Kvinder har tålt og tiet siden tidernes morgen, kæmpet, båret byrder og børn. Og måske gemt på et vulkanisk urdyb af raseri.
Midaldrende Pansy (Marianne Jean-Baptiste) går i udbrud hele tiden.
Hendes tavse mand (David Webber) og voksne søn (Tuwaine Barrett) er blevet reduceret til tavse boksebolde, hun kan tæske på med skarpe ord.
Alt og alle irriterer hende, også den tålmodige søster (Michele Austin), der prøver at muntre hende op. Men måske er det ikke de andre, der er problemet? Pansy er svær at holde af.
At opleve hende blive vred over hvad som helst og sende en byge af anklager og fornærmelser tilbage til folk er både pinligt og heftigt. Og indimellem også virkelig sjovt. Marianne Jean-Baptiste spiller formidabelt – man mærker, at det inderst inde er frygt og skuffelser, der nærer den ildsprudlende drage.
Pansy er i virkeligheden lille og bange, mens hun sidder og snerrer i det fængsel af vrede, hun har fanget sig selv og sin familie i.
Den engelske mesterinstruktør Mike Leigh har som altid en meget underspillet tilgang. Han kommer ikke buldrende med effekter eller sværmeriske tiltag.
Han holder fokus på skuespillet fremfor historien, og ofte virker det som om, at kameraet bare er blevet efterladt, mens spillerne arbejder sig igennem scener og replikker. Der betyder også, at der kun er få kroge undervejs, hvor forløsning og baggrundshistorie kan hægte sig fast.
I armene på en søster, i få øjeblikke af sårbarhed. At en ældre, hvid mand som Leigh kommer så tæt på noget, der virker som ægte, sort kvindeliv, er sympatisk og lidt overraskende, men solidaritet kommer i alle farver.
Man kan godt være elsket, selvom man ikke bliver forstået eller ikke kan holde sig selv ud.
'Svære sandheder' har biografpremiere den 13. marts.
