Kæthe havde aldrig rigtig fejlet noget – men under et restaurantbesøg ændrede alt sig

"Jeg kan huske, at jeg skulle kaste op, og så kan jeg ikke huske mere."

Kæthe Villadsen, 65, husker tilbage på sit livs farligste dag, hvor hun fik en stor hjerneblødning på en restaurant i Holland, tæt på den tyske grænse.

Læs også

Livet har lært Lone Hertz én ting, som hun vil give videre: "Så kommer man også rigtigt langt med sig selv"

Det næste, hun kan huske, er, at hun kører i ambulance til Danmark. Mellem de to begivenheder er der tre ugers indlæggelse i den tyske by Meppen, hvor hun var så tæt på at dø, at det er et under, at hun sidder her i sit hjem i Humlum nord for Struer.

"Lægen, der opererede mig, sagde, at han kun har set to patienter overleve så stor en blødning som min. En ung kvinde på 24 og mig. Det er jo egentlig ærgerligt for Poul, at jeg ikke rigtig kan huske noget – heller ikke, at han var der så meget, som han var," erkender Kæthe med et lille smil.

Hun ser på Poul, der er 66 og har været ved hendes side, siden de to mødtes i 1978. Parret har lige fejret 40 års bryllupsdag, for selvom det ikke er en af de mærkedage, man plejer at fejre, så har det vestjyske par virkelig mærket livets skrøbelighed, og derfor fejrer de det så ofte som muligt.

"Den oplevelse var en øjenåbner for os. Vi har altid gjort, hvad vi gerne ville, men nu ved vi, hvor heldigt det er! Selvom jeg stadig leder efter ordene og ryster på hænderne efter hjerneblødningen, så kan jeg se, at jeg jo har været megaheldig," erklærer Kæthe.

Kan hun reddes?

Tilbage til den oktoberdag i 2023, hvor Kæthe blev ramt af en pludselig smerte i hovedet på en restaurant i Holland:

"Jeg har aldrig prøvet noget lignende og vidste ikke, hvad det var," siger hun.

Sammen med Poul havde hun tilbagelagt 7.000 kilometer i parrets elskede Plymouth fra 1940. En amerikanerbil med navnet Betty Boop. Gamle biler fra USA er deres fælles, store passion, og køreturen fra Danmark til deres ferielejlighed ved Alicante i Spanien og retur var en drøm, de længe havde haft.

Læs også

Henrik fik konstateret leukæmi og stillede sin far et spørgsmål: "Er det her noget, jeg skal dø af?"

"I Holland besøgte vi ham, som vi havde købt Betty af, og han havde anbefalet os en restaurant, hvor de serverede en god tapas, så der kørte vi hen," fortæller Poul.

Før maden kom, fik Kæthe de uforklarlige smerter i hovedet, men hun fik nogle piller og håbede, at de kunne klare det. Spise kunne hun ikke, for hun fik også kvalme, og da de var kørt videre og kommet ind i Tyskland, sagde hun til Poul, at hun skulle kaste op.

"Jeg fik hende ud af bilen, hvor hun brækkede sig meget og vrøvlede på en måde, så jeg var sikker på, at hun havde fået et slagtilfælde. Jeg ringede 1-1-2, og ambulancen kom hurtigt. Da de opfattede ordet "stroke", spurgte de, om jeg ville køre med. Jeg afslog, for jeg skulle jo køre vores egen bil, og så sagde de, at jeg ikke skulle prøve at følge med dem, for de ville køre meget hurtigt," fortæller Poul.

Derfor ankom han senere til sygehuset og nåede kun lige at få at vide, at Kæthe skulle videre til sygehuset i Meppen 45 kilometer derfra.

"Den tur kan jeg slet ikke huske, at jeg kørte," erkender han.

Da Poul nåede frem mødte han Kæthes læge og spurgte, hvad han ville gøre.

""Save her life", sagde han bare og forsvandt for at redde Kæthes liv, mens jeg sad tilbage og kun kunne vente," mindes Poul.

Tre ugers venten

Poul kom til at vente tre uger i frygt for at miste Kæthe. Mens hun gennemgik i alt fem operationer og knap nok registrerede, hvad der foregik omkring hende, var Poul ved hendes side:

"Det værste var de procenter, som de satte på, hver gang de opererede for at lukke udposningerne i Kæthes hjerne efter blødningen. Der er syv til ni procents chance for at overleve første operation, og for hver gang man derefter opererer halveres chancen for at overleve. Lægen kom hver dag for at se til Kæthe, også selvom han havde fri, og når sygeplejerskerne mødte ind, gik de altid først hen og lempede forsigtigt på døren ind til Kæthes stue. De skulle lige se, om hun var der endnu," fortæller Poul.

Han og Kæthe har ikke børn, men venner og familie kom til Meppen for at støtte Poul.

"Jeg kan huske i små glimt, at de var der, og også at Poul var der, men du har jo været så alene med det," siger hun henvendt til sin mand, der nikker.

"Jeg fodrede dig, så du kunne få noget energi, og du kunne heller ikke selv holde på en gaffel, så meget rystede du," mindes Poul og tilføjer stille:

"Jeg troede ikke, at jeg fik hende med hjem!"

Læs også

Ingrid begyndte at vandre - og fik mere energi og overskud

Midt i den tredje uges indlæggelse kom vendepunktet. Poul sad som sædvanlig ved Kæthes seng og kiggede på den kvinde, som han var så bange for at miste.

"Pludselig vågnede Kæthe, så på mig og sagde, :"Jeg vil leve!" Så vendte hun sig om, og kort efter snorkede hun, men der vendte det. Der turde jeg tro på, at jeg ville få hende med hjem, men det gik også op for mig, hvor tæt jeg havde været på at miste hende. Det var en hård erkendelse for mig," fortæller Poul.

Kæthe ser på ham, mens han fortæller. Selv husker hun turen i ambulancen hjem til Danmark, hvor hun blev undersøgt og fulgt på sygehuset over et par måneder.

"Jeg har ikke haft det slemt, men det var rystende at opdage, hvor hårdt det har været for Poul. Det har jeg det svært med," erkender Kæthe.

I dag er det snart et år siden, verden forandrede sig for parret i Humlum, men Kæthe er tilbage med "armen i karmen", som hun kalder det, når hun sidder med nedrullet vindue i amerikanerbilen Betty og kører afsted med Poul bag rattet. De to skal på nye eventyr med Betty og hinanden, for som Kæthe siger:

"Jeg er i live, og det fylder mig med taknemlighed og glæde."