Simone Tang mistede sin far til alkoholmisbrug: ’Jeg er ikke vred’

Hun var under et år gammel, da hendes forældre blev skilt. Igennem sin barndom så Simone Tang derfor kun sin far hver anden weekend, når hun besøgte ham sammen med sin søster. Besøgene husker Simone som både gode og dårlige, for hun vidste aldrig, hvad der ventede hende.

I bedste fald var hendes far ovenpå, kærlig og nærværende. Han var social, udadvendt og fyldt til randen med godt humør, og så havde han en helt særlig humor. Til arrangementer var han det sjove samlingspunkt, og derhjemme brugte han timevis på at spille guitar og synge med Simone og hendes søster. Igennem musikken trådte de ind i en fælles, anden verden.

I værste fald lå han mest på sofaen og sov.

I dag ved Simone, som er 34 år, at udsvingene skyldtes alkoholen, men i de første mange år af sit liv forstod hun ikke, hvorfor der var to vidt forskellige scenarier, når hun besøgte faren, som holdt sit misbrug for sig selv.

”Han indtog aldrig alkohol foran mig og min søster. Det foregik i smug. Sikkert fordi han, et eller andet sted, godt vidste, at han havde et problem og måske skammede sig over det.”

Simone husker ikke præcis, hvornår hun fandt ud af, at hendes far havde et alkoholmisbrug, men det var noget, der blev talt om i familien. Desuden var der nogle episoder.

”Vi oplevede nogle gange, at han skiftede karakter, og det gjorde det tydeligt, at der var et problem. Alkoholen påvirkede, hvordan han reagerede overfor andre mennesker, så han for eksempel kunne blive meget vred og udadreagerende. Nogle gange var det små misforståelser, der triggede ham og blev til større skænderier, som ikke var så hensigtsmæssige for os børn at overvære.”

Læs også

Bruger du dette ord, når du møder et menneske i sorg? To kvinder anbefaler, hvad der virker bedst

Syv år uden kontakt

Da Simone blev teenager, stoppede hun med at se sin far, men der var ikke noget stort opgør. Det skete bare, som en langsom reaktion på, at der ikke var nogen bedring hos faren. Og at der var en masse andet, Simone kunne bruge sin tid på.

”Der skete meget i mit liv på det tidspunkt – jeg startede på efterskole og senere i gymnasiet, og der foregik en masse i weekenderne. Som barn var det bestemt for mig, at jeg skulle på besøg hver anden weekend, og nu var der pludselig alt muligt, der konkurrerede med de besøg. Da besøgene i forvejen var udfordrende, var det nemt at vælge dem fra. Og så bildte min far sig nok også bare ind, at vi havde for travlt, og så tog det ene år det andet.”

I syv år havde Simone nærmest ingen kontakt til sin far. Hun levede sit liv, og han levede sit, men da Simone var 22, blev kontakten genoptaget. Det gik det op for både hende og hendes søster, at de gerne ville have faren i deres liv.

”Min søster og jeg ville gerne have den relation, vi nu kunne have, med ham. Der lå måske også en frygt i os for, at han ikke ville blive ved med at være her, fordi han levede, som han gjorde,” siger hun.

Simone husker genforeningen med faren som både skøn og skræmmende. Skøn, fordi det var tydeligt, at de havde et stærkt bånd til hinanden, og fordi hun kunne genkende den humor, de delte, og som var så karakteristisk for ham. Skræmmende, fordi det hårde liv havde gjort, at han så meget ældre ud, end han var.

De sidste tre-fire år af hans liv havde Simone kontakt til faren. Hun besøgte ham, ikke hver anden weekend, men indimellem, og de talte i telefon sammen.

”For mig var det også en mulighed for løbende at vurdere hans tilstand. På mange måder følte jeg et stort ansvar for hans velbefindende. Også fordi jeg fornemmede, at der ikke var så mange andre omkring ham, der havde den ”post”, fordi hans livsstil havde skubbet mange mennesker væk.”

