Tidligere sygeplejerske: "Det var klamt. Jeg var jo på arbejde og havde på ingen måde sex i tankerne"

Det skete på en helt almindelig arbejdsdag for den nyuddannede sygeplejerske.

Hun havde bedt en lægekollega om at ordinere noget medicin til en patient, som pludselig havde fået vand i lungerne, og gik derfor ud for at hente medicinen i medicinrummet, som kun sygeplejerskerne havde adgang til.

Inden døren smækkede i, nåede lægen at gribe fat i den og lukkede den bag sig. Han kiggede på hende med et indtrængende blik.

”Jeg sagde: ”Hvad skal du?” For lægerne kommer normalt aldrig ind i vores medicinrum, for der har de ikke noget at gøre. Han så indgående op og ned ad mig og gav mig det der elevatorblik. Han kiggede mig dybt ind i øjnene og spurgte: ”skulle vi ikke i medicinrummet?”. Jeg blev chokeret og svarede: ”Det skulle vi i hvert fald ikke – det skulle jeg. Hvad fanden tror du?”

Lægen mumlede, at han så nok havde misforstået noget og forsvandt ud af rummet igen.

”Jeg blev paf. Det løb mig koldt ned ad ryggen. Jeg syntes, det var klamt. Jeg var jo på arbejde og havde på ingen måde sex i tankerne. Jeg kan huske, at jeg tænkte noget i retning af "skete det virkelig?", mens jeg forsøgte at gennemgå i tankerne, om jeg på nogen måde mon var kommet til at sige noget, der kunne opfattes som en opfordring til det”, konstaterer Emilie og forklarer, at hændelsen gjorde hende enormt utilpas efterfølgende.

Ikke kun på hendes egne vegne, men også patientens, som ifølge Emilie måtte vente ekstra lang tid på at blive tilset:

”Jeg gav den medicin, der var behov for, men lægen var gået efter afvisningen, så jeg måtte have fat i en anden læge, der kunne komme og tilse patienten, så der gik noget ekstra tid. Selvom patienten ikke som sådan var kritisk dårlig, så er det alligevel en voldsom oplevelse for patienterne at have vand i lungerne. At skulle vente unødvendigt længe på lægen kan godt være ret angstprovokerende”, siger hun og tilføjer:

”Og så har man jo tendens til at tænke på, hvordan det kunne være gået, hvis patienten havde været endnu dårligere.”

”Villige” sygeplejersker

Den grænseoverskridende opførsel fra lægen var langt fra den eneste episode, Emilie Marqvorsen oplevede i sin tid som sygeplejerske. Det gik hurtigt op for hende, at der florerede et generelt rygte om nogle af sygeplejerskerne, der sandsynligvis var forklaringen på den ubehagelige misforståelse i medicinrummet:

”Der var åbenbart et rygte blandt nogle af lægerne om, at hvis man skulle have noget på den dumme, så skulle man gå op til os, fordi der var masser af villige sygeplejersker,” fortæller Emilie og uddyber:

”Det var et underligt rygte, og klamt i øvrigt. Jeg havde måske nok regnet med, at folk kunne finde sammen i par på en arbejdsplads, men jeg tænkte, at det var noget, der foregik i folks private tid og til fx julefrokoster. Men at det blev insinueret, at der foregik ting i arbejdstiden, og at det i øvrigt skulle være så udbredt, chokerede mig.”

Foruden episoden i medicinrummet oplevede Emilie også andre grænseoverskridende tilnærmelser og ubehagelige episoder i sin tid som sygeplejerske – upassende elevatorblikke, en hånd lidt for langt nede på ryggen, en uønsket seksuel ”invitation”.

