Tag på kulinarisk eventyr i bountyparadiset Den Dominikanske Republik

Tag på kulinarisk eventyr i bountyparadiset

En rejse til Den Dominikanske Republik er meget mere end slængeri på postkortsmukke strande. Det er også mødet med et frugtbart tropelandskab, et væld af friskfangede fisk og skaldyr samt en madkultur, der i sin mangfoldighed afspejler historien fra Christoffer Columbus' landgang til i dag.

Det udendørs køkkenblus er en hjemmebygget konstruktion af stakkede cementdyppede bildæk fyret op med brænde i hullet i midten. I den dybe pande syder olien, som en gigantisk flækket hummer snart forsvinder ned i. Lidt efter følger farverige småfisk trop sammen med større, skiveskårne svømmere i en mild krydderblanding. Selv uden at beherske spansk kan man få det, som man vil, for gæsterne på Los 3 Hermanos kan selv udpege frokosten i en idfyldt køleboks et par skridt derfra.Vejen fra hav til bord bliver ikke meget kortere end på det lille, familiedrevne spisested på Playa Macao, som ligger en lille halv times kørsel fra feriebyen Punta Cana i Den Dominikanske Republik.

Kokken møder fiskerne ved båden i vandkanten, der forhandles, og opnår parterne enighed, ender dagens fangst i gryden og dernæst på bordet sammen med salat, ris, friteret madbanan og bønnesauce. Måltidet bliver indtaget med sand mellem tæerne, den lokale øl i glasset og udsigten over den brede strand, der måler op til 100 meter fra det turkisblå hav til den frodige bevoksning på den anden side.

Fiskere bringer fangst i land på Playa Macao

Indianernes arv

Den Dominikanske Republiks brogede historie, der fulgte i Columbus' fodspor, kommer til udtryk gennem landets madkultur. Arven fra øens oprindelige beboere, Taino-indianerne, er stort set usynlig alle andre steder end her. Kort efter spaniernes ankomst bukkede de under for især de fremmede sygdomme, som nybyggerne bragte med sig, men bidder af deres køkken overlevede, som eksempelvis det tynde

casabe-brød fremstillet af saften fra kassava (sød kartoffel). Det er der en helt naturlig forklaring på, lyder det fra dominikanske Clara Gonzales, som bor med sin danske mand Bo og datteren Nadia i Punta Cana. Sammen med veninden Ilana Benady driver hun den populære hjemmeside Dominicancooking.com, og de to kvinder står også bag en kogebog om det dominikanske køkken. – Spaniernes brød kunne ikke holde sig i det fugtige klima, så derfor tog man casabe-brødet til sig, forklarer hun under en frokost på det lille, farverige spisested

La Casita de Yeya et stenkast fra San Juan-indkøbscenteret i Punta Cana. Væggene er udsmykket med tidligere gæsters kruseduller og signaturer, og menuen er typisk dominikansk, men med inspiration fra andre caribiske lande. Netop virvaret af kulinarisk indflydelse fra nær og fjern kendetegner madkulturen, hvis rødder ikke bare skal findes hos Taino-indianerne, men også hos spanierne og andre europæiske tilflyttere, samt de afrikanske slaver, de senere bragte med sig som arbejdskraft. Også madkulturen på Jamaica, Cuba og Puerto Rico har sat sit præg på det dominikanske køkken.

– Dominikanerne vil fortælle, at deres mad er den bedste i verden og mene det oprigtigt. Man er meget loyal over for køkkenet, og det er uanset social status. Selv mad, som man andre steder i verden ville anse som bondemad, vil man finde i enhver husholdning her. Rødderne (

kassava og taro, red.) er et godt eksempel, forklarer Ilana Benady, der oprindelig er fra Gibraltar, men i dag bor i Punta Cana.

