Da Mette Frederiksens mand kom med et utraditionelt forslag, fik hun tårer i øjnene

På et tidspunkt foreslog Mette Frederiksens mand, Bo Tengberg, at de for variationens skyld kunne prøve at ændre lidt ved den traditionelle julemiddag. 

Han er jæger, så hvorfor ikke prøve at bytte anden ud med en vildgås og servere vildsvin i stedet for flæskesteg? 

Da han så, at Mette Frederiksen næsten fik tårer i øjnene, blot ved tanken, vidste han godt, at det ikke var lige her, han skulle komme med nye ideer. Mette Frederiksen griner, da hun fortæller om mandens forslag og hendes reaktion, men med egne ord betyder julen helt utrolig meget for hende, og hun beskriver sig selv som et stort traditionsmenneske.

Læs også

Peter Frödin har truffet et valg om sin jul: "Jeg vil ikke stresse"

"Jeg griner, fordi min mand ikke har det på helt samme måde, så det er et af de tilbagevendende temaer i vores ellers virkelig gode ægteskab, om hvornår og hvor meget. Men ikke hvordan, fordi den kamp har jeg vundet. Han kan godt mærke, at julen altid har betydet rigtig meget for mig, og derfor skal den være fuldstændig, som den plejer. Og det er jo også kærlighed," siger Mette Frederiksen.

Og for statsministeren er plejer lig med en helt klassisk jul. Risengrød flere gange i løbet af december – ja faktisk gerne allerede med tyvstart i november – julekalender til børnene, selvom Mette Frederiksens ældste er flyttet hjemmefra, julesange i radioen hele måneden og på selve juleaften: en tur i kirke, klassisk julemad og dans om juletræet.

"Julen har fået en ekstra dimension ad åre, fordi min mor var julemennesket i familien, og da hun gik bort, blev julen også en tid for mig, hvor vi går tilbage til noget af det, hun gjorde. Jeg kan godt lide at videreføre de gamle traditioner, og udover min mor er det også en måde at have noget tilbage fra mine bedsteforældre, så for mig handler julen om flere generationer, og mine børn har det heldigvis helt på samme måde."

Altid statsminister

Julen er for Mette Frederiksen også en tid, hvor hun ligesom de flest andre danskere kan holde ferie. Hun tjekker aldrig helt ud, men sker der ikke noget altafgørende i de højhellige juledage, så er hun hjemme med familien.

"Selve julen holder jeg fri, medmindre der sker noget, så er jeg på arbejde, og det er jeg også, hvis det skulle være juleaften. Men hvis ikke der er et "medmindre", så holder jeg helt fri," siger Mette Frederiksen, der dog aldrig lægger jobbet helt fra sig.

"Det er ikke sådan, at jeg altid er i beredskab, men jeg bliver nødt til at have det sådan, at sker der noget, der kræver min tilstedeværelse, så skal jeg ikke være nødt til at omstille mig til det eller tænke "hvor er det træls". Som statsminister bliver jeg faktisk nødt til at have det lidt omvendt på den måde, at jeg altid er statsminister, og så kan det være, at jeg i perioder som for eksempel omkring jul kan få lov til at være det noget mindre, end jeg plejer."

Læs også

Katrine Muff mistede som ung troen - men så læste hun en bog

Lige nu er det at være statsminister blandt andet lig med et enormt fokus på krigen mellem Rusland og Ukraine. I slutningen af november besøgte Mette Frederiksen Ukraines hovedstad Kyiv, i anledning af at krigen havde været i gang i 1000 dage. 

Turen blev brugt på både et militærhospital og et børnehospital, hvor Mette Frederiksen blandt andet mødte en pige, der havde mistet sin mor i et missilangreb og kun selv overlevede, fordi moren havde kastet sig over hende som et skjold.

"Den tur ramte mig hård-ere end nogle af de andre ture, jeg har været på, fordi det var så meningsløst. Russerne valgte helt bevidst at bombe et meget specialiseret børnehospital i Ukraine en mandag morgen, hvor der var mange operationer i gang. Og så møder vi den her 16-årige pige, som ligger helt spændt ud i sin seng, fordi hun i et angreb blev ramt på næsten hele kroppen, og hun er bare så tapper. Det er næsten ikke til at begribe," siger Mette Frederiksen.

Modløshed løser intet

Oplevelserne som dem i Ukraine lagrer sig i hende. Ikke som en ængstelse, men som en motor til handling. Og hvor hun i kraft af sin rolle har en dybere indsigt end mange andre i de uroligheder, der udfolder sig i verden, lader hun det ikke sætte sig som personlige bekymringer. Det kan hverken hun eller danskerne bruge til noget, mener hun. 

I stedet beskriver hun sig selv som nøgtern og realistisk og med viljen til ikke at skubbe noget til side, men i stedet at forholde sig til, hvad der muligt kan ske, så hun er så godt forberedt som muligt. Men hun forstår godt, hvis danskerne kan blive urolige.

"Det vil ikke være ærligt af mig at sige, at folk skal lade være med at bekymre sig, eller at de bare skal ignorere det, der foregår. Danskerne er et klogt folkefærd, og alle kan se, hvad der foregår med alt fra krig i Europa og Mellemøsten til klimaforandringer, men jeg synes ikke, at vi skal blive modløse. Både for vores egen skyld, men også fordi jeg ikke kan se nogle historiske eksempler, hvor det er modløsheden, der har løst problemerne. 