Hun har ikke tal på, hvor ofte det er sket, men forklarer, at det var et udbredt samtaleemne blandt kollegaerne:

”Snakken gik også på, hvem der nu var på arbejde af lægerne, og her kom vi hurtigt med indforståede blikke og kommentarer som: "åh nej, ham", fordi vi så vidste, at stuegang osv. så ikke ville kunne gennemføres uden bøvl,” siger Emilie, der kommer i tanke om endnu en krænkende episode, hvor en helt almindelig snak med en mandlig kollega i personalerummet pludselig fik seksuelle undertoner:

”Pludselig kigger han mig dybt i øjnene, slikker sig om munden og spørger, om jeg skal med en tur i linnedrummet. Vi havde ellers normalt en god "ping pong" og kunne godt joke med hinanden. Men der gik han for vidt, og det føltes virkelig ulækkert. Måske især fordi det foregik foran resten af personalegruppen”, siger hun og nævner også en anden episode:

”Jeg oplevede på et tidspunkt en mandlig læge, der kom til aftenstuegang, og da det blev tid til at gennemgå "mine" patienter, klaskede han sig på lårene og sagde "kom søde du, sæt dig på mit skød, så får vi sgu ordnet det hele på en gang", mens han gav mig elevatorblikket. Jeg følte mig ikke nødvendigvis krænket i den her situation, men jeg syntes, det var enormt upassende.”

Upassende adfærd fra flere kanter

Men den grænseoverskridende adfærd kom også fra kvindelige kollegaer, fortæller Emilie Marqvorsen.

Hun oplevede fx at blive klappet bagi gentagne gange af en kvindelig kollega, som havde for vane at klappe både mandlige og kvindelige kolleger på røven.

”Selvom man måske skulle tro, at det er rimelig harmløst, når det er kvinde til kvinde, så synes jeg, at det var virkeligt ubehageligt,” fortæller Emilie, som fandt det svært at sige fra i situationen, fordi kollegaen – foruden den grænseoverskridende adfærd – generelt set var venlig og i øvrigt en person med mange års erfaring.

”Det var måske ment lidt omsorgs- og bedstemoragtigt. Men det går bare hen og bliver rigtig grænseoverskridende, fordi man jo ikke har sådan et forhold til en ældre kvindelig kollega. Som studerende og elev kan det heller ikke være særligt rart at opleve, at ens vejleder klapper en på røven. Det er jo ikke det, man er der for,” konkluderer den nu tidligere sygeplejerske.

Et ”personalegode”

Oveni de grænseoverskridende tilnærmelser fra kollegerne, skulle Emilie også tackle tilnærmelser fra patienterne. På sygeplejeskolen var hun og hendes medstuderende blevet advaret om, at de ville kunne opleve patienter, som overskred deres grænser, og Emilie er kun blevet bekræftet i, at det ”nærmest er et grundvilkår” som sygeplejerske, fortæller hun:

”Flere gange har jeg oplevet, at enten jeg selv eller kolleger har fået et klap bagi af mandlige patienter, ofte med en kommentar om, at vi skulle tage det som et ”personalegode", og at "de jo også skulle have lidt fornøjeligt at kigge på". Eller også kom de med spørgsmål, som gik på, hvorvidt vi ikke lige kunne bukke os lidt længere ned, så de også kunne se lidt kavalergang. En enkelt gang som sygeplejerskestuderende har jeg oplevet en mandlig patient, som begyndte at stønne, imens jeg var i gang med at vaske ham forneden,” siger Emilie og forklarer, at patienternes tilstand naturligvis også har spillet ind her:

”Vi havde rigtig mange patienter, som var påvirket i deres bevidsthedsniveau pga. deres sygdom. Bemærkningerne fra dem tager man ikke så tungt, selvom det stadigvæk er ubehageligt.”

Ingen opbakning

Emilie Marqvorsen gik til sin mentor for at fortælle om de grænseoverskridende seksuelle tilnærmelser og situationerne med lægerne, men klagerne blev ikke taget alvorligt, siger hun:

”Der blev bare grinet af det, og jeg fik med en underforstået tone at vide, at jeg kunne gå til ledelsen, men at der ikke ville blive gjort noget ved det, for sådan var det bare. Derfor har jeg aldrig lavet en direkte klage til ledelsen,” siger Emilie, som alligevel fortalte sin daværende leder om episoden med lægen i medicinrummet.

”Hun grinede også bare, ligesom flere andre kolleger, og kom med en kommentar om, at sådan var det jo nok bare indimellem, og så måtte jeg jo sige fra, hvis ikke jeg ville have det.”

