Bag murene på psykiatrisk hospital

– Før vi går i gang, skal du lige have en alarm på, siger Tine Boje Larsen.

Hun viser ind i personalerummet og rækker mig en elektronisk firkant, som jeg fæstner til min bluse.

– Så trykker du bare på knappen dér, hvis du føler dig utryg, siger hun med et smil og stikker mig i samme åndedrag et sæt nøgler, for her på afdelingen er alle døre hermetisk lukkede og låst.

Nu er jeg her. Inden for murene. På landets største psykiatriske afdeling, Psykiatrisk Center København, afsnit 6221. Et sted fuld af sjæl, proppet med følelser. Melankoli. Små og store sejre.

Her på afsnit 6221 findes patienter med næsten alle former for psykiske lidelser: skizofreni, spiseforstyrrelser, depression, bipolare lidelser og selvskadende adfærd. Lige nu er her 24 patienter – alle fra Østerbro og indre København. Den gennemsnitlige patient er cirka 40 år og er indlagt på afdelingen i omtrent 20 dage. Tine Boje Larsen kom hertil i 2006 efter flere års erfaring fra andre psykiatriske arbejdsområder, i 2010 blev hun den ansvarlige afdelingssygeplejerske og arbejder med både patienter, pårørende og ledelse af personalet. Efter at have snuset til psykiatrien under sin praktiktid på sygeplejerskeuddannelsen var hun fanget og fascineret. Af faget og dets mange nuancer:

– Når man arbejder i psykiatrien, er der ingen klar opskrift på helbredelse, som der er på de almindelige hospitalsafdelinger. Selvfølgelig er der også medicinske opskrifter her, men du skal kunne tænke klart, handle hurtigt og veje dine ord tungt. Jeg tropper op hver morgen og aner ikke, hvad der møder mig. Når jeg siger "Godmorgen" til den første patient, jeg møder, kan vedkommende være dybt ked af det og ramt af selvmordstanker. Det stiller store krav til mig som menneske, siger Tine.

Hendes alarm bibber, og der står "Stue 16" på et lille display. Raskt går hun ned ad gangen med kurs mod stuen, men en mandlig kollega er kommet hende i forkøbet. Han stikker hovedet ud fra stuen og siger:

– Han har det meget dårligt og vil gerne have medicin.

– Okay, siger Tine og styrer direkte mod medicinrummet, fisker sit store nøglebundt frem og låser sig igennem to døre. Patienten har skizofreni og har fået en psykose, efter hans forældre er rejst til udlandet.

– Han har været under skærpet opsyn de seneste dage og truer med at smadre sit fjernsyn. Nu giver jeg ham noget, så han kan få ro i tankerne, siger Tine og åbner et stort, hvidt skab med elektrisk lysindfald.

Hylde efter hylde med medikamenter i bøtter og pakker. Hun griber en æske "Olanzapin Lilly" – et middel mod psykoser – knipser en pille ud af filmen og ned i et lille plasticbærger. Så går hun igen mod stue 16. Bag døren sidder en stor, robust mand på sengen og stirrer ned i jorden. Han lyser kortvarigt op, da Tine kommer ind.

– Jeg hører stemmer, siger han lavmælt og tager sig til hovedet.

Tine rækker ham pilleglasset og et plastickrus med vand, som han synker hurtigt.

– Så håber jeg, det kan hjælpe dig, siger Tine.

Hun sikrer sig, at der er personale hos patienten, til han får det bedre, og lukker forsigtigt døren bag sig.

Det er helt naturligt, at tankerne gør krumspring her på afdelingen, og sammen med medicinsk behandling får patienterne daglig samtaleterapi – både i grupper og hver for sig.

– Her er som udgangspunkt en del modløshed blandt patienterne, og man kan sige, at det er min vigtigste opgave at indgyde håb midt i håbløsheden. At give patienterne tro på, at der er en fremtid for dem derude. Den optimisme gør nok, at jeg aldrig selv personligt bliver trist over mit job. Men det kan være svært for patienterne at tro på det gode i livet, og tålmodighed er et nøgleord, for selvom man får en pille mod en psykose eller depression, går der et stykke tid, før det virker. Men på patienternes vegne har jeg hele tiden troen på, at tingene nok skal lykkes. Det er helt sikkert. Det kan være, at det ikke er den rette vej og den rette behandling, vi har igangsat, men så må vi finde en anden kurs. Jeg har altid troen på, at patienten kommer sig.

