Ingrid begyndte at vandre - og fik mere energi og overskud
Da Ingrid Raadim Hennig flyttede til Lofoten i 2017, var planen at bo der i tre måneder. I stedet blev det starten på et livsforandrende friluftseventyr, som hun gerne deler med sine tusindvis af følgere på Instagram. Måske bliver du inspireret til at opleve den storslåede norske natur eller til at komme mere ud i den friske luft helt generelt.
Ligesom så mange andre blev Ingrid Raadim Hennig fuldstændig lamslået ved synet af det fantastiske landskab, da hun første gang besøgte øgruppen Lofoten i Nordnorge i 2017.
"Og jeg endte med at blive på ubestemt tid."
I dag, 8 år senere, deler den 32-årige, norske og meget farverige outdoor-fan inspirerende turbilleder og herlige hverdagsglimt på instagramprofilen @ingridraadim til sine mere end 60.000 følgere fra både ind- og udland.
Hendes store kærlighed til de spektakulære omgivelser, som Lofoten har at byde på, skinner tydeligt igennem.
Men sådan har det ikke altid været.
"Både min mor og far har altid været glade for naturen, og de har taget mig med på ture på ski, i skoven, på fjeldet og i hytter. Alligevel var alt dette meget lidt interessant for mig, indtil jeg flyttede til Lofoten, hvor jeg virkelig fik øjnene op for naturen. Før det var jeg mere optaget af venner, fest og sjov, men interessen for fjeld og natur er vokset, jo længere tid jeg har været på Lofoten," siger Ingrid, der via Instagram håber at kunne smitte andre med sin store begejstring for friluftslivet.
"Jeg håber, at jeg kan inspirere andre til at være mere udendørs, uanset om det for at se en solnedgang på stranden eller kæmpe sig op på en bjergtop. Jeg tror, man går glip af mange øjeblikke, både store og små, hvis man ikke kommer ud i det fri. For mig er naturen et vældigt vigtigt element i hverdagen, og jeg prøver at bruge den, så ofte jeg kan," forklarer hun.
Flere gange i løbet af dagen tager Ingrid sig tid til at komme udenfor, og hun elsker at slutte dagen af med at spise sin aftensmad på en fjeldtop eller padle en tur i solnedgangen – øjeblikke, som hun flittigt deler på Instagram.
Et hus på hjul
Det var netop via sociale medier, at Ingrid i sin tid skabte sig en business i Lofoten. Tilbage i 2018 startede hun nemlig firmaet Lofoten Vanlife sammen med sin daværende kæreste. Udgangspunktet var, at parret ville se og opleve Lofoten uden at skulle betale tusindvis af kroner for overnatning. Løsningen blev at købe deres egen campingvan, som blev shinet op og stylet med masser af farver.
Efter de havde postet billeder af bilen og deres eventyr, var der mange, som gerne ville opleve Lofoten på samme måde. ”Hus på hjul”-ideen skulle vise sig at være en god forretning, og udlejningsbilparken med renoverede vans med farverigt interiør voksede hurtigt.
Da parret gik fra hinanden et par år senere, blev det naturlig for Ingrid at trække sig mere og mere ud af Lofoten Vanlife. Til sidst solgte hun sin andel i selskabet, der dog stadig eksisterer.
"Det var en utroligt spændende, lærerig og sjov tid. Den oplevelse det er at se Lofoten fra et mobilt hjem, er helt speciel og noget, som jeg virkelig vil anbefale andre at prøve."
Udeliv giver ny energi
Siden da har Ingrid, der er uddannet retaildesigner, haft gang i flere projekter, bl.a. et interiørjob på et lille boutiquehotel i Lofoten. Hun samarbejder også med det norske mærke Dale of Norway, der laver tøj i uld, og det efterhånden er blevet til adskillige farverige sweatre.
"I Lofoten har jeg set så utroligt mange vidunderlige farver og smukt lys, forklarer hun om, hvorfra hun henter sin kreative inspiration."
I dag lever Ingrid en slags hybrid-liv delt mellem Oslo og Lofoten. Og så er hun blevet mor. Men kærligheden til friluftslivet og vandring er der fortsat.
"Da jeg flyttede til Lofoten, begyndte jeg for alvor at vandre, og det er blevet min allervigtigste træningsform. Jeg prøver også at holde mig aktiv i hovedstaden ved at træne både på egen hånd og med en fast træner."
Det at røre sig – allerhelst udenfor – giver hende energi og overskud.
"Jeg døjer en del med lavt stofskifte og har brug for megen søvn. Der er utroligt mange, specielt kvinder, som har dette problem, og personligt oplever jeg ofte at få en pludselig energi, hvis jeg gør noget, jeg egentlig ikke orker – som at gå en tur i parken, løbe eller gå en vandre lidt på fjeldet.
Det er, som om kroppen vågner fra en dvale, jeg ikke troede, det var muligt at komme ud af. Det kan virke vældigt tungt lige i øjeblikket, men gør man det nok gange, så ved man, hvilken gulerod der venter forude. At det er alle anstrengelserne værd."