Sonja Richter: "Jo, jeg ville da gerne have en kæreste, men..."

For nogle år siden var Sonja Richter lidt vild med en fyr, og en dag, da hun var med en veninde ude og kigge på sko, udpegede veninden et par og sagde: ”Du skal købe sådan et par sko, dem tror jeg, at han vil kunne lide.” Altså fyren, som Sonja var vild med.

– Og jeg svarede med det samme, at jeg ikke kunne drømme om at købe et par sko til mig selv, fordi ”han” ville kunne lide dem. Jeg køber sko, som JEG kan lide, hvis det er mig, der skal gå i dem. Min veninde sagde, at hun altid havde købt tøj og sko, som hun troede, at hendes kærester kunne lide, og jeg kan da godt forstå tankegangen, men jeg kunne ikke drømme om at gøre det selv. De gange, jeg har mærket trangen til at tænke, at en potentiel kæreste ville kunne lide et eller andet, har jeg straks efter tænkt: ”Fuck nej, JEG skal kunne lide det”. Det betyder ikke, at man ikke godt må tænke på den anden og gøre ham glad, man skal ikke være for hardcore mig-mig-mig, men min strategi har altid været, at jeg ikke vil laves om på. Jeg KAN ikke laves om.

Sonja Richter er ganske spinkel af statur, men hun taler med stor vægt og bestemthed i stemmen, når der er noget, der virkelig ligger hende på sinde. Som nu beslutningen om, at hun er, som hun er, og det bliver der ikke ændret på. Hun er aktuel i rollen som vildheksen Isa i familiefilmen ”Vildheks”, der er baseret på Lene Kaaberbøls bogserie af samme navn. En rolle, hvor hun også har masser af styrke, og hvor hun skal uddanne sin søsters datter til at blive vildheks. Selvom det er en fantasyfilm, er der også en meget almenmenneskelig historie gemt i manuskriptet, nemlig historien om, at vi alle har noget ”gammelt shit”, som Sonja udtrykker det, med i bagagen. Noget familiehistorie, som vi prøver at skåne kommende generationer for, og som vi bakser med i større eller mindre grad. I Sonjas eget tilfælde er det i større grad.

Foto: Henrik Adamsen.

Hun er opvokset i det, hun kalder en dysfunktionel familie, og allerede som 14-årig tog hun på efterskole og flyttede derefter hjemmefra. Hun lejede et kælderværelse, fik job som opvasker og levede af havregrød og stjålne haveæbler. Hun begyndte i gymnasiet, hvor hun klarede sig igennem, selvom det var ren overlevelse. Opvæksten og det, som Sonja har oplevet som et svigt fra forældrenes side, har præget hende hele livet. På godt og ondt. Hun har lært at kæmpe, men hun har også altid skullet forholde sig til følelsen af at være anderledes. Hendes mormor sagde engang til hende, at hun ikke var bygget til denne verden, at hun var for sart.

– Jeg synes faktisk ikke, at den bemærkning var dårlig for mig. I virkeligheden hjalp den mig. Jeg har hele livet kigget på andre mennesker og tænkt: ”Hvordan klarer de det? Hvordan klarer de at have job og to børn?” Selvfølgelig er det også svært for nogle, der er forskel på, hvor sårbar man er fra naturens hånd, og hvor god man er til at passe på sig selv. Og der er forskel på, om man har backup hjemmefra eller ej. Jeg lever alene, og jeg bliver altid spurgt, hvorfor jeg ikke har børn. Det er cool nok, for det er jo relevant, men jeg har somme tider følt mig misforstået, når jeg har udtalt mig om, hvorfor jeg ikke har børn. Jeg googlede på et tidspunkt mig selv og faldt over et interview, jeg aldrig har lavet, hvor de må have taget noget fra et andet interview og lavet det om, og ved siden af et billede af mig stod der: ”Derfor har jeg valgt ikke at få børn”. Det har jeg aldrig sagt! Det er ikke et valg, at jeg har truffet. Jeg har valgt – i det omfang man kan kalde det et valg – at jeg ikke skal have børn for enhver pris. Jeg vil ikke sætte et barn i verden, som ikke har nogen far. Og jeg har ikke lyst til at få et donorbarn, hvor jeg er den eneste omsorgsperson eller ansvarlige. Der kan jo ske mig noget. Det er ok, at andre tænker anderledes end mig, vi er alle forskellige.