Ikke stabil

Tine viser rundt på afdelingen, som samles om en bred korridor. Her er stort og stille. Korridorens hvide vægge brydes igen og igen af farverige døre, og bag hver dør bor en patient, en skæbne, en mental udfordring. Midti åbner afdelingen sig i en enorm, lys hvælving over et opholdssted og en lille buffetplads. I køkkenet er dagens frokost ved at blive tilberedt – blandt andet blomkålssuppe, gulerodssalat og saltkød.

I personalestuen viser Tine et stort whiteboard, der med et væld af fyldte felter, navne, forkortelser og løse noter er afdelingens håndgribelige overblik over patienterne, blandt andet står der, hvor ofte hver enkel patient skal tilses. Observationsniveau, kalder de det. En meget vigtig faktor her på afdelingen, fordi nogle patienter har det så mentalt dårligt, at de skal tilses oftere end andre. Det kan være én gang i timen. En gang hver halve time. Hvert femte minut. Eller konstant overvågning.

– Hende er jeg kontaktperson for i dag, siger Tine og peger på navnet på en kvinde i 30'erne, som har en svær fødselsdepression.

Der er en særlig magnet ved hendes navn: "Ikke stabil," står der på den. Ligesom der er tilføjet et "S.A.O" med rød sprittusch. Det står for "Særlig almen observationsniveau" og betyder, at Tine skal kigge til hende hver halve time, fordi hun har selvmordstanker. Til Tines positive overraskelse har den kvindelige patient nu bevæget sig ud af sin enmandsstue og sidder i fællesafdelingen og snakker med fire andre patienter, indimellem finder en lille latter endda vej rundt mellem hendes ord. Tine har fulgt hende i flere dage og tolker det som et lille tegn på fremskridt.

Læs videre på næste side...

Spyttet på

Et internt alarmberedskab på de psykiatriske afdelinger sikrer, at Tine hurtigt kan tilkalde ekstra kræfter i en tilspidset situation, lige som hun selv med jævne mellemrum bliver kaldt ned til voldsomme konflikter på andre afdelinger. En enkelt gang har hun selv trykket på sin alarm, da en patient slog hende, men det mest ydmygende, hun har været udsat for, var, da en mandlig patient spyttede på hende.

– Jeg blev kaldt akut ned til en bæltefiksering af en mand, som nægtede at tage sin medicin. Med fuldstændig uanede kræfter havde han revet vindueskarmen af, stod og truede os med den og slog omkring sig. Vi kunne ikke nærme os ham, fordi vi ikke selv havde fået beskyttende, håndholdte skjold på afdelingen dengang, så vi måtte tilkalde politiet. Da han var fikseret, og jeg skulle give ham noget beroligende medicin, spyttede han på mig. Det var ganske ubehageligt, men jeg lærte meget af det. Sådanne situationer kræver, at man som sygeplejerske ved, hvad man siger, er meget konkret og lader være med at stå og væve i tingene, forklarer Tine.

Selvom det kan lyde som hårde arbejdsvilkår, hæmmer risikoen for de tilspidsede situationer hende ikke i hverdagen:

– Jeg er aldrig bange på jobbet. Jeg tror ikke, man kan arbejde på et psykiatrisk hospital, hvis man er bange. Selvfølgelig kommer mit adrenalin i kog i visse situationer, og så kommer forsvaret op i mig, men ikke angsten. Jeg gør meget ud af at minde mig selv og mit personale om ikke at tage tingene personligt, for et af nøgleordene i psykiatrien er "rummelighed." Vi modtager jo projektioner fra patienterne, som kan være sindssygt vrede og beskylde os for ting. Står jeg i en tilspidset situation, kan det være svært at skulle bæltefiksere eller tvangsmedicinere et andet menneske, men på grund af sindssygdommen kan det desværre ikke undgås, og jeg er nødt til at se på det som et trin på vej mod patienternes bedring.

Uvidenhed og fordomme

Jeg fortæller Tine, at jeg i morges var mere end normalt vægelsindet, da jeg stod foran mit klædeskab – ramt af dilemmaer som "Er det respektløst over for svært deprimerede mennesker at troppe op i prangende rød? Og udstråler habitjakke autoritet på en væmmelig måde?" – og var endt i et par neutrale mørke jeans og marineblå sweater.