Emilie kalder reaktionen for ”enormt vattet”:

”Jeg kunne godt have brugt en mere alvorlig mine og et budskab om, at hvis jeg reelt følte mig krænket, så kunne jeg komme og fortælle dem om det, og så ville der blive handlet på det. Det var bare slet ikke den fornemmelse, jeg havde.”

Til gengæld blev Emilie taget seriøst af en arbejdsmiljørepræsentant, som hun gik til for at fortælle om episoden med den mandlige kollega og linnedrummet:

”Personen tog det meget alvorligt og gav sig god tid til at snakke det igennem med mig. Vedkommende hjalp mig også med at gå tilbage til manden for at få sagt, at jeg ikke syntes, det var i orden med hans opførsel der. Det var ubehageligt, fordi jeg godt kunne lide ham som kollega, men det føltes alligevel rigtig godt at have taget sig mod til at sige fra.”

Særligt rystende for Emilie var det dog, at flere af hendes sygeplejerske-kolleger i hendes øjne accepterede de seksuelle tilnærmelser som en del af kulturen.

”Jeg synes, at hændelsen i medicinrummet var ubehagelig, fordi jeg på et splitsekund nåede at tænke, hvad der ville ske, inden lægen gik ud derfra. Men jeg oplevede, at episoden ikke blev taget alvorligt, når jeg fortalte det til kolleger. De grinede bare, for sådan var kulturen. Det chokerede mig,” fortæller hun og uddyber:

”Hvis man ikke kunne tåle mosten, måtte man finde et andet sted at være, fik jeg at vide.”

Derfor blev det også svært at sige fra og få opbakning, fordi ingen så problemer i hverken omgangstonen eller adfærden generelt, forklarer Emilie:

”Det var svært at holde fast i sin egen følelse af, at det ikke var okay. For hvis man ikke kunne holde ud at være der, så var man ligesom ikke god og hård nok. Men det skal ikke være okay – også selvom mange andre synes, at det er det.”

Langt fra alene                                   

Emilie Marqvorsen er langt fra alene om at opleve sexisme og grænseoverskridende seksuel adfærd i det danske sundhedsvæsen. Mere end 1.000 personer i sundhedssektoren har i efteråret 2020 sat deres signatur på underskriftindsamlingen ”Stop sexisme blandt læger”.

Underskriftindsamlingen bliver også bakket op af en undersøgelse fra Dansk Sygeplejeråd i 2019, der viser, at knap hver fjerde sygeplejerske har kendskab til en kollega på arbejdspladsen, som har været udsat for uønsket seksuel opmærksomhed inden for det seneste år.

Emilie Marqvorsen endte selv med at sige op efter flere års arbejde som sygeplejerske og er i dag ph.d.-studerende. Hun håber, at hendes fortælling kan være med til at skabe en tiltrængt kulturændring i sundhedsvæsnet, forklarer hun:

”Det skal være sådan, at sexisme er no go på vores arbejdsplads, og hvor det er den, som krænker, som det skal gå ud over. Det skal ikke være offeret, der skal betale prisen,” siger hun og forklarer, at hun gør sit til, at hendes egen søn på fem år fra en tidlig alder lærer, at ”min krop er min, og hans krop er hans”:

”Drenge – og børn i det hele taget – skal vokse op og være ordentlige mennesker, lige så vel som at piger ikke skal acceptere, at der er nogen, som overskrider deres grænser. Og hvis der er nogen, som oplever det, så skal de søge hjælp.”

”Jeg håber, at mine sygeplejerske-kolleger gør sig selv den tjeneste at holde fast i, at det ikke er okay, for der skal ikke være en kultur med, at det ”bare er sådan, vi gør her”. Man kan have en vis jargon, og det kan være nødvendigt for at overleve i et lidt hårdt miljø. Men der skal være en grænse, og det skal ikke være sådan, at man går hjem og har ondt i maven, når man har fri.”

ALT.dk har været i kontakt med det pågældende sygehus, som ikke ønsker at kommentere sagen.