Ville ikke hjælpes

Inden Simone blev født og i hendes første leveår var hendes far dét, man kan betegne som en ”velfungerende alkoholiker”. Han passede sit job og var vellidt blandt venner – men skjulte et alkoholmisbrug. Efterhånden, som han kom længere og længere ind i misbruget, indhentede det ham. Han mistede sit job og mange af sine relationer, og de sidste ti år af sit liv arbejdede han ikke.

Simone og hendes søster frygtede, hvordan det skulle gå deres far. Simone følte et stort ansvar for at hjælpe, men samtidig var hun i tvivl om, hvor meget hun kunne og skulle gøre.

”Han var ikke i stand til at tage sig ordentligt af sig selv, og jeg overvejede blandt andet, om han skulle flytte hjem til mig. Samtidig gjorde jeg mig mange overvejelser om, hvor meget man skal ændre på sit eget liv i forsøget på at redde en anden.”

Simones far flyttede ikke ind hos hende, men Simone forsøgte igen og igen at få ham til at søge hjælp. Problemet var, at han ikke ville hjælpes, og at han blev vred, når nogen forsøgte.

”Jeg har aldrig stillet ham et direkte ultimatum, men jeg har flere gange opfordret ham til at gå i behandling, og jeg har italesat, at jeg syntes, at han havde et problem. Men det var utroligt følsomt at tale med ham om det, og det var svært at nå ind til ham. Inderst inde vidste han jo nok godt, at han havde et problem, men han ville ikke anerkende problemets størrelse. Så når det blev italesat, blev det mødt med vrede.”

Læs også

Renée Toft Simonsen: “Jeg tror aldrig, at vi kommer til at gå fra hinanden nu”

En telefonsvarebesked

Op til sin død fik Simones far en række blodpropper. Af flere omgange var han derfor indlagt, og det havde han også lige været, da Simone var på besøg hos ham for sidste gang. Her prøvede hun endnu engang at overtale ham til at gå i behandling. Endnu engang forgæves.

”Jeg bad min sidste bøn til ham om at tage imod hjælp. Hele mit besøg gik ud på, at jeg prøvede at få ham til at indse, at det ikke kunne fortsætte, for så ville det kun gå én vej. Efterfølgende var jeg meget frustreret, fordi jeg ikke vidste, hvad jeg skulle stille op, og jeg var vred på ham over, at han ikke ville tage imod hjælp.”

En uges tid senere modtog Simone en telefonsvarebesked.

”Da jeg så, at det var min fars nabo, der havde haft ringet, vidste jeg med det samme, at der var noget galt. Det første, der blev sagt i beskeden, var: ”Din far er her ikke mere,” og så husker jeg faktisk ikke mere.”

Den nagende tvivl

Simone havde tænkt sig at ringe til sin far selvsamme dag, som hun modtog telefonsvarerbeskeden. Der var noget medicin, han ikke havde fået hentet, som hun ville følge op på.

”Det har naget mig utroligt meget, at jeg ikke fik ringet til ham. Da jeg besøgte ham, var jeg også meget i tvivl om, om jeg skulle blive hos ham. Og jeg er stadig i tvivl om, om det var den rigtige beslutning at tage hjem,” siger hun, og fortsætter:

”Generelt har tvivlen forfulgt mig, siden han døde. En nagende tvivl om, hvor meget jeg kunne og skulle have gjort. Og jeg føler helt klart skyld over, at jeg ikke gjorde mere og insisterede mere på at hjælpe ham. Men det er svært at redde et menneske, der ikke vil reddes.”

Selvom tvivlen og skylden har fyldt og stadig fylder for hende, prøver Simone at lade være med at give den for meget plads.

”Jeg vil helst ikke tænke for meget over det, fordi det hurtigt kan bringe mig ned ad en selvbebrejdelses-sti, som alligevel ikke bringer ham tilbage. I stedet prøver jeg på at se på det med en fornuftig brille og huske, at det ikke var mit ansvar at redde ham. Fornuften siger mig, at jeg gjorde, hvad jeg kunne og husker mig på, at jeg, af flere omgange, forsøgte at hjælpe ham. Men tvivlen hjemsøger mig, og det kommer den nok til at gøre hele livet.”