– Jeg ved, at jeg kan klare meget – jeg HAR klaret meget – men jeg kan ikke leve mit liv sådan, som de fleste andre gør. Jeg har ekstremt mange antenner ude, og jeg bruger en masse kræfter på at holde mig stående oprejst og gående rundt i verden. Og jeg har ikke den samme backup som de fleste andre. Det betyder ikke, jeg er speciel, der er mange, der er ligesom mig, men jeg kan bare mærke, at jeg ikke kan det samme, som mange andre kan. Men så kan jeg noget andet. Og på den måde synes jeg også, at Vildheks-historien ringer noget i mig. Den handler også om, at det ikke nødvendigvis er en svaghed ikke at kunne det, de andre kan. Det kan være en styrke. Der er ting, jeg kan, som du ikke kan, og omvendt. Og det er godt nok. Men helt fra vi er børn, har vi en idé om, at vi skal spejle os i hinanden. Vi skal være ens. Vi bliver så glade, når vi kan sige: ”Aiii, har du sådan en, det har jeg også”. Det er trygt og dejligt. Men jeg synes, at det også godt må være dejligt at sige: ”Aj, hvor fedt, du er en helt anden, end jeg er".

Foto: Henrik Adamsen.

– Det er en svær ting at tale om, for vi lever i et land, hvor vi har en indgroet kulturarv, der handler om, at vi er bange for det, der ikke er som os selv. Og ja, nu snakker jeg også politisk, for det er på en eller anden måde blevet ok at sige, at vi ikke vil modtage indvandrere her i landet. Jeg forstår godt, hvorfor vi taler om det, men nedenunder ligger en angst for noget andet. For det, vi ikke kender. Igen kan jeg trække en tråd tilbage til ”Vildheks”, som også handler om, hvad det er for en verden, der er derude. Hvad er mørket? Hvad er de mørke kræfter? Er mørket noget, vi har med os, og som vi aldrig kommer til livs? Er der en evig kamp mellem lys og mørke? Kan lyset overhovedet vinde, eller har mørket allerede fået så tæt et greb om os, at vi ikke kan slippe fri? Tænk på den varme sommer og al vores snak om klimaforandringer. Nogle mener, at alt er, som det plejer at være, andre siger, nej, nej, vi har ødelagt klimaet, og det er for sent at rette op på det. Det sidste er det samme som at sige, at mørket har overtaget, og at vi er chanceløse. Vi kan måske prøve at forsinke død og undergang, men vi kan ikke undgå det. Og ja, det kan godt være, at jeg har alle de her tanker på grund af min alder, for jeg er da begyndt at tænke, hey, så lang tid har jeg altså heller ikke tilbage. Og hvad er det så, jeg gerne vil bruge resten af livet på? Det betyder ikke, at jeg tror, at det er ”tid” i morgen. Men kroppen begynder at gøre opmærksom på, at tiden går, og der kommer et tidspunkt, hvor jeg ikke længere er i stand til at bestige Himalaya – helt fysisk. Der er døre, der lukker. Hver dag. Og det bliver bare ved herfra. Jeg talte med en instruktør forleden, og hun sagde, at hun lige havde lavet en liste over, hvad hun gerne vil nå, inden hun dør. Hold da op, altså…!

Sonja har ikke lavet sådan en bucket list over ting, hun skal nå, men hun tænker alligevel meget over selve konceptet. Hun føler, at hun står i et vadested i sit liv, og ved ikke helt, i hvilken retning hun skal bevæge sig.

