Sebastian Bull har angst: “Jeg tror, vi mænd er meget mere sårbare, end vi viser”

Midt på køkkengulvet i sin lejlighed ligger Sebastian Bull i fosterstilling. Tårerne triller ned ad hans kinder, og med benene krøllet op under sig forsøger han at kontrollere sin vejrtrækning og hjertes alt for hurtige slag.

Læs også

Anne Kirstine Cramon åbner op: ”Jeg sov med et baseballbat ved siden af min seng”

Ved siden af på gulvet ligger en af hans venner med armene viklet rundt om Sebastians krop. Med rolig stemme forsøger han at fortælle Sebastian, at det hele nok skal gå, og at det bare er et angstanfald. Men lige der føles det mere som om, at det hele snart slutter.

"Jeg kunne ikke forstå, hvorfor min verden pludselig brød sammen. På et kort øjeblik begyndte mit hjerte at galoppere, og jeg troede, jeg skulle dø. Lyset blev skarpt, og jeg følte mig helt konfus. Først ringede jeg til min mor for at fortælle, at jeg ikke havde det godt, og bagefter ringede jeg til min ven og bad ham om at komme. Han lagde sig med det samme ned til mig og holdt om mig, og det var jo et ret ømt øjeblik. At en af mine venner lå i ske med mig og holdt om mig, mens jeg græd."

Når Sebastian Bull mærker, at usikkerheden eller angsten kommer kravlende, rækker han ud til dem, han har tæt inde på livet. Noget, han synes, at andre mænd også skal blive bedre til at gøre.

"Vi mænd skal være bedre til at snakke om vores følelser, for når vi gør det, kan vi også mærke, at gud, vi kan være sårbare sammen. Det er en virkelig stærk dynamik at have. Sårbarhed er den vigtigste power i alle forhold, og det hjælper ikke noget at tro, at man kun er god nok, når man præsterer.

Jeg tror, at vi mænd er meget mere sårbare, end hvad vi giver udtryk for. Jeg synes i hvert fald selv, at det er sindssygt maskulint at turde snakke højt om, hvordan man har det, og også lidt sexet, når en mand kan sige, at han har det svært. Det er vigtigt, at vi får øjnene op for, at en blød mand også kan se ud som mig."

Hvem er Sebastian Bull?

• Model, sanger og skuespiller kendt for film som 'Submarino' og 'Jagten'.
• 28 år.

Overvejede at tage sit liv som barn

Sebastian Bull er vokset op i en af Danmarks rigeste kommuner, Hellerup, på en sidevej til Strandvejen, ned mod vandet. I barndomshjemmet var der altid kærlighed og højt til loftet, men det var dog ikke ensbetydende med, at Sebastian havde det nemt i sin barndom. Tværtimod.

"Jeg følte mig ikke god til noget, da jeg var barn. Min fysiske udvikling var bagud i forhold til de andre drenges, så da de udviklede sig i puberteten, var jeg stadig meget lavere end dem og havde ikke engang hår på benene. Pigerne syntes heller ikke, at jeg var interessant.

Derudover er jeg ordblind og har ADHD, så jeg fik konstant nederlag i undervisningen, og i min fritid havde jeg andre interesser end dem fra min klasse. Der var ikke noget, der spillede for mig, og jeg havde en følelse af at være turist i min egen kommune. Hvor jeg kommer fra, er der gode muligheder for at klare sig godt, og det gjorde jeg bare ikke."

Sebastian Bulls følelse af at være bagud i livet fik også konsekvenser for hans mentale helbred.

"Jeg blev meget depressiv, da jeg var omkring ti år gammel. Det var altødelæggende og varede i halvandet år. Det var mit første møde med rigtigt mørke tanker, og jeg var hele tiden i tvivl om, hvad der var galt med mig. Det blev så slemt, at jeg skreg, når jeg skulle i skole, så det var jeg slet ikke i et halvt år."

I stedet tog han med sin mor op i hendes frisørsalon, hvor han fik lov til at være praktisk og tale med kunderne. Selv om han slap for at gå i skole og startede til psykolog to gange om ugen, fik han det ikke bedre psykisk. Tværtimod voksede tanken om, at han ikke havde lyst til at være her mere. Derfor gik han en dag, med rystende ben, op på øverste etage af deres hus og åbnede et vindue. I en alder af ti år havde han bestemt sig for at hoppe ud og gøre en ende på det hele.

