Søren McGuire: "Jeg er 44 år, og nogle gange føler jeg mig sgu lidt ensom"
Krisen kradser på den anden side af skilsmissen, når man ikke har fået plejet venskaberne.
Jeg er 44 år, og nogle gange føler jeg mig sgu lidt ensom.
Det er især i weekenderne i de ulige uger, hvor jeg ikke har mine børn, og min kæreste har travlt med noget andet. Så sniger ensomheden sig ind på mig fra morgenstunden, jeg går i en slags panik, skriver beskeder til folk, jeg ellers ikke har talt med i evigheder, i håbet om, at de vil med på bar og se fodbold senere.
Altid med en lidt henslængt ligegyldighed mellem linjerne, jeg vil jo så nødigt virke desperat, men faktisk er det bare et forsøg på at afbøde lidt af faldet fra den afvisning, der næsten altid kommer, når man har med mænd i min alder at gøre. Vi er sgu som regel booket flere måneder ud i fremtiden. Eller også er vi lige på vej i Plantorama med ungerne.
Jeg skrev om det her tidligere på året. Skilsmissen havde kostet på vennefronten, det var som om, at I forsøgte at skærme jeres mænd fra singlelivets fristelser i den tro, at der bare er masser af sus og dus i et liv med frysepizza foran fjernsynet og ligegyldige engangsknald hver anden weekend. Det hele endte i en mindre shitstorm på Facebook, et par af jer kaldte mig ligefrem kvindefjendsk, fordi jeg gav jer en del af skylden. Egentlig var jeg jo bare lidt ensom.
Jeg fik engang at vide, at ”jeg bare skal lære at være i det”, når jeg har det sådan her, hvilket er blevet en slags ubrugelig universal undskyldning for, at livet nogle gange godt kan være ret røvet, når man er voksen, og at der sjældent er en skid at gøre ved det. Jeg forsøger at finde en smule trøst i, at vi mænd trods alt altid har været dårlige til den del af venskabet, der ikke handlede om at grille pølser eller sparke til dækkene på hinandens Berlingoer.
Vi kan ikke rigtigt finde ud af bare at sidde overfor hinanden og tale om de ting, der betyder noget og gør ondt. Mænds venskaber eksekveres åbenbart bedst med siden til hinanden og med røven solidt plantet på hver vores barstol eller cykelsadel. Gerne i stilhed.
Den engelske forfatter og komiker Max Dickins skriver ligefrem om en decideret venskabskrise blandt mænd i bogen 'Billy No Mates'. Årtiers ubalance i ”the mental load” har sjældent været til jeres fordel, men konsekvenserne for os mænd er ikke desto mindre alvorlige. Vi har overladt ansvaret for vores sociale relationer til jer, og en dag risikerer vi at betale prisen.
Hvornår har din mand eksempelvis sidst arrangeret en parmiddag, en fødselsdag eller et andet socialt arrangement, der ikke handlede om at sidde i sofaen og se fodbold? Vi mænd griner lidt af det, fortæller hinanden, at vi hellere må overlade logistikken og det praktiske til vores bedre halvdele, men det ender med at koste os på den lange bane. Vi er blevet dårlige til at holde liv i vores venskaber, når vi pludselig ikke længere kan overlade ansvaret til jer.
Jeg er ingen undtagelse, og det er min egen skyld. Venskaber er som potteplanterne i vinduet, de skal plejes og vandes for ikke at visne. Ellers bliver venner til bekendte for til sidst blot at blive til folk, vi engang kendte. Den slags relationer kan godt være svære at genoplive, når behovet pludselig opstår. Også selvom vi bare skal på bar og se fodbold.
ALT for damernes klummeskribenter
Mette Kirstine Goddiksen
Journalist og forfatter, mor i sammenbragt familie med i alt fire børn.
Søren McGuire
Journalist og forebyggelseskonsulent. Fraskilt, far til tre og en lille smule mere boomer for hver dag.
Nillou Zoey Johannsen
Forfatter, mor til to, iransk født, spirituel tilgang, nysgerrig på livet og altid klar på et lidt for højt grin.
Julia Lahme
Etnolog, forfatter, direktør i eget kommunikationsbureau, mor til to og Johans kone.