Dominikansk orkanmad

Den sammenkogte sancocho, der snart lander på bordet, er en af de mest kendte dominikanske retter. Den er måske endda det nærmeste, man kommer på en egentlig nationalret, hvis man spørger Clara Gonzales. Ved første øjekast kunne man fristes til at tro, at der var tale om en krydret sag, men den gule farve stammer fra vestindisk græskar, forklarer hun. Også plantain og to slags rødder, taro og kassava, har fundet vej til en lille gryde, men det er alligevel kødet, der gør retten berømt. I de luxe-versionen kan man finde helt op til syv forskellige slags, mens denne simplere udgave er med oksekød og kylling.

 – Den tager timevis at lave, og hvis det skal gå rigtigt for sig, skal kødet tilsættes på forskellige tidspunkter. Derfor er det en ret, man typisk laver til særlige lejligheder. Jeg laver den også, hvis der er en orkan på vej. Så tager vi den med i beskyttelsesrummet sammen med rom og batterier. Vi kan lige så godt have det sjovt, mens huset blæser væk, siger Clara Gonzales.

Rettens milde krydring er typisk for det dominikanske køkken, hvor kokke er påpasselige med at tilsætte peber. Der eksisterer to stærkt krydrede dominikanske retter, men ellers finder krydderier som ingefær, kanel, allehånde, nelliker og muskatnød typisk kun vej til det søde køkken.

Lokal gadesælger på det farverige marked i Higüey.

Evig sommer

Clara Gonzales har besøgt Danmark adskillige gange med sin familie. Hun forklarer, at selvom dominikanerne har en enkelt dessert, der minder lidt om koldskål - for "man kommer også knuste småkager i" - så kunne den danske og den dominikanske madkultur ikke ligge længere fra hinanden. Mens man måtte sylte og henkoge i Danmark i gamle dage for at spise andet end kød og vintergrønt i de kolde måneder, så nyder man i Den Dominikanske Republik godt af et klima, der gør det muligt at høste friske grøntsager og frugter året rundt.

Frugtbod i nærheden af Dreams LA Romana Resort

– Vi har en evig sommer, så grøntsager gror hele tiden. Vi har også det, vi kalder vintergrøntsager, for oppe i bjergene svinger temperaturerne mellem 15 grader og ned til frysepunktet. Det gør det muligt at dyrke jordbær, æbler og andre ting, man normalt ikke ser i Caribien, forklarer hun.

Både den dominikanske ananas og mangoerne er kendt for at være særligt gode, og mens sidstnævnte ikke er i sæson under besøget, så er den første lidt af en åbenbaring. Med sin saftighed og sødme kan den slet ikke sidestilles med den fra supermarkedet i Danmark, som har rejst fra en verdensdel til en anden. Det samme gælder de friskhøstede bananer, der lige- som alt fra lime og avocado til kokosnødder gror som ukrudt i det drivhusagtige klima. Både frugten, den evige sommer og de paradislignende bountystrande gør underværker for en vintertræt besøgende fra det kolde Norden.

ALT for damerne var inviteret af Spies.

Skønne udflugtsmål

Paradisø

Den lillebitte paradisø, Cayo Levantado ligger en kort tur med speedbåd fra Samana i den nordlige del af Den Dominikanske Republik. Den lillebitte paradisø, hvor et enkelt femstjernet hotel holder til og især lokker med sit krystalklare vand og den brede, hvide sandstrand.

Dreams La Romana Resort

I Columbus' fodspor

Tag et skridt tilbage i historien i Santo Domingo, som blev grundlagt af Christoffer Columbus' bror, Bartholomew, i 1496. I den gamle bydel kan man bl.a. besøge den ældste katedral i den nye verden eller lære mere om landets historie på Royal Houses Museum, der har hjemme i det palads fra 1600-tallet, hvorfra Spanien styrede sine aktiviteter i hele Caribien. Zona Colonial, som bydelen hedder, er på UNESCO's verdensarvliste.

Chokoladeelskerens drøm

Den Dominikanske Republik leverer en god portion bønner til det globale kakaomarked, og det er også her, den danske chokolademager Peter Beier har sin plantage cirka halvanden times kørsel fra Punta Cana, hvor han har inviteret Spies-gæster helt ind mellem kakaotræerne under et heldagsbesøg. Her findes også andre kakaoplantager, hvor nysgerrige chokoladeelskere er velkomne.

