Tag på paradisferie for luksushippier i Mexico
Rul din sovepose ud, og bo næsten gratis under den caribiske stjernehimmel. Eller tøm kontoen, og tjek ind i en lukuriøs øko-villa. I helsemekkaet Tulum i Mexico kan du begge dele – og dyrke yoga med Demi Moore.
Jeg er stukket af fra kulden, stress, hævede øjne og en lejlighed med skimmelsvamp. Hungrende efter kridhvide sandstrande, sol og helsebringende yoga, der skal bringe min sjæl og krop i balance igen, er jeg landet i Cancún i Mexico på halvøen Yucatán ved det Caribiske hav. Fra lufthavnen er jeg hoppet på en bus, der skal bringe mig ud af storbyen, væk fra charterturismen og videre til feriebyen og øko-paradiset Tulum. Landskabet passerer forbi, mens mørket falder på, og et par timer senere når jeg frem til Tulums bycentrum. Jeg hopper i en taxi og begiver mig det sidste stykke vej fra busterminalen og ud af byen mod mit bestemmelsessted.
Af sted mod paradis. Tulums mange charmerende hoteller og tilhørende hytter ligger som perler på en snor flere kilometer ud ad kysten og udstråler ren Robinson Crusoe-idyl. Alle hoteller er bygget af naturmaterialer fra området, og bebyggelserne rager ikke længere op end de højeste palmetræer.
For 10 år siden var stedet blot et søvnigt lille stykke sandstrand omringet af jungle. Dengang var byen mest kendt for sine Maya-ruiner, der ligger smukt på en kridtklint ud mod havet og vidner om en svunden civilisation. Den gamle tempelby trækker stadig turister til, men nu flokkes folk også til Tulum af andre årsager. Øko-turisme og uspolerede naturoplevelser er blevet byens varemærke. Dette sammenholdt med muligheden for sundhedsferie, hvide sandstrande og yoga til lyden af havets brusen synes at have en magisk tiltrækning på yoga-entusiaster, new age-folk og hipsters fra New York i en skøn sammenblanding. Også Hollywood-stjernerne har et godt øje til den sunde livsstil i Tulum, og det er ikke unormalt at genkende berømtheder som Sting og Linda Evangelista under en løbetur langs stranden
LÆS OGSÅ: Se insiderens tip til Australiens badeby nr. 1
Yoga-shalaer på høje pæle
Tulum virker omgående som balsam for sjælen. De mange små, bedårende restauranter og caféer serverer sund mad og friskpressede juicer. Flere hoteller tilbyder daglig yoga i smukke yoga-shalaer med brede, mørke plankegulve bygget på høje pæle med udsigt til kokospalmer og azurblåt hav. Jeg glæder mig over, at det er vinyasa yoga, der er den foretrukne yogaform her. Vinyasa udøves i et hurtigt, dynamisk flow, der får sveden frem på panden, og det er den yoga-form, der passer mit temperament bedst. Den daglige yoga efterfulgt af slentreture i vandkanten, dasen i en hængekøje, massage, skøn mad og nye venskaber gør alt sammen sit. Efter få dage mærker jeg balancen og velværen indfinde sig.
Er man til vandsport er det desuden muligt at tage undervisning i kitesurfing eller for de erfarne at kaste sig ud i vinden og bølgerne på egen hånd. Har man fået nok af sand og hav, kan man tage på endagsudflugter til Maya-attraktioner som f.eks. Chichén Itzá, der figurerer på UNE SCO's verdensarvliste, eller tage på vandretur gennem den nærliggende naturpark Sian Ka'an.
Jeg har fravalgt at deltage i et egentligt yoga-retreat, som mange af hotellerne ellers tilbyder, og rykker i stedet rundt og prøver flere af de charmerende hoteller og deres forskellige yoga-klasser. Et af de hoteller, jeg gæster, er det lille hotel Yoga Shala, der ejes af engelske Andrew og hans mexicanske kæreste. Hotellet ligger på den modsatte side af stranden og har navn efter yoga-shalaen på stedet. Her tilbydes daglige yogahold, og som i resten af Tulum er lærerkræfterne amerikanske og uovertrufne.