Læs også

Blodprop: Her er symptomerne, du skal holde øje med

Hans ånd lever videre

I dag er det otte år siden, at Simone mistede sin far, og når hun tænker tilbage på ham, tænker hun på ham med omsorg.

”Mange andre kunne nok være vrede på deres forældre over, at de ikke havde været der nok for dem, men jeg har altid søgt forståelsen. Selvfølgelig har jeg også været sur og bitter i perioder, men det er ikke min grundfølelse. Mest af alt er jeg ulykkelig over, at det skulle gå ham, som det gjorde, og at det ikke var muligt at nå ind til ham. Jeg har så meget omsorg for ham, og langt hen ad vejen har jeg mere syntes, at det var synd for ham, end jeg har tænkt på mig selv i det,” siger hun.

”Jeg ser ikke på min far som en ”alkoholiker, punktum”. Jeg ser på ham som et menneske, der led mere af et ulykkeligt hjerte end af alkoholisme. Han kæmpede med en masse ting, og det kunne sikkert være kommet til udtryk på alle mulige måder, men kom det som alkoholmisbrug.”

Udover omsorgen og forståelsen for faren forsøger Simone at holde fast i et positivt billede af ham. At huske de gode ting.

”Alt det andet var der selvfølgelig også, men jeg vil rigtig gerne huske det positive; Musikken, vi delte, og den fantastiske humor, han havde. Min søster og jeg har aldrig været i tvivl om, hvor højt han elskede os, men det var, som om der var en utilstrækkelighed i ham, fordi han kæmpede med nogle ting, som han prøvede at dulme med alkohol.”

Simone lever i dag af musikken, som hun delte med sin far. Hendes nye album ’Things I Remember’ udkommer 1. november, og op til udgivelsen har hun udgivet singlen ’On the Quarrelets of Pearls’, som handler om faren, hans alkoholmisbrug og sorgen over at miste ham.

”Det er en måde at holde ham i live på – på godt og ondt. I processen med at skrive albummet har jeg siddet med en guitar og sunget akkurat, som vi gjorde, da jeg var barn. På den måde lever min fars ånd meget videre i min musik.”

En forsvarsmekanisme

Når Simone Tang taler om sin far og hans alkoholmisbrug, gør hun det med overskud og omsorg i stemmen. Hun har nemlig udviklet et særligt sprog for alt, hvad der omhandler faren.

”Når folk spørger ind til det, bliver jeg nødt til at skabe en form for distance fra fortællingen. Det sker automatisk, for hvis jeg skal gå ind i følelserne hver gang, bliver det for meget for mig. Så som en forsvarsmekanisme har jeg lært mig selv at holde det ud i strakt arm og tale om det med overskud. I dag kan jeg godt fortælle om, hvordan jeg har det, uden at skulle mærke alle følelserne i det.”

Selvom hun ofte bevarer en vis afstand, føler hun ikke, at hun nægter sig selv at være ked af det eller at være i følelserne. Hun er ikke bange for dem, men hun er bange for at mærke dem alt for meget eller alt for længe.

”Der er ikke noget galt i at blive rørt, og jeg har ikke en fortælling om, at jeg ikke må blive ked af det. Men når der først bliver åbnet op for følelserne, kan det godt udløse lidt af en lavine, så nogle gange handler det også om at kontrollere lavinen lidt.”

Selvom hun, måske mest underbevidst, forsøger at bevare fatningen, er det langt fra altid, hun lykkes med det.

”Jeg er ikke bange for at delagtiggøre folk i mine følelser, og det er også godt for mig at blive prikket til indimellem, så jeg ikke kommer til at holde det for meget ud i strakt arm. For det ér jo en del af mig og mit liv. Det sætter spor i én at miste, og det sætter spor i én, når ens forælder har et alkoholmisbrug.”