– Det er slet ikke så kompliceret. For at være på visuel bølgelængde med patienterne har vi vores eget tøj på, og altså ikke kitler. Håret sidder, som man vil, men man skal være tækkeligt klædt, og det er ikke tilladt at gå med tørklæde om halsen, fordi en patient i afmagt kan hive i det, forklarer hun.

Hun er vant til at folk ikke ved meget om hendes verden, og når hun fortæller, at hun arbejder på et psykiatrisk hospital, møder hun lige dele beundring og afsky.

– Folk tænker, at når man er indlagt på et psykiatrisk hospital, så er man meget syg, og folk forbinder det med vrede, aggressive og utilregnelige patienter.

Sommetider møder hun også bare tavshed.

– Det er utroligt, hvor tabubelagt psykiatrien er ude i samfundet. Folk aner ikke, hvad det vil sige at være psykisk syg, og tror, det er rædsomt at være på en psykiatrisk afdeling. Mange danskere har depressioner og går alene med dem af frygt for at blive stemplet, men jeg håber, at folk efterhånden vil opdage, at de ikke er alene, og indse, at der ikke er noget farligt eller pinligt i at være psykiatrisk patient. At det ikke kun er "noget med piller," men at der også foregår et enormt behandlingsarbejde, siger Tine.

– I psykiatrien møder du de lidt skæve eksistenser, ofte mennesker som andre undgår eller ikke ser. For mig er det vigtigt at vi behandler disse mennesker ordentligt og ikke har berøringsangst, der skal være plads til alle.

Uvidenhed skaber fordomme, og jeg føler mig igen ramt, da Tine ganske nøgternt siger:

– Mandag, onsdag og fredag er ECT-dage her på afdelingen. Altså elektrochok-dage.

Hun forklarer, at metoden primært bruges til svært depressive patienter, når tablet-behandling og samtaleterapi ikke rækker. At det er ganske fredeligt og så effektivt, at det altså bliver skemalagt tre dage om ugen her på afsnit 6221. Faktisk bliver der givet omtrent 20.000 elektrochok i den danske psykiatri hvert år.

– Jeg ser en stor og god forvandling hos de patienter, som får de her behandlinger. De kan i begyndelsen være vældig suicidale og have fast vagt omkring sig, men efter cirka seks behandlinger med elektrochok er patienten et helt andet menneske, og det er yderst tilfredsstillende at følge med i. Det kan give problemer med korttidshukommelsen, men så må man tage debatten om, hvad der er mest hensynsfuldt: En patient med konstante selvmordstanker eller en glad patient med nogle huller i hukommelsen.

Læs resten af interviewet på næste side...De helt små ting

Tine banker på en pink dør og træder ind på en stue, der ligger hen i halvmørke. Gardinerne hænger ned foran vinduet, som har de vendt dagen ryggen, og i sengen ligger en ældre kvinde rullet ind i sin lyseblå dyne. I fodenden ligger en essaysamling af Georg Brandes' og en krøllet Weekendavisen.

– Jeg har diarre. Det er skrækkeligt, siger patienten og kanter sig op på albuen, da Tine spørger til hende.

– Nå, da. Skal jeg ikke lige trække gardinerne fra? spørger Tine så og går hen mod vinduet, men bliver stoppet halvvejs:

– Nej, jeg vil helst ligge i halvmørke, siger kvinden og vender straks tilbage til snakken om diarre:

– Jeg har så dårlig mave, og jeg måtte jo skifte trusser.

– Okay. Hvilke planer har du for dagen? spørger Tine så, og jeg undrer mig over, at hun ikke tager synderligt notits af snakken om diarreen. Efterfølgende fortæller hun mig, at kvinden er en såkaldt "somatiserende patient." Somatisering er en slags hypokondri, hvor patienten giver udtryk for dårlig sindsstemning ved at opfinde eller overgøre fysiske skavanker. Og kort efter er kvinden da også oppe og iført ternet pencilskirt og røde sandaler med en lille hæl.

– Hvor ser du godt ud, udbryder Tine.

– Jeg ser skrækkelig ud. Og jeg ved det godt, siger patienten med en hovedrysten.

– Du ser godt ud, slår Tine endnu gang fast.

