Fitnesscenter forbyder sports-bh til træning: ”Det er ikke tilladt”
De studerende på Syddansk Universitet må ikke træne kun iført en sports-bh, siger universitetets eget fitnesscenter.
”Hvis et medlem ønsker at træne i en tanktop/singlet, skal den dække hele brystet. Det er ikke tilladt at kun træne i en sports-bh.”
Sådan lyder meldingen til de studerende på Syddansk Universitet, der er medlemmer af universitetets fitnesscenter SDU Fitness.
Det skriver Jyllands-Posten.
Avisen har set fitnesscentrets tøjreglement, hvor det fremgår, at forbuddet blandt andet skyldes hygiejne samt et ønske om at respektere de ”kulturelle forskelle, der hersker i det internationale miljø, som SDU tilbyder.”
"Et udfaset kvindesyn"
Det fremgår også i reglementet, at forbuddet skyldes, at de ansatte i centret har udtrykt ”forskellige personlige grænser for, hvornår mindre dækkende tøj i centeret føles okay eller ”upassende”,” skriver Jyllands-Posten.
Det har skabt stor debat blandt de studerende – herunder medicinstuderende Nivi Meyer, der mener, at reglerne skyldes en overseksualisering af kvinder:
”Jeg synes, at det er udtryk for et udfaset kvindesyn, at man ikke må træne i en sports-bh, hvor man viser maveskind. En sports-bh er helt mainstream-påklædning i et fitnesscenter,” siger hun til avisen.
For knap en måned siden skabte et croptop-forbud på en skole i Vejle Kommune stor debat om netop overseksualisering af kvinder og haltende ligestilling – og nu har sports-bh-forbuddet også fået flere politikere til at reagere.
Læs hele historien hos Jyllands-Posten her.
Opdatering 15. september: SDU Fitness har nu besluttet at tillade træning, hvor man kun er iført sports-bh.