kun de færreste kan forstå