Jeg er grundlæggende optimist på menneskehedens vegne, fordi vi har klaret mange andre udfordringer, og vi kommer også til at klare dem her. Det er vores vilje til at komme videre og skabe bedre betingelser for næste generation, der får menneskeheden fremad, og det kan modløsheden, håbløsheden eller angsten ikke hjælpe os med."

Sammen i det nære

På trods af en på mange måder ufredelige verden, formår Mette Fredriksen alligevel at finde en fred i juletiden. Som en efterhånden fast tradition med familien skyder hun julen i gang med en julekoncert med Anne Linnet i en af de københavnske kirker, og her sænker roen sig over hende.

"Med det arbejde, jeg har, så har jeg hele tiden et øje på alt det, der er svært, og alt det, der skal laves om. Det er et grundvilkår, når man er statsminister, men det er ikke sådan, at det tager over. Hvad enten jeg har stået med corona, eller som nu, en krig, eller andre problemer herhjemme, har jeg aldrig haft det sådan, at jeg ikke også samtidig kan glæde mig over noget eller nogen," siger Mette Frederiksen og uddyber med et aktuelt eksempel.

Læs også

”Den dag jeg ikke længere føler, at jeg kan gøre mit allerypperste, så stopper jeg”

"For ikke så længe siden havde vi en gruppe til møde for at tale om børn og fertilitet, og hvordan vi kan blive bedre til at understøtte, at forældre i Danmark kan få de børn, de gerne vil have, og så er der med det samme nogen, der skriver på de sociale medier, hvordan vi dog kan vi tale om fertilitet, når der er krig i Mellemøsten. Jamen, det kan vi godt, og det skal vi også kunne. 

Det er ikke sådan, at når der er en krig eller en krise, så skal vi alle sammen være i det hele tiden. Jeg tror faktisk, at det er vigtigt, at vi giver både os selv og hinanden lov til, især i en verden af i dag, at have stunder med hinanden, hvor vi er sammen om håbet, lyset eller glæden. Jeg har ikke selv svært ved det, og jeg synes, at alle skal have lov til også at være i det nære, og det er jo i høj grad det, julen er."

Ro i kirken

Julen er for mange uløseligt forbundet med kirken og dens mange handlinger, og det betyder også meget for Mette Frederiksen. Da hun var lille, sad hun i kirkerummet med sin farfar, siden gik hun gerne i kirke med sin svigermor, som hun desværre netop har mistet, og hun tager også gerne sine egne børn med.

"Kirken er et fantastisk rum, og jeg kan rigtig godt lide salmerne. Jeg betragter ikke mig selv som troende i forhold til Gud eller Jesus, men jeg er kommet i Folkekirken, fra jeg var helt lille, og den betyder rigtig meget for mig i forhold til samling, genkendelse og overlevering. 

Jeg synes, det har en værdi i sig selv at sidde på en bænk, hvad end det er hjemme i Nordjylland, eller det er i Københavnsområdet, og vide, at det er der tusindvis af andre danskere, der har gjort før mig. Måske endda på samme tidspunkt, for eksempel omkring julen. Og de har siddet der på samme måde, som jeg gør, med deres kære og nære. 

Kirken er et sted, hvor vi mindes dem, der ikke er her mere, og lader roen sænke sig, og for mig er en tur i kirke juleaften en vane, som både går tilbage i tid, men som jeg også dyrker med nogen, der er her nu."

Den berømte dråbe

Når året om lidt lukker ned, og vi hilser det nye velkommen, siger Mette Frederiksen farvel til et år, hvor hun oplevede et overfald på åben gade. En hændelse, hvor hun bagefter udtalte, at hun havde brug for ro både for krop og sjæl.

"Jeg var mærket af det før sommeren, også mere end jeg har prøvet at være i andre situationer. Som folkevalgt i Danmark oplever man heldigvis mest godt, men der er desværre også – og der kommer flere – trælse episoder. 

Den her ramte ekstra, og da jeg havde fået det lidt på afstand og tænkt over det, er jeg nået frem til, at det nok var den berømte dråbe. Det skete efter Hamas' angreb Israel, hvor der særligt i København kom en rigtig træls stemning på gaden med tilråb og trusler. Det gode ved en dråbe er, at man bliver tvunget til at stoppe op og mærke efter og tænke sig om," siger Mette Fredriksen, der i løbet af sommeren fik episoden bearbejdet, så den i dag ikke fylder.

Den har heller ikke fået hende til agere anderledes.

"Jeg er tilbage i det, jeg altid har været, og som jeg virkelig gerne vil holde fast i, og som jeg håber, de fleste i Danmark også vil. Nemlig, at her er statsministeren ikke en, der bliver kørt rundt, fordi han eller hun ikke kan gå på gaden. 

Jeg tror, at vi glemmer at sætte pris på det, for sådan har det altid været i Danmark. Alle var på fornavn med Anker, men vi er et af de få lande tilbage, hvor det er sådan," siger Mette Frederiksen, der i den frihed, det giver, oplever, at det er her, hun kommer tættest på folk.

"Der er stor forskel på, om en dansker kommer til et politisk møde og rejser sig for at sige noget, og så det, jeg taler med folk om i supermarkedet eller i træningscenteret. Men det kræver noget af os alle sammen, hvis det skal blive ved med at være sådan. Vi skal blive i, at vi godt kan være uenige. Uenighed er ikke et problem, det er et vilkår i et demokrati, men vi bliver nødt til at kunne snakke med hinanden på en ordentlig måde."