Et par dage senere får jeg tilbudt at overtage et telt og en sovepose i en campingzon og slår straks til. Tanken om at bo direkte under stjernerne for næsten ingen penge tiltaler min slunkne pengepung. Camping-zonen har kun primitive, fælles badefaciliteter, men mere synes ikke nødvendigt, når man kan falde i søvn under stjernehimlen og vågne op igen til synet af solopgang over havet. Stedet har ingen yogaundervisning, og selvom jeg naturligvis kan betale mig fra det hos andre hoteller, er det dejligt blot at løbe langs stranden og lave solhilsener i vandkanten.
LÆS OGSÅ: Det her er verdens bedste solferie
På bikini bootcampmed Demi Moore
Da jeg har få dage tilbage af mit ophold beslutter jeg mig for at kigge hotellet Amansala og deres bikini bootcamp efter i sømmene. Stedet tilbyder træning, der giver balder af stål, og rygtet vil vide, at verdensstjernerne elsker stedets rustikke, afdæmpede luksus og ikke mindst muligheden for både at holde ferie og komme i form samtidig. Bikini bootcamp klinger fælt i en yoginis øre, men hvis det er godt nok til Sting, er det godt nok til mig!
Jeg ruller min bagage ind i receptionen på Amansala og lægger ikke rigtigt mærke til en lille, mørkhårede kvinde, der går forbi mig, før hun højlydt kommenterer på en kjole, der hænger til salg i hotellobbyen. Åh ja, den ru hæshed er ikke til at tage fejl af. Demi Moore er gæst på hotellet. Stjernerne synes sandelig at hænge ud på Amansala.
Amansala ejes af Melissa Perlman, der oprindeligt er fra New York. Hun er en smuk, mørkhåret kvinde i 40'erne, der efter terrorangrebet den 11. september besluttede at ændre livsbane:
– Efter 9/11 opstod der et tomrum i mig, og jeg spurgte mig selv, om jeg levede det liv, jeg ønskede. Det gik op for mig, at livet kunne være forbi på et øjeblik, og at det var vigtigt at lave noget, som gjorde en forskel og gav mening.
Dét, der gav mening for Melissa, var at skabe et sted, hvor folk kunne komme og koble af fra deres stressede liv.
– Min drøm var at skabe et sted i smuk natur med fokus på sundhed. Et refugium, der skulle være lige præcis sådan som jeg selv ville have det. Ikke for spirituelt. Ikke et yoga-center. Men et sted hvor træning og sundhed var omdrejningspunkterne.
Melissa solgte alle sine ejendele, forlod New York med en taske i hver hånd og satte kurs mod Tulum. På få år formåede hun at banke stedet op og slå hotellets navn og konceptet fast. Amansala har fået en fast kreds af tilbagevendende gæster, der elsker bikini bootcampen, og som vender tilbage igen og igen for at komme i form under Caribiens sol.
De næste dage deltager jeg og de øvrige deltagere i beach walk på stranden. Vi laver circuit træning, body sculpt, danser zumba og falder udmattede om i sandet. Til min egen forbavselse nyder jeg træningen, der bringer store grin frem, og som viser sig at være en herlig afveksling fra den mere indadvendte yoga. Heldigvis er der også tid til afslapning.
Deltagerne kommer fra alle dele af verden. Sammi er en soccer mom fra San Francisco, Jamie og Lisa er forretningskvinder fra London, og Claudia manuskriptforfatter fra Chicago. Vi bliver hurtigt rystet sammen, og tiden går alt for hurtigt. Få dage efter er ferien forbi. Jeg er fyldt op af sol og ny energi.
I flyet på vej hjemad tænker jeg på Melissa og på, hvad der giver mit eget liv mening. Hvordan skulle min egen drøm udleves og hvordan skulle mit refugium se ud? Mens mine øjne lukkes i, ser jeg for mig et lille stykke sandstrand et sted, hvor solen altid skinner, og yogaen altid flyder
LÆS OGSÅ: På luksustrekking i Nepal