Bag kakaofrugtens tykke skal gemmer det søde frugtkød sig.

Sejltur på floden

Tag en tur på en overdimensioneret tømmerflåde på Chavon-floden, hvor tyk regnskov dækker begge bredder. Ser omgivelserne bekendte ud, så kan det skyldes, at floden er populær blandt filmselskabere. Både "Jurassic Park", "Rambo" (2 og 3) og "Apocalypse Now" er optaget her. Flere forskellige ture udgår fra La Romana, tjek f.eks. Laromanadirect.com

Markedsdag i Higüey

Kom tættere på det lokale liv i byen Higüey, der er den største by i nærheden af ferieparadiset Punta Cana. Her kan man fra morgen til tidlig eftermiddag opleve det farverige marked, hvor dominikanerne køber deres fødevarer.

Markedsdag i Higüey

Gode spisesteder

Friskfangede fisk og skaldyr

Den lille familierestaurant Los 3 Hermanos lokker med friskfangede fisk og skaldyr, træernes skygge og udsigten over den gyldne sandstrand. Dagens fangst ledsages af traditionelt tilbehør, mens den lokale Presidente-øl tager toppen af middagsheden.

Playa Macao, Punta Cana

Langs kysten er der rig lejlighed for at smage friskfangede fisk og skaldyr

Middag på stranden

Få skridt fra det brusende hav kan man sætte tænderne i skaldyr, fisk og kød fra grillen, som kokken fyrer op i ved siden af strandbaren. Spisestedet hører til Hotel Playa Colibri i idylliske Las Terrenas, hvor stemningen mere afslappet end på landets andre populære feriedestinationer.

Calle Caamaño Deño 31, Las Terrenas, Samana, Hotelplayacolibri.com

Til bords i en nationalpark

Maden er enkel og traditionel på Paraiso Caño Hondo, hvor kylling i sprød panering får selskab af ris, bønnesauce, små, friterede fisk og salat. De unikke omgivelser i nationalparken Los Haitises er dog det største trækplaster, og sejlturen dertil er en oplevelse i sig selv.

Los Haitises, Los Guineos Perdidos, Paraisocanohondo.com

Caribiske specialiteter

Skal man tanke op på den lokale rom inden hjemrejsen, kan man passende smutte forbi La Casita de Yeya. Stedet er populært blandt lokale, hvor især den yngre del underholder sig med at tegne og skrive på væggene. Maden er vellavet og hovedsageligt dominikansk, men med inspiration fra andre caribiske lande.

Carretera Veron-Barcelo, Punta Cana

Lokal rom

Buffet med dans

Både lokale og turister fylder godt op på El Conuco, hvor personalet under frokosten bryder ud i den hoftevrikkende merengue-dans. Buffeten byder bl.a. på flere dominikanske specialiteter, men man kan også gå a la carte-vejen.

Casimiro de Moya 152, Gazcue, Santo Domingo, Elconuco.com

LÆS OGSÅ: Indien, som du aldrig har oplevet det før

LÆS OGSÅ: Det fik jeg ud af min ego-ferie på Madeira

LÆS OGSÅ: Det skal du opleve i Abu Dhabi

Om Den Dominikanske Republik

Den Dominikanske Republik

Ligger på den caribiske ø Hispaniola med Atlanterhavet på den ene side og Det Caribiske Hav på den anden. Der bor cirka 10 millioner mennesker i landet, heraf de 2,3 millioner i hovedstaden Santo Domingo.

Sprog og valuta

Det officielle sprog er spansk, og valutaen er dominikanske pesos, men mange hoteller, taxier og butikker accepterer også amerikanske dollars.

Klima

Klimaet er behageligt året rundt, men det bedste tidspunkt er fra november til maj. Senere stiger luftfugtigheden og nedbørsmængderne, og fra juli til oktober er risikoen for orkaner størst.

Fly

Spies flyver direkte fra København til ferieområdet Punta Cana fra novem-ber til marts. Rejsen tager cirka 11 timer og 30 minutter.