Sexchikane udløser millionerstatning til dansk kvinde
En 47-årig kvindelig parkeringsvagt får en erstatning på tre millioner kroner, efter at have været udsat for så grov sexchikane i så lang tid, at hun i dag ikke er i stand til at arbejde.
Det er den største erstatning, der nogensinde er givet i en sag om sexchikane. Den er samtidig en milepæl for fagforbundet FOA, som har ført sagen.
Flirten var indledningsvist uskyldig nok, når kvinden patruljerede med sin mandlige kollega som parkeringsvagter i en provinsby, skriver Politiken.dk.
Men den udviklede sig til upassende berøringer og lumre sms'er på alle tider af døgnet.
- Han blev ved med at fortælle mig, hvor glad han var for mig, og også om natten sendte han mig sms'er. Han forsøgte også at tage på mig, selv om jeg afviste ham, fortæller kvinden, som ikke vil have sit navn frem, til Politiken.dk.
Den ulykkelig sag kan betyde, at medarbejdere i fremtiden kan få en højere erstatning, når det gælder sexchikane, ifølge 3F's næstformand Jane Korzack.
3F har tidligere kritiseret, at den gennemsnitlige erstatning i den type sager ligger på 25.000 kroner, og at den ikke har rykket sig i 20 år.
Der tegner sig nu et flertal i Folketinget for, at erstatningen for sexchikane skal sættes op. Både SF, Dansk Folkeparti, Venstre, Socialdemokraterne, Radikale og Enhedslisten er ifølge Fagbladet 3F enige om, at erstatningen skal hæves, som vi tidligere har skrevet.