Henrik fik konstateret leukæmi og stillede sin far et spørgsmål: "Er det her noget, jeg skal dø af?"
Da Henrik var syv, fik han konstateret leukæmi, og Henrik og hans far Ivan flyttede nærmest ind på en isolationsstue på sygehuset. Han var igennem 46 kemobehandlinger – og meget, meget mere. Men da 15-årige Henrik var til den sidste kontrol, blev han erklæret rask, og da måtte hans far udtrykke glæden og stoltheden.
"Jeg kender en superhelt! Han har ingen superhelte-kappe, ej heller stramtsiddende trikot i en masse pangfarver. Nej, han har rødt krøllet hår og en masse fregner.
Han hedder Henrik – og er min superhelt! I dag er Henriks kræftforløb afsluttet!". "Heldigvis kan jeg stadig sige godmorgen og godnat til ham."
Sådan lød det i det opslag på Facebook, som Henriks far Ivan skrev i februar, da sønnen havde været til sin afsluttende kontrol på Skejby Sygehus. Tre års intensiv kræftbehandling og fire år med jævnlige kontroller sluttede den dag. Så faren måtte ud med sin glæde og taknemlighed.
I opslaget listede Ivan op, at Henrik har været igennem: "46 hårde kemo-behandlinger i drop, 3,5 liter Panodil, 200 stk. antidepressive piller, 4 knoglemarvsprøver, 250 blodprøver, 25 stk. narkoser, 600 stk. kemopiller, 400 stk. hormonpiller, 100 ml. morfin, 1,4 liter antibiotika og 3,2 liter kvalmestillende medicin.
Medicinmængden kom bag på Henrik selv:
"Jeg vidste ikke, det var så meget," siger den nu 15-årige Henrik Svensson, da vi besøger ham og Ivan Svensson i hjemmet ved Randers.
"Jeg fik jo bare at vide, at jeg skulle tage det og det, og så gjorde jeg det."
Da Henrik var syv år, fik han konstateret leukæmi af typen ALL. Selv om han ikke var ret gammel, husker han godt, hvordan det blev opdaget:
"Jeg gik i 0. klasse, og så blev det sommerferie, og vi var i sommerhus, og det var sjældent, at vi var det, så det var rigtig træls. Mig og min far og storebror Peter spillede fodbold i haven, og så begyndte jeg lige pludselig at blive syg, og far sagde, jeg skulle lægge mig på sofaen. Der gik nogle dage, og jeg var stadigvæk syg. Jeg var varm og havde nogle gange feber, og jeg var rigtig træt."
I sidste ende blev det på Skejby Sygehus konstateret, at Henrik havde kræft i blodet. På det tidspunkt var blodet inficeret 90 procent, fik de at vide, og i virkeligheden havde Henrik været syg et stykke tid. Hans far husker selvfølgelig, hvordan det var at få at vide.
"Det var verdens undergang. Jeg så jo ind i, at jeg måske skulle overleve mit barn. Og Henrik skulle på højdosis af alt i behandlingen. Vi fik at vide, at der var 80 procents chance for overlevelse, fordi han var så ung, men dengang kunne jeg kun se de sidste 20."
Skrappe år
Annonse
De kommende år var på alle måder skrappe. Ivan boede alene med Henrik og hans storebror Peter og plejesønnen Søren, og meget af tiden var han indlagt sammen med Henrik, ofte på en enestue i isolation. Ivan var på sygeorlov i næsten to år fra sit job. Ivans to voksne børn, Kenneth og Malene, og hans tre brødre, der bor i byen, flyttede ind hos Henriks søskende på skift, når søn og far blev indlagt – igen.
"I tre år var vi ud og ind af sygehuset. Jeg var fast udstyret med termometer, og hver gang temperaturen kom over 38, skulle Henrik indlægges. Vi har mange gange prøvet at komme hjem og være her et par timer, og så var det af sted igen, og nogle gange var det om natten."
"Vi har også prøvet at måtte vende om i bilen og køre tilbage til sygehuset, fordi temperaturen steg. Man vil hele tiden bare gerne hjem. For at komme hjem i nogle timer var bare dejligt – at sidde i sin egen sofa og ligge i sin egen seng og at se Peter og Søren også. Hele familien blev jo ramt. Men mine voksne børn og brødre steppede virkelig op, de var altid klar, og det betød jo alverden," fortæller Ivan.
For Henrik fortoner en del af tiden på sygehuset sig lidt. Han kan slet ikke huske alt, og for ham blev det at have det dårligt normalt.
"Man havde det jo kontant dårligt – nogle gange ekstremt dårligt, og så gik det tilbage til "normalt dårligt". For mig blev det normalt, men det var stadigvæk et helvede," siger Henrik.
I flere år var han fast udstyret med opkast-poser og drop-stativ.
"Når min storebror Peter kom på besøg et par dage, var det gode tider, for så sad vi i hver vores seng og spillede playstation," mindes han.
Henrik fik en bærbar computer af sin far, og forældrene i hans klasse samlede ind til en iPad til ham. Fra Ønskefonden fik han en cykel. Det var helt klart lyspunkter.
Ivan prøvede at holde fast i håbet.
"Nogle af de børn, vi lærte at kende, faldt jo væk undervejs, sådan var virkeligheden," konstaterer han.
"Gudskelov fangede Henrik ikke så meget af det. Men en dag, da vi holdt i et lyskryds, spurgte han, "Er det her noget, jeg skal dø af?". Jeg kan huske, at vi tog en lang snak på parkeringspladsen den dag, og der aftalte vi, at det her døde han ikke af. Det havde jeg brug for."
Annonse
Drømme og armbøjninger
Henrik har regnet sammen, at han alene det første år var på sygehuset i ni måneder, men siger, at han ikke vil bruge udtrykket "superhelt", som Ivan kaldte ham i Facebook-opslaget efter raskmeldingen.
"Jeg ville nok bare sige, at "det er godt klaret"," siger han.
Annonse
Henrik kom tilbage i skole i begyndelsen af tredje klasse og har stadig i ottende klasse en hjælpelærer i skolen. Han drømmer om at blive computerspil-designer – eller spil-tester ligesom sin storebror Søren.
Han bliver fulgt på en klinik for senfølger.
"Det er da godt nok at vide, at jeg nu er rask," siger han på sin egen enkle måde.
Den bedste genoptræning i forhold til at bevæge sig uden smerter var, da han startede i skole igen. Til den sidste kontrol i februar imponerede han både sin far og en overlæge, der kom forbi, mens far og søn ventede på at komme til. Han så Henrik tage ti armbøjninger på hospitalsgangen!
"Jeg ville vise min far, at jeg godt kunne – jeg vil sige, at jeg er i god fysisk form igen," siger han med et smil, der kun kan smelte hjerter.
