Helles mand var aldrig syg – men under en tur i Tivoli ændrede alt sig

Min mand havde stort set ikke en sygedag i sine 50 år på arbejdsmarkedet. 

I oktober 2020 var vi i Tivoli med vores barnebarn på tre år, og den dag havde han pludselig meget ondt i maven, men han kørte i radiobilerne med hende, på trods af at han var helt grøn i hovedet.

Læs også

Lene Beier sendte sin mand afsted på en lang tænkepause – og det ændrede deres liv

Han var en mand, der aldrig klagede. Intetanende om fremtiden sagde jeg: ”Der er en særlig plads i himlen til bedstefædre, der gør alt for deres børnebørn.”

Søren ville vente med at gå til læge til om mandagen. Tre dage efter tivolituren, om søndagen, skulle vi til det yngste barnebarns dåb. Det var vores sidste lykkelige dag. Mandag sendte lægen ham på hospita­let. Det var un­der co-­rona, så jeg måtte ikke være der ret længe. 

Jeg sad hjemme foran TV Avisen, da en overlæge ringede: ”Jeg sidder her med din mand. Det er ikke godt. Han har kræft i bugspytkirtlen, der har spredt sig.” Han siger til min mand: ”Vi kan give dig noget kemoterapi, og hvis det ikke hjælper, har du tre måneder at leve i.”

I det øjeblik vidste jeg, at der ikke var noget håb. Jeg har været frivillig på en palli­a­tiv afdeling og kender alt til kræftformer. Så jeg røg ned i et sort hul. Min mand var et andet sted, ikke på noget tidspunkt mistede han troen på, at det skulle nok gå. 

Han op­søgte ingen oplysninger om sin sygdom, og til folk sagde han: ”Det skal jeg nok komme igennem.” Det var svært for mig. Jeg valgte dog at lade ham blive i troen. Mit mantra er, at man ikke skal tage håbet fra en døende.

De stoppede kemoterapi og kunne ikke gøre mere. Søren sagde, at han ikke var bange for at dø. Så længe det var ham, var det okay. ”Jeg er den ældste af os,” som han sagde. Der var ikke ét tidspunkt, hvor han brød sammen. Det var mig, der græd. Og ham, der trøstede. Han var stoisk. Søren var kaptajn for handelsflåden og den type, at hvis nogen ville have skudt mig, så havde han taget kuglen. Det vigtigste var at sørge for sin familie. Det stoppede ikke, da han havde kort tid tilbage at leve i.

Der gik nøjagtigt fire måneder – fra han fik sin diagnose, til han lå i sin kiste i Holmens Kirke. I de fire måneder var jeg og vores datter, svigersøn og børnebørn én sammenknyttet enhed. Alle gjorde alt, hvad vi kunne for ham. Det var fire intense måneder med stort sammenhold og gode minder. Han fik både julen og vores fødselsdage med, før han døde sidst i januar – stille og roligt og med sin kone og sin datters hænder i sine.

Det lykkedes at skabe den smukkeste bisættelse. Det var under corona, så det måtte kun vare 30 minutter. Men så kom hverdagen. Ud over at man er fuldstændig sorgknust, er der det praktiske. Vi har boet over 30 år i udlandet, hvor jeg tog mig af hjem og barn. Søren tog sig af bank, økonomi og skat. Jeg anede ikke, hvordan jeg gik på netbank. Jeg anede intet. Men fordi han ikke tænkte, at han skulle dø snart, syntes han ikke, det var nødvendigt at sætte mig ind i det. Så det var learning by doing.

Læs også

Sanni mistede sin mand: ”Selve dødsfaldet var ikke det hårdeste”

Søren og jeg var hinandens sjælevenner. Og store kær­lighed. At miste ham var så frygteligt, at det kan ikke beskrives. Det kom bag på mig, hvor rædselsfuldt det var. Jeg havde masser af støtte, men jeg var dybt ensom inde i sjælen. Den ene person i verden, som ville gøre alt for mig, var væk. Søren var klippen i mit liv, og jeg var hudløs.

Om sommeren tog jeg alene på ferie. Jeg besluttede at gøre de samme ting, som vi plejede. Jeg brølede hele vejen, bag mine solbriller. Jeg sagde til mig selv: ”Nu ser du fremad og glæder dig over det, du har. Det nytter ikke at hænge i det, du har mistet.”

Pludselig en dag gik det ikke længere. Jeg ramte det sorte hul og tog ind på Det Nationale Sorgcenter, hvor jeg græd som pisket. Jeg fik gruppeterapi, og det var fantastisk. Vi skulle skrive et brev til den afdøde, og jeg skrev og skrev. Det væltede ud. Jeg endte med at købe en hel bog at skrive i, og det hjalp enormt.

I dag lever jeg godt med sorgen. Det sværeste er ikke at have ham med som livsvidne til barn og børnebørn. Den smerte forsvinder aldrig. Søren elskede vores datter og de børnebørn, og det er stadig helt forkert, at han ikke får lov at opleve dem. Jeg savner ham lige så meget som den dag, han døde, men man lærer at leve med det. Og jeg har hele tiden en lille samtale i gang med ham; jeg er i forbindelse med ham på en eller anden måde. Og hvem ved – måske ses vi en dag på den anden side.