– Jeg er altid blevet beskyldt for at være meget ambitiøs, og det er jeg også, men jeg kan godt få lidt stress ved tanken om det med at skulle formulere mål hele tiden. Hvis jeg formulerer et mål, så er det et punkt, som jeg styrer efter, men jeg synes bare altid, at jeg kommer et andet sted hen. Og måske er det også okay? Måske er det okay at holde op med at ville have alt muligt og så bare nyde det, der er, i stedet for? Det er noget med at tage ansvar og give slip på samme tid, og det tænker jeg faktisk meget over for tiden. Jeg har spillet "Misantropen" på Grønnegårdsteateret hver aften hele sommeren, og det har været utrolig hårdt. Til sidst havde jeg virkelig brug for, at det snart stoppede. At spille sådan en rolle er et enormt pres, og det fylder rigtig meget hver dag, så jeg har slet ikke haft tid eller overskud til at tænke over, hvad der skulle ske på den anden side. Jeg har ikke kunnet tage stilling til de jobs, der er kommet ind, og jeg har også nogle helt praktiske ting, der mangler at blive ordnet, men som jeg ikke har haft tid til.

Foto: Henrik Adamsen.

Kan du godt lide at være i kontrol?

– Ja, det kan jeg virkelig godt lide, men altså, jeg har efterhånden lært, at jeg ikke kan styre noget som helst. Altså INTET. Og at alt handler om at give slip. Samtidig tænker jeg over, hvad jeg så alligevel KAN kontrollere. For hvis man siger, at man ikke kan styre noget som helst, så har man jo heller ikke ansvaret for noget. Og ansvar skal man tage. Der er nogle beslutninger, man er nødt til at tage. Jeg kan godt tænke, at hvis jeg ikke hele tiden bevæger mig i retning af noget, hvor jeg er produktiv, kreativ og nyskabende, så vælter læsset måske, og så har jeg ikke råd til at bo, hvor jeg bor. Og hvad hvis der pludselig ikke er flere roller til mig?

Men har du nogensinde haft perioder uden noget at lave?

– Nej. Men jeg tror, at de fleste skuespillere, hvis du spørger dem, er bange for, at der ikke kommer en ny rolle. Det kan godt være, at rollerne altid er kommet til mig, men der var jeg jo også yngre, og hvem siger, at det bliver ved? Samtidig ved jeg godt, at solen står op hver eneste morgen, også de dage, hvor jeg tror, den ikke gør det. Men det med at have tillid til livet, det er svært. Det bakser jeg med.

Hvordan tager du svære beslutninger?

– Jeg har købt The Decision Dice på nettet, og den bruger jeg ret meget. Den er et redskab, der kan hjælpe mig til at se en problemstilling fra flere sider. Der står Caution, Courage, Gut, Enemy, Parent og Death på de seks sider, og så skal man forestille sig, at man sidder med de seks ”karakterer” og spørger dem til råds. Hvad ville Caution f.eks sige i forhold til en mulig rolle? Caution kunne sige, at hvis jeg får en masse penge for rollen, så skal jeg tage den. Death ville måske sige, at jeg skal lade være, fordi livet er kort, og jeg skal bruge det på bedre roller. Det er en lidt mere avanceret for- og imod-liste, kan man sige.

Om Sonja også tager terningen i brug, når der er en potentiel kæreste i farvandet, er ikke til at sige. Men faktum er, at hun det meste af sit liv har været single. Ikke fordi hun ikke gerne vil have en mand, men fordi…

– Det kræver et meget specielt menneske, tror jeg…

At være din mand?