– Skrækkelig. Men nu har jeg bestilt tid hos frisøren, siger kvinden og purrer op i frisuren.

Det gør Tine glad, og hun tager det som et tegn på bedring.

– Vi lægger meget mærke til, hvad patienterne magter i hverdagen. De helt små ting: Magter de at spise, snakker de med de andre patienter, magter de at hente et glas vand – eller, som i det her tilfælde, at ringe til frisøren. Det kan måske virke banalt, men sådanne små hverdagsting er store herinde og en vigtig indikator på patienternes helbred.

Selvskadende patienter

Selvmordsraten er høj i Danmark, og også her på afdelingens stuer møder Tine jævnligt patienter, som har lyst til at tage livet af sig selv. Derfor må personalet tage sine forbehold: Der er låste døre overalt, og patienterne må aldrig gå ud i køkkenet, men skulle de alligevel komme derud, vil skuffen med knive være aflåst. Bliver der smadret et glas, kommer skårene i en spand i det aflåste skyllerum for enden af gangen.

– Selvom vi tager vores forbehold og fjerner skarpe genstande på afdelingen, kan vi ikke undgå, at nogle patienter skader sig selv. Er man selvskadende, så er man meget kreativ, forklarer Tine, som faktisk har en særlig interesse for netop de selvskadende patienter:

– Det er enormt spændende at arbejde med de lidt mere komplekse patienter, som har brug for et team omkring sig. De er svære at lave aftaler med, men vi skal motivere dem, og de stiller store krav til faglighed og menneskelighed. Det handler om at kunne det nære og at ville patienterne. Man skal have en oprigtig lyst til at skabe en relation, uanset om patienten er glad, vred eller ked af det, siger Tine.

Flere gange har hun oplevet at komme ind på en stue og opdage, at en patient har gjort skade på sig selv. Typisk med en skarp genstand.

– Så handler det om hurtigt at danne sig et overblik og finde ud af, om patienten er i livsfare, og hvor dybt der er skåret. Der kan være rigtig meget blod, og fordi sengetøjet er lyseblåt, ser det som regel virkelig voldsomt ud. Det sætter sig i mig, kan jeg mærke. Og når jeg senere skal tilse samme patient, åbner jeg døren ind til stuen med is i maven, fordi jeg har det sidste syn klar i erindringen. Uanset om det er mænd eller kvinder, bliver de rigtig kede af det og arrede bagefter. Det er meget svært for mig at forstå, at man kan skade sig selv på den måde, men de gør det jo, fordi de har det så psykisk dårligt, at det er det, der lindrer her og nu. Så er det min rolle at fortælle dem, at denne kortvarige lindring ikke er vejen frem. Nogle gange beder jeg dem om at rive et papir i hundrede stykker i stedet for. Det kan også være, at jeg kigger ind til patienten hvert femte minut eller bare sidder inde på stuen, uden at vi behøver tale sammen. Det er nok de selvskadende patienter, som rører mig mest, siger Tine.

Drivkraften

Efter et stykke tid på psykiatrisk hospital banker virkeligheden igen på for patienterne. Når Tine og resten af personalet på afsnit 6221 vinker farvel til en patient, er det som regel med en god mavefornemmelse. De ved, de har givet det første mentale skub til et værdigt liv, og at kommuner og distriktspsykiatrien tager patienten i hånden videre ud i tilværelsen.

Enkelte tidligere patienter kigger indimellem ind til Tine på afdelingen for at fortælle, hvordan det går.

– Det varmer og er for mig et bevis på, at vi gør noget godt og rigtig vigtigt her på afdelingen. Vi klæder patienterne så godt på, vi kan, men sommetider kan jeg godt sende en ung patient af sted og tænke: "Hvordan skal det nu gå?" Mange af vores patienter har det svært i sociale sammenhænge, så det rammer mig i hjertet, når jeg ved, at patienten skal hjem til en tom lejlighed og et spinkelt netværk, og vi har desværre en del genindlæggelser. Der er ikke kun solstrålehistorier, siger Tine og tilføjer:

– Men der er nok en lille overvægt af solstrålehistorierne, og det er dem, der driver mig: Når en patient ankommer svært psykisk syg og så forpint, at han eller hun kun ser håbløshed, men går herfra med en fornemmelse af, at det hele nok skal lykkes. Dét er givende. Og det hele værd.