Læs også

Thomas Hwan: "Jeg var overrasket over, at det pludselig var helt okay som mand at græde"

"Jeg ønskede ikke for selv min værste fjende at have det på den måde. Jeg havde virkelig svært ved at være til, og jeg opfattede mig selv som en belastning for mine forældre og dem omkring mig. Jeg kunne ikke se kærligheden i noget længere. Uden helt at kunne sætte ord på, hvad der var galt, så var det bare nemmere ikke at være her, tænkte jeg."

Før Sebastian nåede at gøre alvor af sine tanker, satte højdeskrækken heldigvis en stopper for hans plan, og han endte med ikke at forsøge alligevel. Selvom han var fristet, var der alt for langt ned for den dengang lille dreng. Kort tid efter startede Sebastian til psykiater og fik efterhånden modet tilbage til at komme i skole igen – men stadig med en mørk sky hvilende over sig.

Hungrede efter at passe ind

En dag, da Sebastian Bull spillede fodbold med sine venner, ringede hans mor. Hendes bror havde set i lokalavisen, at der var casting til en ny børnefilm. Sebastian havde det stadig dårligt mentalt, så moderen argumenterede for, at det ville være godt for ham at give skuespillet en chance.

"Jeg tog til casting, men jeg kunne se på de andre drenge, at de var langt mere professionelle end mig, så allerede på forhånd føltes det som et nederlag. Så surprise, jeg fik ikke rollen, men to uger senere ringede min mors telefon.

Det var børnecasteren fra Zentropa, som fortalte, at Thomas Vinterberg gerne ville se mig til en casting på hans nye film. Min mor var helt oppe at køre og sagde til min far, ”Bo, Bo, Thomas Vinterberg vil se vores søn!”. Min reaktion som barn var bare at spørge, hvem fanden Thomas Vinterberg var."

Selvom Sebastian ikke kendte ham dengang, skulle den prisbelønnede instruktør vise sig at blive hans redning. Kort efter startede optagelserne til filmen 'Submarino', og pludselig havde Sebastian Bull fundet noget, han var god til.

"Det var første gang, jeg sådan rigtigt følte mig set. Endelig var der nogen, der kiggede på mig og sagde, at jeg var dygtig. Jeg gik kun i syvende klasse dengang, så efter optagelserne skulle jeg tilbage til hverdagen, hvor jeg stadig var ham den laveste, uden hårvækst, som ikke duede til noget. Det var frustrerende at komme tilbage til virkeligheden igen, for jeg vidste ikke, hvornår jeg ville føle mig set igen. Jeg kan huske, at vi så filmen i klassen, da den udkom, og flere af drengene grinede, da jeg kom på skærmen."

Nogle år senere, da Sebastian Bulls venner valgte at tage på gymnasiet, fulgte han med, selvom han egentlig ikke havde lyst. Og på mange måder var gymnasiet bare en fortsættelse af folkeskolen.

Sebastians vokseværk havde stadig ikke meldt sin ankomst, han blev ikke inkluderet af drengene i klassen, og pigerne var slet ikke interesserede. Da Sebastian ikke var bogligt dygtig, blev han hurtigt gjort til klassens klovn, selvom han egentlig bare havde behov for at blive taget seriøst.

Men en dag ringede Vinterberg igen. Nu ville han gerne have Sebastian med i sin film 'Jagten'.

"Under optagelserne til 'Jagten' blev jeg endnu engang taget alvorligt. Jeg var ikke bare ham, man grinede af, som jeg var til hverdag. Derfor opstod der igen et stort tomrum, da jeg skulle tilbage til gymnasiet, og alt var, som det plejede. Jeg følte, at jeg var slået tilbage til start."

Læs også

2011 blev et vendepunkt for Rosa Lund: ”Jeg er pisseforbandet og rasende over det”

Men ikke lang tid efter kom et vendepunkt i Sebastians liv. Ikke nok med at han havde skiftet klasse og fået det bedre socialt, så voksede han hele otte centimeter hen over en sommerferie. Det resulterede i, at 1.g-pigerne kårede ham som en af de lækreste drenge på gymnasiet, da han kom tilbage fra ferien. Pludselig så folk på Sebastian med helt andre øjne, end han var vant til.