– Ha, ha, ja, men… aj, jeg ved det ikke. Det er endnu en af de ting… Det er ikke, fordi jeg ikke VIL have en kæreste, men jeg har ikke kunnet finde en. De forhold, der har været, har ikke rigtig duet. Jeg har prøvet at finde ud af hvorfor, og det har sikkert blandt andet noget med min bagage at gøre og den måde, jeg arbejder på, tror jeg. Og så igen, der er mange i min situation, der godt kan finde ud af det… Jeg ved det ikke. Jeg så et program med arkitekten Bjarke Ingels, som har tegnet en masse fantastiske bygninger, og han sagde, at han måske af den grund var kommet bagud med kærligheden. Det spejlede jeg mig lidt i, og det ER jo senere lykkedes for ham at finde kærligheden. Jeg bliver tit spurgt, hvorfor jeg ikke har en kæreste, og jo, jeg ville da gerne have en kæreste, men…

Hun holder en pause.

Foto: Henrik Adamsen.

– Jeg tror på, at tingene dukker op, når der er plads til dem. Jeg siger ikke, at man ikke skal arbejde på at finde kærligheden, det skal man, for der står ikke bare pludselig en og ringer på min dør, men jeg tror, at man er klar, når man er klar. Der er mennesker, der altid har kærester, som altid er i forhold. Men er det altid gode forhold? Er de udviklende? Det skal jeg jo ikke gøre mig til dommer over, men man kan da godt tænke lidt over det. Jeg er selv blevet enormt god til at klare alt muligt, og det er derfor, jeg siger, at det kræver et specielt menneske at være sammen med mig. Jeg tror, jeg er meget svær at have med at gøre, fordi jeg er så enormt selvstændig. Det har i hvert fald været min oplevelse med de forhold, der har været. Eller også er det bare fordi, jeg har mødt de forkerte. I don’t know. Det kan man analysere i hundrede år.

Du har jo også klaret dig alene, siden du var 14 år?

– Ja, og vi har jo alle sammen fejl og mangler, skævheder og forcer, men det har været min oplevelse, at de mænd, jeg har været sammen med, har haft enormt svært ved at forstå mit mønster. Min måde at navigere i verden på. At jeg er nødt til at have styr på sådan og sådan. Det kræver et menneske, der kan acceptere, at sådan er det, for det er min overlevelsesstrategi. Det kan så også være, jeg skal lave den om, men jeg tror heller ikke, at man skal lave sig selv FOR meget om for andre mennesker. Og det er måske også derfor, at jeg ikke har været i længere forhold. Fordi jeg ikke har haft viljen til at lave om på mig selv.

Sonjas nærmeste netværk er hendes gode venner. Det er dem, hun går til, når hun skal dele glæder og sorger, og det er dem, der støtter og bakker op. Men hvordan er det at mangle en tæt familiemæssig relation?

– Jamen, det er jo svært, og det er med til at sætte mig i en sårbar position. Og nu skal det virkelig ikke lyde som om, det er vildt synd for mig hele tiden, for jeg ser det som en styrke. Hvis jeg var svag, så var jeg stadig i den familie, jeg kommer fra. Og det ville jo være værre. Så ville jeg bare sygne hen i det. Jeg har selv revet mig løs, det var jeg nødt til. Og det er ikke synd for mig. Det er et vilkår, og det er mit valg. Selvfølgelig kan der være situationer, hvor jeg tænker, øv, hvorfor har jeg ikke familie, hvor jeg kan lægge mig trygt på sofaen og lade mig passe på, men samtidig kan jeg jo også høre og se, at mange andre har en masse problemer i deres familier. Det er skønt, hvis ens familie er alt, men på min konto var det omvendt. Der var for meget minus, og derfor er jeg bedre tjent med ikke at se dem så meget. Det er bare et livsvilkår for mig, og så har jeg noget andet i mit liv. Jeg synes faktisk, der er mange fordele ved at være sin egen.

Hvem er Sonja Richter?

Sonja Richter, født 1974

• Skuespiller og aktuel i familiefilmen ”Vildheks”.
• Fik sit gennembrud i Susanne Biers film ”Elsker dig for evigt” (2002) og har siden medvirket i en lang række teaterstykker, film og tv-serier.
• Bor alene i indre København.