"Hele den transformation er noget, jeg stadig bearbejder i dag. Hele mit liv havde jeg jo kæmpet med tanken om at være god nok, og lige pludselig var jeg interessant. Jeg havde hungret efter den accept, og nu fik jeg den bare. Pigerne tog mig seriøst og syntes, at jeg var sød, og folk sagde, at det var cool, at jeg spillede skuespil. Nogle gange forstår jeg stadig ikke helt, at det er sådan, nogle folk ser mig nu. Jeg er jo stadigvæk den samme lille Sebastian indeni, som ikke ser sig selv som god nok."

Værdi i kraft af præstationer

I 2022 var Sebastian Bull tre måneder i Estland for at indspille en stor Hollywoodfilm, hvor han spiller en af de bærende roller. Når der ikke var optagelser, brugte han meget tid alene med sig selv og sine tanker i sin trailer eller på hotelværelset.

"Jeg har altid kæmpet meget med mit hoved, og når jeg ikke har travlt, skal jeg forholde mig til de svære tanker, der stadig følger mig. Det kan være rigtig hårdt. I Estland havde jeg sindssygt meget tid til at reflektere, og det triggede en masse angst. Generelt når kameraet ruller, og en produktion er i gang, har jeg et godt selvværd og en god selvtillid, fordi jeg klarer mig virkelig godt der. Men når jeg holder pause mellem jobs, har jeg ingen af delene. Så føler jeg mig ikke altid noget værd."

Nogle gange blev presset under optagelserne for stort.

"Flere gange undervejs blev jeg fuldstændig overvældet, og så gik jeg ind på mit hotelværelse og græd. Det er jo den gamle Sebastian fra folkeskolen om igen. Ham, der ikke tror på sig selv. Ham, der stadig ser sig selv som lavere end de andre, og som skal kæmpe for at bevise, at han er nok. Derfor går jeg også altid til mit arbejde med stor taknemmelighed, fordi nogen vil arbejde med mig."

Læs også

Hjalmer efter svær tid: "Jeg har lært, at det er noget af det værste, jeg kan gøre mod mig selv"

Efter et par måneder alene i den estiske trailer fik Sebastian lov til at flyve en af sine bedste venner, Christian, ind fra Danmark. Han havde brug for nogen at tale med, så hans tanker ikke overmandede ham. I den samme uge skulle Sebastian filme en af sine vigtigste scener, så han sov ikke særlig godt om natten, og om morgenen før optagelserne sagde hans krop fra. Mens Sebastian stod under bruseren, knækkede hans ben, og han faldt sammen under det brændende, rindende vand.

"Det blev bare for meget for mig. Jeg vidste, at jeg skulle præstere mit absolut bedste den dag, og pludselig blev jeg ramt af voldsom angst. Det var mig, mig, mig, der skulle være i fokus med over 200 produktionsfolk omkring mig. Mens jeg står under bruseren, råber jeg til min ven, at jeg ikke kan se noget, og at han skal hjælpe mig. Jeg var helt vildt bange, og pludselig sortnede det."

Hans ven løb ind på badeværelset og fandt Sebastian liggende nøgen og hulkende i brusenichen. Han slukkede for vandet, fandt et håndklæde og gik i gang med at tørre Sebastians rystende krop. Bagefter hjalp han ham i tøjet.

"Han kiggede på mig og sagde, at nu gør vi det her sammen. Jeg følte mig helt tom, men jeg vidste, at han havde ret. Angst er jo så irrationelt og voldsomt. Det føles som om, at en mand står med et gevær rettet mod dit hoved, og du kan ikke flygte fra det. Når min angst er værst, kan jeg blive helt blind. Så kan jeg vitterligt ikke se noget som helst."

Da de nåede frem til stedet, hvor optagelserne skulle finde sted, bad Sebastian om at tale med den amerikanske hovedproducer, og da han stod overfor ham, brød han helt sammen.

"Hans reaktion var at omfavne mig og forsikre mig om, at det var helt menneskeligt, det jeg følte, og at det er okay ikke at være på toppen hele tiden. Når jeg bliver mødt af den kærlige reaktion, kan jeg heller ikke lade være med at tænke på, hvor mange år af mit liv jeg har forsøgt at føle mig god nok i andres øjne.

Derfor forsøger jeg også at blive bedre til at skære andres stemmer væk og bare fokusere på mig. Jeg vil gerne finde ud af, hvad jeg gør for min egen skyld og ikke for andres."